Hvem tager ansvaret?

Diverse — Drokles on May 12, 2008 at 8:01 am

Krisen mellem Georgien på den ene side og Rusland og Abkhasien på den anden ser ud til at kunne ende i regulær krig eller i hvert fald aktive kamphandlinger mellem de stridende parter i form af irregulære bevæbnede grupper, som der er mange af i uciviliserede samfund. Krisen handler om grænsedragninger, der efter den internationale anerkendelse af Kosovo igen er kommet i spil. Da man pludselig anerkendte Kosovo var der mange advarende røster fremme om at man ville inspirere allehånde separatistbevægelser til kamphandlinger for at for at få deres nationale drømme opfyldt. Dette er konklusionen i DRs Orientering på P1. I foromtalen hedder det

Spændingerne mellem Rusland og Georgien om den georgiske løsrivelsesrepublik Abkhasien stiger, abkhazerne siger at de har skudt to spionfly ned over Abkhasien.

Det er blandt andet bølgeskvulpene efter Kosovos uafhængighedserklæring der har sat en eskalering i gang, lyder en analyse.

Løsrivelsesområdet Abkhasien, der ligger i et hjørne af Georgien med grænse mod Rusland og Sortehavet, har i mange år været en byld imellem Georgien og Rusland. Men inden for de sidste måneder er striden om området taget til, retorikken er stadigt mere fjendtlig.

Rusland har besluttet at sende ekstra fredsbevarende styrker til Abkhasien, af frygt for et georgisk angreb, lyder det, og NATO beskylder Rusland for at optrappe konflikten.

Senest har nedskydningen af to spionfly sat nyt blus under udvekslingerne af beskyldninger. De abkhasiske udenrigsminister, siger at abkhasiske styrker har skudt to georgiske spionfly ned. Men det kender Georgien ikke noget til. NATO vil have sagen undersøgt.

Orientering har derfor spurgt Michael Andersen om hvor alvorlig situationen er og hans vurdering er bl.a.

Det som man kan frygte denne her gang det er at retorikken den er ved at komme ud af kontrol. (…) Forskellen ligger i den sidste måneds tid er retorikken kørt helt op på topniveau og problemet når vi snakker Kaukasus er den her slags meget aggressive retorik om militært angreb om aggression om annektering og den slags….i Kaukasus der har altså en tendens til at løbe løbsk.

Jeg tror ikke at faren ligger i at vi ser en åben traditionel krig mellem Georgien på den ene side og Rusland abkhasien på den anden side. Jeg tror at det er farligt lige nu fordi situationen let kan komme ud af kontrol. Ikke fordi Putin vil det, ikke fordi den abkhasiske ledelse vil det eller fordi Sakashvili vil det, men fordi der er en masse bevæbnede mindre grupper på begge sider, som meget, meget gerne vil fremprovokere krig. Og hvis vi kigger på historien så bør det være en advarsel i situationen om den aggressive retorik fordi de fleste af seperatistkrigene i Kaukasus i sydossetien i Abkhasien, i Nagornij Karabakh er startet med truende retorik fra ledernes side, men så er en eller ander gruppe, en eller anden mindre gruppe der er gået over stregen og er startet med en voldelig provokation og krigen er så startet og staternes hære er så senere trukket ind. Så retorikken er altså farlig i sig selv når vi taler om Kaukasus.

(…)

Det nyeste her er Vestens anerkendelse af Kosovo. Der er ingen tvivl om at det har skabt en usikkerhed i Kaukasus (…)Dele af det russiskepolitiske liv har udsendt mange slet skjulte trusler om at anerkende Abkhasien og Sydossetien, men tøver selvfølgelig fordi, hvis man kigger på det 3 skridt tilbage så er det reelt ikke i Kremls interesse at anerkende etniske mindretal og seperatister fordi Rusland har jo i dusinvis af mindretal indenfor Ruslands grænser. Og hvis man først starter den politik så er det jo endeløst, hvad der så sker i Rusland. Men der er ingen tvivl om at Kosovo har spillet en meget, meget stor rolle. Den har åbnet…..i Kaukasus snakker folk om at “…efter vor anerkendelse af Kosovo”….så diskussionen om at man kan anerkende lande, at man kan ændre landegrænser, den er ligesom blevet genåbnet.

Hvem vil tage ansvaret, hvis vi kommer til at opleve et blodbad?

8 Kommentarer »

  1. “Hvem vil tage ansvaret, hvis vi kommer til at opleve et blodbad?”

    Skidt med ansvaret.

    Ethvert blodbad er en kærkommen lejlighed for visse elementer til at spy en masse retorik om menneskerettigheder, og f.eks. kritisere / afpresse de lande der ikke har tænkt sig at aflevere kontrollen over deres energireserver til imperiet, derefter kommer om muligt FN mellemkomst, ‘fredsbevarende styrker’ (læs imperiets besættelseshær), ‘frie medier’ og ‘nation building’.

    Jeg har intet til overs for regimet i Burma, men på den anden side forstår jeg godt de prøver at holde FN udsendinge og deres undercover agenter bestående af nødhjælpsorganisationernes medarbejdere udenfor døren.

    Ethvert land der har åbnet sig overfor sådanne ‘internationale organer’, eller har tilladt våbenkontrollører og andre ‘observatører’ er senere blevet overfaldet under humanitære eller andre påskud.

    De indianerstammer i Sydamerika der har undgået at blive helt smadret af mødet med ‘civilisationen’, har været dem der har beskudt indtrængende missionærer, ‘opdagelsesrejsende’ og andre invasionstropper med giftpile.

    Siden suveræne landes territorier og regeringer ikke længer respekteres, også uden trussel mod direkte egne interesser, er vi kommet i en farlig situation, hvor diktatorer hellere vil køre deres land i sænk end at afgive en smule magt, med den sikkerhed at de ender foran en eller anden kænguru domstol i Haag.

    Comment by Balder — May 12, 2008 @ 4:28 pm
  2. Ansvarspålæggelsen er kun interessant i det fald, at en lignende situation i fremtiden ville kunne undgås. Da de ansvarlige politkere tilsynelandede er uden historisk og verdenspolitisk observans og derfor vil disse begivenheder også i fremtiden blive fremstillet som en nødvendighed i menneskerettighedernes hellige navn. Som tilfældet er med Tibet, hvor diskussionen har gået på boykot/ikke-boykot i stedet for, om det overhovedet er rimeligt at blande sig i Kinas interne anliggender.

    Sandheden er jo at nationalstaternes suverænitet krænkes i vid udstrækning, hvilket på længere sigt vil føre til disses opløsning, idet de kun eksisterer på den gensidige respekt for suverænitet staterne imellem. Nationalstaterne er kulminationen på en historisk kamp for fred på det europæiske kontinent, hvorfor en leg med disses opløsning for egen politisk vindings skyld virker uansvarligt og kortsigtet. Det er ikke kun i Kaukasus, at seperatistbevægelser lugter blod efter Kosovos selvstændighed. Også andre steder i Europa kan begivenhederne bruges som præcedens. Af eksempler kan nævnes Baskerlandet, Catalonien, Corsica, Sicilien, Bayern, Srpska, Nagorno-Karabakh foruden de i artiklen nævnte Sydossetien og Abkazien.

    Selv i lille Danmark finder sådanne selvstændighedskampe sted på Færøerne og i Grønland. Men hvilken dansker ville finde det rimeligt, at FN skulle bestemme graden af selvstændighed for disse områder uden om Folketinget? Dette scenarie virker i mine øjne utænkeligt, og med hvilken ret anerkender man så en stat som Kosovo? En fredelig opløsning af en nationalstat kan således kun foregå gennem intern konsensus i stedet for endnu en gang at trække linier gennem Europa og tvinge Rusland til trusler om brug af militær magt.

    Comment by econ86 — May 14, 2008 @ 1:04 pm
  3. Næsten helt enig med dette velargumenterede indlæg fra econ86.

    Dog anser jeg Tibet-spørgsmålet for at være i en anden kategori. Tibet er simpelthen et land der er erobret og besat af Kineserne, efter at have været en selvstændig nation i mange år.

    Tibet har aldrig været en del af Kina, hverken kulturelt, etnisk eller geografisk.

    Comment by Balder — May 15, 2008 @ 11:59 am
  4. Problemstillingen i Tibet er anderledes, men grundlæggende handler det om det samme. Det krænker Kinas selvstændighed, at det internationale samfund blander sig i Kinas interne anliggender - uanset rimeligheden af Kinas optræden i Tibet.

    Jeg vil ikke gøre mig til ekspert i Tibets historie, men jeg mener, at det internationale samfund spiller fallit, hvis de tror, de kan ændre Kinas holdning gennem trusler og boykots. Hvis Tibet som selvstændig stat skal overleve på lang sigt, er det nødvendigt at autonomien kommer indefra i stedet fra højhellige FN-resolutioner.

    Comment by econ86 — May 15, 2008 @ 9:35 pm
  5. Kære Drokles et al.
    Er I gået i dvale ?

    Comment by nimu — May 19, 2008 @ 5:30 pm
  6. ja, jeg tæker ikke på ovenstående udmærkede artikel, men der er ikke kommet noget fra Jer siden den 12. maj!

    Comment by nimu — May 19, 2008 @ 5:32 pm
  7. Det er jo fuldstændig ukorrekt det I skriver..

    Comment by Hansen — January 30, 2009 @ 1:05 am
  8. Hvorledes det Hansen?

    Comment by Drokles — January 30, 2009 @ 2:54 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress