Årets julegaveide

Diverse — Drokles on December 8, 2007 at 7:36 am

Søren Kraup bliver hyldet i et festskrift, der helt i Krarups ånd forholder sig ganske kritisk til fødselaren. Fra Weekendavisen

»Jeg er enig i, at Danmark er besat. Men dermed hører den op, enigheden. For mig er der tale om en besættelse af sjælen og hjernen - langt værre, et eller andet sted, end en synlig fjende, man kan se og vælge til og fra, om man vil bekæmpe (…) Det er et langt mere filosofisk spørgsmål end blot dette om lavere skat. At Danmark har verdens højeste skat, er blot et symptom på den sygdom, der æder folkets sjæl, som rust æder gamle industribygninger.« Sikket held, det var noget med udlandet, Pind fik ansvaret for efter valget, for det minder da om noget, den yngre Anders Fogh og den yngre Søren Krarup også har talt om.

Pinds pointe er, at Krarup har måttet forlade mange af sine behandlerstatsbekæmpende bastioner fra 1960erne og frem for at please det parti, som skulle hjælpe ham med at standse indvandringen. »I Krarups parti spiller afhængigheden en langt større rolle end friheden. Man fornemmer det gustne overlæg, trods alt, når man studerer de lidt ældre programmer for partiet. Resultatet er i alt fald uantasteligt: som en behandling gående ud på at helbrede alkoholikere ved hjælp af fri bar fyldt med hård spiritus.« Pind synes, eller håber, at det nager Krarup, at det er gået sådan. »Når han stilfærdigt mumler, at hans bogprojekter lider under det politiske arbejdes massivitet. Eller når han lyser op og fortæller om det egentlig vigtige, arbejdet i og med Tidehverv.«

Søren versus Søren er et forrygende politisk drama om forholdet mellem liberalisme, konservatisme og socialdemokratisme med socialdemokrater og konservative efterladt på tilskuerbænkene.

DER er andre gode indlæg blandt den snes, bogen består af. Fremhæves skal Henrik Gade Jensen, som konstaterer, at med kristendommens sekularisering kan helligbrøden i dag kun finde sted inden for politikken. Da Jens Jørgen Thorsen gjorde Jesus til pornostjerne, forargede det langt mindre end Krarups modsigelse af en helliggjort politik, påpeger Gade Jensen.

Hans egentlige anliggende er en ret kras kritik af den Søren Krarup, han ellers roser intenst og er enig om meget med. Kan der fra Luthers skrifter kun deduceres én mening om dansk politik? Er evangeliet så entydigt, at det kan indgå som præmis i nutidige avisdebatter? Kunne man ikke pragmatisk sætte Luthers hårde ord om jøder og tyrker ind i deres historiske sammenhæng, da man i sin tid udgav dem? Behøver Krarup inddrage Hørups privatliv, når han vil pande ham ned? »Søren Krarup forfalder til den bigotte moralisme, som hans teologi ellers burde holde sig fri af. For vi har ikke noget at lade hinanden høre udi det private.« skriver Gade Jensen.

Hvis kritik rækker endnu videre. Han er barnebarn af en indremissionsk præst, der sled som sådan for at bygge kristendommen op på Amager. Gade Jensen tager nu ordet på farfaderens vegne: Den tidehvervsteologi, som Søren Krarup er dagens forvalter af, skød missionærerne ned »med det skarpeste intellektuelle krudt«. Men hvis Tidehverv var enerådende i dansk kirkeliv, ville tilslutningen til folkekirke og kristendom langsomt forsvinde, forudser han. Og noterer med glæde, at Krarup siden har forladt sit synspunkt fra 1965, da den unge nyansatte præst i Seem bad kirketjeneren lade flagstangen stå nøgen langfredag og påskedag. Det var for den unge Krarup en utidig sammenblanding af kristendom og nationalitet.

Og videre: Gade Jensen anklager Krarups kritik af Georg Brandes for at være rigid på grænsen til det fobiske og opfordrer fødselaren til at indse, at opgøret med kulturradikalismen er ved at være forbi. »For de senere års indvandring har gjort os alle til modernister og kulturradikale. Der er i dag mere end nogensinde før brug for at frigøre fra en stivnet religion og dens snævre, stramme bånd.«

Måske var der endda en enkelt overvintret kulturradikal, som skulle investere i denne bog udgivet på et Dansk Folkeparti nærtstående forlag for at finde kvalificeret skyts mod fødselaren.

Til deres indvendinger er kun at sige at selv om at de har ret i at der er råd i fundamentet så får det vente til efter at vi har slukket ilden.

4 Kommentarer »

  1. Hvis ikke det var for de små uddrag som f.eks. det du har bragt her, ville det at skrive i Weekendavisen være næsten det samme som at skrive til skrivebordsskuffen.

    Comment by Balder — December 8, 2007 @ 12:33 pm
  2. Hvad er bogens titel om hvem er udgiver? Når man trykker på linket til Politikens weekendudgave den kulturradikale Weekendavisen, så kræver det det desværre abonnement.

    Problemstillingen, der illustreres udmærket af citaterne er, at man som vælger står i det svære valg, man har som vælger.

    Ønsker man at sikre landet mod en tilbagevenden til 90 ernes uansvarlige indvandringspolitik, så må man støtte Dansk Folkeparti, der på det økonomiske område liger Anker Jørgensen i uansvarlighed.

    Det er altså på tide, at vi får startet et nyt borgerligt, liberalt, konservativt og nationalt parti.
    fhv grisehandler

    Comment by fhv grisehandler — December 8, 2007 @ 6:17 pm
  3. #2: “Det er altså på tide, at vi får startet et nyt borgerligt, liberalt, konservativt og nationalt parti.”

    Helt enig. Jeg stemmer selv udelukkende på DF, fordi det er det eneste parti, som tør tage islam ved hornene.

    Comment by Anna Lyttiger — December 9, 2007 @ 7:01 am
  4. Helt enig.

    Comment by Drokles — December 9, 2007 @ 7:11 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress