Krarup giver lektion i jura og kristendom

Diverse — Drokles on March 14, 2008 at 11:10 pm

Fra Jyllands-Posten

Skal de to tunesere udvises af Danmark? Skal de to, der har fået opholdstilladelse i Danmark, og som efter PET’s udsagn har kvitteret for den danske gæstfrihed ved at planlægge et mord på den danske tegner Kurt Westergaard, udvises af Danmark og sendes tilbage til det land, de kommer fra?

Lad mig svare med et ubetinget ja. Og lad mig begrunde svaret med en overvejelse af, hvorfor afvisning af udvisning er ensbetydende med en korrumpering af lov og ret eller af en sand juridisk tænkning

Og jeg vil tage mit udgangspunkt i det, der kan vise sig at blive den store katastrofe i Danmarks historie i nyere tid - i udlændingeloven af 1983.

Det fatale var her, at dansk ret blev udstrakt til alverden. Det fatale var, at dansk ret ikke var begrænset til dansk retsområde, dvs. Danmark, men kom til at gælde hele verden - udtrykt deri, at enhver flygtning, der stillede på grænsen og krævede asyl, havde danske retsgarantier eller et dansk retskrav på at komme ind i Danmark og få sin sag gennemgået af danske retsinstanser.

Men dansk ret gælder Danmark. Punktum. Dansk ret gælder ikke og må ikke gælde hele verden, hvis der skal være tale om ret og ikke om mission.

Udlændingeloven af 1983 betegner i mine øjne et syndefald i dansk lovgivning, fordi den i en sværmerisk dyrkelse af en humanitær religiøsitet nægtede at sætte grænse og drage skel - det skel, der naturligvis skal være mellem danske statsborgere og fremmede i forholdet til danske retsgarantier.

Jeg har haft lejlighed til at beskæftige mig en del med historien omkring udlændingeloven af 1983 - lad mig nævne, at der grundlovsdag udkommer en stor redegørelse for lovens tilblivelse - og det står mig ganske klart, at dens egentlige baggrund ligger i hovedmanden Hans Gammeltoft-Hansens sværmeriske kristendomsopfattelse.

Kristendommen forkynder som bekendt fordringen om at elske næsten. Men denne fordring er sammenhængende med fordringen om at elske Herren din Gud og kan derfor aldrig gøres til en humanitær eller humanistisk moral. Det er den etiske fordring til den enkelte i forhold til den enkelte - min næste. Men aldrig en moralsk opfordring i forhold til alverden eller hele menneskeheden.

Denne moralisering af næstekærligheden var imidlertid en afgørende del af Hans Gammeltoft-Hansens jura - udtrykt f.eks. i hans ord fra bogen ”Flygtningeret”, hvor han skriver: »Den grundlæggende holdning bag denne bogs bidrag til flygtningeretten består først og fremmest i, at det bør være en fundamental ret for mennesker at have et blivende opholdssted og at nyde opholdslandets beskyttelse«. Misforståelsen er elementær og indlysende. Gammeltoft-Hansen siger ”ret”, men mener naturligvis ”behov”.

Ja, det er et fundamentalt behov for enhver at have et blivende sted, men en ret kan der selvsagt kun være tale om, hvor den pågældende hører til det land eller retsområde, hvor loven giver borgeren ret. Der er ingen ret, som er frit i luften svævende. Der er ingen ”ret” i almindelighed eller i al abstraktion, men der er kun ret, hvor der er lov i et begrænset retsområde.

Det er en forkvaklet kristendomsopfattelse eller en mistolkning af næstekærlighed, der ligger bag en sådan retsforståelse, og til ingens overraskelse er det i sidste instans menneskerettighedstænkningen, der begrunder denne sprængning af lov og ret til fordel for den ubegrænsede moralisme eller mission. Men på denne baggrund blev udlændingeloven til.

På disse betingelser sprængtes dansk lovgivning i en folkevandringstid og åbnede døren på vid gab for problemer, der er enorme, for ikke at sige uløselige, og som på længere sigt kan ende med at sprænge Danmark.

I dette perspektiv må man efter min mening betragte sagen om de to tunesere, som ifølge PET’s undersøgelser har givet sig af med attentatplaner mod en dansk tegner. De er ikke danske statsborgere. De er ikke omfattet af den selvfølgelige retsbeskyttelse, der gælder danske statsborgere. De har fået opholdstilladelse i Danmark, og denne venlighed fra den danske stat misbruger de efter PET’s påstand til at planlægge attentat mod en dansk borger, der er lagt for had af islamismen.

Derfor skal de rettelig udvises. Det er den danske stats opgave at beskytte Danmark og danske borgere, og til denne opgave hører udvisning af dem, der udgør en trussel mod danske borgeres fred og sikkerhed.

Læs resten.

3 Kommentarer »

  1. Får de to tunesere lov at forblive i Danmark, så har den danske regering kapituleret betingelsesløst overfor det danske folks fjender.
    Så er tiden for alvor inde til, at vi får den modstandsbevægelse, vi har haft behov for så længe til at tage affære, når stat og regering svigter.

    falkeøje

    Comment by falkeøje — March 15, 2008 @ 11:40 am
  2. Har de ansvarlige for udlændingeloven af 1983 en dårlig smag i munden? Hver gang de læser om mord, vold og ildspåsættelse burde de skamme sig og tage deres del af ansvaret.

    De er voksne mennesker og de tog fejl. Det burde rette ryggen og åbent erkende deres skyld. Hvordan de kan være så resistente overfor virkeligheden er en gåde. Det grænser til det ubegribelige.

    Comment by Aida — March 15, 2008 @ 1:05 pm
  3. Jeg ved ikke om I også modtog den sms der var i omløb, hvor man appellerede til vikingen i dansken. Sagen er bare, at der er ingen der gør noget…..nogensinde! Bare tænk på hvor meget ballade BZ´erne og de autonome har haft mulighed for at lave de sidste snart 30 år. Er der nogen der har taget sig sammen til at give dem deres velfortjente tæsk? Nix! Ikke én gang er det sket. De borgerlige kan ikke hidses op til noget somhelst. Ikke engang at give venstrefløjen de tørre verbale tæsk de fortjener. De borgerlige er en sørgelig forsamling. Venstrefløjen og indvandrerne kan da i det mindst få røven op af sædet…..

    Comment by Henrik Gøtke — March 17, 2008 @ 11:18 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress