Grænser for ytringsfriheden

islam — Drokles on March 24, 2008 at 1:52 pm

Den britiske udenrigsminister David Miliband bliver i Berlingske Søndag interviewet om den skærpede krise mellem den formørkede muslimske verden og civilisationen i sagen om menneskets frie vilje og deraf følgende ukrænkelige ret til at ytre sig. Den unge fløs af en udenrigsminister er trods Rushdie-sag og en hær af rådgivere ikke nået længere i debatten end at sidde fast i eksemplet med at “råbe brand i et overfyldt teater”. Uagtet at der er forskel på en ytring og en handling og at selve debatten drejer sig om hvorvidt der er brand (med islam som den flammende ild) fremturer Miliband med påstanden om at de danske Muhammedtegninger og Geert Wilders Koranfilm udgør ekstremerne i debatten, hvilket placerer ham på eftergivenhedsfløjen. Tæt på Chamberlain, langt fra Churchill.

At Chamberlains position stadig er svær at gøre begribelig trods de mange års erfaringer med problematikkens kerne skyldes grundlæggende at den er forkert. Derfor ser man at den britiske udenrigsminister våse således

Det, vi oplever er ikke et sammenstød mellem civilisationerne, som vi i den britiske regering bruger mange kræfter på at afværge.

Tænk at bruge mange kræfter, som vel kan oversættes til store summer, på noget som man ikke oplever, altså eksisterer. Schweiz bruger jo heller ikke mange kræfter på tsunamiberedskab. Hvorfor fornægter eftergiverne, hvad de jo godt ved?

1 Kommentar »

  1. De tendenser der er i Europa og EU for at give indrømmelser til muslimerne, skal forstærke alle kræfter til at, i hvert fald Danmark, skal sige absolut nej til mere EU, og i bedre fald at udtræde helt af EU.
    Vor frihed til at tænke og tale frit kan ikke sidestilles med nogen økonomiske hensyn.

    falkeøje

    Comment by falkeøje — March 24, 2008 @ 3:01 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress