Ole Hyltoft beskriver uforvarende Socialdemokratiets reformation

Historie, Kunst og kultur, Politik, venstrefløjen — Drokles on April 16, 2008 at 5:09 pm

Ole Hyltoft starter sin kronik i Berlingske Tidende således

68erne er ved at gå på pension. Generationen efterlader sig to smukke broer samt et historieløst samfund med forfald inden for kulturen, sproget og arkitekturen. De efterlader sig også et ganske konservativt samfund. For tilbageslaget mod 68ernes hårde teorier og løse sæder er for længst indtruffet. Hvad man dog ofte glemmer, når man fordømmer 68erne, er, hvilket opstemmet behov for opbrud, der var i 60erne.

Og så skal man ellers være en kold skid, hvis man ikke læser videre. Gør det og kom i selskab med en af Danmarks absolut bedste forfattere, der her svinger pisken over sit ynglingsemne, den kulturradikale råddenskab i Socialdemokratiet. Men højst bemærkelsesværdigt har jeg indvendinger imod Hyltofts verdensbillede.

Der var kommet borgerlig regering i februar 68. Men stadig var der ingen tvivl om, at Socialdemokratiet var dansk politiks admiralskib. Andelen af S-vælgere lå op imod de 40 pct. Den dygtige J.O. Krag og den formidable Per Hækkerup var partiets spidser. De var omgivet af solide og sympatiske fagforeningsfolk som HKs Erling Dinesen, SiDs Anker Jørgensen og LOs næstformand Kai Petersen. Og rundt om i vælgerforeninger og kommunalbestyrelser sad rodfæstede socialdemokrater med beskeden skolegang, men med pæren i orden. Alle havde de en klar forståelse af, hvad ideen med partiet var: en social og kulturel højnelse af samfundet.

Fra 1968 var denne indstilling bare ikke venstreorienteret nok. Ungdomsoprørerne trængte lynhurtigt ind i Socialdemokratiet for at borde admiralskibet. Ud af vagten skulle de gamle, kongelige socialdemokrater, kustoderne, som Ritt Bjerregaard kaldte dem.

I 70ernes begyndelse kom, for første gang i partiets historie, et helt hold af unge til tops, som ikke havde haft deres ungdom i DSU, men på universitetet eller seminariet. Spørgsmålet var, om de ikke var mere munkemarxister end socialdemokrater.

(…)

I løbet af 70erne – munkemarxisternes storhedstid – forandrer dansk politik sig radikalt. Der opstår spunshuller i det socialdemokratiske admiralskib.

Joeh, det kommer an på, hvad en socialdemokrat er og hvad en munkemarxist er. Ifølge Hyltoft er det ægte Socialdemokrati “... 30ernes Stauning-socialdemokrati og H.C. Hansens og Bomholts 50er socialdemokrati“. Da Socialdemokratiet blev stiftet i 1871 og i dag altså er 146 år er det lidt af en tolkning Hyltoft foretager, når han tilskriver deres sande identitet som liggende i de tre årtier omkring 2. Verdenskrig. Partiet fik altså først sin sande identitet efter 60 år levetid og mistede den igen omkring de 90 år. Den ægte socialdemokratiske periode har et sært sammenfald med Hyltofts egen barndom og ungdom.

Men det er dog ikke helt ved siden af forstået på den måde at i den periode, fra 30′erne til Jens Otto blev Socialdemokratiet det store folkelige parti. Stauning forfattede i 1934 programmet Danmark for Folket, der var et opgør med tidens totalitære bevægelser, som var “...i Strid med det danske Folks Væsen og i Strid med det arbejdende Folks Interesser.” Stauning lægger hermed socialismen på is for i stedet at favne folket på et nationalt fundament. Socialdemokratiet var blevet et folkeparti, frem for et arbejderparti, tvunget af den politiske nødvendighed.

Det var den totalitære trussel i form af nazisme, fascisme og Sovjetkommunisme, der gjorde partiet folkeligt. Det arbejdene folks interesser kunne nemlig ikke tjenes, hvis det danske folks væsen blev knægtet af diktaturet. Da det i løbet af 50′erne blev tydeligt at den totalitære trussel mod det danske system var forsvundet (truslen hang nu sammen med atomar udslettelse, som man ikke kun lovgive imod) holdt Socialdemokratiet kun fast i sin folkelighed fordi det var en succes. Men det var en succes der blev bygget på en løgn, løgnen om det folkelige projekt baseret på socialistisk tankegods.

For, hvordan kunne munkemarxisternes bording af den socialdemokratiske admiralsskib overhovedet lade sig gøre? Kunne kustoderne slet ikke forsvare sig? Var der ingen til at gennemhulle det nye kulds agitation? Hvorfor gik en folkekær og dygtig Erhard Jacobsen fra borde i stedet for at blive på sin post og kølhale de unge fløse? Var Bennedsen, Ritt, Auken, Nyrup, Espersen og Weiss, de eneste der trådt ind i partiet fra den generation? Var der virkelig ikke kloge unge mennesker, med talent og virkelyst der ville det samme som Hyltoft og Julius Bomholdt? Jo, det må der have været, men de blev ikke taget så godt imod som munkemarxisterne fra universiteterne. For den nye generation af socialdemokrater bar reformationen af det gamle arbejderparti med sig. De kunne deres Marx, de vidste hvad produktionsmidlerne var værd og hvorledes udbytningen af arbejderklassen havde antaget nye former og deres kapitalismekritik stoppede ikke ved grænsen. Det var det, der bjergtog partiet, det var det der bragt håb om det ægte Socialdemokratis genkomst. De gamle folkelige og nødvendige politikere havde ikke et fundament som de kunne stå fast på. Med den nye ideologiske strømning var Socialdemokratiets marxistiske kerne var genfødt og drømmen var nu at bruge den folkelige optjening til at realisere partiets mål. Socialdemokratiet var vendt hjem.

Tiden efter 68 har været en balancegang mellem den socialistiske del af partiet, ført an med de højtsvævende og verdensfjerne idealer og resterne af den nødvendighedens politik, der er nødvendig for at opfylde de magtens drømme, der er blevet en fast del af socialdemokraternes identitet. Men modsætningen mellem de to fløje er kun blevet tydeligere med årene og ført til naturlig handlingslammelse - socialisterne har forbudt de folkelige at føre den nødvendige politik men har selv ingen svar haft på samfundets problemer. Derfor er det efterhånden gået op for flere og flere socialdemokrater at de ikke er socialdemokrater, men blot identificerede sig med Staunings folkelige og almindelige nødvendighed. Socialdemokratiet er stadig ved at finde sit naturlige socialistiske selv og det er meget vanskeligt efter socialismens død.

Hyltoft er altså ikke fair, for når ret skal være ret, så var det ikke marxisterne, der ødelagde Socialdemokratiet, men derimod folkeligheden der i en svær tid overtog den politiske struktur, der hed Socialdemokratiet. Tiden skreg på en samling, et folkeligt fællespunkt og til det var det moderne Socialdemokrati velegnet, da de svedige masser kunne udvides til alle lønmodtagere og siden gøres synonym med hr. og fru Danmark. Stauning fjernede Socialdemokratiet fra det socialistiske forankring og gjorde partiet rodløst. Det var uomgængeligt at gå tilbage til kilderne og det var et tilfælde, at det blev generationen 68′ der kunne råbe ad fontes og reformere det gamle parti. Hvad Hyltoft begræder burde ikke være Socialdemokratiets reformation men tabet af et folkeligt projekt og det er skam slemt nok. Alligevel er Hyltoft altid værd at læse og blive klog af og i kronikker er få så morsomme som Hyltoft når han skriver

Ind kom marxisten og egoisten Ritt Bjerregaard og hendes påklæderske, den kønne Helle Degn. Formanden for Foreningen af Nulevende Danske Helte, den knastørre juraprofessor Ole Espersen. Bodil Kochs datter, teologen Dorte Bennedsen, og en lind strøm af cand.polit.er med Jens Kampmann og Mogens Lykketoft i spidsen.

Læs den hele.

2 Kommentarer »

  1. Tak for dine gode kommentarer. Mig forekommer det dog, at Hyltoft i sin kronik virkelig begræder ‘tabet af et folkeligt projekt.’Men du har helt ret i, at hans kronikker er ypperlig læsning med fremragende sammenligninger og knivskarpe analyser. Endnu engang kan anbefales hans erindringsbøger: ‘Barn af partiet,’ og ‘Alle disse forhåbninger.’ Af disse fremgår tydeligt, at han begræder ‘tabet af et folkeligt projekt.’

    Comment by J. Olsen — April 17, 2008 @ 10:06 pm
  2. Jamen, det er jo præcis også, hvad jeg mener at Hyltoft gør; begræder tabet af det folkelige projekt. Det hvor jeg er uenig med Hyltoft er at han mener at det er det sande Socialdemokrati, der forsvarer det folkelige projekt.

    Comment by Drokles — April 20, 2008 @ 6:58 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress