I Ekstra Bladet (set via Veritas Universalis) kan man læse fra Norge

Det skal være startet med idealisme, men det endte med den største sygesikrings- og pensionsbedragerisag i Norges historie.

En 53-årig læge og en 49-årig psykolog blev tirsdag dømt for bedrageri for ikke mindre end 130 millioner norske kroner (119,6 millioner kr.).

Den mandlige læge blev dømt til to år og fire måneders ubetinget fængsel, mens den kvindelige psykolog fik et års ubetinget fængsel i Oslo byret.

Ifølge dommen har de to tilsammen fabrikeret over 50 urigtige læge- og psykologerklæringer, stort set alle til nordmænd af marokkansk afstamning. I stedet for at foretage forsvarlige, individuelle erklæringer hos den enkelte patient producerede lægen og psykologen erklæringer, der var baseret på fiktive eller overdrevne sygdomsbilleder.

Der er ganske vist ikke tale om asylansøgere, men der er tale om en idealistisk motiveret ekspertindustri. Forleden bragte Uriasposten en artikel fra om psykiatere, der meget hurtigt fandt asylberettigede lidelser hos asylansøgere.

En humanitær opholdstilladelse kræver erklæringer eller udtalelser fra en læge, der dokumenterer lidelsens grad og bekræfter, at den pågældende ikke kan behandles i hjemlandet på samme måde som her. Det kan således være et dilemma for lægen, om denne vil vride fagligheden til fordel for en beskrivelse af patienten, så denne har bedre muligheder for at opnå et humanitært ophold.

Jeg har på det sidste set adskillige eksempler på patienter, som tydeligvis har simuleret en psykose. Efterfølgende min konsultation er de set af en anden psykiater, som har bedømt de samme patienter som svært syge. De er tilmed blevet sat i antipsykotisk behandling og er blevet udstyret med en erklæring om, hvor syge de er.

Og d. 19.12.2006 skrev Søren Krarup i en Kronik i Politiken

Spørgsmålet var standende. 31. MARTS 2006 var jeg med Integrationsudvalget på tur til asylcentrene i Kongelunden, Lynge og Sandholmlejren. Vi talte med de voksne, af hvilke adskillige var sygemeldte, og med børnene, som fik undervisning i klasserne. Fra Kongelunden kørte vi til Lynge, hvor børnene fra Sandholmlejren gik i skole, og endnu en gang fik vi lejlighed til at snakke med børnene, og det gik for alvor op for mig, hvorledes disse børn befandt sig i en ødelæggende utryghed og foreløbighed. Ved det efterfølgende møde med lærerne og Røde Kors rejste jeg spørgsmålet, idet jeg spurgte, hvorledes man kunne vedblive med at lade forældrenes frække hårdnakkethed skade de arme børn. Straks fik jeg at vide, at det måtte vi ikke snakke om.

Hvorefter vi tog til Sandholmlejren og oplevede det samme: forældre, som nægtede at rette sig efter Flygtningenævnets afgørelse, og som lod deres børn betale prisen i form af denne utryghed og foreløbighed. Forældre, som henviste til psykisk sygdom som årsag til deres obstruktion. Men også forældre, som jo selv havde skabt sygdommen – hvis den var reel – ved at sige nej til at rejse hjem, således at de sad i årevis i asylcentre, der var indrettet til noget ganske andet.

Jeg må tilstå, at jeg blev moralsk forarget over disse forældre. De forekom mig at mishandle deres børn ved at bruge dem som gidsler i kampen mod de danske myndigheder. Og da jeg 21. april var på besøg i Sandholmlejren, ledsaget af TV 2 Nyhederne, blev jeg bekræftet i indtrykket, idet disse psykiske sygdomme virkede alt andet end overbevisende. Jeg er ikke psykolog. Jeg er heller ikke læge. Men jeg fik et meget levende indtryk af simulerede dårligdomme, hvor det gribende indtryk, viderebragt af et indforstået tv-kamera, var det vigtigste.

Og uden for den lejlighed, hvor jeg talte med en familie, ventede min kone og blev omringet af snakkende børn. »Her er så dejligt om sommeren!«, sagde en lille dreng til hende. Men straks faldt de andre børn over ham. »Det må du ikke sige!«, hvæsede de. Og således fik også hun en fornemmelse af en meget bevidst hensigt …

Hvilke kræfter arbejder for at Danmark skal ændre sin befolkningssammensætning?