Kai Sørlander er et geni

Diverse, islam — Drokles on March 28, 2008 at 3:30 am

Jyllands-Posten havde i KulturWeekend et fremragende interview med Kai Sørlander, som jeg stik mod loven om ophavsret bringer i den fulde længde

Kai Sørlander er filosof af den logiske skole. Her bør sammenhængende rækker af uigendrivelige begrundelser fundere ens konklusioner, og der må ikke være spring i forløbet. Sørlander bedriver hard core rationel filosofi. Og i sin netop udkomne bog, Forsvar for rationaliteten, sætter han sig for kritisk at afprøve argumenterne i den hjemlige religionsdebat.

Den handler som bekendt om kristendom og islam. Sørlander undersøger, hvad Bibelen og Koranen siger, og hvilke konsekvenser deres indhold får for de samfund, hvor de former menneskenes verdensforståelse.

Sørlander lader ikke det mindste støvgran af personlig religiøs overbevisning svæve ind i det nøgterne maskineri. Han betragter de to religioner ganske objektivt og mener derpå at kunne slå fast, at kristendommens påbud om at sondre mellem Guds og kejserens rige har åbnet for den historiske udvikling mod demokratiet og den rationelle tanke, som i samspil lader en generel dynamik præge samfundene.

Omvendt rummer islam så mange forskrifter for samfundets indretning, at politik og religion her må forblive sammenvævede. De muslimske samfund er derfor ikke dynamiske eller demokratiske.

De egentlige rødder

Flertallet af de danske kommentatorer mener, at vi fik demokratiet, fordi kristendommens modstandere havde held til at svinebinde kirken. Oplysningstidens fornuft lukkede endelig lyset og friheden ind.

»Den synsvinkel er jeg helt uenig i . Demokrati, frihedsrettigheder og politisk ligeværdighed dukkede op i de vestlige samfund, fordi kristendommen her spillede en afgørende rolle.

Nu taler jeg her filosofisk og ikke religiøst, men filosofiens rationelle ideal kræver adskillelse mellem religion og politik. Når man da har en religion, der selv adskiller de to, så er det naturligvis en uvurderlig hjælp.

Det er rigtigt, at mange påstår, at kristendommen har stået i vejen. De kan så ikke svare på, hvorfor netop vi alene i Vesten har fået den gunstige udvikling, som jo begynder langt tidligere end Oplysningstiden.

Der er også undervejs sket det, at kristendommen historisk har fundet sig selv - ikke mindst gennem Reformationen. Den har fundet ind til en klarhed, hvad angår dens egen sondring mellem religion og politik.«

Når det ikke var ved at bekæmpe kristendommen , man fik fornuft og frihed, men takket være den, så kan man vel risikere at slagte hønen, der lægger guldæg, når man nu driver klapjagt på kristendommen .

»Det er en risiko, vi skal tage meget alvorligt. Vi har fået dette sekulære samfund, fordi protestantisk kristendom har hersket helt ude i landsbyerne og formet folks indstilling til samfundet. Går vi aktivt ind og ødelægger den basis, hvad vil da komme i stedet? Det ved vi ikke. Overlades menneskene til blot og bar rationalitet, så kan rationaliteten faktisk gå fejl eller misbruges, fordi den savner en stabiliserende ramme.

Vi skal altså værne om rationalitetens historiske forudsætninger. Bryder vi rammen ned, kan alt muligt dukke op, som ikke kan bære et sekulært og frit samfund, som kristendommen hele tiden har kunnet det.«

Reformationer

Du har heller ikke megen tillid til tidens almindelige relativisme, som mener, at den ene verdensanskuelse ikke har noget at lade den anden høre.

»Man kan ikke drage den konsekvens af det frie demokrati, at den ene holdning er lige så god som den anden. Demokrati bygger ikke på relativisme, men på politisk ligeværdighed, og den kræver beskyttelse.

Vores nye relativisme åbner derudover for den naive antagelse, at demokratiet i sig selv kan bære demokratiet. Vi får demokratiets tro på sig selv som sit eget fundament.«

Islam skal bare have sin reformation, hedder det i reglen, så vil den blive demokratisk sindet. Men du advarer tværtimod i din bog mod en muslimsk reformation.

»Ja, for re-formation betyder at gå tilbage til kilderne og genbesinde sig på et tabt udgangspunkt.

Det gjorde Luther. Han gik tilbage til Ny Testamente og målte paven med det, og så røg paven.

Det er altså afgørende, hvad den genoptagede kernefortælling siger.

Er den Jesu Bjergprædiken og hans død på korset, så giver den en sekularisering af det politiske, og Luthers reformation får den konsekvens, vi har set i vores del af verden.

Drejer kernefortællingen sig om Muhammed og sharia-lov, som er en realisabel lov, så fører reformationen tværtimod til en styrkelse af religionens krav om, at den skal danne det politiske grundlag.

Der har været mange reformationer inden for islam, en af dem er wahabismen. Problemet er kun, at de får den modsatte konsekvens af reformationerne i kristendommen .

Skal en reformation af islam føre til dens anerkendelse af verdsligt demokrati, skal den altså ikke komme indefra, men påtvinges udefra.«

Troens eget gebet

I din optik behøver ateisten ikke være den mest rationelle?

»Nej, der skal mere til.

Gudsbegrebet rummer nogle modsigelser, og derfor kan man ad rationel vej aldrig nå til nogen gud. Men erkender troen selv, at den ikke er rationel, at den er paradoksal, at man altså tror på trods, ja, da kan den troende være lige så logisk konsistent som ateisten. For så er han stillet frit til at tænke rationelt som enhver anden.

Der findes omvendt også ateister, der kommer for let til deres ateisme og ikke underbygger den rationelt. Så vælger man ofte blot at tro på videnskaben i stedet.«

Du mener ikke, at indvandrerdebatten er blevet ført på et rationelt grundlag, heller ikke af de erklæret ikke-religiøse.

»Disse har ofte sat troen på asylkonventioner og menneskerettigheder i stedet for den rationelle eftertænksomhed. Mener man, at erklæringer og konventioner trumfer alt andet, skal man først helt ned og forklare, hvorfor netop deres værdier er hævet over debat. Kan de f.eks. ikke føre til social opløsning og derved være rationelt naive?«

Aristokratisk

Du efterlyser perfekt funderede argumenter, men risikerer du ikke at stille for aristokratiske krav til debatten? Dens folkelige deltagere tager jo i reglen stilling ud fra blot en fornemmelse for, hvad der er gavnligt. En fornemmelse, som ikke desto mindre ofte er ganske fin.

»Det er rigtigt nok. Når vi har fået det samfund, vi har, skyldes det jo også, at der bag den almindelige danske, folkelige vurdering af situationen ligger en protestantisk tradition. Så længe den virker, så er den fornemmelse vel egentlig ofte ganske god. Men historisk har man dog også set udemokratiske strømninger i moderne befolkninger. Man tænker i reglen på 30′ernes Tyskland.

Lige nu må vi spørge om, hvorvidt hovedstolen er ved at blive tømt, altså den protestantiske kapital, vi trækker på, og som giver en fornuftig ramme for folks værdidomme og vurderinger. Et andet folk, med andre ideer i ryggen, vil måske med tiden få andre værdier. Det er et vanskeligt sociologisk problem.

Men foreløbig er det sandt, at såkaldt almindelige mennesker har sat sig igennem på bemærkelsesværdig fornuftig måde herhjemme. Og desværre forsøgte nogle så at trumfe dem med konventioner og menneskerettigheds-erklæringer.«

Globalismens fornuft

De trumfende er globalister og anti-nationalister og dermed abstrakt orienterede. Sådant regnes normalt for det rationelle, mens folket siges at være kortsigtet, fordi det tænker inden for nationalstatens rammer.

»Ja, men så overser man, at kulturrammerne har stabiliseret den rationelle udvikling. Og globaliseringen sætter alle kulturer lige uden at skele til, om de har kunnet bære en demokratisk kultur. Derved viser den sig mindre rationel, end den selv tror.

Den historiske virkelighed, som har frembragt demokratiet, kan man ikke bare udskifte med en anden historisk kultur. Vil man være rationel, skal man nøgternt vurdere hver enkelt kultur.

Mange globalister tror sig vældigt rationelle, men nedbryder i virkeligheden forudsætningerne for demokratiet og det vigtige skel mellem religion og politik.

Og her bekymrer også hele postmodernismen mig. Den tror ikke på en universelt forpligtende rationalitet og ønsker, at vi blot skal vælge vores værdier uden egentlig at stå til regnskab for dem. Der må være noget, der forpligter os dybere, bag det, vi selv vælger.«

Og så kan jeg kun anbefale Sørlander seneste bog Forsvar For Rationaliteten.

2 Kommentarer »

  1. Det undrer mig at artikler, kronikker og interview af den kaliber stort set kun bringes i JP. De andre dagblade er tilsyneladende ikke interesserede i at skabe debat om ’storvildtet’, men nøjes med at gå på fasanjagt. Det gælder især dig Politiken.

    Comment by Sobieski — March 28, 2008 @ 12:03 pm
  2. Når Sørlander forsvarer Rationaliteten, forsøger han på en måde at kickstarte den anden re-formation - ikke på et kirkeligt, men på et moderne, rationelt og oplyst grundlag.
    Det er et fortræffeligt initiativ.
    Og! - man skal ikke tage fejl af, at han gør det på et kritisk tidspunkt i vor historie.

    Uden den åndelige re-formation, som han søger, er vi på længere sigt modne til at tabe slaget om sjælen. Ingen tvivl om det. Det er virkelig meget alvorligt det her, og vi har ikke set magen, siden Kristendommen infiltrerede Romerriget. Der er markante forskelle på måden, infiltrationen sker på, men vi skal i meget stort tal forstå, hvad der sker, og hvad Islam drejer sig om og indse, hvorfor Islam er fortid, bekæmpe denne religions formørkede synspunkter og indse, hvorfor det, når alt kommer til alt, er os i nuet, der har førsteretten til fremtiden, vide, at Islam er en forstening, der har mistet sin ret for længst, fordi vort udgangspunkt i fortiden var meget mere perspektivrigt end Islams, og at vi siden konstant har været i stand til at gøre det bedre, som var overlegent i udgangspunktet - intellektuelt, rationelt såvel som i den dynamiske funktion. Vore sofistikerede våben løser ingenting i sig selv. Det gør kun vort åndelige beredskab, vor sjæls styrke, en mental folkelig uovervindelighed og dyb indsigt. Det er og bliver troen på og frygtløs vilje til at fastholde vore immaterielle værdier, som til syvende og sidst skal sætte Sharia og Koran skakmat. Den sejr vindes ikke med appeasement og eftergivenhed og absolut ikke, hvis man, som nogle gør, anser alle livsanskuelser for kvalitativt lige. - DET er de langtfra.
    Læs Sørlanders bog og nyd det kompromisløse analytiske rationale. Han insisterer fra begyndelsen til slutningen på sin metodik, der er både klar, enkel og intellektuelt frygtløs på præmissen. Han vil ned under dagens letkøbte overflade og genopdage, hvad det var, der gjorde os til det, vi er i dag. Hans kontrolgruppe er Islam.
    Emeritus.

    Comment by Emeritus — April 3, 2008 @ 1:13 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress