Kai Sørlander læser lektien

Globalisering, Multikultur, islam — Drokles on March 16, 2008 at 7:11 am

Kai Sørlanders nye bog anmeldes i Weekendavisen af Klaus Wivel. Sørlander argumenterer bl.a. imod de, der mener at religion bare er religion og tror at kulturkritik er symmetrisk. Her med Wivels ord

De klerikale kræfter i Europa gjorde hvad de kunne for at bremse sekulære ideer, vil de indvende. Det modsiger Sørlander ikke, men for ham er det interessante ikke, at pavemagten og andre gejstelige forsøgte at  forhindre opfindelsen af den moderne stat. Det interessante er at de gav efter.

Det gjorde de fordi de i modsat fald skulle skændes med Jesu egen forkyndelse, skriver Sørlander. Ideen om adskillelsen af religion og politik bar gudesønnens vandmærke. Derfor er Luther den store reformator i verdenshistorien, ikke de franske oplysningstænkere. Den tyske munks opråb om at vende tilbage til kilderne, til skrifterne selv, førte til den vestlige verdens sekulære stater. Eller sagt mere beskedent, kristendommen stod mindre i vejen, skriver Sørlander.

Omvendt er de demokratiseringstendenser, som man trods alt har set i den muslimske verden sket på trods af Koranen - ikke på grund af den. Der findes intet i de muslimske kilder , som kan begrunde en adskillelse af gudgivet lovsamling og et menneskeskabt regelsæt. Religion er politik. Heller intet som kan begrunde at alle er lige for loven. I Koranen står muslimer over alle andre lovgivningsmæssigt.

Vil man reformere de muslimske samfund må man tolke sit religiøse udgangspunkt meget kreativt. For kreativt måske.

Det er vigtigt at have for øje, at kristendommen ikke blot stod mindre i vejen, netop fordi det religiøse ikke er et fedt, men indeholder bestemte værdier og et bestemt syn på mennesket. Det syn og de værdier danner nemlig en forudsætning, der ikke er hverken objektiv eller selvfølgelig, nemlig at alle mennesker er lige overfor Gud og har en fri tanke til at forvalte den etiske fordring (ikke i der følger deraf. Kristendommen leverer altså en afgørende forudsætning for demokratiet, som vi kender det og det var den forudsætning kleresiet ikke kunne kæmpe imod.

Men Wivel gør sig også ud i sine egne tanker og det går desværre ikke helt så godt.

Det skinner igennem, at Kai Sørlander er pessimist. Han tvivler på, at vi finder en løsning på problemet med den muslimske indvandring, men her er han vist mere principrytter end realist. De fleste muslimer har ikke et dogmatisk forhold til deres egen religions politiske aspirationer og lever udemærket i en modsigelse mellem deres tro og et irreligiøst rationelt demokrati. Mennesker er bøjelige væsener.

Desuden er der i Vesten opstået en gruppe af trodsige, modige, veltalende og veluddannede kulturmuslimer, som afviser sharia, og som har taget et heftigt opgør med den islamiske fundamentalisme; Ibn Warraq, Ayaan Hirsi Ali, Wafa Sultan og Irshad Manji, for at nævne de mest toneangivende. De har på få år rykket hele debatten. Denne interne og løfterige muslimske kulturkamp nævner Sørlander stort set ikke.

Et par af de kulturmuslimer, som Wivel nævner har rent faktisk afsværget deres tro. Warraq har endda skrevet en bog om hvorfor han ikke er muslim. Det er værd at hæfte sig ved, som det også er værd at hæfte sig ved, at de netop lever i Vesten, hvor de er beskyttet af den vestlige civilisation med dens retsprincipper, cilvilsamfund og kultur. Havde de levet i den muslimske verden var de forlængst klynget op. Det fænomen bunder helt enkelt i den forskel, at hvor frie tanker, om man er enig med dem eller ej, dyrkes som selve fundamentet for vores opfattelse af mennesket, så dyrkes istedet ét bestemt indhold af tankerne i den islamiske opfattelse. Og det indhold skal være islam ,hvorfor vi er tilbage til Sørlanders argumentation.

Man kan på en måde hævde at de muslimer, der med Wivels ord lever udemærket i en modsigelse mellem deres tro og et irreligiøst, rationelt demokrati, grundlæggende lever på en slags demokratisk nas. For problemet er, at i og med, der ikke er noget i deres tro der understøtter demokratiet, hviler deres manglende modstand imod demokratiet ikke i andet end vanens bekvemelighed. Det er således resten af samfundets borgere der må opretholde præmissen for demokratiet, hvilket kan blive problematisk, først og fremmest i krisetider. I 30′erne og i 70′erne var der tvivl om demokratiske værdier blandt skræmmende mange vesterlændinge og der er ingne grund til at rykke odds’ene yderligere.

Der vil altid være nogle, der ikke kan leve med en modsigelse mellem deres tro og det demokrati de lever i. De vil så være tvunget til at vælge det ene eller det andet. Og som man ikke opnår en behagelig temperatur ved at lægge hovedet i fryseren og fødderne i ovnen opvejer en kritisk kulturmuslim ikke en terrorist. Spørgsmålet er så, hvornår man når den kritiske masse. Er det før at muslimerne er i flertal?

3 Kommentarer »

  1. Wivel er idiot.

    Comment by Kimpo — March 16, 2008 @ 4:50 pm
  2. Warraq, Hirsi Ali og Sultan har alle tre bekendt sig som sekulære ateister.

    Comment by chuck — March 16, 2008 @ 6:20 pm
  3. [...] Den gode Dr. Islam argumenterer ud fra islam, mens de gæve kvinder argumenterer ud fra erfaring eller fornuft. Hans præmis udfordres dog ikke, hans teologi drages ikke i tvivl, men betydningen i den virkelige verden hænges ud som absurd - på hans bekostning, ikke islams. Alt hvad der er absurd er dog ikke ham eller hans udlægning, men selve Koranen. Hvor længe kan arabere, der ser disse programmer leve med den modsigelse mellem islam og deres fornuft (som Wivel ville sige)? [...]

    Pingback by Monokultur » The Cable Culture — March 17, 2008 @ 7:53 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress