Kultur er afgørende

Historie, Multikultur, Postmodernisme — Drokles on January 20, 2008 at 9:59 am

God kronik i Politiken af alle steder

De nordiske landes bedrifter er forbløffende:

– De ligger alle i den bedste kategori for politiske rettigheder og borgernes frihedsrettigheder ifølge menneskeretsorganisationen Freedom House.

– Norge er nr. 1, Island nr. 2, Sverige nr. 5, Finland nr. 11 og Danmark nr. 15 på FN’s indeks over menneskelig udvikling for 2006. Dette indeks udarbejdes på grundlag af uddannelse, forventet levealder og indkomst per indbygger.

– Danmark har den mest ligelige indkomstfordeling i verden ifølge FN-data fra 2006. Sverige, Norge og Finland ligger lige i hælene på Danmark.

– Danmark, Sverige og Norge kommer ind på første-, anden- og tredjepladsen i verden, når det handler om tillid. Det kan konstateres, når man ser på, hvor stor en procentdel der svarer ’ja’ på World Values Surveys spørgsmål: »Kan man have tillid til de fleste personer?«.

– Finland, Island og New Zealand ligger på en delt førsteplads som de mindst korrupte lande i 2006 ifølge korruptionsindekset fra Transparency International. De bliver tæt fulgt af Danmark, Singapore, Sverige, Schweiz og Norge.

– Det amerikanske institut for økonomisk forskning udsendte i 1998 en rapport om god statsledelse. I rapporten kom Norge på tredjepladsen (New Zealand var nr. 1, Schweiz nr. 2). Island var nr. 6, Finland nr. 8 og Sverige nr. 9.

– World Economic Forum har i 2007 udsendt en liste over de mest konkurrencedygtige lande. Danmark ligger på tredjepladsen (efter USA og Schweiz), Sverige er nr. 4 og Finland nr. 6.

– Ved en opstilling af lande efter antal videnskabelige artikler per milliard dollar bruttonationalprodukt blev Sverige nr. 2, Finland nr. 4, Danmark nr. 5 og Island nr. 11 (Israel indtog førstepladsen).

– Databasen ’Happiness in Nations’ udsendte for nylig en liste over, hvor folk er mest lykkelige. Den viser, at Danmark er det lykkeligste land i verden, og Island, Finland, Sverige og Norge ligger også højt på listen.

Hvad er forklaringen på de nordiske landes enestående bedrifter?

(…)

Geografisk beliggenhed, råstofforekomster, befolkningsstørrelse og homogenitet kan alle være relevante faktorer for de nordiske landes succes, men de forklarer langtfra alt. Den vigtigste drivkraft bag den nordiske udvikling er en kultur – værdier, overbevisninger og holdninger – der fremmer demokrati, social retfærdighed og kreativitet.

JEG VIL GERNE lige forklare, hvordan jeg nåede frem til konklusionen, at kultur betyder noget (’Culture Matters’ var også titlen på en bog fra 2000, som jeg redigerede sammen med Samuel Huntington). Fra 1962 til 1982 var jeg ansat ved det amerikanske agentur for international udvikling, USAID. I de 20 år var jeg leder af USAID’s missioner i fire latinamerikanske lande og Haiti. Mange af mine kolleger var unge idealistiske demokrater som jeg selv, og ligesom dem indledte jeg min karriere med den naive og arrogante holdning, at Latinamerikas problemer med at konsolidere demokratiske institutioner, skabe velstand og sikre social retfærdighed alle var konsekvenser af USA’s svigt.

Jeg var tilknyttet arbejdet med Den Dominikanske Republik under og efter revolutionen i 1965, og her begyndte jeg at mærke nogle grundlæggende forskelle på de måder amerikanere og latinamerikanere betragter verden, deres samfund og deres chancer for et bedre liv på. Mine senere erfaringer fra Guatemala, Haiti og Nicaragua understøttede min opfattelse af, at forskellige kulturelle værdier, holdninger og overbevisninger spiller en afgørende og generelt overset rolle, som kan forklare, hvorfor nogle samfund er mere succesrige end andre.

(…) 

Den nordiske succes’ rødder stikker dybt. Mellem år 700 og 1200 påvirkede vikingerne/normannerne Europas historie i meget høj grad helt til Sicilien i syd, som de dominerede mellem det 11. og det 13. århundrede, England i vest (Vilhelm Erobreren var af normannisk æt) og Rusland i øst (slaverne kaldte de svenske vikinger ’rus’, som er roden til navnet Rusland). Det nordiske demokratis rødder går måske helt tilbage til det 9. århundrede, hvor man etablerede ’alting’, som var et rådgivende organ, der fungerede på flere niveauer i samfundet.

Men den vigtigste enkeltstående faktor i den nordiske succeshistorie er reformationen, som udløste overgangen fra katolicisme til lutheransk protestantisme i hele Norden ved udgangen af det 16. århundrede.

CMRP’s analyse af 117 lande afslører, at protestantiske lande indfører demokratiske institutioner langt tidligere end katolske lande, at protestantiske lande tit er mere velstående end katolske, at man har langt større tillid til hinanden i protestantiske lande end i katolske, og at protestantiske lande som regel er væsentlig mindre korrupte end katolske.

Den mexicanske nobelpristager i litteratur Octavio Paz har givet en rammende beskrivelse af de to amerikanske kontinenter: »Det ene, engelsktalende, er datter af den tradition, der har grundlagt den moderne verden: reformationen med de sociale og politiske konsekvenser, demokrati og kapitalisme. Det andet, spansk- og portugisisktalende, er datter af det universelle katolske monarki og modreformationen«.

Blanck og Pettersson fremhæver tre vigtige faktorer fra den lutheranske protestantisme, som varer ved, selv om Norden i dag er overvejende verdsligt. For det første det lutherske fokus på at kunne læse og skrive, så de troende selv kan læse Bibelen. For det andet den protestantiske etik og dens forbindelse med kapitalistisk økonomisk vækst, som gav Max Weber titlen til den skelsættende bog ’Den protestantiske etik og kapitalismens ånd’. For det tredje den lutheranske protestantismes stærke identifikation med det nationale samfund: »Gennem den sande lutheransk-ortodokse tro og gennem lydighed mod det teokratiske monarki blev det svenske folk bundet sammen i ét samfund, som forenede rigets undersåtter i én sjæl«, som Nils Ekedahl skriver i sin bog ’Det svenska Israel: myt och retorik i Haquin Spegels predikokonst’.

I sådan et samfund er den gyldne regel om at behandle andre, som man selv vil behandles, ikke blot et utopisk ønske, men en praktisk levemåde, som danner grundlaget for social retfærdighed. Når man kombinerer den gyldne regel med den protestantiske etiks fokus på ærlighed, hårdt arbejde og sparsommelighed får man et stærkt fundament for fremskridt, som stort set deles af de angloprotestantiske lande – Storbritannien, USA, Canada, Australien og New Zealand – som kommer ind på andenpladsen efter de nordiske verdensmestre.

(…)

Multikulturalisme bygger på et svagt grundlag, nemlig kulturel relativisme, som er forestillingen om, at ingen kultur er bedre eller værre end andre, blot anderledes. Men multikulturalisme har en overvældende mængde beviser imod sig, hvilket jeg håber, denne Kronik gør klart.

Omkostningerne ved multikulturalisme – i form af splid, klassesammenstød og dalende tillid – vil sandsynligvis være enorme i det lange løb. Ikke alle kulturer er lige, når det handler om at skabe fremskridt, og der er ingen, der kan konkurrere med den nordiske kultur på det område.

Hvad angår indvandrere, bør de nordiske lande – og alle øvrige veludviklede demokratier – fremme deres integration i den nationale kultur i stedet for at vælge en mytisk, utopisk multikulturalisme. Og de bør sørge for, at de nordiske dyder, der har bragt dem så langt, ikke sygner hen på grund af efterladenhed og forsømmelse.

Eller hvorfor Krarup er så garvet. Jeg ville ønske at jeg kunne acceptere Jesus Kristus som min frelser, men jeg må henslæbe en tilværelse og takke mit for at der er tilstrækkeligt mange af mine landsmænd der har kunnet dette. Og så at jeg er dansk, for det er ikke uden grund at man her valgte reformationen frem for modreformationen, men det må vente til jeg er ædru.

4 Kommentarer »

  1. I sandhed interessant at det bringes i Politiken. Snaphanen påpegede også det tragikomiske i, at venstrefløjen påstår at landets fremtid skal hentes i netop de lande der scorer lavest. Personligt tror jeg denne meget enkle slutning - altså at multikulturen er meningsløs og skadelig for Danmark i det lange løb - ligger så utroligt langt væk fra Politikens læsere. Indser de multikulturens destruktive virkning, vil reaktionen nok snarere være fornægtelse. Desværre

    Comment by EAM — January 20, 2008 @ 1:10 pm
  2. En fornægtegelse som deres børn, børnebørn og disses efterkommere, vil komme til at betale dyrt for.

    Men heller ikke tanker på dette vil kunne formå disse mennesker til på det handlingsmæssige plan at ændre adfærd.

    Hvad vil så kunne medvirke til en ændring ?

    ” Vil du hverken hører eller se må du mærke.”

    Selvom det ikke lyder rart er det måske den eneste måde folk vil ændre sig på : gennem egen-erfaringer!

    Trist for os alle sammen - men jeg håber ikke der går mange år før disse egen-erfaringer høstes bredt .

    De nulevende generationer har en moralsk forpligtigelse til at rydde op i konsekvenserne af deres egne dumheder, herunder forsøget på at gøre Danmark til et eksperimentarium for multikulturalisme.

    Comment by Vivi Andersen — January 20, 2008 @ 2:07 pm
  3. Jeg tror at vi bevæger os ind i en tid hvor holdningen vender. Jeg kan ikke se andet end at Europa går mod stadig destabilitet på grund af islam og at efterhånden som mord, vold, terror, overfald, muslimer, islam og frygt altid er at finde i de samme historier at det bliver mere og mere normalt at sætte ord på det egentlige problem, islam. og i takt med det vil man også miste sin berøringsangst for at sige det mens der er muslimer til stede og men vil efterhånden stille deres tro til større og større regnskab for samfundets ulykker. Det efterlader dem med to valg. Enten at forlade islam eller trække sig længere ind i religionen.

    Men det kræver at vi tør blive ved med at præge den offentlige debat og det sprog man bruger når islams væsen viser sig. Det kræver at vi med tiltro til at vi ikke bliver pariaer kan affærdige halalhippierne og de anstændige i deres rablen og friskt sige: Det er islam der er problemet, din forbandede hykler! Det er muslimer hver gang der er problemer din forbandede idiot og du skal ikke ødelægge samfundet for mine børn med din idioti! Din er en forbannet nar og din tid er forbi!

    Eller noget i den retning.

    Comment by Drokles — January 21, 2008 @ 6:58 am
  4. [...] Monokultur: Kultur er afgørende, 20. januar 2008 [...]

    Pingback by Lawrence E. Harrison om nordisk kultur — March 9, 2008 @ 12:00 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress