Den pragmatiske muslimfrygt

Diverse, Multikultur, Politiken, Ytringsfrihed, islam, venstrefløjen — Drokles on January 23, 2014 at 2:19 pm

Forfatter Kaspar Colling Nielsen har skrevet et indlæg i Politiken med den ambitiøse titel “Ytringsfrihedens reelle udfordringer“, hvor han dels definerer to hovedpositioner i debatten, dels hvad debatten drejer sig om, dels hvilke misforståelser der er, dels hvad der er enighed om og dels hvad debattens egentlige formål er, eller bør være. Mere spændende kan det næsten ikke være. Derfor er det en kedelig pligt at måtte meddele at indlægget er et forvirret og selvmodsigende makværk. Se f.eks dette udsagn

Jeg er enig med Frederik Stjernfelt, Jens Martin Eriksen, Birgithe Kosovic o.a. i, at vi bør kunne udtrykke os frit om hvad som helst uden et øjeblik at frygte at blive overfaldet af gale islamister eller andre voldsmænd. Det er hævet over enhver tvivl fuldstændig utåleligt, at en eller anden formørket psykopat overfalder Kurt Westergaard med en økse, fordi han har tegnet en tegning. Det er helt uacceptabelt.

Og så Colling Nielsens konklusion

Jeg mener også, at vi skal afstå fra at støde muslimernes religiøse følelser. Det er selvfølgelig en begrænsning af ytringsfriheden, men helt ærligt, hvis vi anskuer det pragmatisk og ikke principielt, kunne vi så ikke alle gå glade og frie gennem hele livet uden at tegne et billede af Muhammeds ansigt?

Colling Nielsens spring fra at mene at man skal kunne udtrykke sig frit til at man skal lade være med at udtrykke sig frit bindes op på en ide om et formål med debatten, der er det egentlige ærinde. Debat er en formalitet, der skal overstås før man kan komme frem til et defineret resultat. Heri er jeg uenig, men jeg er usikker på, hvad formålet med denne dissens så skal være.

Først definerer Colling Nielsen de “to uforenelige positioner”, den idealistiske og den pragmatiske. De siger sig selv; den idealistiske position udgøres af Frederik Stjernfelt, Jens Martin Eriksen, Birgithe Kosovic o.a., mens Politiken og konsorter repræsenterer de pragmatiske. Hedegaard, Krarup, Sørlander og andre realister nævnes ikke med et eneste ord og er således ikke en del af debatten - eller er de ikke en del af dens misforståelser? Nej, pjat, det er kun spiselige idealister man kan tåle at beskæftige sig med. Og her kræves der endda et kunstgreb, nemlig at indtage definitionsretten til debatten ud fra en løgnagtig opfattelse af at dette kan gøre ud fra en upartisk position.

De manglende resultater skyldes efter min mening, at debatten er blevet ført fra to uforenelige positioner, som ikke diskuterer det samme, og som samtidig begge overser de egentlige og væsentlige spørgsmål, vi alle burde stille os, når vi diskuterer ytringsfrihed. For spørgsmålet om ytringsfriheden er ikke alene et principielt spørgsmål, det er en virkelig problemstilling, som skal løses i den virkelige verden, og derfor burde spørgsmålet være: Hvad fanden skal vi gøre ved det?

Upartiskhed er et svulstigt ord for ligegyldighed, der igen er et elegant ord for uvidenhed, som Chesterton bemærkede. Colling Nielsen tror således han kan hæve sig over debatten ved at definere den. Og den defineres ud fra spørgsmålet om, hvad fanden skal vi gøre ved det. Selvom jeg selv er uenig i at det er spørgmålET så vil jeg alligevel delvist svare på spørgsmålet om hvad pragmatikerne i det mindste til en begyndelse gøre ved ‘det’: Lad være med at bekræfte muslimerne i at de har en sag, lad være med at møde dem med forståelse når de overskrider grænsen for alt, lad være med at ægge dem til stadigt mere vold, kort sagt: LAD VÆRE MED AT VÆRE ENABLERE AT TERROR OG VOLD. For fanden!

Vi er mange der har debatteret med pragmatikerne om hvorfor de ikke forstår hverken ytringsfrihedens væsen eller virkeligheden, nemlig at vi står overfor en direkte trussel mod vores hævdvundne frihed en trussel der endda bliver benægtet af pragmatikerne, der endda bekræfter og belønner de truende med eftergivenhed, privilegier og efterplapring af muslimernes løgne. Vi har også diskuteret indbyrdes om pragmatikern er tungnemme eller forræderiske.

Det er pragmatikernes ønske her i nederlagets stund at begrave disse debatter, når de nu ikke kunne begrave deres debattører, hverken under fordømmelse eller ved at prøve at ignorere dem. Så nu er det næsten blevet hverdag med indlæg af denne type, der sleskt prøver at et faustisk fait accompli.

Når diskussionen midlertidigt er endt, hvor den er, skyldes det efter min mening, at den har været præget af en manglende fælles forståelse af, hvad der egentlig blev diskuteret.

(…)

Er det virkelig formålstjenligt? Altså, er det den bedste strategi i forhold til at nå vores erklærede mål om på et tidspunkt at ankomme til et frit og åbent samfund, eller er det kontraproduktivt i forhold til det, vi ønsker? Det er svært at svare på, men ved at fokusere på løsningen af de problemer, som åbenlyst eksisterer, ser vi konturerne af en bedre afgrænset og mere konstruktiv debat, hvor vi rent faktisk diskuterer det samme. En debat, der ikke længere udspiller sig i en idealistisk boble fjernt fra virkeligheden.

Den nødvendige diskussion er en samfundsmæssig diskussion, hvor videnskabelige undersøgelser, erfaringer fra andre lande, og andre empiriske eksempler kan inddrages meningsfuldt. Det handler om, hvordan vi skaber et samfund, hvor alle kan ytre sig frit. Derfor bør vi fokusere på spørgsmål som: Hvordan integrerer vi bedst muligt det muslimske mindretal i det danske samfund? Hvordan begrænses radikaliseringen i de muslimske miljøer? Spiller ghettodannelserne en negativ rolle i forhold til integration? Disse spørgsmål burde står helt centralt i ytringsfrihedsdebatten.

Jamen dog. Jeg ved ikke om man kan forklare pragmatiske folk som Colling Nielsen at diskussionen ikke er endt så længe nogen stadig diskuterer og det er frivilligt om man vil være med eller ej. Og at med mange debattører er der altid nogle der misforstår meget - ikke mindst hvad debat handler om. Men det er en misforståelse at der kun er een debat. Det er pragmatikernes egentlige problem med pluralismen, mangfoldighed og frihed; de tror det er en projektion af deres eget golde indre.

Hvad Colling Nielsen og resten af pragmatikerne argumenterer for er hvad man i Sverige kalder ‘debattens økologi’; nemlig det forud definerede, defineret længe før nogen vidste der ville komme en debat, defineret af nogen, hvis integritet ikke er til debat (og det er i hvert fald ikke mennesker som Hedegaard, Krarup, Sørlander og den slags anløbenheder) således at debatten kan styres hen imod det gode formål, der også er defineret før debatten og af de selv samme nogen, hvis integritet ikke står til debat.

Men pragmatikernes selvdefinerede problemer skal løses og problemet er kompromissøgende nok “at ytringsfriheden faktisk er truet i Danmark” og denne trussel er højst overraskende muslimerNE. Ja, det skriver han helt ublu når han mener at vi skal afstå fra at støde deres religiøse følelser. Han skærer det endda helt ud i pap

Jeg mener, at vi skal moderere tonen i forhold til muslimer.

(…)

Hvis du spørger mig, så mener jeg, at vi skal moderere tonen i forhold til muslimer. Jeg tror personligt, at det er den bedste strategi i forhold til at nå vores fælles mål. Mine børn har gået i vuggestue og børnehave på Nørrebro med skønne børn fra muslimske hjem. Jeg har ofte tænkt på disse muslimske børn, og hvad der sker, den dag de bliver store nok til at læse aviser og de for første gang forstår, at de ikke er som alle andre, men at de er andenrangsborgere i dette samfund.

Det er ikke blot enkelte muslimer som islamister eller udsatte unge, det er muslimerne en masse, der udgør truslen mod ytringsfriheden. Den muslimske befolkning er en tikkende bombe under vores samfund, demokrati og frihed. Og løsningen er ængsteligt at behandle muslimerne som rådne æg. Ikke helt ved siden af, vi er i hvert fald flere der nogen gange med livet som indsats har kommenteret på stanken.

Og modsætningen til muslimerne er ifølge Colling Nielsen voldsom for “…ved at skærpe tonen over for muslimerne og fastholde vores eksemplariske ret til at ytre os og gøre grin med deres religion, skaber en dybere og dybere og stadig voldsommere konflikt i samfundet, som fjerner os fra det åbne og frie samfund“. Og da den skærpede tone defineres som muhammedtegningerne(!) er vi altså blot et pennestrøg eller to fra regulær borgerkrig. Det ville være en logisk slutning for Colling Nielsen at alle ærekære og voldelige grupperinger skal beskyttes mod kritik i håbet om at de så går væk. Men logisk konsekvens er ikke formålet med den debat han rejser, det er ikke det der er indeholdt i det faustiske fait accompli han tilbyder om varig fred. Formålet er at de eneste der skal stryges med hårene til de lærer at vold ikke svarer sig er muslimerne.

Nu vi er ved venstrefløjens mangel på indre logik ud over at ytringsfriheden skal begrænses for at sikre dens udfoldelse

Debatten er således blevet en dynamisk afart af den naturalistiske fejlslutning, som den skotske filosof David Hume introducerede, hvor man forsøger at slutte fra et bør til et er, hvilket ikke er muligt.

(…)

Uanset hvad vi på et teoretisk eller abstrakt niveau måtte mene om ytringsfrihed, lever vi i en pragmatisk virkelighed, og det er i virkeligheden, at problemerne skal løses. Der kan sidde nok så mange filosoffer i Deadline og citere Voltaire og Rousseau, men det betyder ikke rigtig noget. Eller rettere: Alt er underlagt de virkelige, pragmatiske forhold, vi til enhver tid lever i. Om vi vil det eller ej, så befinder vi os i virkeligheden og ikke i en ideel verden.

Mens vi altså ikke kan ønske os en reel ytringsfrihed så kan vi godt ønske os en anden debat.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress