Eurokraten Ellemann

EU, Historie, Politik, Økonomi og finans — Drokles on April 1, 2013 at 8:05 pm

Jeg henledte en af mine venners opmærksomhed på et blogindlæg på Berlingske Tidende fra tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen. Jeg vidste at Ellemanns foragt for nationen og næsegrus beundring for det store projekt ville animere min ven til en krads kommentar. Den kommentar var så god at andre burde have glæde af den. Ellemann skriver om Cyperns Parlament, der netop havde nedstemt en redningspakke “landets præsident havde forhandlet på plads med EU-partnerne” (historien om den forhandling kan læses HER) og følgende uddrag fra Ellemanns vrede over Cyperns forkevalgtes mangel på storhed og oplysende kommentarer er fra min gode ven:

Og dermed har Cypern taget sine partnere som gidsler i et højt spil, der minder om dengang, da Cypern blev medlem af EU i 2004 – og omgående kvitterede med at stemme nej til den FN-fredsplan, som skulle have afsluttet den gamle strid med Tyrkiet og forenet det delte land.

Man fornemmer afskyen ved et land, der ikke sætter egne interesser i anden række i forhold til EU-projektet. Ellemann glemmer også lige, at der ikke er tale om en “forening” af det delte land - der er tale om en føderation.

Hvorefter de græsk-cypriotiske politiske ledere (med en enkelt hæderlig undtagelse, ham kommer vi tilbage til) anbefalede et nej til Kofi Annans fredsplan, som blev vedtaget af tyrkisk-cyprioterne…

Man forstår, at modstanderne mod Annans plan åbenbart er uhæderlige. Man bemærker også, at man ikke for nogen som helst detaljer om planen. Tillad mig:

- Tyrkere udgør 18% af hele øens indbyggere, og af de 18% er halvdelen første-eller andengenerationsindvandrere fra Tyrkiet - det man populært kalder bosættere i Palæstina, når det drejer sig om jøder. Disse bosættere skulle cyprioterne sådan bare acceptere som fait accompli.

- Selv om tyrkisk-cyprioter altså kun udgør ca 10% af den indfødte befolkning, så skulle de ifølge Annan-planen have ret til præsidentposten halvdelen af tiden, halvdelen af pladserne i parlamentets senat og aldrig mindre end 25% af pladserne i andetkammeret og halvdelen af pladserne i højesteret. Dertil et præsident-råd der skulle vælge præsident og vicepræsident, hvor tyrkerne ville få en trediedel af pladserne, men med den finte at medlemmerne skulle vælges af parlamentet - hvor tyrkerne altid har veto-ret i senatet. Man forstår, hvorfor to ud af tre tyrkere (indfødte og bosættere mellem hinanden) stemte ja.

- Sikkerhedsmæssigt afviste cyprioterne planen primært fordi den forlangte en opløsning af den cypriotiske hær (nationalgarden), mens de tyrkiske besættelsestropper i nord fik lov til at blive på øen. Tyrkiet fik altså reelt lov til unilateralt at gribe militært ind på Cypern, hvis de mente der var behov for det.

Men så gik det galt: De to største cypriotiske banker havde anbragt store midler i græske statsobligationer (til høj forrentning), men da Grækenland for et år siden blev presset til at nedskrive sin offentlige gæld som led i redningspakken for den nødlidende græske statskasse, påførte det disse banker enorme tab.

Bemærk, at det hele er Cyperns skyld……selv om det er EU, der har tvunget Grækenland til at nedskrive den græske statsgæld, og således har påført de cypriotiske banker tabene…

Det er baggrunden for den aftale, som op til weekenden blev strikket sammen mellem Cyperns præsident og de store Eurolande med Tyskland i spidsen om en redningsaktion – som Cypern selv skulle bidrage til. Det sidste er forståeligt, for det ville være meget vanskeligt selv for en tysk kansler at bruge skatteydernes penge til at redde banker fulde af mere eller mindre tvivlsomme russiske indskud.

Bemærk innuendo. Man aner ikke, hvor tvivlsomme de er.

Så den nye præsident tog til Bruxelles – og her sagde partnerne fornuftigt nok, at cyprioterne selv måtte bidrage til en redningspakke. Eurolandene ville låne 10 milliarder euro, hvis cyprioterne selv stillede med 6 milliarder. Og det eneste sted, man kunne hente de nødvendige midler, var i bankernes svulmende kasser.

Oversat til dansk: i bankkundernes lommer.

Der blev aftalt en afgift på bankindeståender,

Oversat til dansk: konfiskation. Reelt statsligt tyveri.

…problemet er, at hvis man lufter tanken om at tage penge fra de indskud, der er dækket af den fælles EU-garanti for indskydere på under 100.000 euro, sendes der et meget farligt signal til almindelige sparere: I kan risikere, at garantien undermineres af en afgift på Jeres indskud!

Det er åbenbart ikke et farligt signal at sende til velhavende sparere, at man tager 10-20% af deres penge. Det skulle man ellers tro, nu EU har haft mere end almindeligt travlt med at hive bemærkninger om at den cypriotiske “løsning” kunne fungere som skabelon i andre lande tilbage - Italiens banksektor var tæt på et bank-run og følgende kollaps af den grund. Bemærk også denne formulering:

Det er vanskeligt at forstå, hvordan det kunne komme dertil. Og selv om de europæiske finansministre med Tysklands Schäuble i spidsen hurtigt fik sagt, at cyprioterne var velkomne til kun at hente pengene fra de største indskydere, var skaden sket.

Der vil blive grædt tørre tårer i resten af Europa, hvis Cypern går bankerot og må forlade euroen. Men det kan få voldsomme virkninger på tilliden til euroen – og på tilliden til hele det europæiske banksystem, på grund af den uforståelige lapsus med afgift på indskud under garantiordningen.

Som Ellemann vist siger tidligere, er indlånene i cypriotiske banker 8-9 gange højere end BNP. Det er næppe de små sparere, der har blæst indskuddene så højt op….og bankerne er ret ligeglade med om en milliard bliver trukket ud af banken af rigmænd eller af småsparere. Småsparernes vigtighed kommer kun ved, at det er dem der går på gaden og stemmer.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress