Det grædende barn og million træet

Diverse, Historie, Politik, Socialistis Folkeparti, venstrefløjen, Økonomi og finans — Drokles on January 30, 2014 at 7:01 pm

Et grådkvalt barn kommer ud fra SF’s gruppeværelse og bedyrer at hun nu alligevel stemmer for det forlig som hun kort forinden ikke havde kunnet stemme for af samvittighedsgrunde. Hun har efter en god dialog, helt uden trusler og våben, nu erkendt nødvendigheden af magtens udøvelse. Ved siden af hende står en benhård tolk, en af de tolke, som altid ledsager udenlandsk presse der besøger et regime, eller sådan en lignede Vigsø Bagge i hvert fald, og sikrer sig at det grædende pigebarn ikke udtaler sig uheldigt. Bagge havde via sin egen besværede samvittighed selv truet sig til en magtfuld post ved regeringsdannelsen. Men man finder jo ikke et smuthul i karrierestigen bare for at lade alle andre følge med, så her blev der smækket en skalle.

Det stakkels barn vandt dengang sympati helt ind i ellers hårde venstrehjerter på grund af pressens ufølsomhed og ikke mange tænkte over SF’s logiske magtdemonstration. Hun ville så gerne blive i partiet for det var der hun hørte hjemme også selv om partiet nu førte en politik, der var hende inderligt imod. Hun udtrykte den ulykke SF’ere føler over omkostningerne ved at have magt og skulle træffe valg, både til og fra. En ulykke over den af Corydon gang på gang påtvungne erkendelse af at man i en begrænset økonomi ikke at kan dele ubegrænset ud. Men hun udtrykte også SFs barnlige opfattelse af virkeligheden. Hvad havde hun og andre SF’ere ellers tænkt sig da de i første omgang gik i regering med Vestagers skattelettelsesparti? Vidste de ikke at man ikke kan være med i alt og være imod hvad som helst?

TV2-News havde nogle måneder forinden fulgt et andet barn, daværende skatteminister Thor Möger, rundt på en almindelig arbejdsdag. I ministerbilen var der lige netop en oase i travlheden til at ministeren kunne betro seerne at en ministerpost så tidligt i hans lille liv var et stort skridt i hans videre karriere. Og trods arbejdspresset nød han hvert øjeblik. Men, og det var vigtigt, mens han var i ministeriet ville han da selvfølgelig prøve at “gøre en forskel”. Ja, hvorfor ikke, mens man nu alligevel er her?

Thor Mögers politiske karriere lå kort efter i ruiner, skønt Sohn, lukker af partier, havde udset ham som indpisker. Uden erfaring, mandat og den deraf affødte tillid i SF’s gruppe skulle han gennemføre den voldsomme kursændring fra SFs politik til, hvad der endte med at blive kaldt den nødvendige politik. Ungdommeligt overmod havde forståeligt fået ham, som også resten af Børne Banden, til at takke ja til denne uriaspost forblændet af en enestående mulighed for at være centrum for historiens gang. Hvad der var mindre forståeligt var de voksne og erfarne politikeres valg af et ungt ubeskrevet blad. Man havde i opposition bildt sig selv ind at alt var muligt, gavnlig, ønskeligt og ikke tænkt videre.

Så stor var glæden ved magten af man bed hovedet af al skam og vendte sin økonomiske tænkning helt på hovedet. Thor Möger brugte sine embedsmænd til at afvise selveste Mogens Lykketofts indvendinger imod skattereformen og fremturede i kor med de borgerlige at lavere skat på arbejde giver mere vækst og mere vækst kommer de mindre priviligerede til gavn i det lange løb. Og Möger kaldte det endda “en nyhed i dansk skattepolitik” at føre en “skattepolitik, som har hårdtarbejdende lønmodtagere med lave indkomster i centrum“. Så for SF var vækst nu ikke længere et onde, som har grænser i en begrænset verden, men et gode. Ja, endda en forudsætning for velfærd. Og det var de arbejdende, de priviligerede, de besiddende, der skulle have økonomisk frihed som ad åre vil dryppe ned på sultens slavehær.

Helt surrealistisk blev det da man kunne læse i Jyllands-Posten at Socialistisk Folkeparti ligefrem altid har anset deres sociale indignation, som en klods om benet. Det skete da Özlem Cekic tabte det store Carina slag til ‘kuglestøderen’ Joachim Brøchner Olsen,  for “…ifølge en kilde tæt på regeringen kom katastrofen belejligt

“Vi fik pludselig et argument, et symbol, som er meget stærkere end noget vi selv kunne have fundet på. I dag ved alle, hvem Carina er. Alle ved, at der skal være en forskel mellem de lavest lønnede og dem på overførselsindkomst,” siger kilden.

(…)

En kilde i SFs ledelse fortæller til Jyllands-Posten, at Carina såede et kim til skattereformen.

“Det gik op for os, at vi kunne bruge debatten til at få fokus på de lavtlønnede pædagoger og dem, der sæter varer på hylderne i Fakta. Det er dér, surdejen til rugbrødsreformen bliver slået op,” siger kilden i SFs ledelse.

Sådan havde SF valgt at føre politik; svigte deres idealer for den nødvendige politik og i stedet lefle for de Radikales livsstilsproblematikker. Det var ingen vinder. Hverken blandt de, der heroisk smurte leverpostejmadder om morgenen eller de der der ventede på at leverpostejskrummer ville løfte dem op af klienteriets hængedynd. Mens der skulle være topskattelettelser til den veluddannede radikale vælgerskare kom der afgiftsforhøjelser på proletariatets livsstil. Alkohol, sukker, tobak og fedt hørte sig ikke til, det gør folk så grimme som deres indre svinehund. Fløde er ikke godt.

Mögers hårdtarbejdende lønmodtagere skulle også have lidt flere af sine surt tjente penge til sig selv og tillige som forbruger hjælpes via højere afgifter, til at træffe de rigtige valg. Kun således kunne han forblive sund i krop og sjæl. Afgifterne var modsat indkomstskatten ikke progressive og det var hele fidusen, thi des mindre man tjener, des mere hjælpes man - hvilket gav SF en helt ny social retfærdighed. Og for sultens slavehær på overførselsindkomst, tjah, så måtte man blot håbe at de ville vise sig bedre til at administrere deres livsstil end deres arbejdskraft - ellers ville det tidligt blive sidst på måneden.

SF havde lært at der fandtes en nødvendig politik. Men det mytiske million træ levede endnu, om ikke som en del af store forlig, så i det mindste som noget man som SF’er havde adgang til. Og således skete det. Som det naturligste i verden. Helt skødesløst, nærmest som en strøtanke, en sidebemærkning, røg ordene ud af Wilhelmsens mund; Det er en million til dig! Dermed summerede Wilhelmsen sit partis, ja hele venstrefløjens forhold til andre folks penge op i en enkelt sætning. Skandale! Og man hentede straks en ny million fra træet til de der havde følt sig snydt.

Men det blev ikke SF’s skødesløse forhold til andre menneskers penge eller svigtet af deres salonproletariske principper, der brækkede kamelens ryg, men et pludseligt nationalromantisk forhold til et statsligt energiselskab. Baglandet kunne ikke længere genkende sig selv og partiet er forfaldet i åbent slagsmål om dette seneste udsalg, nu ikke af socialistiske principper, men af ‘Danmarks’, ja det var ordet der blev brugt, værdier. “Det er en afvejning af, hvordan kapitalen skal komme” forsøgte Vilhelmsen at forklare sig. Men ak, barnets tro på milliontræet, lader sig ikke rokke.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress