Lige Lovligt på P1 handlede om gruppen Forældre Mod Politivold og her fik man noget for sine licenspenge. I studiet sad den joviale sjatpisser af en politimand Per Larsen og diskuterede vores allesammens Bjørn Elmqvist under ledelse af DR-journalist Mette Smed. Intro’en er et studie i rødt, som Watson ville skrive.

I over et år er en gruppe forældre trukket i gule veste og er gået på gaden når det trak op til demonstration i og uden for København. De har dannet en gruppe der kalder sig Forældre Mod Politibrutalitet og allerede her er der sikkert mange, der vil stejle. For Politiet i Danmark er da ikke brutale! Tjae…lyt med og døm selv når de tre forældre fra foreningen fortæller om deres oplevelser med Politiet og giver deres version af virkeligheden. Lyder det troværdigt eller er det bare de rene overdrivelser, digterier og fri fantasi?

Foreningen blev dannet fordi en række forældre følte at deres børn i mange situationer blev udsat for en utrolig grov behandling fra politiet’s side. Forældreforeningen er ikke direkte knyttet til Ungdomshuset i København og de voksne tager som sådan ikke stilling til spørgsmålet for og imod et Ungdomshus. De støtter heller ikke vold og stenkast og molotovcocktails, der flyver gennem luften. De går på Gaden for at bevidne virkeligheden når deres demonstrerende og protesterende børn kommer i clinch med Politiet. Og den virkelighed de har set har chokeret dem.

Deres børn og unge bliver af mange betragtet som ballademagere. Det er de børn og unge, der på kryds og tværs bevæger sig i cirkler omkring det nu hedengangne Ungdomshus på Jagtvej i København. De brænder byen af, smadrer ruder og slås med politiet lyder vrede kommentarer fra hele landet og hvorfor kan de ikke bare opføre sig ordenligt?

De voksne, der har engageret sig i Forældre Mod Politibrutalitet mener at det billede af deres børn og unge er helt misvisende, at de voldsomme episoder er enkelstående eksplosioner, der ikke giver et retvisende billede af den store gruppe af sortklædte unge, et misvisende billede af de unges mission, af deres holdninger og deres almindelige opførsel. Faktisk mener forældrene at gruppen af sortklædte unge indeholder ekstremt mange særdeles tænksomme unge mennesker der tror på demokratiet, unge der stiller kritiske spørgsmål til samfundet og forældrene mener at samfundets, politikernes og politiets behandling af de selv samme unge er ved at få dem til at miste troen på at også de har en stemme som de har ret til at bruge.

Hør forældrenes tanker om deres børn om demokrati, om retten til at demonstrere og ytre sig, om Politiets rolle, om retssikkerhed og om borgerrettigheder.

Det sidste først. Programmet, hvor det hedder “Program om forbrydelse, straf og retspolitik…forsøger at komme om bag de lukkede døre i systemet og stiller kritiske spørgsmål til alle“, er altså bygget op om forældrernes anklager mod Politiet og efterfølgende samfundet og politikerne, der højst kan håbe på frisag i mangel på beviser. Læg mærke til det totale fravær af de unges eller forældrenes ansvar gennem hele programmet. Forældre Mod Politibrutalitet er imod vold får vi at vide og de tager ikke stilling til Ungdomshuset. Det er såmænd blot en gruppe bekymrede mennesker der “…går på Gaden for at bevidne virkeligheden når deres demonstrerende og protesterende børn kommer i clinch med Politiet.” som om det er noget, der bare indtræffer, som regn i april.
Dernæst er der i introen ingen forbindelse mellem de unge og så den vold og ballade de foresager, som om der ikke forligger dokumentation og at vi står i en mudret situation om påstand mod påstand igen i citatet “De går på Gaden for at bevidne virkeligheden når deres demonstrerende og protesterende børn kommer i clinch med Politiet.” Demonstrerende og protesterende børn, hvem kan have indvendinger imod det?

Der er derimod en forbindelse mellem lytterens fordomme om de unge og så de unges vold og ballade, “…allerede her er der sikkert mange, der vil stejle“, “Deres børn og unge bliver af mange betragtet som ballademagere” og “De brænder byen af, smadrer ruder og slås med politiet lyder vrede kommentarer fra hele landet og hvorfor kan de ikke bare opføre sig ordenligt“. Hvorfor de ikke kan opføre sig ordentligt er faktisk et godt spørgsmål, der her gengives i en ironisk og latterlig form, som en dum og fordomsfuld tilgang fra den småborgerlige lytter, der i indskrænkethed afviser en dybere forståelse af noget, der er mere kompliceret. Noget der også understreges i sætningen “For Politiet i Danmark er da ikke brutale! Tjae…”

Forældreforeningens brug af begrebet “billede”, som i retvisende-, misvisende- osv er helt i tråd med venstrefløjens obligatoriske tankegang. Et billede er noget skabt, en falsk afspejling af virkeligheden, som man kan lave om, manipulere med så den passer til det man gerne vil se. Og det er underforstået at normalitetens Danmark har haft held til at skabe det dominerende billede, stik modsat sandheden og nødvendigheden for det gode samfund.

Men foreningen og venstrefløjen generelt taler her ikke om løgn, for volden og balladen kan dokumenteres. Istedet vil de skabe det rette billede af sagen så de kan fjerne sig fra sit ansvar. Anklagerne mod de unges ansvarsløshed, asociale adfærd og trussel mod fællesskabet skal udhules af den skabte ide om den større sammmenhæng eller det højere formål. “Billedet” er en vinkel man skal lægge over historien og ikke noget der skal argumenteres for for der kommer man hurtigt galt afsted. Det er altså fremstillingen, det rette lys, den rigtige optik, konstruktionen, der er det væsentlige.

Der er en langt mere interessant vinkel på Forældre Mod Politibrutalitet, nemlig deres selvforståelse og deres elitære syn på deres egne børn, som træder igennem, hver gang en repræsentant åbner munden. Men det går Lige Lovligt ikke i dybden med selv om mange udsagn - for ikke at sige alle - nok kunne trænge til at blive konfronteret. I intro’en lyder det som sagt

Faktisk mener forældrene at gruppen af sortklædte unge indeholder ekstremt mange tænksomme unge mennesker der tror på demokratiet, unge der stiller kritiske spørgsmål til samfundet og forældrene mener at samfundets, politikernes og politiets behandling af de selv samme unge er ved at få dem til at miste troen på at også de har en stemme som de har ret til at bruge.

Deres børn indeholder et ekstremt højt antal af tænksomme mennesker i modsætning til andre folks børn må man forstå. Deres børn er en ånds- og moralelite, en kreativ og dynamisk klasse, der skal arve jorden. Og hvis du synes jeg lægger for meget ind i den formulering så se denne tidligere postering eller denne eller denne.

Det er samfundet, eller mere præcist alle andre mennesker end dem selv, der er skyld i alt der ikke er godt, for deres unge er tænksomme, stiller kritiske spørgsmål, har en mission, en ædel en af slagsen, men den behandling de får fra de tanketomme og ukritiske mennesker, der desværre udgør det totale flertal af samfundet, så mister man troen på demokratiet. De unge er således de eneste der tager demokratiet alvorligt og hvorledes skal det gå når af os andre for frataget den tro på groveste vis? Her et par uddrag fra en bekymret mor

Det spænder fra ganske almindelige visiteringer fordi de unge nu ser ud som de gør

(…)

At børn bare bliver visiteret fordi de har rent rundt sort tøj og piercinger.

(…)

…og så er der nogle politifolk der har sagt at de ikke var gode nok til at sidde på deres sæder og at de skulle blive liggende nede på bunden af bilen.

(…)

…og de spørger og kan finde på at sige til os at nu skal vi sørge for at får dem ind på fortorvet eller sådan noget når de gerne vil rydde gaden ikke? Hvor vi siger at det er jo ligesom ikke vores job

Den sidste skriger til himlen af ansvarsløshed. Det er altså ikke deres “job” at sørge for at deres børn opfører sig som anstændige samfundsborgere i det fælles rum. Forældrerne har simpelthen overdraget opdragelsen af deres yngel til det Politi de skoser for deres manglende pædagogiske evner.

Forældrene gør gennemgående meget ud af at fortælle at Politiet er brutale overfor børn, deres børn, men stiller sig ikke selv det spørgsmål, hvad deres børn har at gøre så sent om natten i selskab med voldelige elementer. DR’s Mette Smed stiller heller ikke det spørgsmål. Hun referer til gengæld deres syn på virkeligheden for at lægge op til et andet “billede”, som vi skal se nærmere på. Igen fra intro’en

…de voldsomme episoder er enkelstående eksplosioner, der ikke giver et retvisende billede af den store gruppe af sortklædte unge, et misvisende billede af de unges mission, af deres holdninger og deres almindelige opførsel.

“enkelstående eksplosioner” er et udtryk der smukt skriver sig ind i historien af venstredrejede eufemismer sammen med “demokratisk republik” og “palæstinensisk modstand”. Disse enkeltstående eksplosioner er der gejlet godt og grundigt op til. Jeg skrev om den nedenstående film i anden anledning, men den sætter udsagnet i relief, da den bevidner et aktivt og stærkt miljø, der kalder til enkeltstående eksplosioner.

Mange autonome fra andre lande så denne og andre film i de engelsksprogede udgaver og kom til København for at slås med Politiet. Her bliver det derfor helt absurd når foreningens formand Ole Tofte til spørgsmålet om at de unge bliver betragtet som farlige når de i store grupper kommer hærgende ned af gaden svarer

Hmm..Ja det er da muligt, men hvad vil du have at jeg skal sige til det? Er de farlige eller er de ikke farlige? Jeg vil tro at Politiet siger som regel; vi kender dem jo. Og jeg tror at de tænker på nogle bestemte i gruppen, som de undertiden har haft konfrontationer med.

Kristian Ditlev Jensen siger det til det at det er et Mangehovedet uhyre. Men Tofte fortsætter uanfægtet

Men der er jo et problem med at skelne helheden fra delen, hvor der måske er nogle i den gruppe, der er parat til vold, der er nogle der er midt imellem og der er nogle som ikke kunne drømme om at bruge vold. Så hvordan kan man sige at de er farlige? De er jo ikke som helhed det ene eller det andet. Det har masser af situationer jo vist.

Det er måske det dummeste jeg nogensinde har hørt. Hvis man bliver overfaldet af en bande og et af medlemmerne ikke personligt deltager i overfaldet så er banden ikke farlig som gruppe. Men Tofte er slet ikke færdig

Der har været nogle situationer som har været kørt op og som har været ekstremt voldelige med masser af brostenkast og bilafbrændinger også. Men lang, langt de fleste demonstrationer har været helt fredelige og de her 40 demonstrationer der har været siden 1. marts, langt de fleste af dem er forløbet fredeligt. Så jeg vil sige at når folk opfatter sådan en demonstration som farlig så er det et udtryk for fordomme og så er det også et udtryk for angst. Angst for det fremmede.

Derpå siger Tofte, at de unge ikke søger konfrontationen, men blot giver udtryk for deres holdninger. Det får efterfølgende journalisten til at stille Bjørn Elmqvist det let ledende spørgsmål

Bjørn Elmqvist, retten til at demonstrere, den har vi alle sammen, men er denne her ret en ret for os alle sammen eller er der faktisk en gruppe her, som på en eller anden måde har fået indskrænket deres ret når det drejer sig om at ytre sig?

Elmqvists svar rummer ikke så mange overraskelser. Per Larsen klarer sig glimrende overfor Elmqvist, men han er ene mand men som repræsentant for Politiet er han ikke uvildig. Hele programmet er en lang renvaskning af Forældre Mod Politibrutalitet’s forsøg på at konstruere deres egen medievirkelighed. Udover at forældrene taler deres egen sag, så har de deres advokat og de er på hjemmebane, idet Mette Smed kun koncentrerer sig om hvorvidt Politiet er galt afmarcheret. Men programmet virker som en glimrende, om end ufrivillig, indføring i det asociale venstre absurde virkelighed.