Curlingbarnet Pernille Skipper

Diverse — Drokles on May 4, 2014 at 10:24 am

Bent Vinn Nielsen spørger i Information om hvad der driver dem, som Carsten Jensen kaldte en skimlet sekt af kældermennesker

Hvad får egentlig voksne mænd til, sådan hen på aftenen og i svedige nattetimer, mens resten af familien sover, at sætte sig til computeren for, som regel ganske anonymt, at svine andre mennesker til? Alt fra politikere, debattører, kunstnere, alle der ytrer sig offentligt, får et ordentligt fur, den ene efter den anden. De får at vide, at de er ubegavede, medfødt, korrupte, grimme og dumme, fordrukne, røde svin og degenererede aber. Det sker en sjælden gang, at det er en skuffet venstreorienteret, der synes det går for langsomt med revolutionen, der tager til orde på den måde, men internettets mulighed for anonymt at overbelorte folk er nu alt overvejende en idræt for de muntre folk på højre flanke.

For en måneds tid siden cirkulerede der f.eks. et billede på nettet af en nøgen Johanne Schmidt-Nielsen. Det var fake, enhver idiot kunne se, at hoved og krop ikke passede sammen, men der har alligevel siddet en nossetrillende psykopat og snedkereret det sammen ved nattetide. Til umiddelbar broadcast fra Fars Kontor hjemme i villaen på Friheds Allé i Halvhjerne City. Hvorfor mon? Man kunne måske forstå det, hvis det var en forsømt pubertetsdreng, der udfoldede sig på den måde, men sandheden er nok desværre, at det udmærket kan være en af dagligdagens pæne og normale borgere, en brugsuddeler fra Jylland eller en civilingeniør fra Sydsjælland. En af den slags om hvem man siger at »han virkede helt normal« i en tv-dokumentar om massemordere og børneskændere. Det må være mørket og nattetemperaturen, der frigør psykopaten fra den ellers så velfungerende samfundsborger.

Det er nu ikke så svært at svare på. Disse ellers så velfungerende samfundsborger skriver deres meninger fordi de har dem og de skriver karskt fordi de er indignerede på det samfunds  - eller tør man sige lands? Eller nations endda? - vegne, som de kerer sig for. De er altså blot velfungerende samfundsborgere med engagement. Så spørgsmålet er snarere hvorfor de lufter deres meninger i dølgsmål?

Informations fordømmelser skræmmer næppe livet af nogen brugsuddeler eller civilingeniør, hvilket, får vi klædeligt at vide, er “et røvkedeligt liv” hvor de “kun kender sand ophidselse fra de ensomme nattetimer ved computeren, hvor de skånselsløst skampuler sproget“. Den slags kedelige liv har selvfølgelig også brugt deres barndom på skånselsløst at mobbe den typiske informationslæser, der nu har et anderledes spændende liv som adfærdspsykolog (Ih, hvad mon man skal læse ud af de linier?).

En form for svar på, hvad der driver disse hadspredere ud i anonymitet kan man læse i Djøfbladet i en artikel om Enhedslistens Pernille Skipper og hendes anderledes spiselige samfundsengagement

En anden årsag var en engageret samfundsfaglærer i gymnasiet. Faktisk var den unge Skipper en kort overgang medlem af Venstres Ungdom – et gratis tre måneders medlemskab, hvor hun aldrig blev aktiv, bagatelliserer hun selv. Men måske var der mere liberalt blod i årerne end som så – sådan husker samfundsfaglærer Bjarne Lang det i hvert fald.

“Hun lignede på mange punkter mange af de andre og kom med klassiske liberale holdninger, som mange har med sig fra deres forældre,” fortæller han og husker hende som en skarp og empatisk elev, som havde “et overskud uden lige”.

Tidligt engagerede hun sig i både elevrådet og i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, og efterhånden fik hun mere politisk pondus, og så bevægede hun sig langsomt mod venstre, husker Bjarne Lang.

“Hun ville gerne udfordres, og på et tidspunkt diskuterede vi, hvor vi stod politisk, og jeg fortalte, at jeg selv lå på venstrefløjen. Hun var langt fra enig. For sjov sagde jeg:

“Når jeg er færdig med dig, stemmer du på Enhedslisten.”

(…)

Pernille Skipper husker i dag sin lærer som en, der støttede hende i hendes politiske engagement.

“Mens andre gik til håndbold, gik jeg til politik, og det bakkede han mig rigtig meget op i. Han sagde direkte, at man lærer lige så meget af at gå ud og deltage i samfundslivet og være politisk aktiv, som man gør ved at sidde foran et kateder. Det betød noget, at skolen ikke bare syntes, jeg var irriterende, når jeg stillede mig op som elevrådsformand og brokkede mig på vegne af eleverne, eller når jeg havde fravær i timerne. Der var en, der opfordrede mig til at fortsætte. Det, tror jeg, har betydning, når man er i teenageårene og skal finde sine egne ben.”

Det er selvfølgelig meget at tilskrive en gymnasielærer Skippers rødmen. Den første årsag til Skippers engagement kom sig ifølge artiklen af skolens svigt af en pige med narkolepsi, der blev “straffet” med at skulle gå til eksamen i fuldt pensum, frem for at blive hjulpet. Folkeskolen var altså ikke rød nok. Skipper selv blev jo ikke ligefrem blevet straffet for sin indignation over ’systemets indretning’. Samfundslærerens begejstring for den begavede og kønne pige med det store overskud kammede helt over i aktiv politisk støtte. Når det kom til stykket var systemet ikke så interesseret i hvem der kan holde sig vågne, som det er interesseret i at støtte det rette engagement.

Så måske lurede de små kedelige og psykopatiske brugsuddelere og civilingeniøre allerede i barndommen, at det røde parnas havde pakket kortene i venstrefløjens små dengsers farvør. At hele systemet faktisk beredte vejen for disse ideologiske curlingbørn, ved at indrette et samfund der honorerede eftersnakkere med interessante pludrejob. Måske forstod de allerede da, at deres eneste chance for at vinde blot en enkelt gang, hvor meninger skaber succes var på forhånd at give disse små bastioner af overskudsfordeling et lag tæsk.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress