Endnu et søm i klimaproblematikkens ligkiste

IPCC, Videnskab — Drokles on October 14, 2014 at 11:10 am

Judith Curry er en internationalt anerkendt atmosfærefysiker, der fik et navn i offentligheden da hun få dage efter orkanen Katrinas hærgen i de amerikanske sydstater offentliggjorde en videnskabelig rapport der spåede stadigt flere og kraftigere orkaner som følge af den globale opvarmning. Skeptikere blev sure, ja vrede faktisk og mente hendes timing var udtryk for kynisk spekulation. Det var den nu ikke, rapportens offentliggørelse var planlagt mange måneder forinden. Curry blev til gengæld en helt for hele den bevægelse, der advarer mod den menneskeskabte globale opvarmning.

Men Katrina blev ikke det vendepunkt i hendes karriere det så ud til da de følgende år viste at den var afslutningen på de store orkaner. Virkeligheden gik modsat hendes forudsigelser. Curry havde åbenbart taget fejl og hun vidste at når teori og virkelighed ikke passer sammen så er det teorien den er gal med. I klimabranchen er det ikke en udbredt indsigt.

Når hun søgte forklaringer på det stigende antal diskrepanser blandt sine kollegaer var der ingen eller de gav ikke megen mening og hun blev i stigende grad lydhør overfor skeptikerne og deres argumenter og erkendte lidt efter lidt at udviklingen gav dem mere og mere ret i flere og flere disputter. Temperaturen var ikke steget i 10 år, trods Klimapanelts insisteren. I 12 år, 15 år og nu 17 år, hvor FN endelig har erkendt det. Vejret er ikke blevet mere ekstremt eller ildevarslende roligt, det humper stadigt derudad som det plejer og afkræver mennesket den rette påklædning. Polarhavet er ikke tæt med døde isbjørne; tun bliver ikke større mens fisk over en karm bliver mindre; der kommer ikke flere stofmisbrugere; køer bliver ikke sterile og japanere bliver ikke mere udsatte for bjørneangreb. Noget måtte revideres.

Curry fik mere respekt for den gammeldags empirisk baserede forskning med nye netværks muligheder for crowdsourcing, mens hendes tiltro tilsvarende faldt til de nye muligheder for at projicere sin angst over i computermodeller sikret via de gamle netværk af gatekeepers. Curry blev mere og mere skeptisk, hun bloggede og debatterede, åbnede for rå data og gennemgik præmisser og metoder og tal og usikkerheder. Nu var det hendes tidligere trosfæller inde og omkring FNs konsensus, der undsagde hende og kaldte hende alt fro en forræder til en mær. Man skal ikke undervurdere forskeres menneskelighed.

Wall Street Journal argumenterer hun for at forskningen efterhånden påviser at klimaet ikke er så følsomt, som man ellers er gået ud fra. Det er meget diplomatisk, som hun altid er. Hvad der rent faktisk står er at debatten snart er død, klimaskrækken kan afblæses og vi kan roligt sætte bilen i tomgang natten over som vi plejer.

At the recent United Nations Climate Summit, Secretary-General Ban Ki-moon warned that “Without significant cuts in emissions by all countries, and in key sectors, the window of opportunity to stay within less than 2 degrees [of warming] will soon close forever.” Actually, this window of opportunity may remain open for quite some time. A growing body of evidence suggests that the climate is less sensitive to increases in carbon-dioxide emissions than policy makers generally assume—and that the need for reductions in such emissions is less urgent.

According to the U.N. Framework Convention on Climate Change, preventing “dangerous human interference” with the climate is defined, rather arbitrarily, as limiting warming to no more than 2 degrees Celsius (3.6 degrees Fahrenheit) above preindustrial temperatures. The Earth’s surface temperatures have already warmed about 0.8 degrees Celsius since 1850-1900. This leaves 1.2 degrees Celsius (about 2.2 degrees Fahrenheit) to go.

In its most optimistic projections, which assume a substantial decline in emissions, the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) projects that the “dangerous” level might never be reached. In its most extreme, pessimistic projections, which assume heavy use of coal and rapid population growth, the threshold could be exceeded as early as 2040. But these projections reflect the effects of rising emissions on temperatures simulated by climate models, which are being challenged by recent observations.

Det er lidt med vemod at vi snart skal vinke farvel til klimadebatten. Javist kan der komme en periode, hvor der skal gøres regnskab, men alligevel. Inden for de nærmeste år er klimaproblemet forsvundet. Det er EU også. Og multikulturalismens sidste fortalere. Og Sverige.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress