Fra året der gik: Farvel til Mandela og hans omvendte lære

Diverse — Drokles on January 9, 2014 at 1:07 pm

Sydafrika mistede et universelt symbol på frihed og menneskelighed, der med fredelige midler lagde racismen på historiens mødding. Sådan ses Nelson Mandela i hvert fald med vestlige øjne, hvor en englænder ligefrem blev anholdt for humoristisk at skrive “‘My PC takes so long to shut down I’ve decided to call it Nelson Mandela.’” på internettet, mens BBC omvendt fik over tusind klager for overdreven dækning. “Han var en høvdingesøn” sagde Uffe Ellemann på TV2 News med en ganske anden henført stemmeføring end den tidligere Venstrehøvding plejede at bruge når han beskrev en dansk politiker som “en hjemmehjælper”. Nogle mente at Mandela var bedst i Shawshank Redemption, Paris Hilton mindede på et tweet om hans store “I have a dream” tale og på Facebook skrev Mette Frederiksen stolt at hun meldte sig ind i ANC da hun var blot tolv år gammel - og ANC var en veletableret terrororganisation.

En følende kvinde med gråt pagehår fortalte på TV2 News at hun mente at Mandelas begravelse var taget væk fra folket og gjort til en begivenhed for statsledere og celebriteter. FNB Stadium i Johannesburg var i hvert fald kun halvt fyldt. Begravelse og mindhøjtideligheder bar præg af vestlig europæisk sørgetradition og ikke den folkelige sydafrikanske festligholdelse, som brød ud ved snart sagt enhver lejlighed mente den følende kvinde videre. Godt det samme for os der husker vuvuzela mareridtet under VM. Muligvis havde hun ret, men selv om Sydafrika er så segregeret som nogensinde, var det ikke de hvide afrikaneres skyld at vuvuzelaerne ikke kom til at markere Mandela. De hvide var nemlig selv ekskluderet ifølge Desmond Tutu, der endda mente at vide at Mandela ville være rystet over sin begravelse.

Nelson Mandela var en frihedshelt, en sydafrikansk frihedshelt. Eller en frihedshelt for den sorte del af den sydafrikanske befolkning, men ikke andre. Mandela startede med at ville bekæmpe, endda udslette, sine hvide undertrykkere og erstatte dem med en kommunistisk inspireret samfundsorden. Han blev fængslet for medvirken til terror, ikke modstand mod apartheid. Og selv om myten fortæller at han under sit lange fængselsophold endte med at opdrage og undervise sine bigote fangevogtere i forskellige udslag af tolerance er realiteten måske og især også at det var Mandela, der blev klogere af sine fangevogtere. For det er netop under fængselsopholdet at han trods personlig bitterhed, en bitterhed han beholdt til sin død, erkender at Sydafrika består af alle dets indbyggere og at kun en lang forsoning og en fælles overenskomst kan redde landet ikke blot fra en borgerkrig, hvor det ikke blot var hvid mod sort, der truede, men også sort mod sort og sort mod farvet, men måske endda også en tålelig fremtid. Et point til lange straffe.

South Africa’s apartheid regime was no model of liberty. But even its most violent enemies enjoyed a bona fide day in court under a judge who was not beholden to a dictator for his job (or his life.) When Nelson Mandela was convicted of “193 counts of terrorism committed between 1961 and 1963, including the preparation, manufacture and use of explosives, including 210,000 hand grenades, 48,000 anti-personnel mines, 1,500 time devices, 144 tons of ammonium nitrate,” his trial had observers from around the free world. “The trial has been properly conducted,” wrote Anthony Sampson, correspondent for the liberal London Observer. “The judge, Mr Justice Quartus de Wet, has been scrupulously fair.” Sampson admitted this though his own sympathies veered strongly towards Mandela. (Indeed, Sampson went on to write Nelson Mandela’s authorized biography.)

Det voldsomme had mod hvide, som ANC plejede og retfærdiggjorde deres myrderier med, levede og lever lystigt videre efter Mandelas løsladelse som en central del af den sorte sydafrikanske identitet. Herunder afsynges en af ANC’s stærkt racistiske sange om at dræbe de hvide

Mandela sang, som det kan ses på billederne, ikke med, men nøjedes med at stå med knyttet næve og se beklemt ud. Fortiden kan være sværere at forsone sig med end ens gamle fjender. Måske blev den også sunget ved mindehøjtideligheden på FNB Stadium i Johannesburg, hvor publikum skulle have sunget ”alle kampsangene fra ANC’s sangbog”.  Mandelas omvending fra kommunistisk sekterisk terrorist til en samlende figur for en krudttønde af at etnisk delt land er i sandhed beundringsværdig så langt som vi kan stole på den. Han kunne jo også regne og vidste at 10% hvide ikke kan regere over de resterende 90%. De hvide ville møde deres undergang i Sydafrika uden at han behøvede at dræbe dem. Revolutionen kunne tage sig mere lækker ud som en evolution -  og nogen skulle vel også betale gildet. Men man skal ikke skrive grimt om de døde, ikke så tidligt da, så jeg holder mig til hagiografien, så langt den nu kan bære.

I dette mytiske lys om en mand der påtager sig landsfaderrollen og slår brog henover dybe kløfter er det beundringsværdigt at Mandela lagde bånd på sine drømme og bitterhed for et større gode. Det kræver en personlig styrke, som måske var den aura der forblændede især vesterlændinge så meget - det og de påståede intentioner. ”Forhåbentlig vil hans ideer og værdier leve videre i os alle sammen” skrev Mette Frederiksen i den forbindelse videre på sin Facebook profil og udtrykte så mange vesterlændinges forhold til Nelson Mandela. Nej, Mandelas ideer og værdier ligger på historien mødding. Nok viste Mandela sig som en forsoner, men han ikke var den semireligiøse fredsfilosof som alle syndes at hylde. Læren fra Mandela handler om karakterstyrke, Mandelas lære derimod, er en vranglære af tyranni. Hvis man var libyer, eller østtysker, eller cubaner skulle man ikke forvente Mandela fælde en tårer over ens skæbne. Tværtimod så man ham triumfere sin sejr i gensidig beundring med undertrykkerne fra Castro til Gadaffi. Det var hans eget folks frihed der lå ham på sinde og ikke andres. Gør som han gjorde, ikke som han sagde. Fra Frontpage Magazine

Mandela was a proponent of “democratic socialism” who, along with the South African Communist Party, unleashed a torrent of violence against his political opponents that included the bombing of government sites. He was convicted of “sabotage” and attempting to overthrow the government—charges to which he openly confessed at his trial.  And in spite of having been released from prison in 1990 after serving 27 years and eventually becoming South Africa’s first black president, he remained on the United States Terror Watch list until as recently as 2008.  The late Margaret Thatcher characterized Mandela’s African National Congress as a “typical terrorist organization.”

Ilana Mercer is a writer and former resident of South Africa who knows all too well about Mandela and his legacy.  One of her books, Into the Cannibal’s Pot: Lessons for America from Post-Apartheid South Africa, includes a chapter chock full of interesting, but inconvenient, facts regarding the man who is now being lauded as never before.

Mercer informs us that long before apartheid came crumbling down, the government of South Africa offered to release Mandela from jail as long as he promised to renounce violence.  Mandela, though, “refused to do any such thing [.]”  Mercer adds that Mandela’s “TV smile has won out over his political philosophy, founded as it is on energetic income redistribution in the neo-Marxist tradition, on ‘land reform’ in the same tradition, and on ethnic animosity toward the Afrikaner.”

Apartheid anses gerne som “one of the most evil political systems ever to scar the planet” som Rick Ungar formulerede det i Forbes og sandt er det at det både var uretfærdigt, undertrykkende og især uæstetisk og derfor i længden også uholdbart. Det var ikke et spørgsmål om det ville ende, men hvornår, hvilket dengang var snart, og hvordan. Men Mandelas egne drømmesamfund var og er langt, langt værre, fra hans ven Gadaffi, der holdt sexslaver, som han personligt torturerede over Castro til DDR, der skød sine egne borgere ved grænsen. Fra Apartheid blev indført i 1948 til det officielt endte i 1994 blev hele 21.000 mennesker slået ihjel. Men 14.000 af de mennesker, stort set kun sorte, blev slået ihjel i årene mellem 1990 til 1994, perioden hvor ANC blev tilladt og Apartheid reelt var ophørt med at eksistere. Og af de 14.000 blev de 92% slået ihjel af sorte. Mestendels drejede det sig om kampe mellem ANC og Inkhata eller sorte, der blev anset for hvide kollaboratører, altså netop de mennesker, som skulle være fundamentet i Mandelas forsonende regnbuenation. Og kollaboratører blev myrdet ved hjælp af necklacing: Et bildæk fyldt med tændvæske trukket over offeret der således bliver brændt ihjel. Mandelas kone Winnie udtalte blandt meget andet endda “With our boxes of matches and our neklaces we shall liberate this country…“.

Selv om man ved Mandelas enstående person og indsats undgik det rene kaos, krig og etnisk udrensning ved apartheids opløsning er regnbuenationen ikke gået en ubetinget bedre tid i møde og spændingerne lever fortsat. De efterfølgende sorte regeringer inkompetente og landet er hærget af vold, mord, hjemmerøverier og voldtægter, hvilket gør Sydafrika af i dag til et af de voldeligste samfund i verden. Meget mere voldeligt end nogensinde under apartheid. Hvor Apartheid var skyld i 170 menneskers voldelig død om året bliver der i disse år alene årligt slået næsten 200 hvide farmere ihjel. Op mod 300.000 skal have mistet livet som følge af racistisk motiveret vold og almindelig kriminalitet siden 1994. Ironisk nok blev Desmond Tutu udsat for indbrud mens han sang med på “Kill the white” på FNB Stadium i Johannesburg.

Sydafrika har grundet en uheldig kombination sort seksualkultur og især Mbekis inkompetente regime tillige været hærget af en AIDS epidemi. som med kriminalitetsstatistikkerne har man med generationers racedyrkende selvretfærdighed ikke et sprog for selvkritik og har derfor valgt at ignorere realiteterne frem for at konfrontere dem. Oveni arbejdsløshed, dårlig uddannelse og eskalerende korruption er det ikke mærkeligt at der både blandt hvide, men også mange sorte er et savn, om ikke til Apartheid, så til den relative orden, der i det mindste også var det gamle styre. Og det er heller ikke mærkeligt at mange hvide forlader den synkende skude.

Sydafrikas problemer med vold, racehad, korruption, AIDS og inkompetence er ikke skabt af Mandela. Og han ville i sandhed være guddommelig om han også kunnet have løst dem. De er indlejret i Sydafrikas etniske dynamik og de er sikkert ikke blevet sundere af at have været under tryk under Aparheid. Det frygtelige perspektiv er at hvor Apartheid ikke var løsningen på et sundt samfund så kan demokratiet vise sig også at komme til kort. At regnbuenationen bukker under for farvernes interne had og iboende uoverensstemmelser.

Men bortset fra Mandelas karakterfaste eksempel er der alligevel noget vi kan lære ved Sydafrikas sørgelige eksempel. Hans Hauge skrev tænktsomt i Berlingske Tidende om sammenhængen mellem Murens og apartheids fald, men han leverede også en historisk gennemgang, vi stadig kan lære af som danskere.

I 1948 vinder Nationalisterne (Afrikaaner) valget. I 1949 overtog de radikale ANC med sloganet om at smide alle de hvide i havet. Dog skulle de have skibe, mente Mandela. Vi skal ikke glemme, at Sydafrika var og er et demokrati. Der var tredeling af magten, og der var partier, som vi kender dem. Der var moderne infrastruktur og universiteter. Også for de indfødte. Mandela læste jura på Witwatersrand University. Der var blot ikke almindelig valgret, men det tog da også lang tid, før vi fik det. Det var et slags græsk demokrati. Det er det demokratiske, der adskilte Sydafrika fra alle andre afrikanske lande i samtiden. Det vil også sige, at der stod demokratiske institutioner til rådighed, da Mandela overtog styret. Det nye styre ophævede undertrykkelsen, men den blev så erstattet af uorden og megen korruption. Sydafrika er et meget voldeligt land. Og så videreførte de på en underlig måde noget, der var grund- laget for apartheid – nemlig ideen om retten til et modersmål.

Nationalisterne opfandt i 1948 ideen om apartheid. Den blev opfundet af antropologer, der lagde stor vægt på, at børn skulle have modersmålsundervisning – især Bantu sprog og kultur. For uden et sprog og en kultur kunne de sorte afrikanere ikke bevare deres identitet. Og det var meningen med apartheid, at alle skulle have distinkte identiteter. Det var især noget, de afrikaans- talende vidste, var vigtigt, for sådan havde de bevaret deres kultur. Bantuerne skulle ikke, sagde de, være imitationer af europæerne. De mente, at først når de sorte fik en egen kultur, kunne de blive integreret i Unionen. De hvide var blot ikke kulturrelativister, for de mente, at den hvide race eller kultur var den sorte overlegen. I dag er der i Sydafrika 11 officielle sprog. Det er, vil jeg mene, en arv fra apartheidtidens opfattelse af en intim sammenhæng mellem sprog, identitet og kultur. Det synes at udelukke en fælles litteratur.

Det er tænksomme ord mens venstrefløjen til højre og venstre taler ikke blot om modersmålsundervisning, men om allehånde særrettigheder/-regler, svømmehaller for muslimske kvinder og deres børn,  frikadelleuddrivelse og andre særmenuer og fanden og alle hans positive særbehandlinger.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress