Besynderlig beskrivelse af Saudiarabien

islam — Drokles on January 6, 2008 at 4:18 pm

Jeg ved ikke om denne kronik fra Politiken er ufatteligt naiv, ironisk eller et klodset forsøg på at beskrive virkelighedens islam for Politikens læsere. Hvad skal man mene om denne indledning?

Jeg har boet i Riyadh i Saudi-Arabien i fem måneder fra april til september 2007. Mine fordomme om muslimer blev manet til jorden.

Jeg erfarede, at i dette land, med en diktatorisk konge, hvis styreform vi må og skal tage afstand fra, lever venlige mennesker, der på intet tidspunkt viste afstandtagen eller fjendtlighed over for mig. På intet tidspunkt blev jeg bedt om at rejse hjem – selv om jeg dagligt optrådte med blottet ansigt og uden tørklæde.

Fem gange i døgnet kalder muezzinerne til bøn fra samtlige minareter i Riyadh. Første gang ved halvfemtiden – det kommer an på, hvornår solen står op – og sidste gang ved halvnitiden om aftenen. De øvrige ’kaldetider’ er ca. kl. 12, kl. 16 og kl. 18.

I begyndelsen af vores ophold blev vi ganske irriterede over at blive vækket af larmen fra de seks omkringliggende moskeer – de startede altid lidt forskudt – men efterhånden vænnede vi os til det og lærte, at livet i Saudi-Arabien er styret af bønnerne – af Allah – for han er den styrende faktor her.

Vi lærte at leve efter den dagsorden, som bønnen stiller. »Hvad er klokken? Kan vi nå at handle inden næste bøn eller skal vi vente?

Vi kan også køre ind til mall’en (indkøbscenter) under bønnen, og så passer det med, at vi er dér, når butikkerne åbner igen«. En dag ’gemte’ vi os i Debenhams (det engelske stormagasin) under bønnen. Vi sad bare på en bænk, men nej, en sikkerhedsvagt kom og bad os forlade butikken. Han undskyldte sig med, at forretningen kunne få Muttawa (det religiøse politi) på nakken.

På en gang en hyldest og en nedsabling og sådan fortsætter den i ujævn stil med skiftevis at hylde de hjertevarme mennesker, der bor i dette lukkede diktatur og svælger i gensidig grusomhed.

Men man tør heller ikke forsøge at flygte fra regningen – vi skulle nødig være ham/hende, der får hugget hånden af næste fredag på ’Chop-Chop’ Square. Det sker hver eneste uge – ofte flere gange om ugen – at mænd bliver halshugget, får højre hånd hugget af eller bliver stenet på den offentlige plads i den gamle bydel af Riyadh – i daglig tale kaldet ’Chop-Chop’ Square.

Myndighederne i Saudi-Arabien påstår, at det er af profylaktiske grunde, man gør det – meget mærkeligt, at der bliver ved med at være arbejde til bødlen!

På selv samme plads holder familier picnic om eftermiddagen, børn spiller fodbold og skyder på mål – dvs. et område afgrænset af to sko eller to vandflasker – eller de løber på løbehjul og rulleskøjter. Ja, det kunne såmænd være en scene fra Fælledparken i København, men vi er i hjertet af det land i verden, der fortolker islam på en ultrakonservativ måde, som er foreskrevet i Saudi-Arabiens officielle udgave af islam, Wahhabi-islam. 

Og mennesker er frie i deres trældom

Vi har opholdt os i et land, hvor kontrasterne mødes hvert sekund og overalt. Sort /hvidt – mænd/kvinder – arabisk/amerikansk. I gadebilledet vrimler det med sortklædte kvinder og børn i grupper på to til otte – en saudisk kvinde færdes aldrig alene. Hun kan risikere at blive opfattet som en ’billig/villig’ kvinde (jvf. den i medierne meget omtalte sag om den voldtagne kvinde i Saudi-Arabien).

Kvinder og børn har et vældigt socialt liv – dvs. at kvinderne fra flere generationer danner et vertikalt netværk for hinanden – det er her, man opdrages, hér man skaber sin identitet som kvinde. Det skal dog tilføjes, at unge piger/kvinder fra velhavende familier færdes i venindegrupper i Almamlaka – en shopping mall i Kingdom Tower – indkøbscentret over alle indkøbscentre.

Her udlever de et ungdomsliv som i Vesten sammen med veninder uden for familiens kontrol. Mobiltelefonerne bipper konstant – sms’erne tikker ind hvert minut – man kan kun gætte, at de sms’er med venner af modsatte køn.

Jaså

Man møder også meget ofte familier i bybilledet. Typisk for en saudisk familie går den ’hvide’ mand forrest efterfulgt af en eller flere ’sorte’ kvinder – den saudiske lov tillader, at én mand kan have op til fire koner – og bagest kommer så en asiatisk barnepige med børnene.

Temmelig ofte er børnene meget tykke, meget uopdragne og for pigernes vedkommende meget yndige i tøjet. Lige til de bliver kønsmodne – så ’fanges’ de i den sorte heldragt. Denne klædedragt skal forhindre fremmede mænd i at se en anden mands kvinde eller blive fristet af hende.

Den saudiske kvinde må ikke tale med fremmede eller kigge en fremmed mand i øjnene. Derfor ser man også, at det er manden, der betaler for varerne, når der handles, for det er kun mænd, der arbejder i forretningerne. Altså mænd fra andre arabiske lande end Saudi-Arabien. 

Endelig lidt konsistens

En anden amerikansk livsstil, saudierne har taget til sig, er fastfoodkulturen. Så godt som alle de store amerikanske madkæder ligger side om side med kinesiske grill og falafel-restauranter. Men så ophører al sammenligning! I Riyadh er alle spisesteder delt op i to afdelinger.

Én kun for mænd og én for kvinder og familier dvs. børn og mænd ifl. med kvinder. Der er også to separate køer ved fastfood- restauranterne, adskilt af en skærm. I familiesektionen, hvor vi kvinder skal gå ind, er der båse med tykke gardiner – i disse båse gemmer man sig så, når man spiser, og jeg vil tro, at arabiske kvinder herinde tager burkaen af, mens de spiser.

Tjenerne – som naturligvis er mænd – nøjes med at række armen ind bag gardinet, eller kvindens mandlige ledsager kommer ud af båsen og tager imod maden. På enkelte restauranter er der udendørs servering – som regel er det for varmt at sidde ude – men denne afdeling er kun for mænd.

Rent temperaturmæssigt er det også mere behageligt at sidde indenfor – aircondition holder temperaturen nede på 20 grader – tåleligt for de tildækkede kvinder. Ja, det er et meget mærkeligt samfund – og jeg undrer mig stadig over – hvordan kvinderne kan leve under disse forhold. Men ifølge kvinderne ønsker de selv at være tildækkede, hvilket fremgår af forskellig litteratur, jeg har læst. Klædedragterne – såvel mænds som kvinders – bygger på kulturelle traditioner og ikke på islam.

Men

Vi har ikke fortrudt, at vi tog af sted. Vi boede dejligt i en moderne compound – en velbevogtet ghetto for vesterlændinge og enkelte familier fra andre arabiske lande – med fri adgang til mange sportsfaciliteter – i et internationalt minisamfund med lejlighed til at skabe kontakter til en masse nye mennesker – i et land, hvor solen skinner de fleste dage, og hvor det er behageligt at være trods temperaturer på op mod 50 grader.

Vi kvinder var ikke låst inde i vores compound – vi kunne frit planlægge en tur ’ud i samfundet’. Vi skulle blot bestille en limousine – bebyggelsens egen taxa – eller vi kunne tage en shuttlebus til en af byens malls. To gange dagligt var der kørsel til og fra et indkøbscenter.

Eller vi kunne vente på, at vores mænd kom hjem og hentede os.

Og

Vi har lært, at en saudisk familie udadtil lever på samme måde som en dansk – at kvinderne virker glade og accepterer deres liv i en for os forfærdelig klædedragt – vi har lært, at ikke alle beder fem gange om dagen; livet fortsætter på gader og i indkøbscentre, selv om der bliver kaldt til bøn, og forretningerne lukker.

Skizofren?

6 Kommentarer »

  1. Tja, selv i KZ-lejre var der jo systemer af belønning og straf. Så man kunne faktisk godt have en “god dag” i en KZ-lejr. Og der blev skabt kunst. Og man kunne have venner og blive forelsket, og tænke positivt, og lave kunst på et stykke pap man havde fundet.

    Så mennesket har jo en forbløffende overlevelsesevne. - Selv om kliniske depressioner nu er et udbredt fænomen blandt indespærrede kvinder.

    - Og i øvrigt: Hvorfor er der 4-5 narkomaner (heroin-) i den “islamiske” republik Iran, når nu samfundet er indrettet efter alle islamiske forskrifter.

    ***********

    Mht. kronikken, så tror jeg nu i øvrigt, at den alligevel vil være mest “negativ” for muslimsk propaganda - selv om politiken-læsere jo har et nærmest ubegrænset talent for dumhed, naivitet og følelses-porno.

    Comment by Profeten 2.0 — January 6, 2008 @ 6:27 pm
  2. Herregud. Vi taler om et muslimsk land, og kronikøren kan jo altså ikke gå lige på og hårdt. Det ville Politikens svindende læserskare slet ikke kunne holde til. Derfor er kronikøren nødt til at pakke krittiken ind i den politisk korrekte debattone, som Politiken er så berygtet/berømt for.

    Comment by JensH — January 6, 2008 @ 7:19 pm
  3. Det er jo bare som en turist der fortæller om sin fantastiske rejse, om hvor fremmedartet der var, og så krydret med lidt gys for det elsker tilhørerne. Hun reflekterer slet ikke over det hun har oplevet. Jeg tror naiv må være den rigtige betegnelse.

    Comment by Mallebrok — January 6, 2008 @ 7:27 pm
  4. Der må være tale om en kronikørs ynkelige forsøg på at gøre sig interessant i stil med: “se, jeg har været en tur i Saudi Arabien og nu skal jeg fortælle jer, at de bare er nogle helt almindelige mennesker lige som os; deres sjove skikke med torve-chop-chop og burka-mode er i virkeligheden blot en utroligt charmerende lokal kolorit, for jeg har med egne øjne set, at pigerne alligevel bruger moderne makeup inde bag sløret og sender SMS’er…”

    Hver gang man tror grænsen for naiv idioti er nået bliver man alligevel overrasket.

    Comment by monse — January 6, 2008 @ 11:51 pm
  5. Nej, hvor herligt!!!
    Vi kan næsten ikke vente på, det bliver vores tur, til at indrette os SÅ islavisk, undskyld, SÅ islamisk korrekt.
    Det eneste jeg kan kan se, der er godt, det vejret.
    Men jeg er heller ikke en naiv Politikken-læser.

    Comment by li — January 7, 2008 @ 1:57 am
  6. Efter lang tids eftertænksomhed, tror jeg hun er skizofren. Måske ikke da hun rejste, men efter at have opholdt sig der et stykke tid. Måske har Politiken sakset lidt hist og her.
    Men enig! Kroniken er “syg.”

    Comment by kurt rosenstrøm — January 19, 2008 @ 11:05 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress