Bent Jensen sparker døren ind!

En Holocaust overlever sagde engang at han havde lært en ting: At når nogen siger de vil slå een ihjel, så skal man tro dem. Der er ligeledes ikke noget nyt i venstrefløjens dans med landsforrædderiet, vi har vist det hele tiden, de har udbasuneret deres foragt for Danmark, Danmarks evne til at forsvare sig, det fri menneske, historien, mens de har hyldet totalitarismen, ægget det ondsindede fremmede, plæderet for undergangen, løjet og fordrejet. Og vi er nogle der har troet deres ord hele vejen. Men for de der kræver syn for sagn foreligger nu Bent Jensens Ulve, Får og Vogtere, et resultat af hans og hans forskeres arbejde for Center for Koldkrigsforskning. Lars Hedegaard skriver i Dispatch International

Politiske partier, enkeltpersoner og medier, der mener at have noget i klemme og er bange for, hvad Bent Jensen dog kunne finde på, har fået deres værste frygt bekræftet. Ikke fordi hans afhandling bærer præg af ildsprudende skældsord, udokumenterede personangreb eller frit opfundne konspirationsteorier. Men fordi hans værk er præcis det modsatte: En kildebaseret og nøgtern historiebog, der påviser, hvem der var ulve (gik fjendens ærinde) og hvem der var får (led af en utilgivelig naivitet) i de årtier efter 2. Verdenskrig, da Danmarks frihed stod på spil.

Vogterne var først og fremmest de utrættelige i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og i Politiets Efterretningstjeneste (PET), der år efter år prøvede at råbe skiftende regeringer op med advarsler om, at truslen fra Sovjetunionen skulle tages alvorligt, fordi herrerne i Kreml både havde den militære styrke og den fornødne hensigt til, når chancen bød sig, at rende landet over ende.

Bent Jensen holder sig tæt til kilderne. Ikke bare de danske og vestlige, som han har fået adgang til, men også de sovjetiske, som han i modsætning til de fleste, der har angrebet ham, kan læse. Hvor kildegrundlaget er for tyndt til at tillade nogen konklusion, skriver han det. Hvor der er usikkerhed, lader han usikkerheden komme frem – sådan som en nøjeregnende historiker bør gøre. Det betyder, at enhver, der vil bruge nogle år på at læse det materiale, som Bent Jensen og hans medarbejdere har gennemtygget, kan gøre det og drage deres egne slutninger, for der er overalt omhyggeligt redegjort for, hvad værket bygger på.

Adskillige steder finder man i stedet for en kildeangivelse et hammer og segl, som betyder, at der findes en kilde, som Center for Koldkrigsforskning har fået forbud mod at bruge, fordi PET eller Statsministeriet (de står for det store flertal af afslag), hævder, at det ville antaste statens sikkerhed eller stride mod hensynet til fremmede magter.

Det forekommer ufrivilligt komisk. For det første er der tale om kilder, som Bent Jensen og hans medarbejdere har læst – ellers ville de jo ikke vide, at de fandtes. For det andet er den eneste ”fremmede magt”, der kan komme på tale, USSR, som ikke har eksisteret de seneste 23 år, og som derfor heller ikke kan true statens sikkerhed. Så det må være noget andet, bureaukraterne er bange for. Ser man efter, hvor de mange hamre og segl forekommer, springer en anden forklaring i øjnene: Folkene i de fine kontorer har ud fra en politisk vurdering villet beskytte særligt begunstigede politikere, embedsmænd, journalister og andre mod afsløring.

Claes Kastholm er i Berlingske Tidende begejstret for “den meget grundige gennemgang af Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske deroute” og den “detaljerede dokumentation af journalistikken i dagbladet Information i 1970erne og 1980erne, hvor den gamle modstandsavis og NATO-tilhænger lod sig misbruge til at manipulere med fakta og bringe artikel efter artikel med sovjetisk desinformation, er chokerende læsning.

Hvis vi efter Den Kolde Krig havde fået et retsopgør som efter den tyske besættelse, ville ikke så få af de mest dominerende meningsdannere være kommet godt op at stege. Ét er, at man rent politisk går ind for et andet samfundssystem end det pluralistiske demokrati. Det er ens grundlovssikrede ret.

Noget andet er, hvis man modarbejder det sikkerheds- og alliancesystem, som et demokratisk flertal har vedtaget, ved undergravende virksomhed eller hjælp til den modpart, som sikkerheds- og alliancesystemet skal beskytte os imod. Så udøver man landsskadelig virksomhed. Så klar er sagen, og så klar har den været hele tiden lige fra 1946, da Den Kolde Krig tog sin begyndelse, og frem til 1991, da den sluttede med Sovjetsystemets sammenbrud og de østeuropæiske befolkningers befrielse af sig selv.

(…)

Først med Bent Jensen og hans forskergruppes arbejde har vi fået den omfattende, tilbundsgående beskrivelse, analyse og vurdering af Danmark under Den Kolde Krig. »Ulve, får og vogtere« er historievidenskab på et helt andet plan end DIIS-udredningen. Kildematerialet er langt, langt mere omfattende. Russiske kilder, som DIIS tilsyneladende slet ikke kender, indgår i undersøgelsen. Det samme gælder arkiver fra mange lande. Overalt dokumenteres der på solideste vis. Præmisser for vurderinger lægges hele tiden frem. Der tages forbehold, når kildematerialet ikke kan bære længere. Videnskabeligt set er det et dybt tilfredsstillende værk. Som al ordentlig videnskab søger det sandheden uden hensyn til interesser. Der føres direkte tale. Når det er muligt, bliver man konkret. Man skjuler intet. Dette er værket om Den Kolde Krig.

Politikens chefredaktør Bo Lidegaard slår anførselstegn om Jensens ‘nye’ russiske kilder og finder at bogen bærer præg af Jensens “idiosynkrasier“. Med en postuleret indsigt skriver Lidegaard at “med få undtagelser havde de danske revolutionære det mest i munden, og langt de fleste ville hellere fyre den fede end marchere i takt“. Lidegaard er ikke som Kastholm, begejstret over ‘klare sager’ og lancerer en historiefaglig kritik af Jensen og et forsvar for DIIS-udredningen

Problemet opstår, når meningsmennesket Jensen ifører sig historikerens ham og bruger stort og småt fra kildernes uendelighed til at føre sandhedsbevis for, at de, der mente noget andet end ham selv, ikke bare tog fejl, men var moralsk anløbne, dybest set landsforrædere og medskyldige i kommunismens forbrydelser.

Det er ikke kun voldtægt af kilder og historisk metode – det er også et forsøg på videnskabeliggørelse af politiske standpunkter, som minder mere om netop de totalitære regimer, Bent Jensen vender sig mod, end om en åben debat, hvor begge parter anerkender modpartens legitime ret til uenigheden.

På den måde bliver Bent Jensen sin egen værste fjende, når han polemiserer mod alt og alle – og ofte på et løsagtigt grundlag. Når Jensen for eksempel angriber DIIS for at mene, at Moskva ikke ville have interveneret i Polen, selv om folkebevægelsen Solidaritet havde overtaget magten i landet allerede i 1981 (bd. 1, s. 52), er der tale om en forvanskning af, hvad DIIS-rapporten faktisk siger om disse forhold.

Slår man efter, viser det sig, at DIIS påpeger, at Sovjetunionen forsøgte at få den daværende polske regering til selv at kvæle oprøret og ingen appetit havde på at iværksætte en invasion i Polen. Det er vel dokumenteret, og DIIS slår udtrykkeligt fast, at man heller ikke internt i Moskva havde gjort op med sig selv, hvad man ville gøre, hvis det ikke lykkedes (bd. 3, s. 26). Altså præcis det modsatte af, hvad Bent Jensen videregiver.

Lidegaard mener at selv om “der er bid i Bent Jensens anklager mod en venstrefløj, der kom alt for langt ud“, så svækkes Jensens faglige troværdighed af hans polemiske pointer.

Information er langt fra begejstrede over Jensens eksistens og minder som det første om at Ulve, Får og Vogtere “…er resultatet af en folketingsbevilling” (som også undersøgelsen af erhvervslivet under den tyske besættelse, som Folketinget på initiativ af Enhedslisten satte i værk under Nyrup-regeringen i 1990´erne) og ansporer en indignation over at Jensens medarbejdere kun “nævnes i forordet for at have »ydet store og væsentlige bidrag«” i forordet, hvor ud af “15 afsnit begynder de otte med ’Jeg’“. Men det er selvfølgelig ikke det eneste der er fælt ved Jensen

Bakker man som Bent Jensen op om den vestlige oprustning som forsvar for frihedsværdier og som legitim strategi for at knække de socialistiske regimer, må man i logisk forlængelse heraf betragte og behandle fortalerne for nedrustning som politiske modstandere, der, alene ved at opfordre til forhandlinger, gik fjendens ærinde: »Fredsbevægelserne gjorde […] hvad de kunne for at hjælpe høgene i Kreml« (s. 66). Herfra er der jo ikke langt til landsskadelig virksomhed, og konklusionen ligger lige for: Da gennembruddet i nedrustningsforhandlingerne endelig kom i 1987, »trak Moskva tæppet væk under fødderne på fredsbevægelsen« (s. 686). Udsagnet giver kun mening, hvis man betragter fredsbevægelsen som et kommunistisk levn fra tiden før Gorbatjov. Kunne det tænkes, at fredsbevægelsen havde opnået, hvad den ville? Eller i det mindste så dét ske, som den havde arbejdet for?

Forfatteren nægter simpelthen at tage det fænomen alvorligt, som var den drivende kraft bag 1980’ernes uafhængige fredsbevægelse, som vægrede sig ved at sværge troskab til nogen af de to parter i konflikten. Heri ligger fremstillingens store svaghed. Bortset fra det lille – men velorganiserede – DKP betragtede venstrefløjen og fredsbevægelsen nemlig hverken USSR eller USA som hovedmodstander. For dem var det våbenkapløbet i sig selv, der udgjorde den dødelige trussel.

Pudsige selvmodsigelser

Den sovjetkritiske venstrefløj kæmpede en brav kamp mod DKP’s overtagelsesforsøg i faglige og græsrodsorganisationer, og at dømme ud fra de til tider meget heftige opgør på venstrefløjen i 1970’erne og 1980’erne kan man undertiden få det indtryk, at DKP og ikke den borgerlige lejr var SF’s og VS’ hovedfjende. Antikommunismen var velbegrundet, og den var ikke forbeholdt højrefløjen.

Men hos Bent Jensen finder vi ingen seriøs diskussion af alternative tolkningsmuligheder, og hans bog gør intet reelt forsøg på at forstå Den Kolde Krig som en geopolitisk konflikt mellem to konkurrerende politisk-økonomiske systemer, der hver især opererede med militære strategier over for modparten, defensive såvel som offensive, og som hver især på forskellig vis søgte at påvirke meningsdannelsen i Vesteuropa.

Det er nu snarere Information, der stadig ikke forstår kvalitetsforskellen i Den Kolde Krigs konkurrerende politisk-økonomiske systemer og derfor heller ikke essensen af den geopolitiske konflikt. Men Information har faktisk lært noget af sit gode navn

Diskussionen fortsætter, og i den forbindelse kunne man virkelig ønske sig, at myndighederne lettede vilkårene for denne vigtige kamp om fortolkningen af vores nære fortid: Adgangen til det relevante materiale kunne utvivlsomt udvides betragteligt, også uden at det skadede »Rigets forhold til fremmede magter«, som standardbegrundelsen hedder, når der gives afslag på arkivadgang.

Og det er her Information, Politiken, Mogens Lykketoft, Jørgen Dragsdahl, Lasse Budtz, Ritt Bjerregaard, Kjeld Olesen, Anker Jørgensen, Svend Auken og resten af spielverderberne vil tabe. “Modsat sine utallige fjender har Bent Jensen konsekvent valgt at slås for sandheden og bekæmpe løgnen“, skriver Svend Ove Gade i Jyllands-Posten. Og Jensen er ikke den sidste forsker der dykker i arkiverne, flere vil følge, hans udlægning vil udbygges, flere spørgsmål vil rejses og Lidegaards skønmaleri vil skalle af. Som  Lars Hedegaard pointerer

Ulve, får og vogtere er en triumf for historieforskningen. Uden at sige det, hævder den historieforskningens suverænitet over for indtrængere, der forlanger, at den skal tage politiske hensyn, vise underdanighed over for den herskende ”moral” og det som alle rettænkende er enige om.

Ethvert historisk værk, der er blevet stående, udmærker sig ved at have holdt fast ved historieforskningens unikke domæne – efter bedste evne at skildre hvad der et sket uden hensyntagen til de tæer, der bliver trådt på. Alt andet er skønskriveri og propaganda.

Og hvis man, som denne anmelder, er en ganske almindelig borger, skal man ikke lade sig afskrække de mange kilo, som de to bøger vejer, og som kan forårsage en diskusprolaps, hvis man ikke er i træning. Enhver kan læse dem, for sproget er ligetil. Man kunne godt have undværet et par udtjente udtryk (”en grimasse der kan passe”, ”et vink med en vognstang”), men stort set er sproget udsagnskraftigt, frisk og vejrbestandigt.

Der må også gå en ros til den ukendte billedredaktør. Sjældent har man set magen til indlevelse i teksten og sjældent har man set billeder, der i den grad sætter den i perspektiv.

Bent Jensens værk vil blive underkendt og lagt for had af den herskende klasse – alle dem der har noget i klemme.

Men det vil blive stående som en klassiker i dansk historieskrivning.

Lasse Jensen spurgte for nogle måneder siden pikeret over at skulle stå til regnskab i Informationnæste år fejrer vi 25-året for Murens fald. Er det ikke snart på tide, at vi kommer videre?“. Nej, et opgør med landsskadelig virksomhed skal gennemstås i sin helhed. Det er en evindelig proces i kampen for at bevare friheden. Bent Jensen har sparket døren ind for kommende historikere og journalister, der vil afdække hvorledes mennesker i betroede hverv og på centrale poster svigter danskerne og undergraver deres frihed. Og systemets forsøg på cover-up ved destruktion af dokumenter lægger kun tyngde til Jensens værk.

Ulve, Får og Vogtere kan meget vel blive startskuddet til en normalisering af at afdække landsforrædderiets anatomi. Landsforræddere som Corfitz Ulfeldt, stikkerne og hippoerne og, hvis man er så tilskyndet, samarbejdspolitikerne hører fortidens lukkede kapitler til, forevigt lagt ned i afsluttede kapitler, under vilkår der ikke mere er gældende. Men med Den Kold Krigs forrædere er det også nutid. De mennesker, som så frit prægede åndslivet, politikken, jorunalistikken, hele den offentlig fortælling lever for manges vedkommende endnu, nogle stadigt aktive. Men mere vigtigt så lever deres ideologiske arvtagere i bedste velgående og er lige så aktive, skønt de ikke har et Sovjetunionen at sælge ud til. Til gengæld har de islam.

For ja, der er et klart person og ideologi sammenfald mellem de der undergravede Danmark under den kolde krig, solgte oplysninger, relativerede, løj og fordrejede til fordel for en fjendtlig magt til de, som sælger Danmark til multikulturalismens voldelige brudzoner. De der taler lyver om og relativerer islam, der hele tiden vil give efter for dets krav. De er på en gang de samme som og arvtagerne efter Den Kolde Krigs forrædere. Som de var det under besættelsen. Med Landsforræderi kommer vi altså aldrig videre, det er ikke et afsluttet kapitel.

2 Kommentarer »

  1. Jeg rejser en del for tiden i Udkants-sovjet, dvs. Kasakhstan, Turkmenistan mv. Hver og en af de lokale russere, hviderussere, ukrainere, som stadig er i disse lande, er ‘rester’ fra det årelange røde Holocaust mod egen befolkning, som Lenin startede og som toppede med Stalin.

    Disse millioner (og atter millioner flere) bærer hver deres historie om forfædre, der kom i vejen for det kommunistiske diktatur og blev udryddet og familie-rester spredt tilfældigt rundt - og de heldige overlevende endte i udkantområder af sovjetstaten.

    Man kan på dagens danske venstrefløj stadig høre ekkoet af denne kommunistiske ondskab, som i omfang og grusomhed langt oversteg Hitlers 12 år ved magten. De har intet lært, men står klar med deres ureformerte foragt, had og trang til voldelighed. De forekommer klar til at gentage fortidens totalitære ondskab, dersom de fik magt/anledning til det. Besynderlig tankesæt, besynderlig ignorance over for millioner af deres ideologis ofre.

    Nej, forrædderi mod land og folk er ikke et afsluttet kapitel. Tværtimod. Der var jo ingen arbejdsløse!

    Comment by traveler — February 27, 2014 @ 11:57 am
  2. PtCzlP cqiubbxpcljc, [url=http://rmswzmohugmj.com/]rmswzmohugmj[/url], [link=http://fugtepxktdvf.com/]fugtepxktdvf[/link], http://xzomqewvwzui.com/

    Comment by dudrjqjkto — May 5, 2014 @ 7:18 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress