Fortidens synder

Forbrydelse og straf, venstrefløjen — Drokles on January 5, 2008 at 9:25 am

Der er heldigvis ved at rejse sig et krav om at undersøge hvorfor Blekingegadebanden ikke blev stoppet. Fra Jyllands-postens leder

 Det foreligger nu dokumenteret, at kriminalpolitiets jagt på forbryderne både aktivt og passivt blev vanskeliggjort af Politiets Efterretningstjeneste og muligvis af højtstående personer i det politiske system.

Et af de centrale mysterier er, hvorfor man lod en biltyv slippe med en bøde for et forfalsket kørekort, når han faktisk blev antruffet på fersk gerning i besiddelse af yderst professionelt udstyr, og kriminalpolitiet satte ham i forbindelse med større kriminalitet.

Et andet er, hvorfor to palæstinensere, der blev anholdt i Paris med seks mio. kr., som formentlig stammede fra et røveri i Danmark, aldrig blev begæret udleveret, selv om kriminalpolitiet ønskede det.

Mistanken er, at danske myndigheder bare ikke ville have palæstinensiske terrorister i et dansk fængsel.

Lederen er også stærkt pikeret over at ingen af bandens medlemmer blev dømt for mordet på den unge politimand i forbindelse med Postmagergaderøveriet. En pointe Søren Krarup i Berlingske Tidende udtrykker bedre.

Der går jo en politimorder rundt iblandt os. Han ved naturligvis selv, hvem det er. Hans medarbejdere i forbrydelsen ved det også. Men fordi de koldt og kynisk nægtede at udtale sig under retssagen, og fordi dansk lov ikke tillader en kollektiv dom for mord, undgik politimorderen sin straf.

Men han går omkring iblandt os …

Fhv. kriminalinspektør Jørn Moos, der efterforskede og opklarede sagen, er af gode grunde også rystet over forholdet. I sin bog »Betjenten« skriver han: »Det piner mig den dag i dag, at vi aldrig kunne bevise, hvem der skød den blot 22 år gamle Jesper Egtved Hansen. For jeg har en klar mening om, hvilket medlem af banden der løsnede de dræbende skud. Af juridiske grunde vil jeg aldrig kunne sige dette offentligt, men alt vores efterforskningsmateriale, enhver sund fornuft og min erfaring som politimand peger på én bestemt person«.

Og så citerer Jørn Moos Blekingegadebandeforbryderen Niels Jørgensen, som i bogen »Blekingegade 2, 1.th.« først forsvarer forbrydernes skud som berettiget selvforsvar og derefter siger: »Vi dækkede os, så godt vi kunne i retssagen. Når det meste af Danmark ikke har gjort en skid for at ændre det skæve verdensbillede, skal jeg – som nu ofrer flere år af mit liv – så lægge mig åbent frem og tage fem år mere?«

Hvad mon Niels Jørgensen mente med det sidste, spørger Jørn Moos, og vi andre må spørge om det samme. Der går en politimorder omkring iblandt os. Der synes ikke at være tvivl om, hvem han er. Der er mange, som ved det og kan udpege ham. Men på grund af den hårdnakkede kynisme og forbrydermentalitet, som herskede i Blekingegadebanden, har morderen aldrig fået sin straf for at dræbe en 22 årig politimand.

Og nu bliver han og de andre halvvejs heroiseret i Øvig Knudsens bøger.

Naturligvis skulle Folketinget i anledning af dette forhold åbne mulighed for kollektiv straf. Loven bør ikke kunne være til forbrydernes gavn. En politimorder bør ikke kunne gå fri, fordi de andre forbrydere nægter at sige hans navn.

Og der harceleres over venstrefløjen hykleri, der er værd at læse.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress