Endnu et par reaktioner fra eksperter og kommentatorer

Danmarks Radio Dominique Bouchet, sociolog og professor ved Syddansk Universitet, og født og opvokset i Frankrig.

- Også mange muslimer er trådt frem og har sagt, at angrebet ikke har noget med deres religion at gøre. Det er spændende, og det havde jeg ikke forventet, siger han.

Bliver selv rørt

Dominique Bouchet bliver selv rørt over at tale om angrebet, og han kalder det ubeskriveligt, hvordan angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo har påvirket den franske nation.

- Alle reagerer med store følelser og siger det samme om, at vi skal stå sammen, og at det er et angreb på vores grundværdier. Det samme lyder fra højre og venstre og uden hensyn til, hvor man kommer fra, siger han.

- Angrebet handler ikke religion, det er dumhed. Nogen er blæst og har identitetsproblemer. De mener, at de har ret, og de respekterer ikke andre mennesker. De er voldelige mennesker, og de betragter sig selv som Gud, siger han.

Man må godt gøre grin med Gud

Dominique Bouchet mener, at den stærke franske holdning om retten til at tænke, mene og sige hvad man vil kan skyldes de religionskrige, som begyndte fra 1510.

- Alle religioner bekrigede hinanden, og det var et mareridt. Lidt efter lidt skabte man demokratiet, og grundprincippet blev, at man godt må gøre grin med Gud. Men skal ikke respektere folks ideer, men man skal respektere dem som personer. Det er virkeligt vigtigt for franskmændene, siger han.

Ekstrabladet har talt med [sufi-muslimen] Mark Sedgwick, professor på Aarhus Universitet med speciale i islam” der præsenterer følgende praktiske kategorier af muslimer

- Der er dem, der ser tegningerne og ikke tænker mere over det.

- Der er dem, der ser tegningerne og bliver irriterede over det.

- Og så er der den tredje gruppe, der føler, at tegningerne er en stor provokation mod deres religion, siger professor Mark Sedgwick.

- Det er den sidste lille gruppe, der er problematisk, siger Sedgwick

Og desværre for hans intellektuelle taskenspil er det den sidste gruppe der tegner islam fordi de har fat i den lange ende og de vil bruge vold for at gennemtvinge deres ret. For at tage det aktuelle eksempel udtaler en tidligere arbejdskollega til den ene terrorist at han ”ikke virkede som en religiøs type. Han havde ikke langt skæg eller noget i den stil,”. Han ville indtil massakren tælle blandt de muslimer, “der ser tegningerne og ikke tænker mere over det”. Og Sedgwick fortsætter med at sammenligne det med forskellig dyrkelse af Jesus

- Mange Sunni-muslimer tror på, at man skal holde sig fra at visualisere islams profeter. Og blandt nogle følgere i Shia-islam er der ikke unormalt at have billeder af profeter. Derfor kan man ikke sige, at alle muslimer bliver stødt over tegningerne af Muhammed, siger Sedgwick

Se også: Det skriver de danske avisforsider dagen derpå

- Der er tale om mennesker, der har fortolket deres religion, som de selv har lyst til, siger Sedgwick, hvis bekymring skal findes andetsteds.

- Tidligere terrorangreb i Danmark har været begået af folk, der ikke har været de skarpeste knive i skuffen. Her tænker jeg på somalieren, der angreb Kurt Westergaard med en økse, og den etbenede bombemand, Lors Doukaev, der prøvede at bombe Jyllands-Posten.

- Dette angreb virkede langt mere koordineret. Gerningsmændene virkede velforberedte, og det er bekymrende.

Og så havde Ekstra Bladet tillige et videointerview med mellemøstekspert Rasmus Boserup, der forklarede hvorfor diasporajihadisterne så virkeligheden som en pågående neokolonialisme. Måske skulle man bare anerkende at fordi de virkede velfo´rberedte så vidste de også, hvorfor de myrdede løs på bladtegnere og ikke militære eller politiske installationer. Og her må man hæfte sig ved at de netop ikke skreg “NED MED DEN PÅGÅENDE NEOKOLONIALISME I NORDAFRIKA!” men derimod “Profenten er hævnet! Allahu akber!”

Mikael Jalving beskylder i Jyllands-Posten meningsdannere og den politiske klasse for at plapre videre. Men desværre plaprer han selv med i koret

Fordi Jihad også har med islam at gøre, sådan som Morten Uhrskov Jensen skrev her på siden – og at mange intellektuelle, politikere og medier endnu ikke har fattet alvoren af den trussel, vi står over for.

Med islam mener hverken Uhskov Jensen eller jeg ikke hele islam og bestemt ikke alle muslimer. Men islam forstået som et dynamisk reservoir for trusler, vold, drab, feberfantasier og drømme om et muslimsk utopia.

”Det er synd for de moderate muslimer”, var min tandlæges første kommentar, da jeg lagde mig til rette for at blive tortureret i munden her til formiddag.

(…)

Vel findes de, og fred være med dem. Men hvor ville det dog være opbyggeligt, hvis flere – langt flere – af disse vidt og bredt omtalte moderate muslimer tog til orde og skred til handling mod de grupper af unge mænd, der får lov til at pleje deres evindelige offermentalitet og taberlogik under familiens, klanens og shariaens aura og beskyttelse, før de begynder deres gang ind og ud af Europas fængsler og gradvist radikaliseres af deres omgivelser.

Hvad vi behøver, er en muslimsk kulturkamp om, hvor herboende muslimer hører til. I denne civilisation, den europæisk-vestlige – eller den arabiske?

Rejs jer – gør noget ved det. Tag fat i problemerne i jeres egen kultur! Fortæl om dem, tag kampen, rens ud i egne  rækker.

I vil kun møde respekt og anerkendelse fra resten af befolkningen, især fra etniske danskere.

I behøver ikke udtrykke jer som Yahya Hassan. I kan nøjes med at opdrage jeres sønner og lade være med at dække jer ind under jeres kultur og “diskrimination”.

Jalving ser bort fra islams væsen og befamler ideen om muslimer som små vestlige kristne på midlertidig vildveje. Den bedste analyse kommer derfor fra Anjem Choudary i USA Today, skønt konklusionen er Politikensk. So lets talk islam. Yes, lets talk islam

Contrary to popular misconception, Islam does not mean peace but rather means submission to the commands of Allah alone. Therefore, Muslims do not believe in the concept of freedom of expression, as their speech and actions are determined by divine revelation and not based on people’s desires.

Although Muslims may not agree about the idea of freedom of expression, even non-Muslims who espouse it say it comes with responsibilities. In an increasingly unstable and insecure world, the potential consequences of insulting the Messenger Muhammad are known to Muslims and non-Muslims alike.

OUR VIEW: Slaughter of French satirists can’t silence free expression

Muslims consider the honor of the Prophet Muhammad to be dearer to them than that of their parents or even themselves. To defend it is considered to be an obligation upon them. The strict punishment if found guilty of this crime under sharia (Islamic law) is capital punishment implementable by an Islamic State. This is because the Messenger Muhammad said, “Whoever insults a Prophet kill him.”

However, because the honor of the Prophet is something which all Muslims want to defend, many will take the law into their own hands, as we often see.

Within liberal democracies, freedom of expression has curtailments, such as laws against incitement and hatred.

The truth is that Western governments are content to sacrifice liberties and freedoms when being complicit to torture and rendition — or when restricting the freedom of movement of Muslims, under the guise of protecting national security.

So why in this case did the French government allow the magazine Charlie Hebdo to continue to provoke Muslims, thereby placing the sanctity of its citizens at risk?

It is time that the sanctity of a Prophet revered by up to one-quarter of the world’s population was protected.

Og når jeg siger at konklusionen er Politikensk, så mener jeg virkeligt Politikensk. Således sagde Politikens chefredaktør Bo Lidegaard til Krasnik forleden: “Charlie Hebdo har valgt sin måde (at forsvare ytringsfriheden på) og det har ført til dette dybt tragiske resultat.”

Et par profetiske perspektiver på Charlie Hebdo massakren fra venstre og højre

Curt Sørensen sammenligner på Modkraft massakren på Charlie Hebdo med Breiviks massakre på Utøya og konkluderer friskt at “Begge begivenheder er umiddelbart også forklarlige som værende udbrud af enkeltpersoners vanvid”. Tjah, hvis man ser grupper som enkeltpersoner. For hvor Breivik repræsenterer den enlige ulvs vanvid, som det ikke lykkedes at mobilisere medskyldige endsige sympatisører, så deler muslimerne bag massakren på Charlie Hebdo verdensbillede, udsyn og logik. Derfor ville det være mere nærliggende, for at sige det mildt, at sammenligne med bomberne i London og Madrid og de utallige terrorangreb, der er blevet forhindret af efterretningstjenesterne. Men Sørensen har en frygt for udviklingen, som deles af flere på venstrefløjen og den er ikke helt uden substans

De tiltagende økonomiske, sociale, religiøse og etniske modsætninger føjer sig sammen i en eksplosiv blanding der udvikler en samlet negativ dynamik i den sociale orden, en dynamik som får ekstra kraft fordi det politiske demokrati samtidig er ved at forvandle sig til det en Colin Crouch har kaldt ‘postdemokrati’, hvor den overordnede økonomiske politik er fastlagt af overmægtige økonomiske og politisk-bureaukratiske eliter, hvor politikerne i stigende grad fremstår som en lukket, selvsupplerende ‘politisk klasse’, hvor mediemagten er mere og mere koncentreret, ytringsfriheden reelt et privilegium for de få, hvor afvigende meninger og holdninger i stigende grad kriminaliseres, hvor overvågning og kontrol er tiltagende  og hvor  befolkningerne generelt  mere og mere bliver sat uden for indflydelse på den førte ‘nødvendige politik’.

Denne tilstand tilsløres imidlertid af politikernes og meningsmagernes retorik om ’demokratiet’ ( bemærk den bestemte form), ’ytringsfriheden’ og vore ’værdier’, en retorik der udfolder sig for fuld udblæsning i disse dage ledsaget af en udviklet selvglæde og ivrig demonstration af moralsk selvfuldkommenhed.

Situationen burde ellers mane til større eftertænksomhed,  mere seriøse overvejelser og en dyb bekymring. Drabene i Paris kan i sin yderste konsekvens føre til en fascistisk præsident i Frankrig, yderligere styrke den europæiske højrefløj, fremme  racistiske overfald ( som der har været mange af, omend ikke så hyppigt omtalte)  og igen i en opgående spiral frembringe islamistiske kontraaktioner.
Lige som i mellemkrigsårene præges den europæiske situation af social disintegration, politisk opløsning og ideologisk konfrontation. Overalt er også højreradikalismen vakt til live igen og til forskel fra den gang -hvor det som bekendt også gik galt- er der i dag ikke nogen stærk arbejderbevægelse til at modvirke trusle fra højre. Er det måske  i virkeligheden begyndelsen til ‘Aftenlandets undergang’ ( som Oswald Spengler udtrykte det) vi oplever i disse år?

De mange prædikater som fascistisk og højredrejet til side (venstrefløjen har som bekendt ingen principper, kun faste fjender) så er det etablerede system sårbart i sin rådvildhed. Men, som Morten Uhrskov mere begavet skriver, så er faren snarere at systemet reagerer som et såret dyr

Meget multikulturelle stater er pr. definition mindre demokratiske end mere homogene, fordi statsmagten er nødt til at bevare en skrøbelig fred gennem hårdhændet disciplin af borgerne, som i mindre og mindre omfang kan give deres mening til kende om andre grupper. Disse tilkendegivelser vil nemlig med garanti fra tid til anden give sig udslag i voldsanvendelse.

(…)

Det uhyggelige angreb med 12 dræbte og 20 sårede, deraf flere alvorligt, er ud over sin ufattelige gru endnu en pind i demokratiets ligkiste. Myndighederne vil mene sig nødt til fremover at slå hårdere ned på kritikere af den førte vanvidskurs. Når det næste angreb kommer – mest sandsynligt fra en islamisk gruppe, men kan også være fra højreekstremister – vil skruen blive strammet nok engang. Det er nu engang den logik, der følger af at multietnificere og multikulturalisere de europæiske samfund.

Kun et brud med den hidtil førte politik kan forhindre denne udvikling. Vi må bede til og arbejde for, at dette skifte sker. Ellers er demokratiet på længere sigt dødsdømt.

Selv om Sørensen ikke er helt ved siden af har Uhrskov ret. Mulitikulturens cocktail med islam som hovedingrediens lader sig ikke fordøje. Krigen er for længst erklæret og flere og voldsomere angreb vil blive fremtiden, med gengældelser til følge. Demonstrationerne, hvor alle erklærer sig Charlie Hebdo der ikke vil lade sig skræmme forudsætter at terroren kun er en overgang, en periode vil skal igennem og som vi vil komme igennem, hvis blot vi tænder et lys og siger fra. Men de tager fejl, hvor rørende det ellers er at beskue. Der er lagt og lægges fortsat i kakkelovnen, større kræfter er i bevægelse end bevægede bedsteborgere. Lamperne slukkes i Europa.

Politiken “Ingen er hævet over kritik eller satire.”

Efter at have udtrykt sin foragt for Flemming Roses og Jyllands-Postens 12 tegninger af den muslimske profet Muhammed erklærer Politiken at alle må finde sig i hån, spot og latterliggørelse

Ingen er hævet over kritik eller satire

Jeg glæder mig allerede til Lidegaards semantiske forsvar. Men der er forskel på Jyllands-Posten og Charlie Hebdo

Frankrig har en stolt tradition for oplysning, ytringsfrihed og religionskritik, som Charlie Hebdo vedkender sig og fører videre. Attentatet var et attentat på arven fra den franske revolution, som alle vestlige demokratier bygger på.

En stolt tradition, som det var dumt for Jyllands-Posten at være en del af. Og efter en skåltale af floskler fortsætter Politiken

»Allah er stor«, skal attentatmændene have råbt. Men det er dem, der misbruger deres profet til at retfærdiggøre vold, der krænker religionen.

Stakkels islam. Hvordan kunne det dog gå til? Hvad havde også disse attentatmænd dog misforstået? Var der ingen fortilfælde fra det perfekte menneske Profet Whoever-curses-a-prophet-kill-him Muhammed til inspiration?

  • Abu `Afak - Muhammad asked his followers to kill this man for making negative remarks about Muhammad and Islam.
  • Ka’b bin Ashraf - Muhammad asked his followers to kill this man for writing inflammatory poetry about Muhammad and Muslim women.
  • Asma Bint Marwan - Muhammad asked his followers to kill this woman for composing inflammatory poetry about Islam and Muslims.
  • Blind Man’s Slave-Mother - When Muhammad learned that one of his followers had stabbed and killed his slave (other sources refer to her as a freed concubine: Umm walad) for making derogatory remarks about Muhammad, he declared that “no retaliation is payable for her blood.
  • Al-Nadr Bin Al-Harith - Al Nadir, a storyteller and poet who had mocked him. He was a prisoner of war who was not allowed to be ransomed by their clans and was executed on Muhammad’s orders.

Nogle danske reaktioner på Hebdo massakren

Hykleriet vil ingen ende tage i disse timer, hvor avis efter avis i et anfald af “Jeg er Spartacus” erklærer at de er Charlie Hebdo. Men de har alle, også Jyllands-Posten, for længst opgivet at trykke Muhammed tegninger. Charlie Hebdo har stået stort set alene. Derfor er det beskæmmende at læse Bo Lidegaard skrive at massakren på charlie Hebdo er “Et attentat på os alle“. For det er kun et attentat på de, der taler islam midt imod. Politiken har sagt undskyld og betalt erstatning. De andre holdt hovedet lavt som BT’s chefredaktør Olav Skaaning Andersen der i en debat i TV2s Presselogen med Pia Kjærsgaard argumenterede imod at genoptrykke Muhammedtegningerne

- Hvis man gik ind og genoptrykte de 12 Muhammed-tegninger fra 2005, kunne man tale om, at der var en provokation. Mange kunne tolke det som en provokation, hvor der ikke var en journalistisk grund til, at man gjorde det.

Nej, angrebet er ikke på os alle, som Martin Krasnik, der besøgte gamle minder på Facebook, kunne eksemplificere

“Spørgsmålet er, om vores ytringsfrihed dermed er truet? Her på avisen holder vi fast i, at det er den ikke.” Bo Lidegaard

“Men i Danmark findes folk, som altid er parat til opstandelse over de såkaldte krænkelser af ytringsfriheden”. Bjørn Bredal

“Der er ikke en særlig trussel mod ytringsfriheden”. Zenia Stampe

Overraskende er forfatteren Carsten Jensen, der til Jyllands-Posten forklarer at han har skiftet mening til truslen mod ytringsfriheden, men helt uden at fortryde sit tidligere standpunkt. Man er vel ikke moralsk overmenneske for ingenting

Carsten Jensen, der var imod Jyllands-Postens 12 tegninger, var aldrig ude med en sådan anbefaling. Så hvorfor nu?

”Her går man på total morderisk vis efter en hel avis. Det er en meget voldsommere reaktion,” siger han.

Dengang var der også mordtrusler mod ansatte på Jyllands-Posten?

”Ja, det ved jeg godt, men dengang i 2006 var der ingen attentatforsøg. Danske muslimer protesterede, men inden for lovens rammer. ”

Så der skal lig på bordet, før det er acceptabelt at genoptrykke nogle tegninger?

”Hvis en muslimsk terrorgruppe kort tid efter Muhammedtegningerne var styrtet ind på Jyllands-Postens redaktion og skudt vildt om sig, havde jeg også gået ind for en genoptrykning. Men det skete ikke, og i stedet havde du nogle stærkt manipulerende protester i Syrien, Libyen og Egypten, hvor tegningerne helt tydeligt blev brugt i et indenrigspolitisk spil, som mere handlede om, at de regimer altid har brug for nogle lynafledere. Jeg kan ikke komme det nærmere.”

Og så ser vi beruset af champagnen bort fra at der blev forhindret op til flere terrorforsøg på JP/Politiken og at urolighederne dengang kostede 150 mennesker livet.

Noget der præger reaktionerne i dag er ikke så meget truslen fra de der myrder løs for at knægte friheden, men hvad folk dog ikke vil tænke om det. Jyllands-Posten er bange for at det ville gå ud over muslimer

Muslimer i Paris frygter, at angrebet på satirebladet Charlie Hebdo kan føre til øget had imod muslimer.

- Byen er i chok. Jeg er selv muslim, har boet i Paris i 14 år, og jeg er bange. Dem, som har gjort dette, tilhører ikke islam, siger en taxichauffør til nyhedsbureauet NTB onsdag aften.

Chaufføren vil ikke opgive sit navn. Han siger, at han er bekymret for, at hvordan terrorangrebet kan påvirke folks holdninger til muslimer.

Skam få den, der tænker ilde om sine bødler. Kristeligt Dagblads Erik Bjergager mener at det egentlige problem er at det gavner “højredrejningen”

Det er ikke svært at forestille sig, at massakren på den franske magasin-redaktion kan få betydelige politiske konsekvenser og styrke højredrejningen i Europa.

Netop derfor påhviler der de muslimske samfund en særlig forpligtelse til at tage afstand fra den terrorhandling, som med al sandsynlighed er begået af muslimske ekstremister.

Det er også og ikke overraskende Arbejderens bekymring, der advarer om at de mørke kræfter ikke må vinde. De mørke kræfter er altså ikke muslimsk terrorisme

I Tyskland lykkes det højreradikale at samle tusindvis til skræmmende islamofobiske marcher, i Sverige har en byge af brandattentater ramt helt almindelige moskeer, og i Danmark lægger den danske aflægger af den tyske Pegida-bevægelse an til antimuslimske demonstrationer i flere byer.

Charlie Hebdo er et kontroversielt blad. I 2006 fik de store dele af de moderate muslimske organisationer i Frankrig imod sig, da de genoptrykte Jyllands-Postens Muhammed-tegninger og offentliggjorde en erklæring mod “islamisk totalitarisme”.

Paradoksalt nok, men desværre også forudsigeligt, bliver angrebet på bladet nu brugt til netop at lægge an til en ny runde af hadefulde angreb og flere indgreb i vores demokratiske rettigheder.

Derfor er det rigtige svar på angrebet ikke mere had, ikke flere forhånelser, men at forsvare vores demokratiske rettigheder.

Reaktionære kræfter står på spring for at styrke deres dagsorden i skyggen af den brutale forbrydelse.

Ligene af de nedskudte journalister og tegnere var knap båret ud af redaktionen i Paris før Pia Kjærsgaard på sin Facebook brugte deres død til at varsle en “nødret”, som skal sætte loven ud af kraft, så vi som et “første naturligt skridt” kan gå igang med at lukke moskeer, fratage statsborgerskaber og udvise imamer - uden om domstolene, uden omretssystemets krav om beviser og retfærdig rettergang.

Modkraft havde samlet andre reaktioner fra venstrefløjen og angsten for højrefløjen var blandt floskerne større en islam

– Forfærdeligt hvad der er sket i Paris. Jeg håber at Frankrig vil vise sig lige så stærkt som Norge efter Anders Breiviks terrorangreb og holder fast i demokrati, tolerance og åbenhed. Fanatiske ekstremister skal mødes med en styrkelse af den ytringsfrihed og det demokrati, som de forsøger at bekæmpe, skriver Enhedslistens folketingsmedlem, Line Barfod, onsdag aften på sin facebook-profil.

Og så havde Modkraft valgt det måske mest perfide billede fra denne serie

satire1

Terror Attack on Charlie Hebdo Paris Headquarters

Stærke billeder

Det knager i klimadebatten

Historie, IPCC, Pressen, Videnskab, Økonomi og finans — Drokles on January 7, 2015 at 12:41 pm

Karl Iver Dahl-Madsen har skrevet en kronik i Kristeligt Dagblad om den overdrevne klimakatastrofe. Her fra hans egen blog

Udledning af CO2 vil – alt andet lige – medføre en beskeden opvarmning på 1 grad pr. fordobling af CO2 indholdet i atmosfæren. Vanddamp i atmosfæren vil forstærke virkningen af CO2, men der er meget stor usikkerhed om, hvor stor denne effekt er. IPCC angiver selv et interval for den såkaldte klimafølsomhed på 1,5-4,5 grader for en fordobling af CO2, altså en usikkerhed på en faktor 3.

Beregninger af klimafølsomheden på grundlag af historiske målinger har en tendens til at give lave værdier og den allernyeste beregning (Lewis & Curry) giver en klimafølsomhed på 1.3-2.5 med en median på 1.6 grader. Selv i den høje ende er dette om ikke uvæsentligt, så i det mindste overskueligt i betragtning af at denne ændring først vil slå igennem om flere hundrede år. I den lave ende er det et ikke-problem.

En årsag til, at den nyeste forskning viser en lavere klimafølsomhed er, at jordens lufttemperatur ikke er steget i den seneste mindst 15 år, selv om CO2 indholdet i atmosfæren i samme periode er steget støt med ca. 10 %.  Denne pause, har givet anledning til stor diskussion i klimaforskningen. I lang tid har man forsøgt at ”benægte”, at der var en pause, men efterhånden som pausen blev ved, har man forsøgt at finde forklaringer som, at ”havet har spist varmen”. Meget tyder på, at man simpelthen har antaget en for høj klimafølsomhed, og i hvert fald har IPCC’s klimamodeller ikke kunnet beskrive dette fænomen, men har forudsagt alt for høje temperaturer.

Det hele hænger sammen med, at der er stor usikkerhed om, hvor stort det menneskeskabte bidrag er. IPCC har indtil nu antaget, at en stor del af opvarmningen i de seneste 50 år skyldes menneskene. Men pausen i opvarmningen har været en øjenåbner, som nu har fået mange klimaforskere til at anerkende, at der er naturlige årsager med i spillet, f.eks. solen og variationer i oceanerne. Hvis pausen skyldes naturlige årsager, der dæmper varmen, betyder det også, at opvarmningen i 1980’erne og 1990’erne kan være forstærket af naturlige årsager.  Konsekvensen af dette er, at det menneskelige bidrag til klimaforandringerne er blevet overdrevet i mange år.

Indrømmelser kommer i doser. Den lavere klimafølsomhed der nu diskuteres er et foreløbet fait accompli fordi det er nemmere at sige feed-back effekterne ikke er helt så positive, som man hidtil havde frygtet end at de er rent ud negative.

Desuden lider nutidssamfundet af kollektivt hukommelsestab, når det gælder ekstreme vejrhændelser. I Danmark har vi fortrængt, at den største stormflodskatastrofe i Danmarkshistorien (den store manddrukning) fandt sted i Sønderjylland i 1362, gav en vandstand på mere end 5 meter over dagligt vande og udslettede en af landets største byer, Rungholt, og en række landsbyer. Længe før der var noget, der hed fossile brændstoffer.

Jeg tog disse to billeder for et par år siden på Bågø nordvest for Assens. Stormfloden stod højt i Lillebælt 1872, som man kan se

img_0436

img_0437

Accuracy In Academica bringer disse usentimentale ord om klimapanelets underminerede arbejdstese

“Yet atmospheric GHG [Green House Gas] levels have increased rapidly over this interval, and there is now a widening discrepancy between most climate model projections and observed temperatures.” McKitrick is a senior fellow at the Fraser Institute as well as a professor at the University of Guelph.

“While a pause in warming is not itself inconsistent with a continuing long term trend, there is no precedent for such a large and continuing gap between models and observations,” McKitrick writes. “Some climatologists have argued that within another few years at most, if the pause continues, it will lead inescapably to the conclusion that climate models are oversensitive to GHGs.”

Og den diskrepans mellem målinger og projektioner står endda til at vare meget længere ifølge atmosfærefysikeren Judith Curry, der på sin blog Climate.etc skriver “In terms of global temperature, I expect the hiatus to continue at last another decade, but won’t pretend to predict year to year variations.”. Men man skal ikke forvente at slippe for klimaafgifter når varmeregningen stiger lige med det første da “…climate/energy policy  has developed a life of its own that seems increasingly disconnected from actual scientific research”.

Venstrefløjen og ytringsfriheden

Diverse, Fascisme, Forbrydelse og straf, Kunst og kultur, Racisme, Ytringsfrihed, venstrefløjen — Drokles on January 6, 2015 at 11:39 pm

Venstrefløjen hader selvfølgelig ytringsfrihed, ikke fordi de ikke forstår den, hvad man ellers umiddelbart godt kunne tro på grund af den konstante strøm af  begrebsforvirring de vælter af sig, men fordi deres drømme ikke kan modstå saglig kritik og dissens. Sådan er det med alle totalitære bevægelser. Et eksempel kan man læse på Modkraft ved Liv Rolf Mertz, der vil gøre op “Det postulerede tankepoliti og den faktiske ordensmagt”. Det er en lettere verbos tekst, som det er den foretrukne stil når der skal spilles intellektuelt taskenspil, hvis hovedpointe heldigvis kan rammes ind i et enkelt afsnit. Her første halvdel af afsnittet

På en mangeårig venstreradikal aktivist virker forestillingen om, at ”vi” i øvrigt har ubegrænset ytringsfrihed, temmelig absurd. Nød Stine Gry Jonassen og Tannie Nyboe dén frihed, da de råbte ”Push!”* oppe fra højttalervognen under COP15? Hvordan skal jeg forstå ”no tolerance”-politikken, der har været ført mod graffiti i det offentlige rum de seneste 20 år, hvis ikke netop som et forsøg på at dæmme op for demokratisk dialog på dåse? Eller hvad med at tilbringe natten på Station Bellahøj, fordi man har forsøgt at sætte et klistermærke med påskriften ”Jagtvej” op på en mur?** Der findes borgere, som får deres ytringsfrihed begrænset hele tiden!

Ja, en venstreradikal har det svært med ytringsfriheden. For at tage det fra en ende af: Da Stine Gry Jonassen og Tannie Nyboe “råbte ”Push!”* oppe fra højttalervognen under COP15″ var det ikke en ytring, men en handling. Det klassiske eksempel på den distinktion er at råbe brand i et teater da det svarer til at udløse brandalarmen. Uden at kloge mig videre på bevisførelsen så bygger anklagen mod Stine Gry Jonassen og Tannie Nyboe på at de koordinerede en ulovlig handling. De var så at sige bagmændene.

Grafitti er ikke demokratisk dialog på dåse, men hærværk. Det samme er opsætning af klistermærker på andres ejendom. Andre folks ejendom er andre folks ejendom, selv om man slår det hen som værende blot “en mur”. Så, hvem er så de “borgere, som får deres ytringsfrihed begrænset hele tiden“? Gry fuldender afsnittet

Risikoen for racistisk tilsvining, som enhver ikke-hvid debattør til stadighed må løbe, er ganske rigtigt én måde, denne begrænsning udfolder sig på: som selvcensur. Den logiske konsekvens i form af demokratisk underskud burde om noget have fået spalteplads, men også andre problemer unddrager sig meget belejligt mediernes opmærksomhed. Hvad med den håndgribelige repression, der ofte følger udøvelse af dét, der angiveligt er ”vores” grundlovssikrede ret?

Såøh, er det ikke-hvide der spraymaler og tilklistrer andre folks ejendom og hedder Gry Jonassen og Tannie Nyboe mens de råber “Push” og ser således ud?

gry-jonassen-og-tannie-nyboe

Eller er indsats mod den meget hvide venstrefløjs hærværk og vold blot racistisk? Og til det er svaret, ja!

Ugen i tilbageblik

Diverse — Drokles on January 5, 2015 at 12:55 pm

Jeg falder i ugens løb over små historier som ikke kan bære en hel post, men højst en kommentar. De kan være helt små formuleringer som Jyllands-Postens overskrift “Ny moskébrand rammer Sverige”. En moskebrand er ikke et lavtryk eller en katastrofe. Eller, det er måske en potentiel katastrofe, men kun, hvis man erkender de enorme spændinger som den muslimske indvandring medfører. Det gør man naturligvis ikke frivilligt.

Det kan også være en populær artikel fra Jyllands-Posten om at stenaldermad er noget fup når der står I det meste af Stenalderen var Danmark i øvrigt så varmt, at der levede sumpskildpadder i søerne.” - Hvad kan den viden betyde for klimapolitikken? Eller den morbide overskrift “Ekspert: Thornings sidste ord kan være socialdemokratisk valgslogan” på Danmarks Radio. Tydeligvis regner eksperten med at Socialdemokratiet overlever den tilsyneladende døende Thorning. Eller en ny TV-serie fra Danmarks Radio, der fokuserer på “perker-danskere”, som souchef i DR Ung, Erik Struve Hansen ifølge Jyllands-Posten forklarer

“Vi ved ikke helt hvem de er, eller hvad vi skal kalde dem, og vi har måske også svært ved at skelne de forskellige kulturer, befolkninger og religioner fra hinanden. Med serien skal vi se nærmere på kløfterne og lighederne mellem herboende befolkningsgrupper.”

Hvem ‘vi’ er, ved jeg ikke (men vi kender statistikkerne), men perker-danskere er altså meget eksotisk for Danmarks Radio, der holder dem ud som et selvstændigt studie og henlægger det på en af deres små kanaler frem for på hovedkanalen.

I den lette ende tilbyder Modkraft udvalgte billeder som flotte plakater, bla dette, der så rammende for venstrefløjen hedder “Demo mod hele lortet”

demo-mod-hele-lortet

Og så var det en historie i de fleste medier, her ved Danmarks Radio, om at den danske sædbank Cryos International “savner sæddonorer med anden etnisk baggrund”. Hvorfor et privat firmas leveranceudfordringer skulle interessere læserne mere end afsætningsproblemer for, lad os sige, en sofagruppe Biva ligger selvfølgelig i den underliggende racisme

- Hylderne er fyldt med dansk sæd, men til indvandrere og deres efterkommere har vi ikke ikke så meget, vi kan tilbyde. Så vi har et problem, siger Ole Schou.

Han tilføjer, at sædbanken har forsøgt at hale flere donorer ind via en annoncekampagne i boligområder, hvor koncentration af indvandrere er høj. Blandt andet i Gellerup ved Aarhus.

- Det kom der ikke noget ud af. Vi kunne ellers sagtens komme af med sæden. Der er en kæmpe efterspørgsel derude, og vi skriver også på vores hjemmeside, at vi specifikt søger andre etniciteter, siger han.

Det er især sæd fra mænd med afrikanske, mellemøstlig og asiatisk baggrund, der er en mangelvare.

- Det er op ad bakke, og det har det altid været af en eller af anden mærkelig grund. Og det er også et fænomen, man kender i andre vestlige sædbanker, siger han.

Her er race ikke et diffust begreb kastet ned over religiøse og kulturelle grupper eller underliggende reaktioner mellem fordom og rettidig omhu. Jyllands-Posten havde en historie om hvordan danskere reagerer undrende når nogen gifter sig med en muslim (mens æresdrab er muslimers reaktion når muslimske piger kærester med danskere - og danskernes undrende reaktioner måske kunne være farvet af den slags religiøse særheder). Sæd-historien er den ægte vare. Cryos mener ikke at have noget at ’tilbyde’ til ikke-hvide etniciteter til den kæmpe efterspørgsel derude, men undrer sig ikke over fravalget af hvide gener til fordel for egen race.

Den liberale Rasmus Brygger glædede sig på Facebook over den svenske Enhedsregering til udelukkelse af Sverigesdemokraterne fra nogen indflydelse deres folkelige mandat ellers kalder på.

Tillykke til den svenske regering, for at den kan overleve med støtte fra de borgerlige partier. Og et særligt stort tillykke til Sverige, for at det sker uden Sverigedemokraterna. Man skal tale om problemerne ved indvandring, men selvfølgelig løser vi dem ikke ved at lukke grænserne ned og skabe en os-og-dem-stemning.

Måske er der alligevel en ting eller to, vi kan lære af Sverige?

Den såkaldt konservative Rune Kristensen havde i øvrigt trykket ‘Like’ til den status. I Enland rykker Dronningens Livgarde bag sikkerhedshegn for at beskytte dem mod terrorangreb skriver Daily Mail

2449df6800000578-0-image-a-12_1419716320446

Security chiefs have taken the dramatic step of withdrawing Royal Guards from their high-profile posts outside palaces amid mounting fears of ‘lone wolf’ terrorist attacks.

Elite soldiers of the Queen’s Guard have pulled back from public positions at many landmarks in response to possible threats from Islamic extremists.

For the first time since the height of the IRA’s terror campaign, the soldiers are also no longer allowed on sentry duty alone, and are now accompanied by armed police.

Det gav om ikke andet så en ny betydning til udtrykket qui custodiet ipso custodes? Og så er var der selvfølgelig Per Clausens “Jeg er imod vold, men…” tweet, til nyheden om at hans partis tæskehold havde overfaldet gadesatirikeren Dan Park

10898181_10153011712929803_4766962968463425668_n1

Man kan kun beundre venstrefløjens evne til at dæmonisere fra håndvasken.

Dan Park overfaldet af venstrefløjen

Diverse, Pressen, Ytringsfrihed, venstrefløjen — Drokles on January 5, 2015 at 8:41 am

Dan Park er blevet overfaldet på Nørrebro i København skriver Jyllands-Posten

Den 1. januar kl. ca. 10 om formiddagen blev den svenske provokunstner Dan Park overfaldet af seks maskerede mænd på Nørrebro, hvor han havde fejret nytårsaften hele natten.

»Inden det skete, havde vi siddet og snakket ganske længe ved den tomme byggetomt på Jagtvej 69, der hvor Ungdomshuset engang lå,« fortæller han til Jyllands-Posten.

»Der var flere, som genkendte mig, og vi snakkede frem og tilbage, men jeg tror ikke, at de havde noget med overfaldet at gøre, for de var fine nok,« siger han.

Dan Park blev genkendt og et tæskehold blev samlet. Klassisk venstrefløjsarbejde. Det er venstrefløjens samlede forståelse af politisk arbejde, forståelse af samfund og politisk dissens. Blandt de sikkert fine personer, der genkendte ham var der jo mindst een der ringede til tæskeholdet, de der udfører det grove arbejde. Og der er, som især Kim Møller har afdækket, en direkte sammenhæng mellem tæskeholdet og dele af Enhedslisten.

“Det var efter alt at dømme en kritisk artikel i BT om enhedslistens folketingskandidat Pelle Dragsted, der udløste overvågningen af Kim Møller.

26. september 2009 medvirkede Kim Møller som kilde i en kritisk BT-artikel om Pelle Dragsted, som dengang var presserådgiver for Enhedslisten. Artiklen beskrev Pelle Dragsteds fortid som maskeret frontfigur i den voldelige aktivistgruppe Antifascistisk Aktion (AFA). …

Få dage senere – 2. oktober 2009 – blev Redox kontaktet af en eller flere unavngivne personer fra Christiansborg. … Da BT ringer til Dragsted og spørger og spørger, om det var ham der ringede til Redox, svarer han:

‘Det kan jeg ikke huske’.

Senere sender han en mail til BT, hvor han afviser ethvert kendskab til sagen:

‘Jeg kunne ikke drømme om at opfordre til den slags metoder. Jeg synes det er langt ude,’ skriver han. …

‘Jeg kan oplyse, at Enhedslisten ikke har et samarbejde med Redox, og jeg har tjekket vores regningskaber… Her kan jeg se, at Redox ikke har modtaget nogen økonomisk støtte fra Enhedslisten’, oplyser partiets pressemedarbejder.

Det er klart at ikke hele Enhedslisten beflitter sig med overfald af politiske modstandere, men de negligerer og fornægter som minimum den politiske vold fordi de drager nytte af den. Og bærer gerne ved til bålet ved dæmoniseringer, der skal fratage ofrene legitimitet, som her ved Per Clausen, der formår at hylde overfaldet fra håndvasken ifølge BT

Per Clausen skrev efterfølgende på Twitter, at han tog afstand fra gerningen, men at det ikke ændrede på hans mening om den racisme-dømte kunstner.

»Fordømmer altid vold, men Dan Park er hverken kunstner eller politisk modstander, men en nar,« skriver Per Clausen, som senere fulgte op med et nyt tweet:

»Vold skal altid fordømmes. Men en nar holder ikke op med at være en nar, fordi nogle idioter tæver ham.«

10898181_10153011712929803_4766962968463425668_n

Uriasposten har et par andre eksempler på reaktioner til illustration af, hvor selvfølgelig den logik er for venstrefløjen. Venstrefløjen har ingen principper, kun fjender.

En weekend med Politiken

Vi læste Politiken i mit lærerhjem og avisen har spillet sin positive rolle i udviklingen af min islamofobi og blinde had til den muslimske race. Og den er en sikker leverandør af godt blogstof, så jeg har meget at takke den for. Men jeg abonnerer ikke på den og med den stadigt mere nidkære brug af betalingsmure læser jeg den heller ikke så ofte som jeg burde. Men denne weekend førte det ene opinions indlæg til det næste og hensatte mig i nostalgi som måske var passende ved årets udgang.

For avisen er om ikke, hvad den har været, så i hvert fald hvad jeg husker. Marlene Wind mener at den russiske præsident Vladimir Putins “stærkeste og mest raffinerede våben” er den ‘radikale højrefløj’, der optræder som ‘nyttige idioter’ imod EU

De lader sig både fodre og føre af Putin som hånddukker i et dukketeater. Flere iagttagere mener ligefrem, at man kan takke Putins økonomiske generøsitet for, at en tredjedel af Europaparlamentet i dag består af EU-skeptiske partier.

Det er måske nok at trække den for langt, men der er ingen tvivl om, at moderate europæere endnu en gang har sovet i timen.

Et skinger raffineret våben altså, hvis forbindelse til Putin ikke kan dokumenteres, men alligevel nævnes. Russiske sympatier i Ungarns stærkt antisemitiske Jobbik parti rtodes sammen med alt for Lega Nord i syd til Nigel Farage i nord. For det siger sig selv at kritik af EU er kontinentforræderi ved at gå EUs fjenders ærinde og det er så godt som en konspiration. Winds forhold til demokratiet, hvor folket er problemet fordi politikerne “[i] kampen om vælgernes gunst føler [...] sig nu pressede til at føre en mere og mere skinger EU-kritisk linje” er helt på linie med Politikens tidligere chefredaktør Tøger Seidenfaden.

En studine var pålagt opgaven at udvide læserens horisont med et indlæg der erklæerer kernefamilien for død for længst “og det er ingen skam“.  Men selv om kernefamilien for længst er død, var der ikke tale om et historisk tilbageblik på kernefamiliens kadaver, som man kunne tro. Med hendes egne erfaringer fra opvæksten hos sin alenemor gav studinen en nutidsfortælling om omverdens undrende og uforstående reaktioner på hendes særlige familieforhold - et klassisk Politiken tema om at ingen ved hvordan jeg er minimalt anderledes end den stråmand af en sump af gennemsnitsdanskerne. Men netop ved at tage udgangspunkt i normalitetens manglende forståelse og sensibilitet vidner hendes historier om at kernefamilien stadig regerer.

Fortællingen er ellers ganske fin og banal om hvordan familie og venner er netop det, familie og venner. Og hvor faderen svigtede trådte de til og ikke et øje er tørt. Men mon ikke familie og venner havde været i hendes liv alligevel? Og så langt de er gået for at kompensere for faderens svigt så langt fortæller det om tabet af en far. Den slags selvmodsigelser fanger unge mennesker ikke fordi de gennem et alt for langt skoleforløb har fået indpodet at de er kritisk tænkende hvis de har demonstreret evnen til at reproducere et forventet sæt holdninger. Derfor kan en selvstændigt kritisk tænkende studerende, der står til at arve om ikke jorden så mine skattepenge, glemme at mennesker ikke er orme når hun skriver at ”det kræver kun én, at starte en familie på to.”

Men unge mennesker er på forhånd tilgivet. Noget andet med Politikens egen Bjørn Bredahl, der giver sin version af tidens religiøse debatter

Jesushistorien, som Ramsdal-debatten nu bliver en ny variant af, handler altid om, at en præst ikke tror bogstaveligt på, at Kristus stod op af graven og så videre. Det synes nogle fundamentalister er for galt.

Muhammedhistorien, som vi har haft vores ballade med i bladtegnerudgaven, handler altid om, at nogen hævdes at have krænket profeten. Det synes nogle andre fundamentalister er for galt.

Fælles for de to historier er, at de dybest set handler om, hvad nogle føler. Nogle mennesker, nogle kristne, nogle muslimer, nogle præster.

Jep, ligheden er noget om følelser som bringer de to historier i samme kasse som Hitlers jødhad, the blues, sejrrus og Lars von Trier. Forskellen, som Bjørn Bredal ikke nævner, er dog at Jesushistorien handler om hvad man kan forvente af en præst der har skrevet under på et ansættelsesforhold, mens Muhammedhistorien handler om, hvad muhammedanerne kræver af alle os andre, som regnes for underlegne og urene. Og det vil sige at mens der i Danmark spørges om de præster, der ikke tror på en skabende Gud og Jesus opstandelse fra de døde,  ikke burde finde et andet sted at suge på lappen, så handler Muhammedhistorien om at myrde løs på alle der ikke underkaster sig sharia. Things like that.

Jeg vil slutte med Brian Espesens spændende spørgsmål om man godt må “opfordre til vold så længe det bare går ud over muslimer“. Han indleder

Indenfor de seneste par dage er en moske blevet sat i brand i Sverige, og i Danmark blev et kærestepar overfaldet af to-tre gerningsmænd, som de efterfølgende beskrev som ‘brune/andengenerationsindvandrere’.

Selvom ofrene i det ene tilfælde var muslimer, og gerningsmændenes etnicitet/religion i det andet indtil videre er ukendt, og således kan være hvad som helst, blev fokus og omdrejningspunktet for debatten meget hurtigt (anti-) islam/muslimer.

Unøjagtighed er ikke Espesens eneste problem, men noget skal alligevel på plads. Moskeen blev ikke tilsyneladende sat i brand, blot fordi medierne, politikerne, muslimerne og de pludrende klasser antog at der var tale om et attentat på basis af intet og derfor konkluderede at det drejede sig om islam/muslimerhad uden overhovedet at overveje det langt mere sandsynlige interne opgør. Så derfor kom den debat til at handle om islam/muslimer. Ligeledes kender man jo godt “gerningsmændenes etnicitet/religion i det andet”, kæresteparret der blev overfaldet med jernkæder, da de jo blev beskrevet som “ ’brune/andengenerationsindvandrere’”. Djævelen ligger i detaljen.

Ansporet at sin manglende viden spoler Espesen perspektiverende nogle uger tilbage

Mansour har så vidt vides ikke krøllet et hår på nogen og er alene dømt for ytringer, der tolkes som ansporende til had, vold og terror.

Lad mig her understrege følgende: Hvis man læser denne kommentar som et forsvar for radikale muslimers afsporede ytringer og/eller slet skjulte trusler, så tager man gruelig fejl.

Jeg lader Mads Brügger svare på den på sin Facebook profil

Men Brian Espensen glemmer dog, her ifølge EB, at Said Mansours synderegister tæller domme for blandt andet:

“Terroraktiviteter, tyveri, vold og våbenbesiddelse også en dom fra Østre Landsret i 2002, hvor Mansour blev fundet skyldig i at have forgrebet sig på en bare 12-årig pige, som han ifølge anklageren trak væk fra en legeplads og befølte på brysterne.

Boghandleren fra Brønshøj har ifølge anklageren også en ældre dom for at have opført sig voldsomt truende over for en tilfældig kvinde, som han truede med at slå ihjel.” (http://ekstrabladet.dk/…/anklager-mansour-forgreb-s…/5337958)

Så enten har Brian Espensen en meget alternativ opfattelse af hvad det vil sige at krumme et hår på nogen, eller også har han rent faktisk skrevet et forsvar for radikale muslimer.

Detaljen Brian, detaljen!

« Previous Page

Monokultur kører på WordPress