Judith Curry: Attention in the public debate seems to be moving away from the 15-17 yr ‘pause’ to the cooling since 2002

Diverse — Drokles on July 1, 2013 at 8:34 pm

Atmosfærefysikeren Judith Curry gjorde sig ganske berømt/berygtet i klimadebatten da hun et par uger efter orkanen Katrina, fremlagde en rapport, der knyttede tropiske orkaner sammen med global opvarmning - på den ufede måde. Skeptikere beskyldte hende grundløst for at slå plat på katastrofen og nogle også for at tage helt fejl. Offentliggørelsen af Currys rapport var dog annonceret mere end et halvt år i forvejen og timingen dermed tilfældig. Men hun tog fejl alligevel for Katrina kom til at markere et mere end usædvanligt stille årti for tropiske orkaner der ramte USA, noget man skal tilbage til 1860′erne for at finde tilsvarende.

I mellemtiden blev hun en stor helt for klimabevægelsen, der elskede at have en så kompetent kvindelig fysiker, der kunne kæde George Bush og CO2 sammen med ekstremt vejr og klimaforandringer og druknede negre på hustage. For skeptikerne var hun endnu en kogle i røven. Men som årene gik blev hun mere og mere i tvivl om sine kollegaers saglighed når de nægtede at debattere logiske indvendinger fra skeptikere eller forholde sig til computermodellerne stigende frakobling fra den virkelige verdens målinger.

Og så kom Climategate, den store offentliggørelse af centrale klimaeksperters interne mail korrespondance lige op til klimatopmødet i 2009 i København (der hvor aktivister fik forfrysninger en røven mens de advarede om global opvarmning husker i nok). Det var en afsløring af at de centrale klimaeksperter indenfor FN systemet aftalte og konspirerede med hinanden i den grad som skeptikerne altid havde beskyldt dem for at gøre. Currys analyse dengang af det nærmest forbryderiske sammenhold var at der nok var gået tribalisme i klimakliken, at man positionerede sig ganske mere ærekært omkring nedgravede påstande i et bittert opgør med fjendtlige grupperinger og således tabte overblikket og formålet med at være tro mod fakta uanset hvor de førte en hen. Det var mildt sagt.

Hvorfor skulle jeg udlevere mine rå data til dig når du blot vil finde fejl i mit arbejde” svarede en klimaforsker f.eks. på en kollegas forespørgsel og senere bad kliken hinanden om at slette store mængder emails inden skeptikerne kom igennem med krav om at få aktindsigt under FoIA (Freedom of Information Act). “Hvis de finder ud af at der er et FoIA…” startede en anden en mail advarende.

Og der blev koordineret peer review processer og aftalt belønning og straf af forskellige redaktører, der føjede klikens krav til, hvis artikler der skulle offentliggøres i de videnskabelige tidsskrifter. Men mest interessant blev der også krydset klinger internt, udtrykt tvivl og dårlig samvittighed.

Michael Mann havde gjort lynkarriere ved at fremstille en graf, der med et slag gjorde op med gængs konsensus. Det viste sig således at konsensus kunne ændres, men kun, hvis man forstærkede narrativet, den fortælling man mente verden havde brug for at forstå, da en videnskabelig disciplins komplekser og nuancer blot ville forvirre verdens ledere og almindelige vælgere. Manns ekstraordinære graf beskrev de seneste 1000 års temperaturudvikling, som en stabil affære indtil den industrielle revolution og især opsvinget efter 1950′erne satte ind og fik temperaturen til at stige eksplosivt. Den lignede en ishockey stav og fik derfor det tilnavn og Mann og hans email venner kaldte sig gladeligt for The Hockey Team - indtil skeptikerne brugte det imod dem og The Team kom til at lyde som den indspiste klike af akademiske bøller der reelt var tale om.

Manns graf var svindel fra ende til anden. Men den lignede klimapanelets ønskedrøm om i et enkelt ikonisk billede der sagde mere end tusinde ord og havnede på forsiden af klimapanelets rapport inden den var blevet peer reviewed. Men flere af teamets medlemmer udtrykte deres utilfredshed med Mann og hans metoder internt. Og flere udtrykte tvivl om teorien. “Fakta er at vi ikke kan forklare den manglende opvarmning og det er til grin” skriver en mens en anden spørger, hvad man skal sige til skeptikerne påpegning af de dengang 10-12 år uden opvarmning og får svaret “...vent til der er gået 17 år uden opvarmning, så vil jeg begynde at bekymre mig!

17 år er gået og nu bekymrer man sig, hvilket er sigende. Med en skråsikker overbevisning om at ens teori om Jordens undergang ikke ser ud til at holde vand burde man jo hellere ånde lettet op. Men det handlede jo aldrig om altruistiske bekymringer. Og det var også hvad der gik op for Judith Curry, der indledte flere møder og debatter med skeptikere og blev stadig mere kritisk overfor det anti-videnskabelige klimapanel, der forsker ved håndsoprækning og belønner underbygningen af konsensus med penge og prestige. For at tage debatten og acceptere spørgsmål blev Curry udråbt til forræder og udlagt for et had af kliken, man ellers skal ned i internettets rendestene for at finde tilsvarende.

Men truth will out og spørgsmålene er væltet frem igen som flere store medier er begyndt at bringe de for mange overraskende nyheder om klimaets manglende nyhedsværdi og kuede forskere tager i stigende grad til genmæle og genoptager forsvaret af gamle teser. Curry gør status om hvorledes debatten er skiftet fra en skråsikkerhed over at vi er på vej til at drukne i kogende vand over mod tvivl og nu også bekymring over andre mere uhyggelige perspektiver.

Attention in the public debate seems to be moving away from the 15-17 yr ‘pause’ to the cooling since 2002 (note: I am receiving inquiries about this from journalists). This period since 2002 is scientifically interesting, since it coincides with the ‘climate shift’ circa 2001/2002 posited by Tsonis and others. This shift and the subsequent slight cooling trend provides a rationale for inferring a slight cooling trend over the next decade or so, rather than a flat trend from the 15 yr ‘pause’.

Så det er derfor tid til mavelandinger. The Economist, der er en af de helt store tilhængere af klimaforandringer spekulerer nu i et “Cooling Consensus”

GLOBAL warming has slowed. The rate of warming of over the past 15 years has been lower than that of the preceding 20 years. There is no serious doubt that our planet continues to heat, but it has heated less than most climate scientists had predicted. Nate Cohn of the New Republic reports: “Since 1998, the warmest year of the twentieth century, temperatures have not kept up with computer models that seemed to project steady warming; they’re perilously close to falling beneath even the lowest projections”.

Temperaturstigningen er ikke blot langsommere, den er gået helt i stå og tegner ifølge gængs statistik til at være for nedadgående - men læg ikke mere i det end at det står i skærende kontrast til de skråsikre jublende dommedagsvarsler vi ellers får tudet ørerne fulde af. Her er så Economists erkendelse af at de, om end ikke har taget fejl, så i det mindste nok ikke har haft særlig meget ret. Men hvorledes skal man “breake” det til sine læsere, som vel dårligt har kunnet sove om natten, plaget, som de er, af mareridt om døde isbjørne, der skyller ind i stuerne.

Mr Cohn does his best to affirm that the urgent necessity of acting to retard warming has not abated, as does Brad Plumer of the Washington Post, as does this newspaper. But there’s no way around the fact that this reprieve for the planet is bad news for proponents of policies, such as carbon taxes and emissions treaties, meant to slow warming by moderating the release of greenhouse gases. The reality is that the already meagre prospects of these policies, in America at least, will be devastated if temperatures do fall outside the lower bound of the projections that environmentalists have used to create a panicked sense of emergency. Whether or not dramatic climate-policy interventions remain advisable, they will become harder, if not impossible, to sell to the public, which will feel, not unreasonably, that the scientific and media establishment has cried wolf.

Der er ikke skreget ‘Ulven kommer!’ for Economist er stadig sikker på den overordnede teori, men det er omvendt heller ikke uden grund at man kan anklage dem for at have skreget ‘Ulven kommer!’. “Now we could sit here and argue arbout who forgot to pick up who untill the cows come home but let us instead compromise on saying that we both were wrong!“, som Homer Simpson udtrykte det, de han havde glemt at hente sin søn fra fodbold, som han ellers havde lovet.

Virkeligheden har også ramt The New Republic (Shattered Glass, i husker nok) der indleder deres artikel om afblæsning af klimaalarmen således

Even as scientists asserted an incontrovertible consensus on climate change, a funny thing has happened over the last 15 years: Global warming has slowed down. Since 1998, the warmest year of the twentieth century, temperatures have not kept up with computer models that seemed to project steady warming; they’re perilously close to falling beneath even the lowest projections.

At den globale opvarmning er blevet langsommere er newspeak for at den er stoppet (hvor længe det varer og  i hvilken retning den fortsætter ved ingen).

Gerald Meehl, a Senior Scientist at the National Center for Atmospheric Research, has seen hiatus periods before. They “occur pretty commonly in the observed records,” and there are climate models showing “a hiatus as long as 15 years.” As a result, Isaac Held, a Senior Research Scientist at NOAA’s Geophysical Fluid Dynamics Laboratory, says “no one has ever expected warming to be continuous, increasing like a straight line.” Those much-cited computer models are composed of numerous simulations that individually account for naturally occurring variability. But, Meehl says, “the averages cancel it out.”

Hvis der er et konsensus om en teori burde en model være nok, nemlig den, der mest detaljeret afspejler konsensus teori. Men fordi der ikke er konsensus om andet blandt modelbyggerne end at temperaturen går op fremkommer mange modstridende modeller der arbejder på vidt forskellige præmisser og som dækker sig ind under hinanden, fordi chancen med de mange modeller er at der nok skal være en eller anden model, der afspejler noget der ligner virkeligheden. Og ifølge Storch er det endda “extremely rarely” at modellerne afspejler en pause og ifølge Curry, rekonstruerer de også ganske dårligt tidligere pauser som 1940 til 1975 trods de mange efterjusteringer. Og, som Judith spørger, hvis nu ‘pausen’ varer mere end de 15 år, hvad fortæller det så om modellerne? Hvad manden referer er med andre ord ikke videnskab, men derimod en salgsteknik, at når der siges så meget så skal man nok få noget til at passe noget af tiden.

“The recent wave of news and magazine articles about scientists struggling to explain the warming slowdown could prolong or deepen the public’s skepticism.

But the “consensus” never extended to the intricacies of the climate system, just the core belief that additional greenhouse gas emissions would warm the planet.

Det er troen i en nøddeskal. Den stigende diskrepans mellem postulaterne og virkeligheden er som en trussel mod tilhængerskaren bekymrende fordi det ikke er afdækningen af virkeligheden, men beskyttelsen af fortællingen der er i centrum. I stedet for at juble over at jorden ikke går under gyser de ved tanken om at folk begynder at betvivle deres kompetencer. Og så trækker man i land ved en opsigtsvækkende udvanding af konsensus til det mest banale, der også omfatter denne skrivende tyksak. Og det følgende udsagn er blot forkert

Over the twentieth century, the atmosphere warmed by two degrees Celsius. That’s no small amount and there “has to be a source, if you believe in basic thermodynamics.”

Siden midten af 1800 tallet er den globale temperatur steget med 0,8 C ifølge professor Phil Jones. Og det er sket i tre “ryk” fra 1860 til 1880, fra 1910 til 1940 og sidst fra 1970erne til slutningen af 90′erne og alle tre med en stigning lige omkring 0,16 C/tiår. Men måske skal man blot konkludere som New York Times Paul Krugman

-In the case of climate change, for example, uncertainty about the impact of greenhouse gases on global temperatures actually strengthens the case for action, to head off the risk of catastrophe.

Jo mindre vi ved jo mere skråsikkert skal vi handle. Ærgerligt vi satte alle de tåbeligheder i søen, dengang der ingen tvivl var. Judith Curry gjorde klogt i ikke at svigte sin dømmekraft.

1 Kommentar »

  1. I’m really inspired along with your writing talents and also with the structure on your weblog.
    Is this a paid subject or did you modify it yourself?
    Either way keep up the nice quality writing, it’s uncommon to look a great blog like
    this one today..

    Comment by gubernur sulawesi tenggara — October 3, 2013 @ 5:46 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress