Krarup om udvisningerne

Forbrydelse og straf — Drokles on February 20, 2008 at 9:29 pm

Søren Krarup gennemgår essensen af de administrative udvisninger. Fra Kristeligt Dagblad

Dette er som bekendt situationen i dag, hvor tegneren Kurt Westergaard fra Jyllands-Posten har måttet leve under jorden i tre måneder, fordi tre islamister fra Gellerupplanen i Brabrand har planlagt at myrde ham.

PET, Politiets Efterretningstjeneste, har afsløret mordplanerne og arresteret de potentielle mordere, af hvilke to ikke har dansk statsborgerskab, og i denne situation har regeringen naturligvis besluttet at udvise disse to til deres hjemland, Tunesien. Det er nemlig en regerings opgave at beskytte sine borgere imod mordforsøg.

Men til ingens overraskelse holder Kjeld Holm med morderne – ikke med den arme tegner, som på grund af mordplanerne må leve under jorden – for Kjeld Holm finder ”retssikkerheden” truet. Siger han. Eftersom Kjeld Holm finder det truende for retssikkerheden, at sådanne mordsigtede uden dansk statsborgerskab sendes tilbage til det land, hvor de er statsborgere. De skal for en dommer, siger han sammen med den politiske korrekthed og de herskende medier i dette land.

Det er jo indlysende vrøvl. For det første har udenlandske statsborgere naturligvis ikke danske statsborgeres rettigheder i Danmark, og når de giver sig af med den terrorvirksomhed, der består i at ville myrde en dansk tegner, som har benyttet sig af sin danske ytringsfrihed, så er den danske regering i sin gode ret til at udvise dem administrativt. For det andet kan en efterretningstjeneste naturligvis ikke deltage i en retssag uden at høre op med at være en efterretningstjeneste, idet retssagen vil afsløre dens kilder, strategi og hele arbejde.

Det siger sig selv.

Så sandt, som det er sagt. Endnu bedre er Morten Messerschmidt i 180 Grader

Den sidste uges oplevelser har været noget for sig. Først vaklede integrationsministeren over at udvise to udenlandske statsborgere, der har forsøgt at tage livet af en dansk kunstner. Og mens landets gader blev hærget af vrede muslimer, var landets jurister og politikere mere optagede af, om man nu skulle støtte integrationsministerens geleagtige knæ eller den § 25 i udlændingeloven, som et bredt flertal i Folketinget stod bag, da den i sin nuværende form blev vedtaget i 2002.

Heldigvis har nogle jurist kunnet se igennem den politisk korrekte fernis. Eksempelvis formanden for de danske dommere, Jørgen Lougart, der med befriende klarsyn gjorde det klart, at sager om statens sikkerhed afgøres af regeringen og ikke domstolene. Af ukendte årsager har forvirringen om disse ret enkle principper bredt sig som en steppebrand. At de evige grædekoner på venstrefløjen mere bekymrer sig om terroristernes retssikkerhed end danskernes tryghed, kan ikke overraske. Men at forargelsen har bredt sig selv til liberale kredse, som blandt andre her på 180Grader har beklaget sig over den administrative udvisningspraksis, må grundlæggende vise, at man ikke har forstået den måde, som udlændingeloven fungerer på i et ordentligt samfund.

Alle internationale og folkeretlige principper giver et land adgang til selv at vurdere, hvem man ønsker at have i sit land. Sagen er, at ikke-danske statsborgere efter ganske nøje regler kan udvises, såfremt betingelserne for deres opholdstilladelse falder bort. Det samme gælder reglerne for visum, som også tildeles administrativt - og hvor der næppe er nogen, som vil råbe på domstolsprøvelse, når visumet løber ud. At udvisning kan være en sanktion for straffelovsovertrædelser, er ikke et udtryk for, at udvisningen er undergivet domstolskontrol. Domstolene konstaterer blot i disse sager, at der er begået forbrydelser af en sådan grovhed, at en del af sanktionen skal være udvisning.

Det er der ikke tale om i sagerne om de to tunesere. Her har efterretningsvæsenet vurderet, at de udgjorde en fare for statens sikkerhed. Udvisning er med andre ord ikke en sanktion for en strafferetsovertrædelse, men en konsekvens af, at betingelserne for deres opholdstilladelse er faldet bort. Og det leder os direkte ind i den anden vildfarelse, som har kendetegnet debatten - nemlig spørgsmålet om offentlighed. Administrativ udvisning og offentlighed er to helt adskilte forhold. At de begge i den konkrete situation har fundet anvendelse, understøtter blot, at PETs, integrationsministerens og justitsministerens afgørelse var den rette.

§ 25 gør det klart, at det er hævegrund for en opholdstilladelse, hvis den pågældende udlænding er til fare for statens sikkerhed. § 45b, stk.2 giver hjemmel til, at integrationsministeren kan beslutte, at oplysningerne efter udlændingeloven kan holdes hemmelige. Loven siger altså ikke, at ikke-danskerne skal udvises uden at få klar besked. Nej, den siger, at ikke-danskerne kan udvises administrativt, mens oplysningerne i særlige tilfælde af sikkerhedsmæssige grunde, som går ud over § 25, kan holdes hemmelige. Dette er ikke et brud på retsprincipper - det er en nødvendighed for netop at sikre retssamfundet imod de kræfter, som i stigende grad ønsker at omdanne Vesten til muslimsk overherredømme.

Er manglende domstolskontrol da noget, som helt særegent knytter sig til § 25? Næ, det kendes fra en række felter i dansk ret, at den administrative rekurs er endelig. Tag blot regler om behandling af sager ved Flygtningenævnet (udlændingelovens § 56, stk. 8), som også slår fast, at nævnets afgørelser er endelige. Det er muligt, at de verdensfjerne globaliseringsromantikere, for hvem alle kulturer og alle mennesker er lige gode og lige rare, ikke ser nogen grund til at skelne mellem danske og ikke-danske statsborgere. Det vil blot føre til den endelige kapitulation over for dem, der ønsker vor kultur og samfundsmodel hen, hvor peberet gror.

Det er altid rart at blive klogere.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress