Professor gør op med løgnen om kvinder som en intelligensreserve med nye og anderledes perspektiver

Diverse — Drokles on April 18, 2013 at 12:25 pm

Professor Hans Bonde har skrevet en fremragende kronik i Berlingske Tidende om ligestilling, som ligemageri.

Forestillingen om at kvinder udgør en »intelligensreserve,« der nærmest per automatik giver »mangfoldighed,« og, som det hedder i rapporten, rummer »nye og anderledes perspektiver« og er bærere af »en refleksiv kultur, hvor man evner at lære af sine fejl« kan i øvrigt ikke altid holde trit med virkeligheden. Tag direktøren for sundheds- og omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune, Lene Silasen, der indtil for nylig var leder for mere end 10.000 ansatte i forvaltningen. Hun blev i juni 2012 anklaget af ikke mindre end fire fagforeninger – Djøf, HK, Ingeniørforeningen (IDA) og Dansk Magisterforening – for at have skabt et utåleligt arbejdsmiljø og bl.a. »talt groft ned til sine ansatte,« »udstillet dem foran deres kolleger,« »frataget dem arbejdsopgaver og udelukket dem fra centrale møder, hvis hun ikke kunne lide dem.« Lene Silasen blev fritaget for arbejde efter en intern undersøgelse, der pegede på en »uhensigtsmæssig ledelsesadfærd« gennem en årrække.

Det er altså tilsyneladende ikke et problem, at der er fem unge og relativt uerfarne kvindelige borgmestre i Københavns Kommune mod kun to mandlige, men det er åbenbart et problem, at, som det udtrykkes, mænd »dominerer« i det kommunale embedsværks ledelse. Som et eksempel kan nævnes, at den jurastuderende Anna Mee Allerslev er blevet borgmester som 27-årig. Men heldigvis er der bag enhver purung kvindelig minister og borgmester en – i øvrigt ofte mandlig – departementschef eller direktør.

En virksomhed som IBM har på trods af at have afprøvet alle smøremidler for at få flere kvindelige ledere, måttet erkende, hvor svært det er. Men de har jo heller ikke en ekstra-direktør bag den nyudnævnte unge kvindelige chef til at sikre, at kønseksperimentet falder ud som ønsket, eller som i tilfældet med den kommunale administrations nye kvindelige ledere en politisk motiveret mulighed for at ændre på de operationelle krav om effektivitet og bundlinje. Til gengæld presses virksomheder som IBM i høj grad af det politiske system og Ligestillingsministeriet til at opfylde kvantitative mål med Københavns Kommune som mønstereksempel.

For første gang i verdenshistorien har man indført et princip om forfremmelse for en gruppe, der performer svagt. Jo svagere, der performes, jo flere skal forfremmes. Det er det modsatte af et meritokrati, hvor man bedømmes efter indsats (meritter). Kønnene skal nu formes fra oven. Via favoriseringer af kvinder skal der nu skabes »kønsbalance« med henblik på fair »andele« til de to køn inden for forskellige sektorer og med Københavns Kommune i front.

De fair kønsandele gælder jo ikke i fængslerne, hvor der fortrinsvis sidder mænd. Her høres ingen krav om at ændre loven således at kvinder bliver lige så hård ramt af samfundets normer, som de udgrænsede mænd.

I et interview med Berlingske Tidende siger han om Thorning at det er “...umuligt at forestille sig, at en mand med så pauvre erfaringer og så lidt hærdning af succes og nederlag kunne blive statsminister“. Sådan er det med alt, der udråbes til en minoritet. Den amerikanske præsident Obama’s vigtigste kompetence er således hans negroiditet, der gav mange vælgere et enestående sus af moralsk overlegenhed, som hverken en krigshelt eller en succesfuld erhvervsmand kunne hamle op med. Bonde udtrykker det mere sobert i et andet interview med Berlingske Tidende.

Du sammenligner hyppigt kvindernes repræsentationsproblematik med minoriteter baseret på farve og seksualitet. Hvis nu ingen mindretal var repræsenteret i de demokratiske institutioner, ville det så ikke være et demokratisk problem? Var det urimeligt af de amerikanske sorte at betragte Obamas sejr som en landvinding for alle sorte amerikanere? Er det ikke på samme måde rimeligt, at kvinder ønsker sig repræsenteret af kønsfæller?

»Jamen, kvinder vil heldigvis ikke repræsenteres af kønsfæller. Det kan du se ved kommunalvalgene, hvor kvinder og mænd stemmer ens, hvad angår køn. Feministerne skal ikke bestemme, hvem kvinder skal identificere sig med, hvem de hører identitetsmæssigt sammen med. Det må kvinden selv bestemme. Problemet er, hvis du udnævner en kvinde, fordi hun skal repræsentere kvinder, ikke fordi hun er dygtig eller evner at repræsentere almenvellet. Når hun så performer svagt, så vil det gå ud over de vitterligt dygtige kvindelige ledere som findes, fordi folk får en afsmag for favoriseringerne. Til sidst får vi et repræsentationssamfund, der splintrer det kit, der holder samfundet sammen, nemlig vores evne til at optræde som medborgere, ikke som lobbyister og forkæmpere for særinteresser og stænder baseret på køn, etnicitet og klasser. Allerede nu ser vi en tendens til, at de favoriserede kvinder sidder som en prop øverst i systemenerne og gør det endnu vanskelige for andre særgrupper at komme frem.«

Videre spørger journalisten

Jette Hansen, der er mag.art., forfatter og kønsdebattør, hævder i en modkronik, at du selv er et eksempel på, at køn godt kan være en gyldig kvalifikation? At du er blevet båret ind i kønsforskningen af kvinder, der gerne ville have en bedre m/k-fordeling?

“Jette Hansen evner ikke at føre en debat på et mere overordnet niveau.

Nej, det er et generelt problem med kvinder. De kommer aldrig op af hængedyndet. Tankens himmelflugt, det er ikke for dem. det kan man også høre her i et link, som Rasmus Jarlov henviser til en en kommentar

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress