Danskerne er provinsielle - Uvaaaaaaaaaaaaaah

Diverse, EU, Multikultur — Sobieski on November 20, 2007 at 3:55 pm

Der findes en særlig type mennesker for hvem det udenlandske per definition er bedre, finere, og mere avanceret end det danske. Et kroneksempel herpå har jeg hentet ud af denne uges Weekendavis. Men hvorfor dog bruge tid på disse tosser? Jo, fordi det driver mig til vanvid at læse denne type læserbreve og fordi de altid er personligt indignerede skriblerier begået af akademikere med en herostratisk selvovervurdering. Interessant.

Af Alessandra Chirico
Center for European Policy Studies, og

Thomas Ekman Jørgensen
Københavns Universitet

Anders Fogh Rasmussen har lovet det bedste af to verdener: en stram udlændingepolitik sammen med en kontrolleret indvandring for dem, der har ressourcer til at holde gang i den danske vækst.

Det lyder som en perfekt kombination for de vælgere, der er nervøse for »de fremmede«, men samtidig godt kan se, at vi har brug for kræfter udefra. Men hvordan ser det ud for udlændinge, der kommer hertil for at arbejde?

Vi er et dansk-italiensk ægtepar, der har boet to et halvt år i Danmark og nu er flyttet til Bruxelles. Vi havde begge arbejde og rimelige fremtidsmuligheder, gode venner og familie omkring os. Ikke desto mindre har vi valgt ikke at bo i Danmark, blandt andet på grund af den mentalitet, som Foghs kombination er et produkt af.

Når man vælger et land, ser man på andet og mere end på den potentielle lønseddel. Man ser også på livskvaliteten, på mentaliteten og ikke mindst på, om det er et land, der giver plads til, at man ikke skal lave sit liv fuldstændig om.

Budskabet i Danmark er, at den eneste måde at blive accepteret på af det offentlige Danmark er at være produktiv. Hvis man er med til at få økonomien til at vokse, så har man ret til at være her. Men ingen vil reduceres til en maskine, der producerer profit.

Man vil også værdsættes som menneske, som en der har andet og mere at tilbyde end sin arbejdsevne. Det er der meget lidt plads til i Danmark. På trods af, at landet har haft indvandring i årtier, er det, som om befolkningen venter på, at de fremmede skal blive danskere eller forsvinde ud af landet. Måder at leve på, der ikke er danske, defineres stort set kun som et problem, aldrig som en rigdom.

Dertil kommer nogle specielle problemer med dansk kultur. Det er svært at komme ind på livet af danskerne. Det er langt fra sikkert, at man bliver venner med sine kolleger; de har jo allerede vennekreds og børn. I Danmark er man ofte enten meget tætte venner eller slet ikke, og danske venskaber er tidskrævende med deres uendelige middage eller café-brunches.

Derfor kan danskerne være meget tilbageholdende over for fremmede. Ikke af ond vilje, men fordi der ikke er plads til flere tunge sociale pligter.

Det betyder, at der mangler en personlig kontakt i hverdagen. Den lille snak med de lokale i kvarteret, i bussen eller på gaden eksisterer stort set ikke. Danskerne lever i deres hjem, og før man kommer derind, er man ude. Man bevæger sig i en meget mere lukket, ensartet kreds af mennesker, end vi for eksempel kender det fra Italien.

Derfor lærer man landet at kende gennem medierne, gennem det offentlige Danmark. Her er alt fremmed problematisk til at begynde med. Hvordan skal man reagere på et parti, hvis vigtigste dagsorden er, at der kommer så få udlændinge til landet som muligt, og vel at mærke ikke et ekstremt parti, men regeringens vigtigste partner?

Når stram udlændingepolitik åbenbart er en hellig ko, må det vel betyde, at en meget stor del af danskerne ikke vil have fremmede. Og her betyder det ikke noget, om man er europæer eller fra Mellemøsten.

Europa bliver jo også beskrevet som noget fremmed, hvis man overhovedet hører om det. Der er meget lidt officiel begejstring for det europæiske projekt og ingen udbredt idé om, at vi alle er europæere. Og selv om danskerne diskriminerer mindre mod europæere, så kan man ikke undgå at blive ramt af det generelle budskab om, at dansk er godt og udenlandsk er forkert. Hvem vil slå sig ned i et land, hvor det klart fremgår af den offentlige debat, at man kun kan tolerere udlændinge, der producerer og indordner sig?

Det er som at invitere til sammenskudsgilde og samtidig sige, at gæsterne kun er velkomne på grund af det, de tager med, og at man allerhelst havde været fri for at se dem. Det kan være, at de danske vælgere køber den, men set udefra er det endnu en plet på Danmarks efterhånden blakkede ry.

De to kosmopolitter har fat i en god pointe, dog lidt ufrivilligt. Det er nemlig rigtigt at folk ser på andet end bare lønseddelen, når de vælger at emigrere. Den engelske middelklasse vælger ikke Australien og New Zealand som emmigrationsmål på baggrund af en reallønsfremgang, men fordi de ikke længere føler sig hjemme i eget land. Mange gode sjæle flygter fra multikulturen. Og det er netop her at vi i Danmark har det store potentiale for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra lande med kulturer kompatible med vor egen, nemlig fordi vi kan tilbyde fraværet af multikultur, og istedet tilbyde social sammenhængskraft, tryghed, egalitet, mulighed for uddannelse, nul-korruption, etc. etc.

Kosmopolitparret forarges over at samfundet ønsker produktive mennesker. Hvad er der dog galt med det? Er det en almindelig lede overfor arbejde I har eller hvad? Der gives ingen eksempler på at man skal lave “sit liv om fuldstændigt om” for at leve her, og vi ved egentlig heller ikke hvad de mener med det.

Man vil også værdsættes som menneske, som en der har andet og mere at tilbyde end sin arbejdsevne. Det er der meget lidt plads til i Danmark. På trods af, at landet har haft indvandring i årtier, er det, som om befolkningen venter på, at de fremmede skal blive danskere eller forsvinde ud af landet. Måder at leve på, der ikke er danske, defineres stort set kun som et problem, aldrig som en rigdom.

Jeg græmmes over at højtuddannede kan komme med sådan noget uartikuleret ævl. Alternativet er systematiseret indvandringen af personer der ikke kan, ikke vil, og ikke gider. Forfatterne glemmer også at der i Danmark lever asiatiske buddhister, brasilianske katolikker, iranske ateister, osv. som ikke opfattes som et problem.

Til sådan en gang fisefornem gestikulering hører naturligvis gamle klagesange så som, at nede sydpå er folk så varme og spontane, mens vi heroppe nordpå er kolde og reserverede. Det minder mig om en anekdote jeg hørte fra en phd. stipendiat der havde læst ved universitetet i Firenze: Syditalienere klager altid over den mangel på hjertevarme og nærvær der er i Norditalien, men spørger man dem om de så ikke vil flytte tilbage til Syditalien, da bliver det eftertrykkeligt afvist.

Jeg har haft den frækhed at google de to über-burgøjsere og kan konstatere at den ene arbejder for EU, og at den anden nok venter sig et fedt job i Brüssel.
Pas på at døren ikke smækker jer i røven på vej ud.

4 Kommentarer »

  1. De to überbourgøjsere, som er beskrevet her, må inderligt gerne forblive på den ande side af grænsen.

    falkeøje

    Comment by falkeøje — November 20, 2007 @ 6:18 pm
  2. Når den ene (manden) er indfødt dansker, burde han kende lidt til danske forhold.
    Jeg har aldrig oplevet, at italienere bliver diskremineret her i landet.(jeg har selv været italiensk gift i 35 år)
    jeg har også boet og arbejdet i Italien i ca. 30 år, heller ikke der har jeg haft negative oplevelser med min person.
    Det lyder nærmest som om, at ægteparret prøver på at gøre sig interessante, de føler sig sikkert højt hævet over den “gemene hob”. Det er muligvis forklaringen på deres manglende sociale relationer.
    I Italien vil sådanne mennesker ikke blive isoleret, men de vil være rent til grin bag deres ryg.
    Det samme sker sikkert i Belgien, det er bare synd, at de ikke opdager det.

    Comment by Jørn Boye — November 20, 2007 @ 10:31 pm
  3. Jeg undrede mig også da jeg læste artiklen.

    Men jeg kan da give et helt gratis råd, som med garanti kan give mange uformelle venskaber sammen med danskerne.

    1. Få børn. (her får man virkelig en stor kontaktflade, lige fra mødregrupper, legepladser, vuggestuer, børnehaver, skolen, sport og andre aktiviteter). Personligt har vi gennem årene fået mange gode bekendtskaber med andre forældre.

    2. Få en hund. (hundelufterfolket har bare noget sammen, og hvis man ovenikøbet også melder sig til hundetræning, så er der basis for meget social hygge.

    Så sværere er det altså ikke, men det kan jo være at Thomas og Alessandra har alt for travlt med deres spændende karrierer.

    ;-) Frigg

    Comment by Frigg — November 21, 2007 @ 10:27 am
  4. [...] Det stærkt idiosynkratiske læserbrev jeg omtale i posteringen: Danskerne er provinsielle - Uvaaaaaaaaaaaaaah er blevet genstand for en lille, men symbolsk fægtning i denne uges Weekendavis. Er Danmark blevet et land med for lavt til loftet for de sande åndsfyrtårne med hovedet i skyerne? Spørgsmålet udgør kun en flig af den samlede kulturkamp, som har delt landet. En opdeling der altid har været der, men som i sine proportioner var helt utænkelig for bare 10 år siden, da den kulturradikale svøbe havde det mentalhygieniske totale luftherredømme. Men idag er tyranniet bragt til knæ, og den frie nationale ånd har rejst sig, dog på vaklende ben. To læserbrevsskribenter har erklæret sig, på hver side af skillelinien. Kultur [...]

    Pingback by Monokultur » Et splittet land — November 27, 2007 @ 2:49 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress