Fra Jyllands-Postens kronik

 Med dyb forbavselse læste jeg for nogle år siden hos den danske islamforsker Jes P. Asmussen, at korstogene næsten ingen plads har i muslimernes egen historieskrivning. Her betragtes kampene mod korsfarerne som krigshandlinger på linie med andre uroligheder i det enorme muslimske imperium, hvor der altid var krige et eller andet sted, og hvor alliancer, også mellem muslimer og kristne, blev indgået på kryds og tværs

Den amerikanske professor Thomas F. Madden fortæller i en af sine bøger: ”The New Concise History of the Crusades” 2006, at korstogene først blev kendt i den muslimske verden for ca. 100 år siden.

Den første arabiske historie om korstogene blev først skrevet omkring år 1900. Og det var de europæiske koloniherrer, især efter Første Verdenskrig, der i deres skoler berettede om deres arbejde på at bringe civilisationen til Mellemøsten. I dette for muslimerne negative perspektiv blev fortællingerne om korstogene efterhånden plantet ud blandt muslimer.

Da islamismen gennem de sidste årtier udviklede sig til et opgør med hele den vestlige verden, dens kultur og religion, dukkede korstogsemnet op af dybet som et effektivt propagandistisk våben mod alle vantro. Oprettelsen af staten Israel havde allerede rørt ved sagen, men det var Vestens skarpe reaktioner på terroraktionen mod World Trade Center i 2001, som gjorde korstogsemnet brændende aktuelt. Og det blev et hyppigt element i forkyndelsen af islam hos Osama bin Laden såvel som hos indvandrerimamer i kældermoskeer. Korstogsanklagerne er således i højere grad udsprunget og farvet af nutidigt politisk behov end af smertelig historisk erindring.

Glimrende, men han kunne også have læst Bernard Lewis, der også tørt konstaterer at Korstogene er en nylig vækkelse.

Korstogene må som alle andre begivenheder forstås ud fra deres historiske sammenhæng. De tager deres udgangspunkt i pave Urban II’s korstogstale mod islam ved kirkemødet i Clermont i 1095.

Pavens tale ramte midt ind i en udbredt religiøs stemning båret af angst og vrede og af medfølelse med de undertrykte trosfæller i de muslimske lande. En vækkelse greb om sig i store dele af Europa, og i løbet af få måneder var titusinder rede til at drage ud for at kæmpe eller dø for deres tro. De ville, som paven havde opfordret til, genvinde de hellige steder, der var faldet for de muslimske hære og frelse de kristne brødre og søstre, de ville befri Jesu hellige stad Jerusalem og ikke mindst genvinde den hellige grav, som erobrerne havde skændet på det smerteligste.

Korstogstiden kom til at strække sig over mere end 200 år. Korsfarerbevægelsen udsprang ikke af den blå luft. Dens baggrund er lang og kompliceret. I slutningen af 1000-tallet var Europa alvorligt svækket gennem uendelige krige mellem småkonger og fyrster. Krigen var blevet et almindeligt livsvilkår, og angsten for saracenerne, som man kaldte muslimerne, lå som en baggrundsstemning overalt.

I løbet af de 350 år, som var forløbet efter profeten Muhammeds død i 632, havde de muslimske hære underlagt sig store dele af Asien, næsten alle gamle kristne kulturlande i Mellemøsten og langs det sydlige Middelhav. Spanien havde været under muslimsk herredømme siden 711, og de muslimske indfald i Frankrig var først blevet stanset kort uden for Paris. Angreb efter angreb hærgede de sydeuropæiske kystlande. To tredjedele af den kristne verden var erobret og undertrykt.

Das de fremstormende muslimske selsjukker i slaget ved Manzikert i 1071 havde knust størstedelen af den mægtige byzantinske hær, lå hele det lilleasiatiske område forsvarsløst hen. Konstantinopel og det kristne østromerske kejserdømmes vældige hovedstad var uden virkeligt forsvar, og vejen til Europa var åben for de fremstormende hære.

I den situation var det, at den byzantinske kejser Alexios Komnennos meget mod sin vilje så sig nødsaget til at henvende sig til det papalistiske Vesten for at bede om hjælp.

På denne baggrund lykkedes det paven at samle de skræmte konger, fyrste og titusinder af almindelige borgere til forsvar for Europa og kristenheden. Korstogene med deres blanding af religiøs hengivelse, pilgrimsdrift og hensynsløs griskhed var Europas overlevelseskamp. Det blev en kamp med ufattelige lidelser og med økonomiske omkostninger, som aldrig før var set. Det blev ingen sejrrig kamp, men den bremsede den muslimske fremtrængen i adskillige år. Uden korstogene havde et kristent Europa næppe overlevet.

Da de muslimske armeer mange generationer senere trængte op gennem de østeuropæiske områder, gjorde sig til herrer over Grækenland, Albanien, Serbien, Bosnien, Rumænien, Bulgarien og Ungarn, var Europa bedre rustet. To voldsomme angreb på Wien 1529 og 1683 blev mirakuløst afværget og gennem en århundredlang kamp lykkedes det at trænge islam tilbage fra størstedelen af Europa.

Islamiske lande har aldrig opgivet retten til de tabte territorier i Europa. Områder, som en gang har været muslimske, hører for altid med til Dar al-Islam. Mange ser i dag den islamiske indvandring til Europa i denne sammenhæng.

Lær af historien.