Fagre nye Danmark - fortsat igen.

Diverse, Multikultur, Pædagogik, islam — Sobieski on November 26, 2007 at 5:01 pm

Denne rejsebeskrivelse begået af en Aarhusiansk buspassager skal nok få jer kære læsere op af sæderne.
Tak til Uriasposten for linket:

Århus Stiftstidende 23 november, Alice Krøger:

Jeg havde aldrig troet, at nogen ville råbe danskersvin efter mig. Eller spytte efter mig, hamre truende på vinduet eller synge smædesange. Slet ikke, når min eneste brøde var, at jeg en eftermiddag tog bus nummer 52 fra Næshøjskolen i Harlev til Århus.
Allerede ved busstoppestedet fik jeg en anelse om, at turen ikke ville blive helt almindelig.
»Fuck dig!« hvæser en 12-årig knægt til sidemanden, som får et skub, så han tumler ind i mig og flokken af ventende passagerer. En lille frysende flok Harlev-borgere og 30-40 børn, der går på Næshøjskolen, men bor i Gellerup.
Efter slag, voldsomme skub og benspænd får børnene mast sig ind i bussen, hvor et større slagsmål om sæderne starter.
Vi midaldrende opgiver kampen på forhånd. Inden vi er nået ud af Harlev, har flokken af 10-12 årige skolebørn forvandlet sig en skrigende hob, der står på sæderne, slår på hinanden og synger smædesange på arabisk. Chaufføren forsøger at få ørenlyd, men højtaleranlægget rækker kun til de første sæder.
En passager, der har sit forskrækkede barnebarn med, forsøger at få ballademagerne til at dæmpe sig. Uden held. De arabiske drenge styrer bussen. Det skal ingen være i tvivl om. Heller ikke jeg, da jeg opdager, at en af drengene stjæler en nød-hammer og putter den i lommen.
»Den kan du godt sætte på plads igen,« ryger det ud af munden på mig.
Straks udløser det en ny smædesang, denne gang rettet mod mig. Og på dansk. »Gamle menneske, gamle menneske, gamle menneske,« galer de, mens de udfordrer mine mange års erfaring i at omgås børn og unge. Jeg har været lærer og mangeårig leder i idrætsforeninger. Jeg har set masser af børn i flok. Men jeg har aldrig set noget lignende.
Nu har chaufføren også fået nok. Han stopper bussen og råber i højtaleranlægget, at han ikke kører videre, så længe børnene ter sig, som de gør.
Det hjælper i to minutter, så sætter de små Gellerup-drenge igen trykluft på stemmebåndet. Chaufføren hamrer foden i bremsen. Der bliver stille i bussen. Men i samme sekund chaufføren igen starter bussen, skriger en dreng af sine lungers fulde kraft og gejler medløberne op til en ny runde.
Nu med teksten: »Kommunen betaler, ha,ha, kommunen betaler,«
Det er vi almindelige passagerer ikke et sekund i tvivl om. Der er gratis månedskort i alle lommer, men vi har altså også betalt billet og vil bare gerne til Århus.
Bussen stopper så brat, at passagerne letter fra sæderne.
En yngre mand har mistet tålmodigheden. Han rejser sig op og råber.
»Så hold da kæft, vi er nogle, der ikke har tid til at holde her. Vi skal til Århus,«
Han bliver mødt med en byge af trusler om tæsk.
»Jeg er ikke bange for jer,« råber han, men sætter sig så ned. Med så mange øretæver i luften, gør man klogest i at holde sig i ro.
Den somaliske chauffør marcherer ned gennem bussen og får kun hånlige blikke og tilråb fra den arabiske fraktion. Truslen om, at de bliver sat af, hjælper ikke. Chaufføren ved, at det med det samme medfører klager, hvis han efterlader 10-12- årige drenge på Silkeborgvej. Først da han truer med at ringe til politiet, bliver der så megen ro, at bussen kan fortsætte. Men allerede da bussen når til det gamle Brabrand, er den gal igen. Chaufføren har givet op. Han kører så hurtigt han kan til ­City Vest, hvor Gellerup-drengene lægger kræfterne i og skubber så hårdt til pigerne og de stille somaliske drenge, at de vælter ud af bussen. Under en byge af spytklatter, tilråb om danskersvin og hamren på ruderne, kører vi ind mod byen.
Herregud! Eller måske rettere Herre Allah. Er det her virkelig resultatet af mange års forsøg på integration? Jeg kæmper en hård kamp med min indre vrede og forsøger at forklare, hvordan det kan gå så galt. Det lykkes ikke.
Frustreret står jeg af på Banegårdspladsen og kigger hen på Rådhuset. En dag vil jeg invitere by­rådet med på en tur i bussen.

Ja en trist historie i alt sin enkelthed, og hvis nogle sidder tilbage med en knold af vrede i mellemgulvet, så er det nok et tegn på at I ikke har boet i nærheden af multikulturelt belastede områder. For sandheden er, at undertegnede finder denne historie nærmest prosaisk, og det har bl.a at gøre med min færden på Vesterbro og især Nørrebro i København, nærmere betegnet en SFO/kulturhus hvor muslimsk bandeuvæsen og hadefulde udfald mod danskere er hverdag. Sikke et dejligt samfund de radikale tosser har skaffet os på halsen.

4 Kommentarer »

  1. Hvem har ansvaret for at det er kørt så meget af sporet?

    Hvorfor tillades sådan en tyrannisk adfærd i bybusser?

    Comment by James — November 26, 2007 @ 7:34 pm
  2. Vi skal have borgerkrig - en frihedskrig - mod dette uvæsen, der har sneget sig ind over vore grænser.
    Derefter skal vi hejse vort gamle Dannebrog og synge:
    Men end er der sang i skoven,
    højt bølger det røde flag,
    end er der en Gud for oven,
    der råder for Danmarks sag.

    falkeøje

    Comment by falkeøje — November 26, 2007 @ 8:06 pm
  3. Hvem har ansvaret for at det er kørt så meget af sporet?

    Det kommer der en klumme om på et senere tidspunkt.

    Hvorfor tillades sådan en tyrannisk adfærd i bybusser?

    Fordi frygt æder menneskers sjæle op.

    Comment by Sobieski — November 27, 2007 @ 2:51 pm
  4. Jeg bor i Årrrgghus på 10. år, og det beskrevne senarie er velkendt:
    Da jeg flyttede til byen fra Vestjylland og oplevede det første gang, reagerede jeg som alle vestjyller ville ahve gjort, og fandt mig stående alene midt i bussen i konfrontation med en horde arabiske drenge, mens de oprindelige århusianere sad og dukkede sig.
    Det er fandme trist, og det ender uværgeligt med en undergrundsbevægelse for de der som jeg snart har fået nok.

    Comment by Mads — November 28, 2007 @ 5:33 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress