David Gress og Snaphanen

islam — Drokles on March 31, 2008 at 8:15 am

David Gress har en glimrende artikel i Jyllands-Posten om bladsmøreren Magdi Allams konvertering fra islam til katolicismen. Han skriver blandt andet

BAGVED LIGGER det dybere skift, der består i, at imamer og muslimske ledere rundt omkring i verden nu interesserer sig for og lader sig provokere af, hvad vantro, altså vi, foretager os. I klassisk muslimsk retslære er det ligegyldigt, hvad vantro siger, for de er jo kun vantro og alligevel dømt til helvede. For 50 år siden ville det være utænkeligt, at en i Frankrig bosat muslim ville nægte at lade sin hustru behandle af en mandlig læge. Man tilpassede sig, fordi man ikke var stærk nok til at påtvinge værtslandet sine fordomme.

Det har som bekendt ændret sig. Den afgørende ændring er nu, at imamerne mener, at Europa er blevet potentielt muslimsk land, hvor muslimsk ret må gælde. Derfor går vi mod en tiltagende dhimmificering, altså forvandling af den indfødte flertalsbefolkning til dhimmi’er, en kuet gruppe, der må tilpasse sig muslimske regler og yde muslimer tribut. Det gør alle europæiske lande, dels i form af socialhjælp og dels i form af de mange milliarder, vi poster i Hamas og andre terrororganisationer, og frem for alt i form af de talløse milliarder, vi betaler for olien fra Mellemøsten. Det opfatter mange muslimer ganske forståeligt som tribut og som vor erkendelse af, at vi er taberne, som skylder sejrherrerne gaver.

DHIMMIFICERINGENS typiske udtryk i Europa er frygt og selvcensur. Frygten er velbegrundet, men er ikke desto mindre bevis for, at dhimmificeringen fortsætter. Her må vi igen konstatere, at frygt og selvcensur er blevet så naturlige, at vi knap ænser dem, men det skal vi. Den amerikanske samfundsforsker og politiker Daniel Moynihan talte i amerikansk sammenhæng om, at man neddefinerede forfaldet. Det vil sige, at man omdefinerer grænserne for det acceptable, så det hidtil uacceptable - hærværk, afbrændinger, bandemord, trusler om vold - efterhånden bliver det naturlige, så vi lærer at leve med det. At vi lærer at leve med det uacceptable er det utvetydige tegn på, at vi har givet op.

Snaphanen kan man idag læse denne foruroligende, men ikke overraskende, udvikling, som det allerede er sket


»Islamiseringsbarometret«
(New English Review) As long as the Muslim population remains around 1% of any given country they will be regarded as a peace-loving minority and not as a threat to anyone. In fact, they may be featured in articles and films, stereotyped for their colorful uniqueness:

United States — Muslim 1.0%
Australia — Muslim 1.5%
Canada — Muslim 1.9%
China — Muslim 1%-2%
Italy — Muslim 1.5%
Norway — Muslim 1.8%

At 2% and 3% they begin to proselytize from other ethnic minorities and disaffected groups with major recruiting from the jails and among street gangs:

Denmark — Muslim 2%
Germany — Muslim 3.7%
United Kingdom — Muslim 2. 7%
Spain — Muslim 4%
Thailand — Muslim 4.6%

From 5% on they exercise an inordinate influence in proportion to their percentage of the population.They will push for the introduction of halaal (clean by Islamic standards) food, thereby securing food preparation jobs for Muslims. They will increase pressure on supermarket chains to feature it on their shelves — along with threats for failure to comply. (United States).

France — Muslim 8%
Philippines — Muslim 5%
Sweden — Muslim 5%
Switzerland — Muslim 4.3%
The Netherlands — Muslim 5.5%
Trinidad & Tobago — Muslim 5.8%

Læs resten af denne gyser. Vi står, som Wilders blandt så mange andre nøgternt gør opmærksom op i en kulturkrig, som vi har stået overfor med nazismen og marxismen. Kampen mod islam er på mange måder uhyggeligere end de forudgående, fordi den ikke udfordrer vores egen kulturs rådne udspring, men stiller os overfor at skulle identificere det fremmede som en trussel. Noget vi siden kolonitiden har bettragtet som en umulighed fordi vi var de stærkeste, hvilket i første omgang førte til selvtilfredshed, så forpligtelse og siden skyld og skam. Og det er skammen der driiver os mod selvudslettelsen, det er skylden der hindrer os i at handle.

Så længe vi stadig tager vores styrke for givet og tror at vores kultur er moralsk forkastelig, kan vi ikke hævde vores egen kulturs suverænitet og slå islam tilbage. Men, hvis vi hævder vores kultur suverænitet vil vi kunne konvertere mange muslimer over på vores side (som her defineres som alt andet end islam) og derigennem udrydde islam fra vores land. Der er ikke mange mennesker, der kan holde ud at leve som muslim, men hvordan skulle de turde skifte det ud med en identitet, der lader til at insistere på at sove stille ind? Vi skal tro på os selv for at få islam ud af muslimerne.

1 Kommentar »

  1. Interessant og tankevækkende at se følgerne af voksende muslimsk andel af begfolkningerne.
    I næstsidste afsnit anføres: “Noget vi siden kolonitiden har bettragtet som en umulighed fordi vi var de stærkeste, hvilket i første omgang førte til selvtilfredshed, så forpligtelse og siden skyld og skam. Og det er skammen der driiver os mod selvudslettelsen, det er skylden der hindrer os i at handle.”
    Jamen hvem, udover det stendøde Osmanniske regime skulle føle syld og skam? Jo, måske Spanien, Frankrig og Italien. Men Vi? I hvilke sammenhænge har nordeuropæiske lande iøvrigt forulempet eller undertrykt religion eller livsudfoldelser i Mellemøsten eller det islamiske Nordafrika?

    Comment by Niels Munk — March 31, 2008 @ 5:35 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress