Bjørn Lomborg beskriver i National Post den stadige modstand mod genmodificerede afgrøder trods deres påviselige og dundrende succes for den fattigste del af verden

Too often, we let emotion crowd out the facts of a news story. We base our opinions on the most attention-generating headlines, and deeply held convictions are shaped by only a few highly publicized stories. Recently, I was at a major New England university discussing the state of the world when we touched on nutrition. I made the point that the Green Revolution from the 1970s was a technological solution which has reaped huge benefits for both mankind and the environment.

First a bit of history: Spearheaded by Norman Borlaug, the Green Revolution found ways to make the yield of staple crops much higher, so we could grow much more food on the same agricultural land. The Green Revolution made food cheaper, and allowed countries like India to shift from imminent starvation to surplus food production. Higher yields also reaped environmental benefits, as there was less need to cut down forests and intrude on nature. For his work, Borlaug earned the nickname “The Man Who Saved a Billion Lives” and was awarded with the Nobel Peace Prize.

And yet, at this discussion, a college professor remarked that is was debatable whether the Green Revolution had been an overall good for India, since “there are so many suicides.”

I The Libetarian Republic angriber Devaid Gerale ligeledes modstanderne af GMO

Golden rice, a genetically engineered rice which is rich in beta carotene, was developed to help curb vitamin A deficiency in the third world, and has been shown as effective as beta carotene in oil at providing vitamin A. If policy or activism regarding genetically modified foods were to be based on the anti-science fear-mongering of people like Bill Nye, it would hinder efforts to stave off the ailments caused by micronutrient deficiency in the third world.

According to statistics compiled by UNICEF, this includes 1-2 million deaths annually of children 1-4 years old that could be averted by improved vitamin A nutritive.

Greenpeace activists have vandalized testing sites for this potentially life saving genetically modified rice.  Tons of genetically modified beets have been torched. Greenpeace has also broken into a CSIRO experimental farm in Australia to destroy genetically modified wheat, and anti-GMO activists in Hawaii cut down genetically modified papaya trees during debates about whether or not they would be banned in the state.

This is the same Greenpeace, by the way, which cites the broad and overwhelming scientific consensus that exists on the subject of climate change in support of their environmentalist views.  Science, it seems, only matters when the conclusion is agreeable.

Men Jerale er ingen Lomborg. “Science denial is not exclusive to right wing fundamentalists” hedder hans overskrift og han spørger derfor om venstrefløjens videnskabsbenægtelse i virkeligheden er værre end højrefløjens? Som præmis slås det naturligvis fast at “critics like Chris Mooney were quick to point out, correctly, that science denial is predominantly right-wing” og Gerale eksemplificerer

“Fox News has been criticized for [“false balance,”] because their coverage of climate science greatly over-represents those who disagree with anthropogenic global warming theory while there is a strong consensus among climate scientists that the theory is correct.  As it happens, there is a similarly strong scientific consensus on the safety of genetically modified foods, but Laci conveniently ignores it for the sake of manufactured controversy– and she’s not alone.

Videnskab er for mange en lille ny gud som man føler sig forpligtet til at besværge. Der er dem der er for eller imod guden og det indbefatter ikke blot accepten af gudens status, men af den rette lære. Og ingen er højere i afgørelsen af den rette lære end de ældste, vogternes råd, kleresiet. Og når man ikke er stærk i troen og ikke er stærk i skriften udskammer man derfor de vantro og kætterne i autoritetens navn. For hvis man virkeligt troede, hvis man virkeligt kendte skriften så ville man ikke henvise til det om ikke blasfemiske så uvidenskabelige ord ‘konsensus’ når man afgjorde, hvad der er videnskab, hvad der er ikke er videnskab og hvad der direkte er benægtelse.

For Jerale og mange med ham er videnskab ikke en proces, en stringent metode, til at kvalificere, kvantificere og teoretisere, men blot et samfund af repræsentanter, nemlig videnskabsmændene flest og prominentest. Et noget så uvidenskabeligt ord som konsensus, der betyder en overenskomst, en forhandlet enighed, som eksempelvis Samarbejdspolitikken, forveksles derfor med en ‘videnskabelig sandhed’. Og når konsensus samler sig om en teori så bliver denne teori derfor til selve videnskaben. At betvivle en teori som mange er tilslutter sig er at benægte videnskaben - at forsværge guden.

Forskellen på klimadebatten og GMO debatten er forskellen på hvor konsensus placerer sig mellem empiri og teori. For både GMO og klimadebatten rejser der sig nogle naturlige og forståelige bekymringer for, hvad der kan ske når vi så direkte manipulerer med henholdsvis ‘livets byggesten’ og atmosfærens kemiske sammensætning. Men afgørelsen om hvad der er videnskabeligt afgøres af data kontra teori. Hvis vi skal tro Lomborg og Gerale peger alle undersøgelser på at man endnu ikke har fundet negative konsekvenser af GMO og det underminerer kritikernes frygt. For klimavidenskaben er der ligeledes ingen undersøgelser der peger på at mennesket har eller er ved at ændre klimaet bemærkelsesværdigt. Temperaturen er ikke steget de seneste 17 år og den temperaturstigning vi har haft fra 70′erne til 1998 har været nærmest tro kopier af temperaturstigningerne 1860-1880 og 1910-1940, begge anerkendt som uden menneskelig indflydelse og alle tre tilsammen med en 30-årig periode mellem sig. Alligevel samler konsensus sig i tilfældet imod de videnskabeligt indsamlede data og holder fast i angsten for fremtiden genereret af selvskabte computerspådomme.

Flertal er ikke bevis og teori er ikke sandhed. Et hvilket som helst samfund, også det af videnskabsmænd, er sårbart overfor menneskets fejlbarlighed. Der er således tyrkisk konsensus om at benægte det armenske folkedrab. Det gør det ikke sandt.