Det arabiske efterår

En chokerende rejse - Hannah Ziadeh og det arabiske efterår” hedder en dansk dokumentarfilm fra 2013, som Danmarks Radio har haft liggende på deres hjemmeside og som de nu af mærkværdige grunde fjerner igen, skønt den allerede er betalt af alle licensbetalerne. Det er synd, filmen kan ellers anbefales også for små billeder af filmisk symbolik, som kameramanden fanger. I programomtalen hedder det

Mere end to år efter det arabiske forår i Mellemøsten begyndte er regionen stadig præget af uroligheder. Vi følger aktivisten Hanna Ziadeh og hans kamp for menneskerettigheder i gaderne i Cairo og Beirut, hvor mindretal kæmper en daglig kamp mod undertrykkelse. Hanna er homoseksuel, halvt libaneser, halvt palæstinenser, ateist - men af kristen afstamning og ved derfor alt om at tilhøre en minoritet. Hans tilgang til den arabiske verden er hårrejsende ærlig. Vi kommer helt tæt på fra svindlere, korrupte hjælpeorganisationer, professorer, eksministre og afstikkere fra Det Islamiske Broderskab til demonstranter, menneske- og våbensmuglere og oprørere i Aleppo, som alle har en afgørende rolle i krigen. Alle med et håb om, at drømmen om frihed bliver en realitet, og magten i sidste ende falder i de rette hænder. Instruktion: Theis Molin

Efter en indledende vignet af stemninger fra den film vi skal til at se, hvor vi hører en kriger i Syrien sige “Vi vil ikke have medicin eller våben. Vi vil bare have våben.“, en taxachauffør i Ægypten sige “This revolution, I think it’s bullshit!” og en ældre korpulent kvindelig kulturpersonlighed i Libanon råbe “Fuck you and your lessons!” ind i hovedet på en forbløffet Ziadeh, som er krydsklippet med Ziadeh pakke sin kuffert hjemme i sin stue i Danmark, hente post i Center For Menneskerettigheder og høre ham komme med et par godtkøbs betragtninger om at menneskerettigheder er ganske virkelige for mennesker ude i verden skønt de forekommer abstrakte i Danmark havner vi i første scene på gaden i Kairo. Ziadeh er taget til en demonstration, der dels er en mindehøjtidelighed for en muslimsk massakre på koptere (de kristne i Ægypten), dels er en demonstration mod den siddende præsident, der på det tidspunkt stadig hed Morsi.

Vi har fået nok af undertrykkelse” og “Hver kugle gør os stærkere” råber demonstranterne med en mund. Henunder aften forsøger Ziadeh at tale med en demonstrant, men en anden demonstrant blander sig straks og siger til den første “Jeg fortæller dig, hvad du skal sige“. De får fat i en kvinde uden tørklæde og Ziadeh spørger ”Hvad synes du om de kristnes situation og den massakre, som blev gennemført mod dem for et år siden?” Den kvindelig demonstrant svarer “Kopterne har det ikke dårligt. Jeg siger det af erfaring og på basis af mit samvær med mange kristne“. En lille ældre mand, der står i den forsamling, der altid opstår blander sig: “Hvad mener du med at situationen ikke er dårlig? Situationen er dårlig!” Der diskuteres ivrigt på arabisk og kvinden spørger den lille mand “Demonstrerer du mod hvad der skete for et år siden eller mod præsidenten?” - “Jeg demonstrerer mod begge dele svarer han!“. Der er en let agiteret stemning, som skal blive værre.

Ziadeh spørger endnu en demonstrant, en ældre herre “Foregår der en systematisk forfølgelse af de kristne i Ægypten?“. “Det gør der fra bestemte grupper.” svarer han. “Hvilke grupper?” spørger Ziadeh og den ældre herre svarer “Fra de herskende grupper, de stærkt religiøse muslimske grupper.” (…) “Det er fundamentalisterne der skaber problemerne“. Der klippes igen til stemningen under interviewet der er blevet ganske agiteret og en mandlig demonstrant kræver “Sluk for kameraet!“.

Senere følger nolge ældre hijabklædte kvinder, den ene med en megafon i favnen, efter Ziadeh og spørger “Hvorfor giver I et dårligt billede af vores land? Vi muslimer og kristne står sammen“. “Alt hvad jeg har gjort er at stille et spørgsmål.” forsvarer Ziadeh sig “Bliver de kristne forfulgt?“.

Det er jo mærkeligt,” siger Ziadeh lettere ophidset til kameraet da de er kommet væk fra demonstranterne “vi deltager i en demonstration som viser solidaritet med de kristne der bliver slagtet fordi de er kristne, men så bliver jeg forfulgt.” En ny demonstrant kommer hen og Ziadeh vil vide, hvad der nu er problemet. “Du må ikke filme!“. “Hvem er du? Hvorfor er du her?” forlanger demonstranten at vide, mens han skubber til kameraet og Ziadeh spørger “Hvad har jeg gjort galt?“. “Vil du følge med til en betjent og forklare, hvem du er?” fortsætter demonstranten ophidset.

Der klippes igen og Ziadeh taler igen til kameraet med forskellige demonstranter i nærheden “Det her kan hurtigt udvikle sig til tumult.“. Tilbageklip til slutningerne på de samtaler Ziadeh forsøgte at få med demonstranter, hvor de skændes højlydt indbyrdes med agiteret gestik. Klip igen til Ziadeh, der løber gennem trafikken, ud og ind mellem biler indtil kameramanden forpustet spørger “Hvad fanden skete der?” og Ziadeh svarer “Jeg ved det ikke. Det var fordi jeg stillede det der forbandede spørgsmål.” mens han ser sig hektisk omkring. “Det er dem der kommer dernede, er det ikke det?” siger kameramanden og nyt klip til løberi, mens de to råber efter en taxi, som de får fat i.

Taxichaufføren, der har boet i USA, siger de skal være forsigtige “Det her land er sindsygt [fucking crazy], Det er langt ude.“. Det er denne chauffør, der kalder revolutionen bull-shit og han forklarer at der er nogen bag den siddende præsident, der er den egentlige magt.

Senere mødes Ziadeh på hotelværelset med en solid islamist, der forklarer ham hvorfor en kristen mand ikke kan gifte sig med en muslimsk kvinde og samtidig også grundpræmissen for det Arabiske Forårs problemer “Sådan er islam, og der er intet, der kan ændre den islamiske lovgivning! Hverken i det 21. århunderede eller senere“. Det er en scene, der er set så mange gange og eksperterne lader sig altid forbløffe over at islamisterne er konsistente i at Allah’s lov trumfer alt i enhver detalje og tilskriver denne konsistens en form for fejl. “Sådan er islams natur. islam hersker over alle og ingen hersker over den!” slår islamisten fast sikker i sin logik om at det er uantageligt for mennesket at stille spørgsmålstegn ved Allahs intelligens og indsigt.

Hele det offentlige rum i Ægypten er totalt farvet af islam. Hvis de kunne farve træstammerne grønne og kalde dem for islamiske så havde de gjort det.  Alt er islamificeret” fortæller Ziadeh kameraen mens han passerer et spejl, hvori han kan få et glimt af sig selv i sin nye indsigt.

skc3a6rmbillede-2013-09-25-kl-161609

Ziadeh er nu i Libanon og fortæller kameraet at han “tror at det arabiske forår har sat nogle kræfter fri og ingen anede hvilket omfang af forandringer det ville medbringe. Vi har alle haft en fornemmelse af, at islamisterne er stærke, men de er stærkere end vi har troet. Der er en afgrund af frustrationer og had i de arabiske masser, som vi er vidner til i øjeblikket. Det virker ikke som om at demokratiet har vundet revolutionen.

Ziadeh taler med en forsker, et dannet menneske viser det sig, ved navn Mammuth Shureikh, mens de spadserer ned af gaderne i Libanon

Mammuth Shureikh: “Landene i den arabiske verden blev uafhængige i 1940′erne. Nogle lande blev uafhængige i 1960′erne, andre i 1970′erne. Uafhængighed er et nyt begreb her. Hele tanken om demokrati, frihed og social retfærdighed er et europæisk koncept. Måske er den arabiske tankegang fremmed overfor de her moderne begreber.Det, der skete i Europa i 1848, og det, der sket i Frankrig i 1789 var en radikal og social omvæltning. Det samme sker muligvis ikke med Det Arabiske Forår. Vi har ikke en Rousseau, Voltaire, Kirkegaard eller Sartre.”

Hannah Ziadeh: “Vi har en Tariq Ramadan og Muhamad Sarhan og islamisterne, der taler til hovedløse masser”

Mammuth Shureikh: “Ingen har endnu skrevet om omfattende filosofi ud fra en solidt funderet analyse, som tager den social dimension i betragtning. Spørgsmålet er ikke kun det politiske”

Mens der tales om Rosseau og Kirkegaards Vesten og Østens Tariq Rammadan og hovedløse masser passerer Ziadeh og Mammuth Shureikh en burkaklædt kvinde der står kigger ind af et tøjbutiksvindue hvor tre mannequiner poserer i afslappet vestligt tøj.

skc3a6rmbillede-2013-09-25-kl-102026

Det er uklart om de intellektuelt optagede herrer ser ironien, men kameramanden fanger den og panorerer ud for at holde den dagdrømmene burka i billedet. Et sørgeligt billede, der gemmer sig et menneske bag formummelsen.

skc3a6rmbillede-2013-09-25-kl-171312

Ziadeh taler dernæst med den kristne libaneser Nedal Achqar, teaterchef og tidligere minister med en stori indflydelse på den offentlige debat får vi at vide.

Nedal Achqar: “Vi drømte om at den arabiske verden omsider slap af med sine diktatorer. Vi ønskede ikke islamiske love, eller at broderskabet fik magten. Men så opdagede vi, at i Tunesien, Ægypten Marokko og Algeriet… De sidder ikke endegyldigt på magten, men det er indlysende at det Muslimske Broderskab har organiseret sig i de sidste 50 år.”

(…)

Nedal Achqar: “I Frankrig var det hele planlagt. Der var alle de intellektuelle og Voltaire, der skrev før revolutionen. De visdste hvad de ville have. I Rusland vidste de, hvad de ville have. Alle de andre revolutioner… det var det samme i Spanien. Så det, der skete i den arabiske verden, var et stort rod. Hvis vi vender blikket mod Syrien… Syrien er noget helt andet.”

(…)

Nedal Achqar: “I Syrien havde de den politik at bekæmpe Israel. (…) Jeg er imod Israel, og jeg er imod ethvert europæisk land, som har sendt våben til Syrien. Dem alle sammen.”

skc3a6rmbillede-2013-09-25-kl-172752

Ziadeh på den anden side af skrivebordet, blottet midt i rummet.

Nedal Achqar: “Det vigtigste for mig er, at dette oprør altid kommer til at dreje sig om et oprør mod Israel. Det ønsker Vesten ikke at vi siger.”

(…)

Nedal Achqar: “Du må forstå, at vi prioriterer Palæstina over alt andet.”

Ziadeh: “Så det retfærdigør alting?”

Nedal Achqar: “Selvfølgelig gør det det! Det retfærdigør alt! Jeg ville andda acceptere at blive sat 100 år tilbage i tiden”

Nedal Achqar: “Jeg holder med syrerne og med iranerne fordi de støtter oprøret mod Israel.”

(…)

Ziadeh: “Vi to burde være på folkets side.”

Nedal Achqar: “Fortæl mig ikke, hvad jeg burde gøre. Spar mig for dine gode råd. Fuck dig og dine gode råd! Nu fortæller jeg dig min ærlige meningen foran kameraet. Jeg er pisse ligeglad med dine holdninger”

(…)

Nedal Achqar: “Alle i Vesten var meget glade for Det Arabiske Forår, men se, hvad det har ført med sig i hele den arabiske verden. They’ve made a mess”

Udenfor taler Ziadeh igen til kameraet om sin oplevelse af Nedal Achqar

Hun kan tillade sig at bryde enhver høflighedsnorm. Det kan hun når hun taler om den store fjende: Israel og Vesten. (…) Det er jo derfor at konflikten om Israel er så central. Fordi den har været brugt systematisk for at terrorisere interne nytænkere og det ægte krav om demokrati of for at legitimere diktaturerne. Først var de sekulære diktature og nu er de ved at få islamiske diktaturer. Det er utroligt.

Der følger en del stemningsbilleder fra Ziadehs liv som foredragsholder og panel debatør ude, som hjemme, hans samtaler med sin bekymrede mor, hans brokkerier over TV formatets alt for hurtige og overfladiske form (DR i dette tilfælde), Jacob Skovgaard Petersen der ved en talefejl opfinder et nyt ord “de islamante” og Jens Nauntofte der synes det er en god ide at Ziadeh vil tage ulovligt ind i Syrien. Ziadeh begiver sig først til Tyrkiet, hvor han vil købe noget medicin og hvorfra han vil bevæge sig ind i Syrien. Her udspiller der sig nogle bizarre scener.

En “superaktivist” i Tyrkiet tager Ziadeh hen til et nødhjælpscenter for at købe blood clot, der meget praktisk i en krig, kan standse blødninger hurtigt. Men på nødhjælpscentret kan man modsat, hvad superaktivisten har fortalt Ziadeh alligevel intet købe. Ziadeh konfronterer dem og siger at han har hørt at de får tilsendt masser af medicin, som ikke bliver sendt videre til Syrien. “Det er ikke sandt.” lyder det rolige svar og så “Hvordan kan det være at i filmer når i ikke har fået lov?“ Alle Ziadeh kommer i kontakt med i Mellemøsten får et eller andet problem med kameraet, med det dokumenterende, hvis man ellers fraregner den lettere verdensfjerne forsker som var velbevandret i europæisk idehistorie og den opulente . Ziadeh går på det sorte marked, hvor al nødhjælp ifølge ham ender og køber for 1.000 dollars amerikansk militær medicin han mener er smuglet ind fra Irak af en mand der slet ikke lader sig filme.

Med sin medicin organiseret gør Ziadeh de sidste forberedelser med den menneske- og våbensmugler, der skal tage ham ind i Syrien til oprørerne. Hans mareridtsscenarie er at menneskesmugleren er regimets mand da der så næppe er returbillet. Men det er heller ikke let, hvis smugleren viser sig at være den han giver sig ud for, fortæller Ziadeh til kameraet.

Jeg har været i kontakt med ham i over et år og jeg har bemærket at han er blevet mere og mere islamistisk. Også på hans Facebook kunne jeg mærke at alt hvad han foretager sig er blevet mere islamistisk.

Ziadeh skal ikke have noget af at fortælle smugleren om sin homosexualitet. På en restaurant vil Ziadeh have klare linier

Ziadeh: “Mit liv er i dine hænder. Min mor har fået advarsler om at de radikale islamister bare venter på at få fat i en kristen som mig  for at partere ham i småstykker. Alle advarer mig, men jeg stoler på dig.”

Smugleren: “Bare rolig, de beskylder mig for at være sekulær.”

Ziadeh: “Hvis du betragtes som sekulær har vi intet håb. Hvad skal du gøre for at være islamist nok i deres øjne? Skal du slagte folk?”

Smugleren: “De vil have at jeg kun giver våben til islamisterne så de kan kontrollere befolkningen”

Kun beskyttet af sine menneskerettigheder, der garanterer hans bøssekristne ateisme er Ziadeh fanget mellem dem han vil bekæmpe og dem han vil hjælpe. Alle parter vil slå ham ihjel, hvis de vidste hvem han er. Regeringen fordi han er udlænding, islamisterne fordi han er kristen og muligvis også smugleren hvis han vidste at han var bøsse. Ziadeh er vikeligt en minoritet af en minoritet, som han beskriver sine egne følelser tidligere i filmen. Men her, hvor der er brug for menneskerettigheder, har han ingen, og der hvor han kan udleve dem er det overflødig og abstrakt.

Ziadeh kommer ind i Syrien og møder oprørere, der fortæller at de ikke forstår hvorfor de andre arabiske lande ikke hjælper dem. De håber på et frit Syrien uden sekterisme (multikultur) hvor anstændige menneske kan leve i fred med hinanden uden tyranni. Ziadeh drager videre og hører senere at stedet de lige havde opholdt sig blev bombet at regeringshæren. Ziadeh er tydeligt påvirket og spekulerer i om nogen følger hans færden og at han således er medskyldig i at pådrage sine omgivelse unødig opmærksomhed.

Fremme ved Aleppo efter at have droppet nogle våben af på vejen, som Ziadeh ikke mente var med i aftalen, overdrager Ziadeh sine medbragte lægemidler til en oprører, der står bøjet over en såret kammerat. Oprøreren pakker den flade grønlige pakke op og konstaterer at det kun er gazebind med desinficerende sprit. Ziadeh er rystet, en oprører konstaterer roligt at han er blevet snydt og tilføjer “De er nogle tyvknægte“, måske også for at give et trøstens ord til Ziadeh i deres fælles bitterhed. Det er en tragisk scene af svigt, som har afholdt mig fra en del hoverende vinkler over godhedsindustriens møde med deres sammenbrudte Arabiske Forår. Tre sårede oprørere, der lå i det lille feltlazaret dør i løbet af natten og blodet skylles og svabres ned af trapperne i, hvad der er dokumentarens absolut mest skuffende symbolske billede, rammende som det ellers er. Til gengæld fanger kameramanden Ziadeh stående ved siden af en næsten tom svømmepøl, mens han taler om mangler og som han håb og kræfter rinder ud.

skc3a6rmbillede-2013-09-26-kl-123942

Ziadeh er en ærlig mand, der bedre end de fleste kender den arabiske mentalitet. Han siger i de indledende minutter af udsendelsen at “Vi i danmark har svært ved at gennemskue, hvad der foregår i Mellemøsten“: Så sandt, men det er ironisk at de, der er bedst til det, tager mest fejl. Hvor de fleste danskere forholdt sig skeptisk til kynisk til det Arabiske forår optrådte eksperterne euforiske for siden at falde sammen i bortforklarende fornægtelse indtil det revisionistiske eller som Ziadeh kæmpende med sin afmægtighed. Ziadeh vil have at deres gøres noget for at hjælpe den ulykkelige situation, men han magter end ikke selv at have den rette medicin med til oprørende. Omvendt var hans nytteløse tilstedeværelse måske skyld i at regeringen fik ram på nogle af de oprørere han ville hjælpe. Ziadeh slutter programmet med at konstatere

Det er endnu en bristet arabisk drøm. Det er endnu en forspildt chance for at gøre op med generationer af undertrykkelse. Tingene gik ikke i den retning, som vi ønskede. Hverken i Tunesien eller Yemen. Især ikke i Ægypten og heller ikke i Libyen og bestemt ikke i Syrien. Det er det rene mareridt efterhånden.

For os kynikere er det ikke så overraskende. Vi bekræftes i vores opfattelse af den arabiske mentalitet og det muslimske snæversyn i at der ikke er basis for fremgang blot fordi nogle demonstranter råber “Demokrati” eller “Frihed!”. Den arabiske stemning på gaden, hvor spørgsmål udløser vrede og mistænksomhed, hvor den hovedløse masse altid bisser, hvor meninger ikke er private, hvor der altid er en dagsorden af os mod dem, hvor alle altid er krænkede og den hovedløse masses vold lurer under overfladen, hvor alt foregår via mellemmænd og med andre bag magten, der konstant ændrer spillereglerne og hvor kameraets dokumenterende kvalitet er suspekt. En en-dimensionel verden af snæversyn og paranoia, hvor der er ingen fred, kun våbenstilstand, hvor man snyder selv de døende for en risikabel profit. En verden hensunket under så megen selvmedlidenhed, virkelighedsfornægtelse og paranoia at de end ikke selv forstår hvorfor de ikke får hjælp fra deres brødre. Det gør vi.

Ziadeh, som er en af de lødige naivister har modigt skabt denne film, med sig selv som indsats. Tak for det. Han bruger langt tid på at forstå, hvor det går galt i Det Arabiske Forår. Det behøver vi andre ikke. Billedet af burkaen, der er fanget midt i moderniteten og ikke kan befri sig men kun drømme er dokumentation nok, der er mareridtet, indgroet i muslimsk og arabisk mentalitet. Vi kender det herhjemme fra.

2 Kommentarer »

  1. [...] Jeg beskrev denne glimrende dokumentar sidste år og havde et par kommentarer til nogle meget sigende billeder, som Ziadehs fotograf fangede. Men jeg havde ikke mulighed for at vise filmen før nu [...]

  2. There are so many people selling fake RayBan out of China, Hong Kong, or other countries. They post a picture that belongs to a pair that is actually real, then they send you a completely different fake pair.
    ralph lauren lauren
    [url=http://www.element.si/media/Websites/b1XKlO.asp]ralph lauren lauren[/url]

    Comment by ralph lauren lauren — November 9, 2014 @ 7:33 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress