Sørlander sætter igen skabet på plads
Kai Sørlander skrev forleden en fremragende kronik i Jyllands-Posten om det tunesere. Sørlander mener at fordi tuneserne havde til hensigt at myrde et menneske for brug af ytringsfriheden er der tale om et angreb på selve vores demokrarti, hvilket gør sagen til et spørgsmål om landets sikkerhed frem for en banal straffesag. At tuneserne er tunesere og ikke danske statsborgere giver mulighed for at ekspedere dem ud af landet uden rettergang. Fordi sagen drejer sig om landets sikkerhed mener Sørlander at politisk valgte ledere, i dette tilfælde integrationsminister Birth Røhn Hornbech, er bedre egnet til at foretage en samlet vurdering end juridiske dommere. Ministre har som folkevalgte et tillidsmandat fra befolkningen som de også står til regnskab for ved hvert valg. Sørlander stiller således i dette tilfælde det demokratiske op som en modsætning til det juridiske.
I dagens 180 Grader er han igen på banen og denne gang uddyber han skellet mellem det demokratiske og det juridiske og leverer et forsvar for statsborgerskabet.
Det grundlæggende spørgsmål er: Hvem skal vi sikkerheds- og retspolitisk give den endelige magt? Skal det være en demokratisk valgt og demokratisk ansvarlig instans, eller skal det være et særligt udvalg af jurister? I et velfungerende demokrati kan der næppe være megen tvivl om svaret. Dér bør den politiske magt være demokratisk funderet; og dér bør de sikkerhedspolitiske skøn ligge i demokratiske organer. Vi har ingen sikkerhed for, at det er ufejlbarligt; men det er en logisk følge af det krav om politisk ligeværdighed, som er demokratiets ideologiske fundament. Desuden er der heller ikke noget andet system, som er sikret større ufejlbarlighed.
Det er denne - demokratiske - konstruktion, som Mchangama ønsker at bryde. Fordi han mener, at udenlandske statsborgere bør have en retssikkerhed, som den elementære demokratiske orden ikke altid kan give dem. Af den grund vil han give en juridisk domstol en myndighed, som bryder med demokratiets grundprincip. Her er der grund til at overveje, om medicinen er farligere end sygdommen. Og måske kan jeg også tillade mig et drillende spørgsmål: Hvis man tror, at hemmelige sikkerhedspolitiske beslutninger hellere bør overlades til juridiske eksperter end til demokratiske politikere, hvorfor så ikke gå skridtet ud? Hvorfor så ikke overlade sådanne beslutninger til rigtige sikkerhedspolitiske eksperter - fx en generalsjunta? Men det spørgsmål stiller jeg som sagt kun for at drille - og så lidt for eftertænksomheden.
(…)
Det er en svaghed i politisk filosofi; for dilemmaet hører grundlæggende den politiske filosofi til. På den baggrund forstår jeg bedre, hvad jeg klagede over i indledningen: Hvorledes det kan være, at Mchangama placerer mig som national-konservativ, blot fordi jeg skelner mellem statsborger og udlænding? For ham er denne skelnen et indicium på nationalisme. Men dermed overser han, at distinktionen hører selve den demokratiske orden til. Den er en uomgængelig forudsætning for den demokratiske beslutningsproces. Borgerne i et demokrati er dem, som af historiske grunde har ret til at deltage i den politiske beslutningsproces. Og som dybest set har lige ret. Det er den ligeværdighed, som man bør forsvare imod Mchangamas angreb.
En anden pointe man har en tendens til at overse er, at dommere er embedsmænd og som sådan en del af det samme system som PET så ved trække dommerne ind i den slags lukkede sager belaster man jo samtidig deres troværdighed i deres daglige arbejde.
1 Kommentar »
RSS feed for comments on this post. TrackBack URI
Hej Drokles.
Jeg tror, du har glemt en end-tag i dette indlæg. Hele bloggen står i kursiv. :-)
God pointe i øvrigt. Jeg kan ikke se hvordan en hemmelig domstol skulle være bedre end, at jurister i både Justitsministeriet og Integrationsministeriet råder deres respektive ministre i sådanne (ekstrem sjældne) sager.