Vejen Til Damaskus; anmeldelse

Diverse — Drokles on February 5, 2008 at 7:05 am

Kim Møllers bog Vejen til Damaskus er en af de vigtigste publikationer i lang tid og lægger sig i den forstand op ad Geoffrey Cains Ondskabens Ikon, der påviste en grundlæggende mobbekultur hos det anstændige borgerskab, som de ikke vil erkende. Vejen Til Damaskus påviser et nyligt akademisk skift i islamforskningen fra en essensialisme med udgangspunkt i kilderne til en relativisme der er formålsbestemt personoficeret ved islamforskeren Jørgen Bæk Simonsen.

De to bøger Vejen Til Damaskus og Ondskabens Ikon deler på sin vis skæbne. Deres grundlæggende budskaber/pointer er vigtige, kontroversielle og uden at forklejne dem i grunden ganske banale. At noget vigtigt og banalt kan være kontroversielt er en skræmmende advarsel om en tingenes forfærdelige tilstand, kun uddybet ved at det akademiske miljø i begge bøgers tilfælde ikke har kunnet anerkende dem efter fortjeneste. I Cains tilfælde var der tale om en direkte fornægtelse samt en fortielse i det meste af pressen. For Møllers vedkommende måtte specialet, som bogen bygger på, lide den tort at blive beskyldt for politiseren og derfor en middelmådig karakter, trods fraværet af faglige indvendinge. Begge bøger er udkommet på undseelige forlag og ikke på de store mastodonter.

Begge bøger rammer ned i meningsherskende borgerskabs opfattelse af sig selv som værende naturlig arvtager af den rette sammenhæng, den rigtige moral og den gode tone. Cain påviste hykleriet hos de herskende repræsentanter for offentlig moral når de talte om menneskesyn og den gode tone og samtidig uden skrupler greb til dæmonisering, karaktermord og systematisk mobning gennem tilsvining. Cains helt store force i hans velresearchede bog var påvisningen af nogle psykologiske mekanismer og deres stærke forbindelse i deres kulturelle udtryk til nogle historiske fortilfælde som de pæne borgere netop ønskede at distancere sig fra.

Selv om Cains bog blev - ja man kan godt sige - fortiet, har den alligevel haft stor betydning for debatten da den har hjulpet mange til at sætte sprog på kritikken af den herskende politiske moral, eller om man så må sige moralens overtagelse af det politiske, som Danmark har ligget under for de sidste 30 år. Det er min opfattelse af Cains bog (selvfølgelig i samklang med mere gundstige politiske vinde) har lirket døren lidt på klem for Møllers bog der allerede er mere omtalt. Møllers bog kan vel vise sig at blive det afgørende slag mod relativismes greb om det akademiske miljø, da den vil danne reference til den grundlæggende kritik af relativismen.
Helle Merethe Brix, Lars Hedegaard og Torben Hansens bog I Krigens Hus er ligeledes en god og vigtig bog, der heller ikke har fået den anerkendelse der tilkommer den, men den falder i denne henseende lidt udenfor, da den i al væsentlighed og trods sin store aktualitet og vigtighed ligger i forlængelse af en også på det tidspunkt igangværende europæisk tendens og at den i sit væsen er polimiserende. Cains og Møllers bøger er stringente beskrivelser af rent danske (mis)forhold som hverken borgerskabet, pressen, det akademiske miljø og de store forlag ønsker at være ved endsige evner at håndtere.

Den åbenlyse styrke ved Møllers bog er dens præcise beskrivelse af et paradigmeskift i dansk islamforskning, der burde sende chockbølger gennem de akademiske miljøer. Problemet som Møller udpeger er ikke kun et isoleret tilfælde og selv om relativismen har mangfoldige udtryk på de forskellige fakulteker er der en generel tendens.

Det var videnskabshistorikeren Thomas Kuhn der definerede paradigme som en grundlæggende verdensbillede, som der var koncensus blandt forskere om. Når den koncensus blev udfordret af for mange uforklarlige fænomener (anomalier) opstod der en krise for paradigmet der, hvis den ikke blev overvundet af en undtagelsesforklaring gjorde behovet for et nyt paradigme nødvendig.

I fysikkens verden handler det om studiet af det objektive og koncensus er derfor lettere at opnå, men indenfor andre studier er objektiviteten sværere af definere og konsensus kan dele sig i konkurerende paradigmer. Her bliver koncensus i høj grad overtaget af sociale processer der er afgjort af allehånde faktorer politiske, personlige osv, alt hvad der vedrører almindelige mennesker, som forskere trods alt er. Vigtigt er også at jo mindre et studiefelt er jo større betydning får den enkelte forskers personlighed på miljøet. Og her er Møllers bog enestående.

Kapitel for kapitel demonstreres de tidligere islamforskeres (Buhl, Østrup og Pedersen) tilgang som holdes op imod Simonsens der fremtræder som et modbillede. Hvor de førnævnte på godt og ondt er børn af deres tid fremstår Simonsen ikke overraskende som barn af en ideologi. Dermed er han antitesen til forskning og det akademiske drama bliver til en ren gyser.

Det drejer sig om mere end paradigmers hævdelse af deres egen rigtighed overfor hinanden, nemlig om der overhovedet er tale om videnskab og derfor rent svindel. Og fordi forskning er en social foreteelse er der også en svindler, Jørgen Bæk Simonsen. Her ligger den største udfordring for Møller, at holde sig fri for sensationalisme og personlig forfølgelse, men det lykkes overmåde godt.
Kim Møllers bog er nemlig tør og saglig, hvilket kun giver dens konklusioner ekstra vægt og han demonstrer en imponerende indsigt i sine kilder idet han ikke bare beskriver Simonsens forvandling fra forsker til løgner (mine ord!) men også de tidligere islamforskeres individuelle videnskabelige udvikling og sætter det ind i en historisk kontekst, hvilket betyder at man tillige får en fremragende opsumering af ‘hvad islam er‘ fortalt af cremen af den danske ekspertise. Møller fortæller historie på mange planer.
Men Møller bliver det til trods aldrig tung at læse for heldigvis er Møllers humor ligeså tør som hans behandling af det sprængfarlige emne, som demonstreret her i første afsnit af indledningen

I 1894 tog det Professor Johannes Østrup 60 dage på hesteryg at vende hjem fra et studieophold i bl.a. Syrien. I dag mere end 100 år senere kan professor Jørgen Bæk Simonsen flyve hjem fra Det Danske Institut i Damaskus (Syrien) på under 12 timer. Hvor den zoologiske have i Berlin i starten af 1900-tallet udstillede afrikanske negre i en ‘Afdeling med Fremvisning af den islamistiske Gudsdyrkelse’, så har de fleste danske universiteter i dag indrettet bederum.

Præcist, underspillet og meget stærkt. Stærkt er det også når Møller lakonisk lader Jørgen bæk Simonsen udtrykke sine egne pointer (min formodning, men det kan være at jeg projicerer), skønt Simonsen mener det modsatte

“Islam er i begyndelsen af 2000-tallet lige så levende og dynamisk, som islam altid har været.”

Her er jo svaret til Bernard Lewis der med sin bog spugte hvad der gik galt med islam: Det var galt fra starten!

At Møller ser paradigmeskiftet som mere end et akademisk kurionsum udtrykkes bedst på vanlig og diskret Møllervis når han for eksempel omtaler Franz Buhls konklusioner om Muhammeds massakre på mellem 600 og 900 jøder i Medina, der samtidig fremstår som essensen af denne bogs betydning

Buhls sympatiserer klart med jøderne, og hvor han i en konkret strid betegner Muhammeds fysiske sejr som “uvidenhedens triumf“, så viser jøderne nederlag mere overordnet “et tragikomisk Billede af, hvor afmægtig Sandheden er overfor indgroede Forestillinger og stærke Samfundstrømninger.”

Intet mindre og derfor er denne bog også vigtig. Uvidenheden dør ikke bare ud af sig selv, men skal bekæmpes konstant og uden skånsel. Og det er hvad Vejen Til Damaskus er, et opgør med uvidenheden. Kim Møllers bog er et afgørende tegn på at relativisterne er i defensiven. Det er nu dem der står med et forklaringsproblem. Kan man tale om et islam ja eller nej? Relativisterne skal ikke have held til at gentage “uvidenhedens triumf” ved at gøre relativismen til en “indgroet forstilling i samfundet” og Kim Møller har med Vejen Til Damakus leveret et referenceværk

4 Kommentarer »

  1. [...] Monokultur     se også Geoffrey Cain: Tonen 1  , Tonen II og Torben Hansen: “Gensyn med ondskabens ikon“ [...]

  2. [...] Monokultur se ogsÃ¥ Geoffrey Cain: Tonen 1 , Tonen II og Torben Hansen: “Gensyn med ondskabens ikon“ [...]

  3. [...] Monokultur se ogsÃ¥ Geoffrey Cain: Tonen 1 , Tonen II og Torben Hansen: “Gensyn med ondskabens ikon“ [...]

  4. [...] Monokultur, se ogsÃ¥ Geoffrey Cain: Tonen 1 , Tonen II og Torben Hansen: “Gensyn med ondskabens ikon“ [...]

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress