Spørgsmålet om Messerschmidt

Diverse, EU, Morten Messerschmidt, Pressen, venstrefløjen — Drokles on June 4, 2014 at 3:54 pm

EU Parlamentsvalget var som Uriaspostens Kim Møller sagde, Morten Messerschmidt mod ros. Messerschmidt har dygtigt fanget en grundlæggende EU kritik ved blot at fortælle, hvad der foregår ‘dernede’. Det kunne hans EU-begejstrede modstandere ikke, hvis de stadig ville fremstå som fortalere for EU og måtte hensynke i næsten anonymitet ved at holde på de stadigt mere slidte vidtløftigheder og deres udtjente troværdighed. Det eneste alternativ var tåbelige indsigelser mod Morten Messerschmidt, der alle tjente til at gøre Messerschmidt til valgets ubestridte hovedperson.

Margrethe Aukens politiske erfaring svigtede hende ikke og hun indså før nogen andre, at det eneste kapløb der var tilbage at vinde for rosset var at blive EU tilhængernes bedste modstykke til Messerschmidt og hun tidligt indledte med beskyldninger om hans manglende parlaments arbejde. Så betød det mindre for hendes tilhængere at der ikke var fugls føde på den historie og at der hurtigt cirkulerede en Youtube video med en ekstatisk overvældet Margrethe Auken over alt det man kan blande sig i europærernes daglig ved blot et tryk på en knap. Tryk, tryk, tryk… Siden fulgte så hendes Wakey wakey, Messerschmidt kampagne, delvist betalt ulovligt med EU midler, hvis billedsprog ufrivilligt klart markerede, hvem der var konge af valget. Auken og Messerschmidt, Messerschmidt og Auken.

skc3a6rmbillede-2014-06-04-kl-144753

Andre var ikke lige så hurtige og forsøgte for sent og desperat at bryde ud af tapetet med direkte idiotiske angreb på Messerschmidt. Aukens partifælle Anne-Mette Wehmüller mente således det ville give pote at påpege at det udenlandsk klingende Messerschmidt var et suspekt navn for en dansker. Efterfølgende prøvede Wehmüller at undskylde ved at påpege at danskerne er en økonomisk byrde for derpå at afkræve Messerschmidt en forhåndsgaranti for ikke at melde sig under Front Nationals faner. Og imens gjorde den ungpige glade Jeppe Kofoed i flok med diverse eksperter og Jarl Cordua op med ideen om at dele sig efter anskuelse og beskyldte Messerschmidt for at være udenfor indflydelse og lede sine vælgere i bedrag.

Og så var det at socialdemokraterne slog til med en kampagne imod Morten Messerschmidt, der underløb Kofoeds, eksperternes og Corduas påstande om manglende indflydelse thi nu var Messerschmidt politik ikke uden indflydelse, men direkte “skræmmende“. Ved første opringning fra journalister og senere i TV2 News ‘gættede’ Messerschmidt på forhånd alle kampagnens indvendinger og punkterede dem veloplagt. Ja, Messerschmidt var i sandhed skræmmende, omend på en billig baggrund.

skc3a6rmbillede-2014-05-28-kl-113041

Med al denne virak fik jeg på et tidspunkt den tanke at den ellers mere snu Lars Løkke skød sig selv i foden med vilje med sin blandingsøkonomiske vaudeville blot for at aflede medieopmærksomheden fra Messerschmidt. Taking one for the team, som det vist hedder. Men det virkede ikke, folket stemte Messerschmidt til en historisk sejr og blæste forbi Nyrups tidligere rekord ind i EUs rene stuer.

Efterfølgende var det på TV2 News tid til undersøgelse af valgstyrt med Venstremanden Bertel Haarder, Socialdemokraten Emilie Thurunen og politisk kommentator Søs Marie Seerup. Her diskuterede man hvorledes det dog kunne gå så galt og Seerups analyse var at modstanderne selv havde svigtet

Han har fået lov til at danse sig igennem denne her valgkamp uden rigtig at blive bidt i haserne. Det var et super fint angreb Helle Thorning Schmid, statsministeren, kom med for to dage siden, det kom jo bare alt, alt, alt for sent. Hvis man ligesom ville have haft fat i Morten Messerschmidt, så skulle man have udnyttet at han træder ind på en hjemlig national scene, hvor man faktisk kan møde partilederne. Altså så skulle Lars Løkke Rasmussen og helle Thorning schmidt og Margrethe Vestager, så skulle de være gået i clinch med ham fordi med al respekt for spidskandidater til Europa Parlamentets valget så er de ikke nær så skarpe og nær så tunge som partiledere er herhjemme. Så at han får lov til at sejle igennem på den her måde og bare ride ind på en bølge af succes, hvor vi alle sammen gang på gang konkluderer at han kommunikerer skarpt det er da bare en fantastisk optur.

Hvorfor EP kandidaterne er ikke skarpe, med mindre de altså er Morten Messerschmidt, der er så skarp at kun partilederne kan udfordre ham, er en præmis, der ikke udfordres. Hvad siger det i virkeligheden om de EU begejstrede partiers syn på Danmarks indflydelse i EU Parlamentet når de så selvfølgeligt ikke sender de skarpeste og tungeste? Ej heller udfordres de desperate drømme at tro at partilederne ville kunne andet end at krone Morten Messerschmidt som en politisk gigant, hvis hans EP-kandidatur blev en sag for regeringstoppen; både den der er og den der kommer. Hvis Thorning med sit talepapir var gået direkte op imod Messerschmidt ville hun have fordoblet hans stemmeandel.

Jeg vil ikke citere eller genfortælle, hvad Bertel Haarder havde at sige i repsekt for den gamle mand. Emilie Turunen var ikke helt enig i Seerups analyse, men af nogle helt forkerte grunde. Hun mente at hendes parti havde gjort mere end nogen for at stoppe Messerschmidts succes, som altså skulle stoppes

Fordi det er faktisk første gang at både andre partier, det er så spidskandidaterne primært, men andre partier er gået til ham på det niveau de har og det har været lidt hårdt, men det tror jeg også har været nødvendigt. Mit eget parti har indrykket annoncer på hans position på løndumping for at vise, hvad er det egentlig han stemmer, så er der sammenhæng mellem det han siger og det han gør. Det synes jeg ikke der er og det vil vi gerne fortælle danskerne. Og det er nyt og han sagde selv det var den værste negative kampagne der var i Danmarkshistorien. Det var en måde at parere det på uden at forholde sig til substansen selvfølgelig. Så jeg synes faktisk vi har prøvet, men det er rigtigt, det er kommet sent så det falder tilbage på nogle af os, der har siddet sammen med ham de sidste fem år og troet at man kunne tie ham ihjel fordi han skulle bare have haft konkurrence fra dag ét - også på top niveau.

Sosserne traf det valg at negative kampagner er bedre end den hidtidige taktik med at tie modstanderne ihjel. Det handler jo om en forventningsafstemning, Messerschmidt gik endnu mere frem fra et i forvejen imponerende resultat. Men uanset om man fortrækker at udelukke sine modstandere fra debat eller blot at svine dem til så er den eneste konstant for EU glade partier ikke EU, men Messerschmidt. Og her taler erfaringen sit eget sprog: Den hidtidige taktik med at forklare hvad projektet går ud på er faldet tilbage på tilhængerne og derfor er nok bedst blot at tie det ihjel.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress