Dawkins kaster den første sten

Richard Dawkins er en prominent ny-ateistisk polemiker, hvis skriverier oftest lider under hans ny-ateistiske kæphest. Og som sådan er han også min kæphest, som det som regel lykkes mig at holde i ro. “As an atheist” bekender han kvalmt, som det første, i et ellers lovende indlæg om ISIS, som var hans glimrende indvendinger imod islams indhold afhængig at hans ståsted. Men han fortsætter mere skarpt en Obama og Cameron og vores hjemlige politikere og alle de akademiske eksperter

Which will come first, flying cars and vacations to Mars, or a simple acknowledgment that beliefs guide behavior and that certain religious ideas—jihad, martyrdom, blasphemy, apostasy—reliably lead to oppression and murder? It may be true that no faith teaches people to massacre innocents exactly—but innocence, as the President surely knows, is in the eye of the beholder. Are apostates “innocent”? Blasphemers? Polytheists? Islam has the answer, and the answer is “no.”

More British Muslims have joined the ranks of ISIS than have volunteered to serve in the British armed forces. In fact, this group has managed to attract thousands of recruits from free societies throughout the world to help build a paradise of repression and sectarian slaughter in Syria and Iraq. This is an astonishing phenomenon, and it reveals some very uncomfortable truths about the failures of multiculturalism, the inherent vulnerability of open societies, and the terrifying power of bad ideas.

No doubt many enlightened concerns will come flooding into the reader’s mind at this point. I would not want to create the impression that most Muslims support ISIS, nor would I want to give any shelter or inspiration to the hatred of Muslims as people. In drawing a connection between the doctrine of Islam and jihadist violence, I am talking about ideas and their consequences, not about 1.5 billion nominal Muslims, many of whom do not take their religion very seriously.

But a belief in martyrdom, a hatred of infidels, and a commitment to violent jihad are not fringe phenomena in the Muslim world. These preoccupations are supported by the Koran and numerous hadith. That is why the popular Saudi cleric Mohammad Al-Areefi sounds like the ISIS army chaplain. The man has 9.5 million followers on Twitter (twice as many as Pope Francis has). If you can find an important distinction between the faith he preaches and that which motivates the savagery of ISIS, you should probably consult a neurologist.

Fint ikke? Han fortsætter så et stykke tid med glimrende  at revse sine ‘liberale’ ligesindede for at lade deres tolerance overfor det utålelige stå i vejen for et nøgternt syn på islam førend har glider over i det ene hit der gjorde ham stor blandt rådvilde og usikre mennesker (hvem dyrker bekræftelsen i, hvad man ikke er?) - hans kamp for ateismen

In any conversation on this topic, one must continually deploy a firewall of caveats and concessions to irrelevancy: Of course, U.S. foreign policy has problems. Yes, we really must get off oil. No, I did not support the war in Iraq. Sure, I’ve read Chomsky. No doubt, the Bible contains equally terrible passages. Yes, I heard about that abortion clinic bombing in 1984. No, I’m sorry to say that Hitler and Stalin were not motivated by atheism. The Tamil Tigers? Of course, I’ve heard of them. Now can we honestly talk about the link between belief and behavior?

I denne brandvæg af stråmænd ligger den lille djævel, der er Dawkins besnærende retoriske evner. Vi ser bort fra den tilsyneladende kluntede relativisme ved at sætte Biblen (en bog OM Gud) på niveau med  koranen (en bog AF en afgud), der sikkert mere tjener som en baiter sigtet mod emotionelle kristne, konservative og dannede mennesker. Nej, jeg vil frem til det fremhævede, om Hitler og Stalin og deres ateisme.

Se, Dawkins gjorde som bekendt længere oppe i teksten et stort nummer ud af at skelne muslimen, som menneske, som individ, fra islam. Et menneskes motivationer er for komplekse til på en gang at sige noget meningsfuldt og generelt om - alle mennesker er forskellige. Men i grupper er det anderledes, der træder fællestræk igennem. I gruppen ser vi kulturens, sprogets og religionens træk. En tysker går, to marcherer, som min mormor plejede at sige.

Så hvorfor skal vi så nu skydes Hitlers og Stalins indre liv i skoene? Når emnet nu er islam, hvorfor så ikke eksemplificere med de relevante tankesæt, narrativer, ideologier såsom kommunisme? Fordi Dawkins ikke kan komme udenom at kommunismen er en stærkt ateistisk ideologi for hvilken det galt med Marx ord, at religion ligefrem var opium for folket, en illusion, om man vil, noget man burde vågne op fra.

Som Dawkins er jeg også ateist, men jeg er mere i vildrede over, hvad jeg så kan udlede nu der ikke er en gud, hvis karakter jeg er fortrolig med. Marxisterne og kommunisterne var ikke i tvivl og myrdede 0,1 mia. mennesker på 60 år. Hvis mennesket ikke var besjælet, hvad var det nemlig så? Ja, de manges behov opvejer de fås så nogen var bare altid i vejen - og det er jo svært at argumentere imod, hvis ikke man må være sentimental.

Dawkins er som jeg heller ikke kommunist. Men, hvis han insisterer på at dele verden op i teister og ateister må han, som jeg, lade kommunisterne stå i vores synderegister, så langt som vi vil tørre muslimerne af i teisternes. Det vil Dawkins ikke, han vil være ren. Der er nemlig ingen komplikationer med hans indre liv, ingen regning at betale, ingen negative konsekvenser når man har så indlysende ret som han har.

Der er en sammenhæng med tro og opførsel konkluderer Dawkins så rigtigt og hans tro har lige renvasket sig selv, hævet sig over denne verdens intellektuelle og moralske synder. Ville Dawkins mon træde skælmsk frem for Jesus og hoverende smadre den første sten i kraniet på horen, fordi hun jo grundlæggende kun er en amoralsk belastning for fællesskabet?

5 Kommentarer »

  1. Så såre glimrende analyseret, hr. Drokles.
    Dawkins er en på mange måder fremragende skribent og debattør, men kammer ganske rigtigt, især på sine ældre dage, over i en ekstatisk, parareligiøs stemmeføring, som ikke rigtig gavner sagen.
    Jeg har i øvrigt altid frabedt mig etiketten ‘ateist’. Der er rigtig, rigtig mange ting jeg ikke tror på, og det vil jeg ikke defineres igennem. Jeg er i højere gra agoofist. Jeg tror ikke på Fedtmule.

    Comment by Claus K. — September 28, 2014 @ 12:07 am
  2. Et spørgsmål om modtageren

    Jeg (Dansk lutheransk forlkekirkelig kristen) synes at Richard Dawkins analysere rigtig godt, langt bedre end mainstream pressens i Danmark eller international presse, dækning og fortolkninger, af det der forgår nede i Syrien/Irak. Klarheden i hans analyse, at DET ER et religiøse forhold/motiv bag alle uhyrlighederne, er skarp, rammende og præcis.

    Hvad høre du vestlige ledere sige; “Islam er blevet voldtaget”, “Islam er blevet fordrejet”, “ISIS/ISIL har intet med islam at gøre”.

    Disse udtalelser er latterlige og YDERST farlige, fordi det grundlæggende acceptere løgnen om, at de handlinger der sker nede i mellemøsten ikke påvirker os og “vores” muslimer i vores lande, noget som såvel danske og udenlandske ledere, har lovet og sagt at de kun er fredelige og et tilskud til den kulturelle mangfoldighed.
    Dawkins indlæg skrives til en opinion hvor 70 - 90 % af ateister i den anglo-amerikanske verden er venstersnoede eller “liberals”, derfor må han afmontere, alle de materialistisk/marxistisk bortforklaringerne.
    Nej,.. det drejer sig ikke om olien. Som er en gennemgående myte på venstrefløjen.
    Det at han specifikt nævner N. Chomsky viser jo også at alle de anti-amerikanske kapitalist hadere står klar med skidt spanden, han(Dawkins)ved og kender alle argumenterne i bort-forklaringerne. Ligeledes med hele det værdi-relativistisk argument om, at biblen er lige så slem.

    Det Dawkins vil er forbi, hensides de samme forælede, nedpløjede skyttegrave i debatten omkring mellemøsten, det multikulturelle samfund, m.m.
    Her mener jeg, at han har ret, at et multikulturelt samfund kun kan være ateistisk(nok en overfortolkning). Fordi diskussionen om hvilken gud, og hvilke regler der er rigtige vil hele tiden komme frem, hvis et trosbaseret samfund(som f.eks. Danmark) vedbliver med at skulle fungere side om side med trosretninger der er voldelige imod dem selv(islam). Monoteistisk religion er i selve sit udspring sekterisk, og derfor farlig for sig selv og andre. Og dette siger jeg, selv om jeg nominel er kristen dansker.

    At han(Dawkins) prøver at renskure ateismen er ikke det samme som at renskure kommunismen/marxismen.
    Den dyrkelse af henholdvis Marx, Lenin, Stalin og i kina Mao, er vist det tætteste man kan kalde dyrkelse af levende guder, der har været siden oldtiden. Og hvor ofte er Karl Marx ikke blevet kaldet profet i kommunistisk litteratur?

    Ja, han prøver at “renskure” ateismen, fordi ateismen ikke har nær det samme sekteriske og ekslusive credo, som religionerne har. At enkeltpersoner som Hitler og Stalin gøres til ateister, er vist mere tilsnigelser end hårde historiske sandheder.

    Karl Marxs sammenligning mellem opium(sløvende og imobliserende) og religion var forkert, ikke i dets afhængigheds skabende stof, men hvilket stof. Religion er ikke opium, men crack-kokain(der gør en hyperaktiv, voldelig, paranoid, og giver en syner).
    Marx tog fejl af stoffet og volds potentialet, men ikke af afhængigheden. Men ellers tog Marx fejl i alt andet.

    Jeg tror at Dawkins indlæg skal ses i en engelsk-amerikansk debat om hvad der er grundlaget for mellemøstens problemer ikke i an analyse om atismen er “ren” og slet ikke om marxismen er uskyldig. Til gengæld er Richard Dawkins analyse væsentligt stærkere, hårde og mere præcis, end hvad man ellers høre blandt mainstream kommentator i UK og i USA.

    mvh.
    Historyman

    Comment by Historyman — September 28, 2014 @ 2:19 pm
  3. Tak for kommentaren Claus K. Det var faktisk blot for et par år siden at Dawkins begyndte at differentiere mellem religioners kvalitet (hvor islam jo tabte helt vildt, som han også lader forstå i den nævnte tekst), noget han har været tøvende med fordi det implicit medfører at han ikke kan printe rene synderegistre ud til dom.

    Og så er jeg lidt i tvivl om Fedtmule.

    Comment by Drokles — October 1, 2014 @ 4:20 am
  4. Jeg er enig langt hen ad vejen Historyman at det er en pine at høre alle de løgnagtige besværgelser om islams manglende sammenhæng med Kalifatet og tilsvarende terrorbevægelser. (Løkkes, som du også citerer, er den om muligt mest dumme idet han end ikke ved hvorledes han fedter for muslimers følelser. Tror han de bliver glade for at høre at deres elskede religion kan blive voldtaget? Ved han ikke, hvad muslimer mener når de siger “Jeg knepper dig!”?) Det også fremgår af min indledende tekst og det citat jeg især roser Dawkins for.

    Jeg er også klar over at han taler i en angelsaksisk sammenhæng og at han gør op med venstrefløjens mere eller mindre frivillige uvidenhed. Det roser jeg ham også for.

    Men så ryger vi ind i et par uenigheder. Feks når du siger:

    “Her mener jeg, at han har ret, at et multikulturelt samfund kun kan være ateistisk”

    Menes der at kulturerne skal være ateistiske? Og hvilke kulturer er ikke fyldt med religion? I så fald er det jo blot en botaniseret multikulturelisme, hvor man forudsætter kulturer der kan leve i fred med hinanden og det er desværre ikke meget andet end en teoretisk truisme.

    Eller menes der blot at staten skal dyrke ateismen. I så fald har vi jo Frankrig som eksempel der ikke ser ud til at fungere. Eller Jugoslavien.

    Jeg er heller ikke så begejstret for denne observans

    “Monoteistisk religion er i selve sit udspring sekterisk, og derfor farlig for sig selv og andre.”

    Alt er sekterisk. Hvis et samfund skal fungere må der være fælles normer, moral, etik, hvis ikke ” Fordi diskussionen om (…) hvilke regler der er rigtige vil hele tiden komme frem”. Man rykker ikke ved menneskets forskelle og værdikampe ved at fjerne Gud.

    “At han(Dawkins) prøver at renskure ateismen er ikke det samme som at renskure kommunismen/marxismen.”

    Det var heller ikke min påstand. Min påstand er at når Dawkins store projekt er at påstå at teismen, troen på en eller flere guder, har været en ulykke for mennesket så må han også modregne den eneste anden empiri vi har, nemlig de samfund der dyrkede ateismen. Ellers holder han ikke et hæderligt regnskab. Ligeledes

    ” At enkeltpersoner som Hitler og Stalin gøres til ateister, er vist mere tilsnigelser end hårde historiske sandheder”

    Min pointe tager jo netop udgangspunkt i at Dawkins bruger de to forbrydere, frem for at tale om ideologier når nu han harcelerer over religioner. Retorisk er han uhæderlig og han fører ikke et reelt regnskab.

    Og til sidst er der en sammenblanding af teisme og religion. De to er ofte sammenfaldende, men behøver snart sagt ikke hinanden. Der findes masser af religioner og religiøse strømninger uden guder og troende, som ikke er religiøse.

    mvh Drokles

    Comment by Drokles — October 1, 2014 @ 4:44 am
  5. Eloi Eloi lama sabachthani

    Jeg opfatter Richard Dawkins, som en der vil vinde tilhængere for sit ateistiske synspunkt, fint nok. Han vil vinde en debatmæssig sejer over alle de apologeter der forsvare islam, og implicit religion. Måde han gør det på, er at forgribe alle de argumenter som teisterne og andre apologeter vil komme med. Blandt dem er
    argumentet om nazitysklands ateisme og sovjetunionens ateisme; “Som var skyldig, i mindst lige så store forbrydelser som islam (religioner)” et af de bedste argumenter.

    Dette kommer altid op i diskussioner om religions (islams) negative indvirkning på samfund. Vi kan sagtens debattere disse samfunds systemers ideologi, nazismen og socialismen, men går vi så ikke i vore modstanderes debatmæssige fælde. Nemlig at vi begynder, at debattere om nazityskland og sovjetunionen nu var ateistiske, om de havde substituer for religiøse sernonier og idealer og tanker. Dvs. vi presse altid væk fra at tale om de NUVÆRENDE problemer med islam. Vores samtids problemer med bander, hærekværk, kriminalitet blandt unge mennesker med muslimsk overbevisning, i vores nær miljø.
    Jeg ser netop denne debat afsporing, som symptomatisk for “vores” (den islam kritiske og multikulturel kritiske) fløj. Vi skal altid tage misteltenen i ed. “Vores” side bliver ALTID tillagt de værste motiver og INGEN journalistisk angreb underkendes som underlødige og ensidige.

    Et eksempel var/er Lars Hedegaard, efter mord forsøget i februar 2013, blev han udsat for den værste gang ambush journalistik set på Dansk tv. Han skulle stå skoleret for en kilde henvisning til Serge Trifkovic. Svare på om Diane West beskyldninger om præsident Obamas fødselsattest. Og Charles Johnsons (Littel green Fotballs) beskyldning om, at han Hedegaard, havde omgang med nazistiske og fascistiske personer. Havde al dette noget med mordforsøget at gøre? Nej, ikke det mindste!
    Hele oplægget var at miskreditering af Lars Hedegaard, hans karakter, og give indtrykket af “at han var selv ud om det”.

    Ligeledes blev der brugt alle journalistiske midler for at svine Jyllandsposten, Flemming Rose og Anders Fogh Rasmussen til i forbindelse med Muhammed krisen.
    Hvor et af de gennemgående beskyldninger imod avisen var, “at de var selv ude om det”. Ingen journalistisk løgnagtig-hed blev sparet. Politiken førte en bevist hetz, hvor avisen viste, at der i ambassadørenes brev, om et møde med statsministeren, var et krav om retslige skridt over for Jyllandsposten. Alligevel løj avisen i ugevis.

    Du spørger hvad skal al dette til for?

    Jeg vil ligesom Richard Dawkins vinde debatten, om islams betydning i vore vestlige samfund. Jeg er næsten ligeglad med hvem, det er jeg skal stå sammen med, om det er med ateister, med homoseksuelle, med kristne, med budister, ja selv endda med venstreorienterede. Så længe vores fælles mål er bekæmpelsen af den totalitære og undertrykkende religion islam, så er det godt nok for mig. Dette er for mig en nytte alliance for mig, ikke nødvendigvis et kærligheds forhold.

    Derfor er det arbejde som Richard Dawkins, Christopher Hitchens, Sam Harris, m.f. laver også noget jeg værdsætter, selv om jeg er mere troende end de herre ønsker.
    Fordi de kan se hvad islam er. De lader sig ikke vildlede med marxistiske og sociologiske søforklaringer, som danske universiteter sprøjter ud i alle sammenhænge, når man konstatere dårlig eller manglende integration. Jeg ser alle de intellektuelle forræder der udspygere apologetisk fraser om at “muslimerne er nutidens jøder” som så forkastelige, at det nærmest er ubeskriveligt.

    Og tænk på hvad har folk som Pia Kærsgaard, Søren Krarup, Jesper Langballe, og afdøde Mogens Glistrup ikke har stået model til. Hvilke modbydelige person angreb er ikke i tiden blevet benyttet. Der er ikke det “nazi-kort” som ikke er blevet trukket og smidt i hoved på islamkritikere. Har nogen på vores side angrebet Carsten Jensen, Klavs Rifbjerg, Susanne Brøgger i nær samme grad?

    Nej, jeg er i denne debat for at vinde, og dermed besejre islam, og mest af alt dens danske enableres (hjælpere), såvel de nyttige idioter, som de vidende, men beregnende personer. Skulle jeg holde mig for fin, og “for ren” til stå sammen med Dawkins. Han har et intellektuelt mod, som nærmest er totalt fraværennede i andre dele af akademia, navnlig på arabisk og andre “kultur studier”.

    Med det just overståede Svenske valg i mente, bør vi (islam kritiske og multikulturel kritiske) ikke være endnu mere glade for de få intellektuelle kendte navne der tør at stå på “vores” side. Et blik på dette tidligere forgangs land, kan ikke få andet op i èn, end mavesafterne og kvalmen. I den humanitære stormagt fostrets ingen Richard Dawkins. Humanisme, mangfoldighed og demokrati kan let blive en religion, hvor tilbedelse er et krav og divergens slås hårdt ned. Den sindsyge overreaktion imod
    Pippi Langstrømpes “neger-konge” far, kan ses som den palvovske reaktion oven på valget.

    Jeg ved godt at bruge udtrykket “vores side”, er tendentiøs og er at tage andre menneskers holdninger for givet. Dette er ikke mit ønske, men grunden til at jeg “forsvare” Richard Dawkins er min opfattelse, at mit og denne blogs(?) politiske og intellektuelle stå sted endnu ikke er så stærkt at vi kan splitte hår om, rigtigheden af religiøsitet kontra ateisme. Vi har en kamp foran os.

    Mvh.
    Historyman

    Comment by Historyman — October 2, 2014 @ 2:40 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress