Mysteriet om brevet og hvad hjertet er fuld af

Diverse, Forbrydelse og straf, Politik, Pressen — Drokles on October 11, 2013 at 6:31 pm

Her er det anonyme brev endnu engang, som har optaget medierne og det politiske Danmark

Venstre Landsret,
Att.: Skattesagskommissionen,
Gråbrødre Kirkestræde,
8800 Viborg.

Jylland, den 17. september 2013.

Vedr. afhøringerne i skattesagskommissionen.

Hermed skal jeg tillade mig at rette henvendelse til Skattesagskommissionen med en viden som jeg indtil nu har holdt for mig selv, men sådan som afhøringerne har formet sig, kan jeg ikke længere holde min viden for mig selv.

Jeg er ansat sekretær på det man vel kalder et stort advokatkontor i provinsen. Jeg deler kontor med en anden sekretær som er sekretær for en af indehaverne i advokatfirmaet.

På et tidspunkt får min sekretærkollega af sin chef en noget mærkelig opgave. Hun får udleveret en bærbar pc som hun skal bruge til en speciel opgave, og hun får til opgave at oprette en ny e-mail adresse. Jeg får ikke på det tidspunkt noget at vide om hvilken opgave der er tale om, og det hele foregår med et hidtil uhørt hemmelighedskræmmeri.

På et tidspunkt får jeg dog at vide af min sekretærkollega, at det er noget der skal bruges i en valgkamp.

Min sekretærkollega arbejder ofte på opgaver, og hun modtager en del notater fra sin chef.

På et tidspunkt blev min nysgerrighed så stor, at jeg i en pause, og hvor jeg var alene på kontoret, startede den pågældende computer op, og så hvad der var på computeren af dokumenter.

Der var ved at blive udarbejdet et notat, og der var en hel række e-mails til den nye e-mail adresse.

På det tidspunkt havde jeg fået min nysgerrighed stillet, og jeg tænkte ikke videre over hvad det drejede sig om.

Men på det tidspunkt sagen om Skattesagen begyndte at rulle i pressen, blev min nysgerrighed tirret, og jeg bestemte mig for, mens jeg en dag var alene på kontoret, at tage en kopi af alt hvad der var på computeren. Alle filerne har jeg gemt på et usb-hukommelsesstick.

Efter at have haft lejlighed til at læse alt det der var på hukommelsessticket fik jeg en fornemmelse af, at her var der noget der var helt galt. Men jeg turde ikke dele min viden med nogen, idet jeg selvfølgelig var bange for at blive fyret, hvis nogen fik viden om hvad jeg havde gjort og at jeg brød min tavshedspligt.

Efter nogen tid henvendte jeg til en jurist i min faglige organisation og fortalte ham om hvad der var passeret. Han var mildest talt chokeret, og opfordrede mig til at få offentliggjort min viden på en eller anden måde. Men jeg afslog hans forslag, idet jeg er glad for mit job, og selvfølgelig ved, at jeg ikke vil få ansættelse i advokatbranchen efterfølgende, hvis jeg bliver fyret som følge af at jeg har brudt en tavshedspligt.

Juristen accepterede min holdning, og vi blev enige om at afvente. Måske kom sandheden frem på en anden måde.

Efterfølgende har jeg jo så kunne konstatere, at sandheden ikke er kommet frem - tværtimod.

Jeg har efterfølgende talt med den ovenfor nævnte jurist, som anbefalede mig at vente med at offentliggøre min viden og dokumentation, indtil alle havde givet forklaring i Skattesagskommissionen, idet de - med juristens ord - “har godt af at blive stegt i deres eget fedt.”

Jeg er bekendt med at jeg mister mit arbejde og ikke får arbejde som advokatsekretær igen, når jeg offentliggør min viden og dokumentation, og det er selvfølelig trist, når man er glad for sit arbejde. Men jeg kan ikke leve med, at nogle få personer forsøger at føre os alle sammen bag lyset. Der går grænsen.

Hvis, eller rettere når jeg bliver fyret, vil jeg finde ud af, hvordan jeg ka sælge min viden og dokumentation, således at jeg på den måde får kompensation for mit indtægtstab som advokatsekretær. Overvejer at udgive min viden og dokumentation i bogform.

Men for at Skattekommissionen forhåbentligt kan komme mig i forkøbet og få sandheden frem, vil jeg oplyse følgende:

  • Det notat, som BT anfører at være et substansnotat udarbejdet af Simon Andersen, er i flere versioner udarbejdet af en af indehaverne i det firma hvor jeg arbejder.
  • Notatet er udarbejdet efter anmodning fra et ledende Venstre medlem.
  • Der er tilgået vores kontor en lang række mails med bilag til brug for udarbejdelse af notatet. Disse e-mails er tilgået vores kontor fra Venstres sekretariat og fra Venstres pressetjeneste.
  • De e-mails vores kontor har modtaget, har været vedlagt en lang række filer/bilag. Af påtegningerne på disse bilag fremgår, at en lang række af dem har været omkring Skatteministeriet/Departementet.
  • Nogle presseklip med udtalelser af Helle Thorning-Schmidt har vi fået fra Skatteministeriet, men kan se, at presseklippene er samlet af BT.

Som det fremgår af ovennævnte ønsker jeg indtil videre at være anonym, og håber at sandheden kommer frem i Skattesagskommissionen, således at jeg kan forblive med at være anonym.

Men kommer sandheden ikke frem, på grund af de mange løgnagtige forklaringer der er blevet afgivet for Skattesagskommissionen, vil jeg på en eller anden måde træde frem, og sørge for, at de pågældende “bliver steg i deres eget fedt.”

Denne skrivelse er stilet til Skattesagskommissionen. Men for at sikre mig, har jeg overgivet en kopi af skrivelsen til juristen i min faglige organisation. Jeg overvejer at give en kopi af skrivelsen til en seriøs journalist, som kan holde helt tæt indtil Skattesagskommissionen har gjort sit arbejde færdigt. Men jeg vil ikke kunne beskyldes for, at jeg ikke advarede i rette tid.

Med venlig hilsen

“Den anonyme”

Berlingske Tidendehar bedt biolog og krimiforfatter (»Dinosaurens fjer«, »Svalens Graf« m. fl.) Sissel-Jo Gazan læse skattesagens anonyme brev og give et bud på brevskriverens identitet

Som inkarneret tilhænger af den utrolige historie, min egen fascination af civilcourage og min erfaring med mange kvinders indgroede forsigtighed, vælger jeg – med et par forbehold – at tro, at det anonyme brev er ægte.

Kvinden er i begyndelsen af fyrrerne og har store, men hjemmeboende børn. Hun er godt begavet og parkerede drømmen om at flytte til København og læse jura (og med tiden at blive højesteretssagfører), fordi hun blev gift og fik børn, plus havde en hest, da hun var i tyverne. Hun er en dybt skattet arbejdskraft og ser i den grad sig selv som pligtopfyldende, nøjagtig og ordentlig, deraf angsten for at blive fyret/anklaget for at have snuset i og lækket information fra sin arbejdsplads.

Den viden hun har, har redet hende som en mare ved nattetide, og det er ved at være noget tid siden, at hun har betroet sig til sin mand.

Den udbredte holdning er ellers at brevet givetvis er et falsum. Klaus Kjøller er ifølge Politiken enig i at der er tale om en kvinde, men at stilen»…er jo synopsen til en dårlig lægeroman«netop med udgangspunkt i det stærk personlige præg, som ser ud til at have forført forfatteren ikke af lægeromaner men af krimier.

Klaus Kjøller undrer sig over, at Skattekommissionens medlemmer har taget brevet så seriøst, at man valgte at suspendere afhøringerne, mens politiet efterforskede brevet.

»De er givetvis dygtige jurister, men det er rystende, at de ikke har været bedre til at analysere autenticiteten af brevet«, siger sproglektoren. Han nægter at tro på, at brevskriveren som påstået er advokatsekretær.

»Der er alt for mange kommafejl og sproglige fejl. Man holder ikke fem minutter som advokatsekretær, hvis man ikke kan sætte kommaer. Og dette skal forestille at være et brev, som man har gået og tænkt længe over? Sådan et brev skulle være en advokatsekretærs mesterværk. Den holder ikke«, siger Klaus Kjøller.

Kender ikke »juristkulturen«
Endnu værre er, at brevet ifølge sproglektoren afslører, at skribenten tydeligvis ikke er bekendt med »juristkulturen«.

»Hun vælger - ja, nu siger jeg ‘hun’, for jeg tror, at det er en kvinde - at bringe sig selv i fokus, når der absolut ingen grund er til det. Vi får en historie om, hvordan hun i hemmelighed kopierer materialet fra sin kollegas computer. Om hvordan hun frygter at miste sig job. Det er altsammen meget spændende, men hvorfor bringe sig selv ind i det? Hvis hun vil have de her oplysninger frem, kunne hun nøjes med anonymt at sende bare en enkelt af de kompromitterende emails«, siger Klaus Kjøller.

(…)

Hvorfor mener du, at det er en kvinde, der har skrevet brevet?

»Fordi det fortrinsvis er kvinder, der læser den litteratur, som det her er inspireret af«, siger Klaus Kjøller.

Selv Rune Engelbrecht Larsen tvivler i Politiken på ægtheden og spekulerer i mulige alternativer

Hvem denne anonyme brevskriver så SELV er, er selvsagt altafgørende - men vedkommende er i hvert fald NÆPPE DEN ‘advokatsekretær’, som han eller hun udgiver sig for at være (altså en, der har delt kontor med en kollega, som fik hemmelig PC og mailkonto), for så ville vedkommendes beskrivelser med stor sandsynlighed afsløre identiteten over for selv samme advokatfirma.

Denne del af brevet er med andre ord i bedste fald en del af en dækhistorie.

Kan det i stedet være en anden samvittighedsramt person, der har set dokumenter eller overhørt samtaler, som vedkommende ikke kan bevise, men ønsker, at andre vil bore efter? Måske er det en person, der faktisk arbejder for eller har arbejdet for et advokatfirma, men bevidst har villet lyve om sin position i firmaet for ikke at risikere noget? Måske er det en medarbejder fra BT eller i Venstre, der har villet kaste misvisende spor ud om sin person, men samtidig få sine opysninger ud i pressen?

Eller måske er det i virkeligheden en socialdemokrat, der er frustreret over, at Venstre ikke rigtig har tabt noget på denne sag, og som derfor har brygget noget sammen for at holde gryden i kog og forstærke mistanken?

Der er stof til en tv-serie her - men ikke til Skattekommissionen.

Engelbrechts og Kjøllers læsning af brevet er realistisk. Selv for en lægmand udi den juridiske verden er det tydeligt at det ikke er en advokatsekretærs præcise og afmålte sprog, men for meget ævl. Der er heller ikke den obligatoriske vareprøve med, som det også virker mærkeligt at brevskriveren har haft så uhindret adgang til en en topfortrolig computer og dens email kode. Profilerede sager kalder på psykisk ustabile mennesker, der udgiver sig som på vidner og gerningsmænd og derfor er der intet mystisk i et mystisk brev. Men der er et mysterium ved dette brev nemlig, som Kjøller også undrer sig over; hvorfor har kommissionsformanden nogensinde kunnet tage det alvorligt?

Den sikkert udmærkede krimiforfatter Sissel-Jo Gazan ser en kriminalroman i fordi hun er kriminal forfatter. Hvad Hjertet er fuld af løber munden over med. Men hvad ser kommissionformanden? Er han “i virkeligheden en socialdemokrat, der er frustreret over, at Venstre ikke rigtig har tabt noget på denne sag, og som derfor har brygget noget sammen for at holde gryden i kog og forstærke mistanken“, som Rune Engelbrecht formulerer det?

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress