Søren Kraup udlægger julebudskabet for Politikens læsere

Diverse — Drokles on December 23, 2007 at 7:49 am

Fra Politiken

Der kun sad en fattig kone,

vugged barnet i sit skød.

Sådan taler kristendommen om Gud. Det lille barn og den fattige kone i en stald – det er juleevangeliets ord om, hvordan Gud blev menneske.

Er det, fordi kristendommen dyrker det sentimentale? Al denne tale om det lille barn, er det en ikke ukendt sentimentaliserings fornøjelse ved at svælge i de små børns blanke øjne og søde smil? I en TV-epoke er spørgsmålet ikke uden mening. I TV handler alt om effekten. Hvordan virker det på folk? Gør det indtryk på seerne? Brænder det igennem, som det hedder blandt spindoktorer og journalister.

Nej, evangeliet er før spindoktorernes problemstilling bredte sig i verden, for det lille barn i evangeliets sammenhæng er simpelt hen den mest præcise tale om Guds forhold til menneskets verden, som kan føres. Hvorfor blev Gud nemlig menneske i skikkelse af et lille barn? For at sige til hvert eneste menneske, at i forhold til Gud er du den tomhændede og magtesløse. Gud kommer til dig som et lille barn – det vil sige, at her står du med dine tomme hænder og kan kun modtage.

Var Gud kommet som en mægtig konge, havde du haft hofsnogens mulighed. Var Gud kommet som en krigerisk hersker, havde du haft medkrigerens mulighed. Men fordi Gud kommer som barnet i krybben, er alle muligheder for tilslutning og medvirken og deltagelse i Guds affærer udelukket.

Det lille barn er ensbetydende med vore tomme hænder. Vi kan ikke gøre noget for at komme på Guds parti. Et lille barn har nemlig slet ikke noget parti, men er det hjælpeløseste af alt hjælpeløst i denne verden.

Sådan er det. Og sådan forkynder kristendommen, at forholdet til Gud altid er et spørgsmål om Guds gerning, ikke om vores. Der er som sagt ikke et kristeligt parti, vi kan tilslutte os. Eller en humanitær religion, vi kan melde os ind i.

Der er kun et lille barn, og så er der kun den frelse og forløsning, som gives os for intet.

Ingen gode gerninger, ingen humanitær retfærdighed, ingen kristelig moral. Men Gud, der skænker os liv og salighed uden at vi kan udrette noget som helst for at opnå den. Eller med det gamle udtryk: Synderen, der kun kan modtage sine synders forladelse af Guds nåde, gratis og kvit og frit.

Dette betyder det lille barn, og det er derfor julens tale ligesom det er talen om vort menneskeliv hver eneste dag, hvor evangeliet lyder. Og derfor – lad os bare se det i øjnene: en tale, der er en fornærmelse, for ikke at sige krænkelse af det moderne, humanitære og politisk korrekte menneske, som ikke vil finde sig i at være stillet med tomme hænder som den synder, der ikke selv kan få livet til at lykkes og tilværelsen til at gå op.

Derfor er kristendommen til forargelse for et offentligt liv, der taler og tænker ideologisk og som ikke har anden interesse end at finde frem til den rigtige ideologi og den rette politik, efter hvilken samfundet kan fuldkommengøres og retfærdigheden indfinde sig.

Nej, siger kristendommen, retfærdigheden er kommet til dig i skikkelse af et lille barn eller et almindeligt ord på dansk, som siger, at du har fået Guds kærlighed i kraft af Guds handling: at dette lille barn er frelseren og forløseren. Glæd dig, du har dine synders forladelse.

For der kun sad en fattig kone,

vugged barnet i sit skød.

Den fuldstændige tomhændethed som menneskets eneste mulighed i forhold til Gud. Og samtidig den radikale fordring om tro på Gud og kærlighed til næsten, som stiller mig i samme tomhændethed.

For Guds ord er ikke sentimentalitet. Det er heller ikke politisk korrekthed. Det er endelig ikke en moralsk anvisning på humanitær godhed. Men det er det ubetingede krav om tro på Gud og kærlighed til næsten.

Dette krav fordrer mig. Men dets fordring er aldrig, aldrig en mulighed, jeg kan opfylde. Du skal elske din næste som dig selv – eller rettere sagt: Du skal elske din næste i stedet for dig selv! Sådan lyder evangeliets fordring. Men fordi fordringen stilles synderen, ikke den retfærdige hero eller rige menneskeven, derfor er jeg aldrig på den rigtige side af fordringen og kan gå ud i verden og samfundet og gøre ’næstekærlige’ gerninger.

For hvad kærlighed til næsten består i, findes der ingen opskrift på. Fordringen lyder, radikalt og ubetinget – men dens opfyldelse er dit eget ansvar. Du skal! Men hvad du skal, er situationens og øjeblikkets afgørelse. Og én ting er sikkert: Det, du skal, når der kræves kærlighed til næsten, er aldrig en moral, et humanitært program, en verdensomspændende idé.

For den næste, du skal elske i stedet for dig selv, er altid én, ikke mange, og kærlighed til næsten er altid øjeblikkets, ikke ideens eller moralen eller den sentimentaliserende ’godheds’ sag.

Kære Politiken-læsere. Der findes ikke en mere ukristelig tale end den, der gør sig selv til næstekærlighedens talsmand. Der findes ikke mere ukristelige præster end dem, der juleaften stiller sig frem og præker en moraliserende og politiserende næstekærlighed for deres menighed. De giver virkelig stene for brød. De forfalsker virkelig Guds ord, idet de søger at forvandle det lille barn i krybben til en propagandist for FN og Dansk Flygtningehjælp.

De er fremmede og fjendtlige over for det evangelium om syndernes forladelse i Jesus Kristus, et barn i en krybbe og en mand på et kors, som det er deres pligt at forkynde for deres menighed. De forvandler julens glædelige budskab til klæg moralisme og farisæisk politik.

Glædelig jul!

Ja, glædelig jul.

2 Kommentarer »

  1. Søren Krarup er en ærlig mand. Han siger lige ud, at han vil blæse på næstekærligheden og humanismen. Gid andre borgerlige politikere ville være lige så ærlige.

    Comment by Jesper — December 21, 2008 @ 2:19 pm
  2. Det tror jeg at du tager fejl, Jesper. Næstekærlighed er for Krarup ikke et abstrakt begreb, der skal bredes ud til alle mennesker, men et konkret begreb, der gælder den du møder.

    At han vil blæse humanismen et stykke er mildt sagt. Som kristen foragter han den. Og det gør jeg også og jeg er endda ateist. Humanisme er ikke et andet ord for at være god, det er et ord for at mennesket ikke står til ansvar for noget eller nogen.

    Comment by Drokles — December 21, 2008 @ 9:08 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress