Forskellen på ytring og handling
Siden muhammedkrisens begyndelse har ytringsfrihedens ånd og rammer været genstand for skærpet diskussion både i og udenfor Danmark. Ja, hele ytringsfrihedens essens granskes.
Derfor kan det godt undre at der stadig er en del tonekunstnere og økumeniske apostle der stadigvæk tramper rundt i begreberne og til stadighed vikler sig mere og mere ind i et spind af usandheder og falske præmisser.
Argumentet for en såkaldt ‘ansvarlig’ brug af ytringsfriheden lyder:
“Man må heller ikke råbe brand! inde i en fyldt biograf.”
Hvis vi ignorerer den implicitte antagelse ved ‘den ansvarlige brug af ytringsfriheden’; at man kan forudsige konsekvensen af ytringer, så har vi at gøre med en mental kortslutning eller bare et dumsmart argument.
For det første hviler dette argument på en præmis om at der ikke kan være brand i biografen, hvilket siger en hel del om de personer der bruger argumentet. Da det i denne sammenhæng er religionen islam der omtales i overført betydning kan der derfor heller ikke være noget galt med islam eller dennes profet muhammed som sådan. Det må være den logiske følge hvis eksemplet skal føres til ende.
For det andet bør der skelnes mellem ytring på den ene side, og handling på den anden. Filosofferne bag tanken om ytringsfrihed, som John Stuart Mill, havde nok ikke ytringer som “brand i den ikke brændende biograf” i tankerne da de formulerede deres idéer og forsvar for ytringsfriheden. I den amerikanske forfatning gives der til folket “Freedom of speech” som en grundliggende ret og ikke som mange tror “free speech”. Den lille fine forskel antyder, at ens ytringsfrihed udspiller sig inden for lovens rammer og ikke skal opfattes som en åben mikrofon.
Det fortærskede argument “Man må heller ikke råbe brand inde i en fyldt biograf” udmærker sig ved, at det ikke indeholder en holdning eller en politisk mening. Derfor er det at betragte som en handling mere end en ytring. Således bør det opfattes på linie med at trykke på brandalarmen, idet der i substansen ikke er nogen forskel. Det er altså handlinger der pålægger den handlende betydligt personligt ansvar.
Vi har ikke ‘handlingsfrihed’ i Danmark og heldigvis, da konsekvensen vil være socialt kaos og anarki. Jeg må f.eks ikke parkere min bil oppe på fortovet, og jeg må heller ikke med ond vilje give forkerte retningslinier der vil føre til legmesbeskadigelse eller død. Det første er en handling, og det sidste er en ytring, men ingen af dem er omfattet af ytringsfriheden. Det er vel efterhånden til at forstå.
5 Kommentarer »
RSS feed for comments on this post. TrackBack URI
Det Tøger Seidenforfanden mener er, at det er bedre at brænde inde i en biograf, end at være så uanstændig og respektløs og måske i forkert TONE råbe op!
En hæderlig! martyr død udløser jo 72 rosinlignende gammeljomfruer, så hvorfor optræde uværdigt! når belønningen kommer i himlen!
Det kan jo så være, at nogle af de andre biografgængere så ikke har denne overbevisning, MEN så er de jo racister!!og dermed onde!!som jo alligevel skal brænde op i helvede.
Det er sådan en rettro tænker, og det forstår Tøsse-drengen.
Gad vide hvilken film der vises i denne biograf? Måske “Immigration Wars” med Marianne Jelved i rollen som Darth Immigrater, og Tøger Seidenfaden som Jabba the Cunt.
[...] Den britiske udenrigsminister David Miliband bliver i Berlingske Søndag interviewet om den skærpede krise mellem den formørkede muslimske verden og civilisationen i sagen om menneskets frie vilje og deraf følgende ukrænkelige ret til at ytre sig. Den unge fløs af en udenrigsminister er trods Rushdie-sag og en hær af rådgivere ikke nået længere i debatten end at sidde fast i eksemplet med at “råbe brand i et overfyldt teater”. Uagtet at der er forskel på en ytring og en handling og at selve debatten drejer sig om hvorvidt der er brand (med islam som den flammende ild) fremturer Miliband med påstanden om at de danske Muhammedtegninger og Geert Wilders Koranfilm udgør ekstremerne i debatten, hvilket placerer ham på eftergivenhedsfløjen. Tæt på Chamberlain, langt fra Churchill. [...]
[...] Tidligere har både Sobieski og Drokles argumenteret mod den dumme sammenligning med et teater som er voldsomt i vælten når det drejer sig om ytringsfrihed. I Politiken beskriver Kristian Ditlev Jensen det således i en kronik Argumentet går sådan her: Man må sige lige, hvad man vil i Danmark, men der er trods alt grænser. Man må jo for eksempel ikke råbe ’BRAND!’ i et stopfyldt teater – medmindre det brænder – fordi der jo så opstår en livsfarlig situation, idet man må gå ud fra, at alle vil prøve at bisse ud af bygningen. [...]
[...] Men grundlæggende har Fogtmann misforstået forskellen mellem “free speech” og “freedom of speech”. Som Sobieski tidligere har uddybet her på bloggen er amerikanernes valg af udsagnet “Der er brand i teateret!” ikke forstås, som en mening eller en holdning, men som en handling, der svarer til at trykke på brandalarmen (hvilket man gerne må, hvis man har anledning til at tro, at, der er brand i teateret. Det er jo derfor at den er der!). Ak ja, man burde tro at folk havde hørt efter i første omgang. [...]