Tøger tåger videre

Kunst og kultur, Multikultur, Pressen, islam — Drokles on March 6, 2008 at 12:39 pm

Fra Politiken

Det klassiske eksempel på, at ytringsfriheden har en grænse, er, at det ikke er tilladt at råbe ’brand’ i et fyldt teater. Den hollandske regering handler i det lys elementært ansvarligt, når den lægger afstand til ekstremismen og opfordrer Wilders til at besinde sig.

Seidenfaden mener at man ikke må råbe brand fordi han tror at teateret er lavet af asbest. Men man må jo godt råbe “Brand!” hvis der er brand og det er jo netop her vi er uenige; er der brand eller ej? Tøger vil ikke se ilden og påpeger at han kan tænke sig mange andre lyskilder og røgen kan stamme fra rygere, hvis man da overhovedet skal betegne enhver form for dår luft for røg. Når man påpeger at det jo syder når vi sprøjter vand på svarer han at man skal lade være med at sprøjte med vand for ikke blot vil det i så fald jo ganske logisk ikke syde, men man undgår tillige vandskade.

Mens Wilders pønser på at gå planken ud, genåbner en dansk kunstudstilling i Berlin under politibeskyttelse. Årsagen: Den rummer et fotografi af islams allerhelligste under overskriften: ’Dum sten’.

MAN KAN roligt sige, at det er retten til at begå tåbeligheder og provokationer i løs vægt, vi i disse tider må forsvare både her og der. Hvornår vores principper manipuleres af stuntmagere og hadefulde ideologer, og hvornår de værner om fri debat og fri kunst, kan være svært at gennemskue.

Derfor skal du lade være at gennemskue hvornår principperne manipuleres kære Tøger. Ytringsfriheden er en præmis til at diskutere vores uenigheder ikke en metode til at fremme en eller anden utopisk ide om det objektivt bedste rigtige. Den har således ikke et formål, men er en ret givet til hver enkelt af os til at forvalte efter egen samvittighed inden for lovens rammer og ingen samvittighed er finere end andres. Hvad der for den ene er et stunt er for den anden dybfølt mening og hvad der for den ene er had til noget er det kærlighed til noget andet. Hader alle da ikke det der truer hvad de elsker?
Men Tøger har afgjort at islam ikke er en trussel, rent objektivt og det kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved, hvorfor al negativ omtale af islam er unødig provokatorisk. Havel sagde engang at man skal følge dem, der søger sandheden, men forlade dem hvis de finder den. Heldigvis siver abonnenterne fra Politiken for Tøger er så sikker i sin sag at han mener at det er at foretrække at regeringer forholder sig aktivistisk til de der måtte være uenige med Tøgers verdensbillede.

7 Kommentarer »

  1. Den med, at man godt må råbe ‘brand!’ i et fyldt teater, hvis der rent faktisk er brand, synes jeg er ramt plet.

    Comment by Cykelsmeden — March 6, 2008 @ 3:41 pm
  2. “Forslaget om at forbyde en bog, fordi man ikke bryder sig om dens indhold, peger tilbage mod Europas mørkeste fortid”, siger Thøger Seidenfaden. Hvad så med forslaget, som han støtter så varmt, om at forbyde en film?

    Comment by Cykelsmeden — March 6, 2008 @ 4:00 pm
  3. Det er interessant at se hvor meget energi en såkaldt kulturradikal mand, Tøger Seidenfaden og Politiken bruger på at forsvare en hellig tekst som f.eks. koranen.

    Comment by Janne — March 6, 2008 @ 5:38 pm
  4. Kan man efterhånden ikke godt kalde Politiken for islams udgave af Vagttårnet?

    Comment by Janne — March 6, 2008 @ 6:08 pm
  5. Det er fuldstændigt rigtigt. Formuleringen hidrører fra en amerikansk højesteretsdom Schenck v. United States afsagt i 1919. Da USA gik ind i første verdenskrig efter tyskernes sænkning af Lucitania var der stor opposition mod landets krigsdeltagelse. For at modvirke denne kampagne vedtog kongressen Espionage Act, som strafbelagde obstruktion af krigsbestræbelserne gennem tilskyndelse til ulydighed i de væbnede styrker og hindring af militærets værgning.
    Justice Holmes udtalte ikke, at det ville være uden for ytringsfriheden at råbe brand i et fyldt teater, men derimod at det ville være uden for den forfatningssikrede ytringsfrihed urigtigt at råbe brand i et teater og derved forårsage panik. Der er således både et krav om, at ytringen skal være beviseligt falsk, og at den skal være objektivt egnet til at fremkalde uro ved sin umiddelbare karakter. Men nu var landet i krig, så selv friheden for sandfærdige ytringer af subversiv kvalitet måtte vige for hensynet til krigsindsatsen. Så selv om Shenck og de andre socialister ifølge Holmes i andre tider kunne være beskyttet, var det noget andet under disse omstændigheder

    “…The most stringent protection of free speech would not protect a man falsely shouting fire in a theater and causing a panic. [...] The question in every
    case is whether the words used are used in such circumstances and are of such a nature as to create a clear and present danger that they will bring about
    the substantive evils that Congress has a right to prevent.” SCHENCK v. U.S. , 249 U.S. 47 (1919)

    På Shenck fulgte flere kendelser, hvor Justice Holmes var i dissent, fordi han ikke mente ytringerne var objektivt egnet til at skade krigsindsatsen, og hans teorier om ytringsfrihedens plads i forfatningen skulle senere efter hans død komme til hæder og ære.

    Shenck blev i praksis omstødt af højesteret selv i 1969 i den skelsættende Brandenburg-dom, der herefter beskytter selv subversive ytringer medmindre disse både sigter på og er objektivt egnede til at fremkalde umiddelbar lovløshed. Men det er vel for meget at forvente at Seidenfaden undersøger de historiske og juridiske omstændigheder, før han misbruger en så grandios frihedsforkæmper som Oliver Wendell Holmes.

    Comment by PerH — March 6, 2008 @ 7:00 pm
  6. I weekendavisen Nr. 10 -17. marts 2008 - SAMFUND kan man på side 2 læse et interwiew med Søren Pind. Der er sagt og skrevet meget uvenligt om den mand, men interviewet afslører, at han har orden i sit begrebsapparat. Mod slutningen rammer han i sjælden grad plet, når han siger: “Det er en konturløs fjende, vi er oppe imod…’. Bæk Simonsen, Rothstein, Metz, og Tøger er nogle af de værste til at sløre konturerne med deres kulturrelativisme her til lands. Men nu har runkedoren, Kjeld Olesen min sandten også meldt sig på banen. Han taler i JP med moderlig omsorg, ømt og beskyttende om sårbare mindretal.
    Søren Pinds konturløse spøgelse rækker fra et Muslimsk Internationale på 1,3 mia. muslimer, som vi var oppe imod i den første Muhamedkrise - til nogle få magtesløse, lokale galninge i Hisb-ut-Tahrir, som ‘kan gå ad helvede til’ i den anden Muhamedkrise.
    Hvor går grænsen? - Hvor sætter vi den? - Hvor sætter de den? Vær sikker på uenighed om det.

    Comment by Emeritus — March 8, 2008 @ 12:31 am
  7. Ytringfrihed er et meget enkelt princip: Lad være med at slaa folk i hovedet for hvad de siger, og lad være med at forbyde bøger og skrifter. Det amerikanske eksempel om manden, der siger “brand” i et teater, er et slags skoleridt, der (mis)bruges til at relativere ytringsfriheden. Thøger S. har ikke opdaget at “Mein Kampf” faktisk er forbudt i Holland, hvilket giver et fortryllende argument for at forbyde koranen. Visse arabiske debattører hævder vestlig dobbeltmoral idet de tror at det er forbudt at benægte Shoah i Danmark, eller forhaane kristendommen. De er ikke interesseret i sandheden, kun deres egen hysteriske krænkelse.

    Comment by Kristoffer Mogensen — March 8, 2008 @ 4:04 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress