Venstrefløjen plaget af uerkendt indsigt

Dansk Folkepartis Søren Espersen mener ifølge Information at “Det var en fejl at invadere Irak og styrte landets diktator, Saddam Hussein”

»Saddam Hussein er i forhold til det her langt at foretrække. Men det er altid et spørgsmål om, at mellem to onder vælger man det mindste. Det er ikke, fordi jeg holder af Saddam Hussein. Men det er så langt at foretrække, at han sad i Baghdad i dag end de andre,« siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører, som tidligere også har fortrudt til sin støtte til interventionen i Libyen.

Højrefløjen må leve med at de nok foretog et konkret fejlskøn da de væltede Saddam og troede at de kunne hjælpe arabiske muslimer ind i demokratiets lyksaligheder. Det var en konkret fejl i en konkret situation. Men for venstrefløjen tegner der sig en erkendelse der kan true deres verdensbillede. Om man skulle have invaderet Irak eller ej så er de neokonservatives optimistiske eksperiment for alle til skue. Nogle kulturer er blot ikke til at redde. Nogle kulturer vil ikke det bedste for dem selv eller for deres børn - og derfor vil de heller ikke os noget godt. Nogle kulturer kan kun håbe på en brutal tyran der kan holde de folkelige grusonheder i ave.

»Jeg kan ikke følge Espersen i, at valget står mellem diktatorer eller kaos. Den præmis accepterer jeg ikke. Når jeg for eksempel kigger på Tunesien – og andre lande som har været gennem en demokratisk proces – så er det rigtigt, at det aldrig er nogen enkel proces. Nogle steder er der kaotiske tilstande. Men det er jo ikke, fordi de lande er begyndt at forfølge demokratiske drømme og mål. Det skyldes, at der er meget, meget stærke kræfter – som vil være der under alle omstændigheder – der er interesseret i at fremme interne modsætninger mellem shia- og sunnimuslimer,« siger Martin Lidegaard.

En anden af de daværende krigsmodstandere, SF’s daværende formand og nuværende forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, er enig:

»Selv om Irak-krigen har været en katastrofe, så anerkender jeg ikke Søren Espersens præmis: Det var måden, man fjernede Saddam Hussein på, som vi var imod. Hvis USA i stedet havde brugt lige så mange penge på at støtte oppositionen til Saddam Hussein, som på krigen, kunne resultatet være blevet et andet.«

Men ak for d’herrer Lidegaard og Nielsen, det var ikke amerikanernes håndtering eller tonen i debatten, der fik Irak til at gå i opløsning, det var irakkerne selv. Nu, uden en tyran, overladt til sig selv og deres manglende evne til empati og selvkontrol, forfalder de til deres kulturelle og religiøse balast og slagter lystigt løs på hinanden.

Og denne frustration gentager sig i kommentarerne, der i sin særlige blanding af amerikanerhad, anti-kapitalisme, antisemitisme og konspirationsteorier fremtvinger indsigter, som endnu har til gode at blive taget alvorligt. En Carsten Hansen siger det resigneret ligeud

Kan det konstateres at repræsentanter fra den yderste venstrefløj er ganske enige med DF i denne sag.

At Mellemøstlige befolkninger er bedre tjent med at leve i diktaturer ?

Ja, det er den sørgelige sandhed. Frø af ugræs skal slås og holdes nede, som Brian Larsen tørt konstaterer ”Ja, Irak var langt bedre tjent med Saddam. Godt han kan indrømme det.” Carsten Hansen kommer dog igen med en nuancering

Men er det sandheden, at befolkningerne ikke ønsker demokrati ?
Eller er det ikke nærmere store mindretal blandt befolkningerne der er tilpas voldelige og sekteriske nok til, at de ikke ønsker at dele magten ?.
Mon ikke langt de de fleste almindelige mennesker ønsker fred og frihed ?

Her rammer Hansen noget centralt. Irak har haft høje stemmeprocenter og de første valg blev afholdt med stor succes trods trusler fra jihadister og gamle Saddam loyalister. Men det ændrer ikke ved regnestykket. Den muslimske og arabiske kultur fremmer ikke kollektiv mindelighed og tøjler ikke den mørkeste grusomhed. Dens ære-skam dynamik gør det til den største kæps rige, hvor brutalitet er det eneste argument der kan ræsonnere. En sørgelig præmis, men det er sandheden uagtet, hvad Lidegaard og Nielsen vil anderkende og acceptere. En anden kommenterer

Fejlen var at invasionen var “ulovlig”, og at man for at tilgodese Tyrkiets undertrykkelse af kurderne ikke opdelte Irak i 3 dele.

Ulovlig i citationstegn? Åbenbart, ja endda selvfølgelig, er succes monokulturel og fiasko multikulturel. Også Kjeld Hansen har et skarpt blik for kulturens betydning for et samfunds succes

For en gangsskyld vil jeg give DF ret. Hele mellemøsten har andre traditioner og værdier, samt en anden kulturel baggrund end det demokratiske vesten. Man gør ikke et land demokratisk ved at fjerne en diktator. Det er en proces, som kan tage mange årtier.

- Og hvem siger resten af verden absolut vil leve som i USA og Europa?

I øvrigt, så har en supermagt som USA kun forsøgt, at ubrede demokrati med uset militær magt i egen interesse. Ikke for at gøre noget godt for landets befolkning. Og hver gang USA er gået i krig for frihedens skyld som det hedder, har det altid været mod mindre velbeslåede lande med et svagt og delvis forsvarsløst militært.

Jeg tog det sidste afsnit med fordi det er så morsomt når folk ikke ved, hvad de selv skriver. Hvilke lande kunne USA gå i krig med, der ikke var dem økonomisk og militært underlegne? Espen Bøghs logik bliver også svigtet af hans indgroede fjendebilleder i denne Mabuselignende rablen

Diktatorer sidder oftest kun så længe de lever, og kommer der en ny diktator, - “der om man så må sige samler landet igen”.

Saddam Husseins søn/sønner kunne selvfølgelig efterfølge ham, men sjældent går det godt ret længe, da kun få accepterer dette i inderkredsen eller udefra.

Nordkorea er nærmet undtagelsen der bekræfter reglen, men lykkeligt er det næppe, selvom der hersker nærmest gude- eller kultstatus omkring lederen, - som reelt selv er fange af fortiden u nutiden.

Så efter en diktator kommer blot en ny diktator, hvilket Amerika burde have lært fra Iran, hvor de for øvrigt engang tidligere valgte at fjerne en demokratisk valgt præsident, og indsætte Shahen af Persien, Mohammed Reza Palevi, som var amerikansk marionet, der med sit tyranniske hemmelige politi, SAVAK, knægtede enhver form for demokratisk tale eller det der blot lignede.

Den demokratisk valgte præsident, havde nok været bedre i demokratisk henseende end for Irak, men den historie fik vi aldrig grundet Amerikansk undergravende indblanding dengang.

Med Shahen ude af billedet, kom ayatollah Khomeini tilbage fra Frankrig, som have lagt hus til denne religiøse fanatiker, hvilket adskillige vestlige lande som regel plejer at gøre.

Anders Fogh Rasmussens udtalelser er på randen af vanvid, og demonstrerer helt klart, at manden ikke selv mener eller tror han kan tage fejl, og derfor gemmer sig bagved, at give skylden for det kaos der nu er til Irakerne selv, ved at frikende den Amerikanske indsats.

Imidlertid er der kaos i Irak skabt netop af den Amerikanske intervention, og den måde Amerikanerne har håndteret situationen på igennem hele perioden, og samtidig brugt uanede summer af dollars på falsk loyalitet til de forkerte.

Saddam Hussein, Moammar Gadaffi og deres lige var ikke engle på jorden, og skal ikke forsvares i den anledning eller på nogen måde, men tilstanden var dog stabil, og vist var det hemmelige politi og dets metoder ækle, men det blev jo ikke nævneværdigt bedre med al Maliki og hans slæng.

I dag er der så kaos i Irak, Libyen, Afghanistan m.m. som vesten har ansvaret for efter deres afprøvning af de seneste og mest moderne våben, så vesten kunne demonstrere sin overlegne våbenmagt og strategier for krigsførelse, - og Ih hvor er vi dog imponeret af os selv her bagefter, men vi er også samtidig uskyldige, for vi ville jo det gode!

Også Kurt Loftkjær lufter sin uerkendte indsigt når han postulerer at…

….demokrati ikke indføres med indsatstyrker og anden tvang. Det kræver hårdt arbejde og velvilje.

Det er meget optimistisk at tro, at Vesten kan rykke ind i Mellemøsten med de grænser, som opstod på baggrund af europæiske koloniherres opdeling af området for egen vindings skyld og uden hensyn til områdets stammefolk og religioner. Et område som kun få fra den vestlige kultur forstår eller har forsøgt at forstå.

Jeg hørte efter 1. Golfkrig en irakisk kvinde udtrykke betænkelighed over tanken om at fjerne Saddam Hussein. Efter hendes opfattelse havde han på flere områder sikret kvinder et bedre liv, end de ville kunne opnå i andre dele af Mellemøsten.

Igen; Velvilje har de lokale ikke; anklagen mod grænser der ikke tager hensyn til folkeslag og religioner er en anklage mod det multietniske/kulturelle/religiøse og resultet er at kun vold ved Saddam kunne sikre kvinderne en tålelig tilværelse. Det samme når Bob Jensen frem til før sin kulturelt selvhadende tirade

sadam hussein gav kvinder lige rettigheder med mænd, lavede et fremragende undervisnings - og sundhedssystem. han byggese et sekulært samfund i stedet for et bygget på religiøs fundamentalisme. selv om han heller ikke forbød religion. Han var en brutal diktator, fordi han vidste, at kun eh hård hånd kunne holde de modstridende religøse faktioner i ave, som landet havde med at gøre som resultat af de europæiske stormagters ignorante opdeling af mellemøsten omkring første verdenskrig.
Det er helt bestemt aldrig godt med en diktator. men det er såmænd heller ikke så skidegodt med en neoliberal regering, som skider hul i den brede befolknings behov og ønsker…

Og der stopper vi så før idiosynkrasierne løber løbsk. Saddam stod i modsætning til den folkelige kultur, i modsætning til multikulturen og islam (selvfølgelig kaldet religiøs fundamentalisme) og dette kunne kun holdes i ave ved vold. Så Espersen indrømmer en fejl, men den fejl har har revet afsløret venstrefløjens illusoriske verdensbillede og efterladt den forpint af sine kognitive dissonanser.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress