David Gress anmelder bog om klimahistorie

Historie — Drokles on January 4, 2008 at 5:52 am

Fra Jyllands-Posten

Natten til Helligtrekonger 1709 væltede arktiske luftmasser, drevet af et stærkt højtryk, ned over Vesteuropa. Kl. 21 den 5. januar passerede frysepunkt-linien den franske grænse. Et døgn senere havde den nået Pyrenæerne. Temperaturen i Paris, der havde ligget på 10 grader i gennemsnit i december, faldt på få døgn til minus 20, hvor den holdt sig i 10 dage, før det sædvanlige milde atlantiske vejrlig igen satte ind.

Præcise oplysninger af den slags er rygraden i den disciplin, der kaldes klimahistorie, og som i sin oprindelse er én mands værk. Det var den franske historiker Emmanuel Le Roy Ladurie, tidligere kommunist og søn af en minister i marskal Henri Pétains kollaboratørregering under Anden Verdenskrig, der i 1967 udgav sin ”Klimaets historie siden år 1000”. Denne klassiske og uerstattelige tekst udgives stadig i sin anden udgave fra 1983 og har nu fået følgeskab af to massive bind betitlet ”Klimaets menneskelige og sammenlignende historie”. De går til 1860. Le Roy Ladurie, som nu er 78, håber at levere et slutbind om den moderne epoke inden for få år.

Den globale opvarmning og dens årsager er ét af tidens helt store emner. I 2009 skal Danmark være vært for en international konference, som i ramme alvor vil sætte sig for at foregribe ændringer i klimaet. Denne store ambition siges at være berettiget, fordi den globale opvarmning angiveligt skyldes menneskelige aktiviteter; kan disse reguleres, kan opvarmningen, som forudsættes at være en dårlig ting, bremses.

Le Roy Ladurie deler troen på, at menneskeudledt CO -2 har en virkning på klimaet, noget, han som historiker imidlertid ikke er mere kvalificeret til at mene end enhver anden lægmand. Hans ærinde er da også et andet. Hvad han vil er at dokumentere, hvordan klimaet har artet sig de sidste 1000 år og især de sidste 500. Det har, viser det sig, artet sig ganske forskelligt. De barske vintre omkring 1700 faldt midt i den periode, vi kalder Den Lille Istid. Somrene var ikke meget koldere end i dag; det var vintrene til gengæld ofte. I 1697 omkom henved en fjerdedel af befolkningen i Finland af sult og kulde.

Forud for Den Lille Istid gik en varmeperiode, som kulminerede i 1560′erne med en række lange varme somre. Efter Den Lille Istid kom varmen igen, og Europa oplevede fra omkring 1730 oftere varme somre end før. Er det et tilfælde, at Oplysningstiden, den optimistiske liberalisme og den moderne naturlyrik begyndte at blomstre på netop denne tid? Eller at Europa efter 1713 oplevede færre og mindre ødelæggende krige end i århundredet forinden?

Forud for Den Franske Revolution, der brød ud i 1789, oplevede Vesteuropa en række våde somre med dårlig høst, som mindede om vejrliget under Den Lille Istid. Det var ikke mindst sult og social nød, der provokerede repræsentanterne på Generalstænderne i maj 1789 til at forlange økonomisk reform og kort efter til at danne Nationalforsamlingen, der udløste revolutionen.

Kan ændringer i klimaet få verdenshistoriske politiske følger? Le Roy Ladurie giver ikke et enkelt svar. Et så indviklet forløb som Den Franske Revolution har ingen enkelt årsag. Det, den franske historiker vil, er at sætte søgelys på faktorer, som den politiske historieskrivning knap har ænset. Ja, vi ved, at isvinteren 1658 var den umiddelbare grund til Danmarks største nederlag nogensinde, tabet af Skånelandene. I det tilfælde har historikerne altid haft vejret for øje. Men i forståelsen af de lange forløb, i de gradvise økonomiske og sociale forandringer gennem århundreder, har vejrets og klimaets rolle været beskeden.

Desværre ernden kun på fraqnsk, men man kan jo sagtens blive lidt klogere af David Gress indlæg.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress