Information gengiver ukritisk fascistiske teorier

Akademia, Pressen, islam — Drokles on May 1, 2008 at 7:39 pm

Man skal altid vare sig for at anmelde anmeldelser når man ikke selv kender det anmeldte. Alligevel vil jeg mene at Hans Henrik Fafner burde reflektere over de konklusioner han præsenterer for læseren i sin anmeldelse af Noah Feldmans bog The Fall and Rise of the Islamic State. Hvis han ellers har fanget essensen i Feldmans tilsyneladende absurde bog. For Feldman har nemlig sat sig for at argumentere for det naturlige grundlag Koranen og den islamiske tænkning kan have for demokratiet. Fra Information

Feldman argumenterer med, at de tidlige islamiske samfund i høj grad var styret af lov og retfærdighed. Profetens åbenbaring, som er nedskrevet i form af Koranen, er ikke en decideret lovtekst, som visse dele af Det gamle Testamente er det, men en stribe retningslinjer. Når den første generation af muslimer skulle have rådgivning i en sag, gik de derfor direkte til Profeten, som enten gav et direkte svar eller søgte guddommelig vejledning, og dette skete altid ud fra det menneskelige hensyn.

(…)

Umiddelbart efter Profetens død blev der opbygget en fin magtbalance, hvor kaliffen ganske vist havde den udøvende magt, men hvor dette foregik i stor afhængighed af den lovgivende magt, som lå hos en gruppe lærde eksperter i islamisk lovgivning, samt dommerne, altså den dømmende magt. Kaliffen havde myndighed til at ansætte og fyre sine dommere efter forgodtbefindende, men selvom en kalif skilte sig af med en dommer, måtte han ansætte en anden, der straks ville indgå i det store system af lærde.
Islam og islamister

(…)

Kaliffen havde kun meget begrænset indflydelse på de retslige mekanismer, og søgte han at påvirke en individuel dommer til at afgøre en sag efter kaliffens ønske, ville han automatisk bringe sig selv på kollisionskurs med sin egen stillingsbeskrivelse. Hans opgave var at sikre overholdelsen af den guddommelige lov, at implementere sharia, som bygger på Koranen og profetens eksempel.

(…)

Noah Feldman, der selv har været med til at udarbejde den nye irakiske forfatning, mener derfor, at udfordringen for de islamiske samfund må være at “udvikle nye institutioner, der finder deres egen originale og klare vej til at give de islamiske lovidealer nyt liv. Dette kan være islamisk orienteret lovgivning med tilsætning af demokratiseret sharia.”

De samfund, der på denne måde vil formå at hente juridisk inspiration i de oprindelige islamiske idealer i stedet for at dække sig ind under aktuelle politiske realiteter, spår Feldman stor succes. Og han mener i høj grad, det kan lade sig gøre uden at komme på kant med demokratiske principper og god forfatningsmæssig praksis. Han mener med andre ord, at dette er et stykke nostalgi, der kan omsættes i virkelighed, og hvis man går nye veje, er det også både bæredygtigt og fremadrettet.

Det er svært at forholde sig til Feldmans argumentation uden at grine når han udvider begrebet demokrati til at omfatte styreformer, hvor mennesket ikke kan ændre loven, men blot “….sikre overholdelsen af den guddommelige lov, at implementere sharia, som bygger på Koranen og profetens eksempel“. Hvad han ser, som demokrati er ikke andet end fraværet af en despot med uindskrænket magt og her må jeg så stolt medtage alle danske konger (måske bortset fra enevældens), der jo var hæmmet i deres magtudøvelse af rigsrådet. Selv det kinesiske regime, hvis komplekse etpartistyre og dets fascinerende balance mellem centralmagten og de regionale styrer er også en inspirerende form for demokrati.
Feldmans brug af begreber er ifølge Informations gengivelse i det hele taget ganske alternative. Først og fremmest må man gøre sig klart at retfærdighed, lov og medmenneskelighed for Feldman er guddommelige og derfor absolutte størrelser vi i ikke kan diskutere. At den demokratiske tanke netop bygger på erkendelsen af ingen har adgang til det absolutte, hvorfor vi gennem diskussion selv må indrette os så godt vi kan, forstyrrer ikke hans islamiske demokratiprojekt.

Feldman postulerer ifølge Informations Hans Henrik Fafner at medmenneskelighed er en forudsætning for demokratiet uden smålig skelen til at mennesket i islam ikke er et frit og selvtænkende individ, der i fælles forudsætninger er bundet til hinanden men blot viljeløse legemer underkastet og bundet til Allah. Det der er fælles for mennesket er kun bindingen af Allah, der ved shariaens påbud afgør menneskets handlen og opløser derfor etik.

Islams tekster udstikker nemlig et hieraki for mennesker mellem mænd og kvinder, troende og ikke troende, ejere og slaver, samt børn til hvilke imamen kan give en mand tilladelse til systematisk voldtægt. Man er i den muslimske forståelse ikke forpligtet af nogen form for samhørighed med andre mennesker fordi vi er mennesker, men derimod lydighed overfor Allah, der en gang for alle har udstukket en række adfærdsregler. Loven er således ikke fælles for Loke som for Thor, da mennesket jo står ulige i forholdet til Allah og således loven og retfærdighed bliver derfor til intet andet end at kvinder nu også modtager det antal stokkeslag der tilkommer dem. Medmenneskelighed skal altså nok snarere forstås i betydningen medmandligmuslimlighed.
Både de danske konger og det kinesiske styre kunne/kan dog ændre loven i modsætning til, hvad man kan indenfor sharia, der bare skal implementeres, men hvorvidt det er noget positivt i Feldmans og Informations optik er uklart. For man må vel i Feldmans logik argumentere for at man gennem menneskelige lovændringer ikke længere er retfærdig eller medmenneskelig, idet man kommer til at afvige fra “guddommelig vejledning“, der jo er forudsætningen for loven, medmenneskeligheden og retfærdigheden i hans islamiske demokratiprojekt. Dermed bliver menneskelige lovændringer i sig selv til umenneskelige gerninger! Og alle konventionelle demokratier står så med et alvorligt demokratisk problem.
Det eneste jeg kan respektere Feldman for er at han rent ud siger at shia-muslimerne dyrker den rigtige islam og sunni-muslimerne derfor den forkerte. Det har altid undret mig, hvem der havde ret, men Feldman står med sin klare tale dermed med et nyt og interessant spørgsmål, nemlig hvorfor Sunni-islam har været så meget mere succesfuld, end shia-islam og hvorledes man dog bekæmper sunni-vranglæren. Man kan håbe at Informations læsere og resten af venstrefløjen ville lade sig inspirere af de Spaniens-frivillige og med våben i hånd kaste sig krig i Irak mod sunnierne. Så er alle dårligdomme beskæftiget væk herfra.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress