Islam hindrer integration; “Sådan siger religionen!”

Multikultur, islam — Drokles on January 3, 2008 at 8:57 am

Integration er kun et skridt på vejen mod assimilasation og som sådan er den da vigtig. Desværre står integration stadig som endemålet for de fleste danskere og det er en diffus eller uerkendt drøm om multikulturalisme. Islam lader sig ikke integrere og det burde være tydeligt for alle.

P1 Business havde 20 december sidste år en udsendelse om religion på arbejdsmarkedet aktualiseret af den stigende brug af virksomhedspræster og buddhistisk selvudviklingslære og nu også - selvfølgelig - imamer. Det er langt hen ad vejen en dødssejler at høre på, med en religionshistoriker der banaliserer og relativerer og Abdul Wahid Petersen, der bliver ved med at påstå at islam og kristendom i alt væsentligt er ens og at der er mange religiøse forbud i kristendommen.

Men der er også et par interessante kommentarer fra Abdul Wahid, der med den skriftkloges egne ord slår fast, at det er islam der står i vejen for integrationen allerede på arbejdsmarkedet (der må siges at være det allerførste spæde skridt). Programværtinden spørger Abdul Wahid Petersen

- Kan muslimer varetage alle job?

- Nej, det mener jeg jo så ikke man kan! Det er jo når jeg bliver spurgt som religiøs vejleder, så må jeg jo svare ud fra en religiøs kontekst. Vi ser jo masser af eksempler på muslimer der varetager den type jobs, som man netop ikke kan. Vi ser jo masser af eksempler på kioskejere som er muslimer som stort set lever af at sælge pornoblade og øl og smøger og tipskuponer og ingen af dam er så at sige tilladt i islam. Men det betyder jo ikke at jeg skal gå ud og dømme de her som kættere eller frafaldne eller sådan noget. Jeg bliver bare spugt om det her som et religiøst spøgsmål og så må jeg svare nej man kan ikke sådan som udgangspunkt slagte svine eller tappe øl eller arbejde i stripbar for den sags skyld.

(…)

- Står du ved at muslimer ikke kan arbejde i øltappehaller og på svineslagterier?

- Ja, forstået på den måde at hvis der kommer nogen hen til mig og spøger mig: “Abdul Wahid, kan jeg som moslem tage arbejde på Danish Crown og stå og slagte svin?”, så vil jeg sige: “Nej, det kan du ikke fordi du spørger mig som religiøs rådgiver!” Men hvis der er en der gør det så vil jeg jo ikke sige til vedkommene at: “..du har forladt islam!” ved at gøre det. Får jeg spørgsmålet som religiøs rådgiver så bliver jeg nødt til at svare ærligt og konkret sådan som religionen …[overdøves og afbrydes af værtinden]

Her har vi det fra den mest moderate hests egen mule. Det religiøse regelsæt i islam gælder helt klart og defineret, ned til den mindste detalje. Hvad man kan sælge, røre ved, være i nærheden af osv. Her ligger der måske ingen overraskelse, men det er vigtigt at holde sig det for øje når man taler om at være fleksibel og når man prøver at definere, hvem det er der ikke vil integrationen. Wahid Petersen får senere lejlighed til at uddybe sin pointe efter dette spørgsmål

- Hvorfor er det forkert at muslimer arbejder på et bryggeri?

- Det er jo sådan at islam har nogen områder, der er det vi religiøst kan sige er forbudte og nogen der religiøst set er tilladte. Her er alkohol et af de forbudte områder. Vi må ikke fremstille alkohol, vi må ikke være med i processen, vi må ikke sælge det, vi må ikke transportere det, vi må ikke forhandle det osv. Og det kan jeg jo ikke som religiøs vejleder. Bliver jeg spurgt; “kan man så ikke alligevel, når der nu er tale om arbejde, kan man så ikke fravige reglen?” “Nej!” For reglen gælder jo faktisk arbejde. Og jeg ville jo være utro i forhold til min egen religion, hvis jeg gik ind og sagde; “Ok, jamen så gør vi det.” Og i øvrigt så ville jeg jo slet ikke have kompetence til det. Så jeg kan ligeså godt være tro og troværdig i forhold til det som min religion repræsenterer. Sådan siger religionen! Hvordan mennesker så håndterer relgionen i daglidagen, det er noget andet.

Der er mange ting man ikke må i islam, kan man forstå og det er som en rigid opskrift, man som religiøs vejleder ikke kan gøøre noget ved. Vejleder er her et glimrende ord for det er den der leder folk på den, læs dén, rette vej. Alle andre veje er ikke rette og derfor forkerte og veje lader sig ikke rykke, de ligger fast. Det er valget af de forskellige veje der afgør fromheden. Det er derfor Abdul Wahid præciserer at han ingen kompetence har, det har nemlig kun satan Allah og der er ingen grund til yderligere diskussion. Og når der ikke kan ændres på opskriften er det derfor arbejdsmarkedet der skal give sig i konfrontationen med islam for reglen gælder jo (også) arbejde.

Læg også mærke til den mere generelle iagtagelse Abdul Wahid gør sig når han ikke mener at der er mange slags islam, som løgner-apologeterne ellers bræger om. Der er ét islam, men mange muslimer, sådan siger religionen. Hvordan mennesker så håndterer det i daglidagen er noget andet. Et islam, mange muslimer! Derfor er der følgelig heller ikke noget der hedder islamisme, men noget der hedder en islamist (troende og praktiserende muslim), hvilket man næppe får hverken ham eller apologetløgnerne til at indrømme.

Abdul Wahid får endnu et spørgsmål

- Men det ville jo så betyde, hvis man fulgte ordet, så ville det jo i værste fald betyde arbejdsløshed, ikke?

- Eller at man måtte tage sig et andet arbejde! Altså jeg tvivler på at der er nogen der står i den situation at der kun er en mulighed for at arbejde ved at eksempelvis arbejde med et område der religiøst set er forbudt.

Der er altså ingen der står i den situation at der kun er en mulighed for arbejde, er Abdul Wahids klare påstand. Lige mine ord, men det har jo nogle konsekvenser som den indskrænkede imam (pleonasme) senere fraviger. Først virkeligheden set gennem nogen sekulære briller.

En HR (Human Ressource) direktør fra Ikea siger at selv om man kan give sig lidt under hensyn til personlige forhold, som det at folk har børn, så er religion som udgangspunkt en privat sag (de har dog et “stillerum” i hvert varehus).

- Jeg tror rent samfundsmæssigt man sætter fokus på det her så..jo mere fokus man sætter på det i forhold til det ene eller det andet jo skarpere tegner man jo også nogen grænser. Jo mere bliver religion fokus, frem for det det handler om (…) så jeg mener at man skal prøve at holde nogen ting adskilt for ellers kan man trække nogen fronter op som ikke er hensigtsmæssige.

Skil tingene ad! det er den den vestlige model. Den som giver os det overlegne produktionsapparat vi definerer os selv igennem og som er den første indgang til det fællesskab de fremmede (muslimer påstår) de gerne vil være en del af. Det ligger jo implicit i at de jo er kommet hertil i føørste omgang og at deres familie slet ikke kan eksistere med mindre den bringes herop. Men islam kan jo netop ikke være en del af fællesskabet med de mange regler og den aggresive markering af de(t) rene og urene (og her endda ikke et ord om den dominans der fordres, blot en analyse en hvilken som helst socialdemokrat burde kunne skrive under på).

En HR chef fra Carlsberg (yes øl!) er lidt mere skarp og mener at udtalelser som Abdul Wahids tager deres muslimske medarbejdere som gidsler

- Arbejdmarkedet og arbejdsfællesskabet, det sætter jo rammen (…) …vi har ikke indrette os sådan at vi kan stoppe vores kolonner 5 gange om dagen…

Værtinden spørger så HR chefen om hvilken betydning mere religion, og her er det underforstået islam, har for integrationen.

- Jeg tror at det vil betyde at integrationen for måske svagere dele af de folk der er her idag, den vil blive endnu vanskeligere, fordi det vi i hvert fald ser og også hører i debatten er jo at når indvandrere osv. bliver integreret i arbejdslivet, det er i virkeligheden der at integrationen går rigtig stærkt. Derfor tror jeg at det vil problematisere integrationen i meget højere grad end vi oplever idag.

- Vil det også skabe en større grøft mellem kristne og muslimer og andre trosretninger på arbejdspladsen?

- Jamen det tror jeg fordi hvis vi fokuserer på det [religion] på arbejdsmarkedet og ikke på de kvalifikationer og de kompetencer man som arbejdstager har på arbejdsmarkedet

Og til slut i programmet hører man fra statsministerens nytårstale, hvor han slår fast at alle skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet uanset religiøse skrupler. Det er de religiøse der skal vise fleksibilitet i forhold til den ramme som arbejdsgiver sætter. Værtinden spørger på den baggrund Abdul Wahid Petersen

- Får folk anvist et arbejde så skal de tage det?

- Så hvis jeg nu f.eks. er vegetar og får henvist et arbejde på et slagteri så skal jeg også tage det? Uagtet om man så er vegetar og har levet hele sit liv som vegetar.

- Ja, det må man så….

- Jeg synes ikke det er i orden. Så tager man ikke hensyn til folk. Vi har plads til at tage hensyn til om folk er a- eller b-mennesker, vi har plads til at tage hensyn til om folk er rygere eller ikke-rygere, vi har plads til at tage hensyn til så mange andre ting. Hvorfor kan vi så ikke tage hensyn til folks grundlæggende livsindstilling?

Hov, hvad blev der af “…jeg tvivler på at der er nogen der står i den situation at der kun er en mulighed for at arbejde ved at eksempelvis arbejde med et område der religiøst set er forbudt.“? Netop anvisningen af arbejde kommer jo fordi folk (her taler vi jo om muslimer) ikke vil tage andet arbejde og når de så også udelukker sidste chance udelukker de sig, på foranledning af deres imamer, fra arbejdsmarkedet. Vi har jo imamens ord for at der er nok af arbejdspladser til at tilfredstille de enkeltes krav.Fleksibilitet er i islamisk optik, hvis vi skal tro de skriftkloge og hvem skulle vi ellers tro? at andre skal tilpasse sig islam.

Læg iøvrigt mærke til den sprogbøf, som Abdul Wahid fanges i ganske tidligt i programmet. Gennem hele programmet instisterer han, som han i øvrigt plejer, med at sige moslem med engelsk stakato i stedet for det mere normale muslim (hvor det retteligt hedder muhammedaner), men i starten af programmet viser svagheden ved dette bemærkelsesværdige koketteri sig

…religiøse mennesker meget gerne vil have en religiøs vejleder. Det vil sige at hvis en Moslem står med et eller andet problem som vedkommene føler har en eller anden religiøs dimension så vedkommene faktisk ret interesseret i at der sidder en mosle…en muslimsk rådighedsperson, som man kan henvende sig til.

Det interessante er ikke at Abdul laver en fejl i sig selv ved at bruge et ord, der vanskeligt lader sig bøje. Det er derimod interessant at Abdul prøver at komme væk fra det danske ord muslim for at give muslimerne et mere eksklusivt præg i det danske sprog. Man skal slå andre krøller på tungen i en lille symbolsk respekt for islam, hvis man omtaler dem. Og det prøver værtinden og kommer halvvejs ved at sige muslem med samme stakato, som Abdul Wahid og religionshistorikeren er helt med og udtale Allah ganske gutturalt, mens han udtaler Jesus, der vel er ligeså eksotisk i det danske sprog, med den sædvanlige danske ligefremme betoning.

Konklusionen på den skriftkloge Abdul Wahid Petersens ord er at muslimer ikke er som os andre og det skal andre hele tiden holde sig for øje. Os og dem. Skrid ud af mit land, moslem!

2 Kommentarer »

  1. Det værste er at meget af det som vi betragter som helt tilforladeligt og ikke som noget problem, det gør fanatisk religiøse muslimer til noget urent og smudsigt. Hvis vi andre gjorde det samme m.h.t. religiøse dogmer og religiøse mennesker; sagde at dem/det opfatter vi som noget urent og smudsigt og nogen/noget vi ikke vil røre ved med en ildtang, så ville vi straks blive betragtet som racister. Men hvem er det lige der er dybt intolerante og diskriminerende, når grisekød, øl, sex, cigaretter og arbejdspladser, der arbejder med grisekød, øl og cigaretter gøres til noget urent og smudsigt? Det er de fanatisk religiøse. De er de intolerante og diskriminerende som nedgør alle andre som urene.

    Comment by Janne — January 4, 2008 @ 2:06 pm
  2. Præcis. Det er den muslimske intolerence der ikke lader sig integrere.

    Comment by Drokles — January 4, 2008 @ 2:08 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress