Jeg tror kun det er Politiken der trykker forsvar for svenskernes retouchering af Pippi Langstrømpes dystre racistiske fortid. Hurrah for diversiteten, skal det ærligt siges. For det ville være kedeligt uden produktionsleder i Io-Interactive, engelske Luke Valentins møde med danskernes, her repræsenteret ved BTs læseres, syn på ytringsfrihed kontra krænkede følelser. 96% mener nemlig at svenskerne har truffet et dårligt valg ved at redigere i Pippi Langstrømpe efter svenske standarder for racisme

Sagen omhandler to scener med racistisk indhold. Den første fra et afsnit, hvor Pippi laver skæve ’kineserøjne’. Dengang vores datter jævnligt så dvd’er med Pippi Langstrømpe, blev vi selv overraskede, da vi så netop denne scene.

Den virker måske sjov og harmløs i sammenhængen, men morskaben er svær at få øje på, når man selv bliver udsat for den slags.

Netop sammenhængen er helt afgørende. Og når Valentin selv mener den er både sjov og harmløs burde han måske slutte sig til de 96% istedet for at tænke at SVTs beslutning var “på tide”. En anden sammenhæng han forståeligt nok derimod ikke mener er sjov og harmløs gik ud over hans delvist fillipinske kone, der i metroen “var [] blevet omringet af tre danske teenagere, som flere gange lavede skæve øjne og sagde ’kinesiske’ lyde” til hende. Om det er Pippi Langstrømpe der må tage den på sin kappe står uafklaret. Men sorte Lindgren var ikke færdig med at forfærde

Den andet eksempel på racisme refererede til en ’negerkonge’, som fremover blot skal hedder ’konge’. Det er ikke en episode, jeg tidligere har lagt mærke til i Pippi Langstrømpe.

Jeg skal indrømme, at jeg måske ikke kan fornemme ordets nuancer helt så godt, som en dansker kan. Jeg har engelsk som modersmål, og for mig forekommer det som et meget stødende ord, der er gennemsyret af had. Den slags skal ikke normaliseres og bør ikke fremstå i uskyldigt skær i børne-tv, uanset hvor gammelt programmet er.

At kende et ords nuancer er nu en vigtig forudsætning for at afgøre om et ord er stødende i en sammenhæng. Men Valentin hænger sig ikke i semantik og er i stedet mere opsat på at opbyde sit hjemlands vemodige etikette og forklarer

For os briter udgør klokken ni en tidsgrænse, hvorefter man i tv må vise programmer, hvis indhold er mere egnet for voksne seere.

Den slags har jeg aldrig opfattet som et udtryk for censur, men for et ønske om at beskytte børn. Når mine børn ser CBBC (børnenes BBC), har jeg tillid til, at indholdet er passende for deres aldersgruppe, og at børnene hverken vil støde på ord som ’nigger’ (neger) eller lære, hvordan man mobber asiater.

Og så bedyrer han han ellers at han tror på ytringsfrihed, men maner samtidig til ansvar. Men han misforstår debatten om Pippi Langstrømpe, der ikke handler om Astrid Lindgrens ret til racisme, men om hvorledes Sverige er blevet så fordrukken af sin selverklærede status som humanistisk stormagt at de nu redigerer deres egen historie fordi de ikke længere ved, hvad der er racisme og hvad der er ’sjovt og harmløst’.

Mens jeg sad og overvejede hvorledes jeg kunne gøre mig kostelig over Valentins hellige opsang gjorde en ven mig opmærksom på at spiludviklere som netop Luke Valentin jo også udtrykker sig for børn og unge. Og han henviste mig til et interview i Eurogamer hvor Valentin taler om sit bedste produkt, spilsuccesen Hitman

Luke Valentine er producer på Hitman: Absolution, og dermed ansvarlig for den overordnede produktion af det næste kapitel i Hitman-sagaen. Derudover er han også den anden af de ledende folk på Hitman-projektet, som vi snakkede med i forbindelse med vores preview af Agent 47s seneste eventyr.

Først og fremmest, ville jeg gerne spørge om, hvordan IO selv har det med, at bringe Hitman af stalden efter 6 år i dvale. På et marked som har ændret sig meget på disse seks år. Om de har gjort sig nogen særlige tanker om, hvordan de kan tilpasse Hitman til et marked, der er både større og bredere, end for seks år siden.

“Markedet er jo langt større, end det var for seks år siden, og derudover så har vi jo også at gøre med en hel ny konsolgeneration. For seks år siden, var vi jo i slutningen af levetiden for PlayStation 2 og den oprindelige Xbox. Så både spillene og markedet har flyttet sig meget”, begynder Luke sit svar.

(…)

“Vi vil virkelig gerne sørge for, at vi kan tilfredsstille vores kernepublikum. Dem der har været sultne efter et nyt Hitman. Men på samme tid vil vi også gerne være i stand til at række ud efter folk, som ikke har spillet Hitman før. Alle dem der var 12 år, da det sidste spil udkom, er gamle nok til at spille Hitman nu.”

“Hitman har været væk for længe, og det undskylder vi. Vi mener jo, at Hitman er den oprindelige ‘Assassination-game’.”

Og Dansk Wikipedia beskriver Hitman således

Hitman er en serie computerspil udviklet af det danske spilfirma IO Interactive og udgivet af den engelske udgiver Eidos Interactive.

Spillene omhandler den klonede/genmanipulerede Agent 47. Han er kendetegnet ved at bære sort jakkesæt, altid at have glatbarberet hoved og ved at have en stregkode tatoveret i nakken.

En stor del af spillet går ud på at bevæge sig ubemærket rundt. Dette kan gøres ved at snige sig forbi vagter, eller ved at uskadeliggøre personer og derefter bruge deres tøj som forklædning. Agent 47 råder også over et begrænset arsenal af lydløse våben, som f.eks. fiberwire, knive og giftsprøjter, der effektivt kan bruges til at eliminere vagter og øvrige personer af særlig interesse som f.eks. Fernando Delgardo i banen “A Vintage Year” fra Hitman Blood-Money.

Hvert spil i serien er delt op i missioner, som typisk går ud på at infiltrere et afgrænset, lukket eller bevogtet miljø for at dræbe én eller flere specifikke personer. Hovedsagligt, består disse personer af narkohandlere, millionærer, krigsledere og andre kriminelle typer. Hvorvidt Agent 47 er ‘god’ eller ‘ond’ kan altså diskuteres, eftersom hans ofre altid selv er stærkt kriminelle. Der skal dog nævnes, at han ikke tøver med at dræbe uskyldige, hvis de på en eller anden måde skaber problemer for udførelsen af hans missioner.

Spillet lægger op til at spilleren dræber så få vagter og civile som muligt. Det er dog muligt for spilleren at myrde alle, skyldige som uskyldige. Straffen er lavere indtjening, (som i Hitman: Codename 47) eller dårligere ry (i de følgende spil). I Hitman: Blood Money straffes spilleren dog yderligere ved at vagternes opmærksomhed skærpes.

Hitman får altid stemplet “Blood and gore intense violence”.

Jeg skal indrømme, at jeg måske ikke kan fornemme et spils nuancer helt så godt, som en umoden kan. Jeg er voksen, og for mig forekommer det som et meget stødende spil, der er gennemsyret af had. Den slags skal ikke normaliseres og bør ikke fremstå i uskyldigt skær, uanset hvor gammelt programmet er. Den slags har jeg aldrig opfattet som et udtryk for censur, men for et ønske om at beskytte børn.