Fattigdommen

Diverse — Drokles on December 2, 2011 at 7:54 am

Der er sagt mange gode og også mindre gode ting i debatten om den fattige Karina. Politikens leder skriver

Besøget var planlagt af Cekic for at pege på, at mange mennesker lever i fattigdom. Olsen havde nemlig for nylig udtalt, at han »brækker sig« over at høre om fattigdom og julehjælp i Danmark.

Hvis Carina er fattig, er fænomenet imidlertid frygtelig udbredt. Så ville f.eks. mange sosu-hjælpere, der har rundt regnet 20.000 før skat i grundløn, også kunne regnes i kategorien fattige.

Özlem Cekic scorede således et klodset socialpolitisk selvmål. Ærgerligt, fordi der faktisk ifølge AE er 333.000 mennesker – heraf ca. 65.000 børn – i Danmark, der lever under OECD’s fattigdomsgrænse på ca. 12.700 kr., og at tallet er stigende bl.a. pga. Joachim B. Olsen og andres forfejlede ide om, at lavere ydelser alene motiverer til arbejde.

(…)

Joachim B. Olsens vulgære julehjælpskynisme havde fortjent et bedre svar end Cekic’ skingre angreb.

Men det mest bemærkelsesværdige ved sagen er måske, at ingen rigtig hæftede sig ved oplysningen om, at Carina, der ikke selv har ønsket at stå offentligt frem, har været på kontanthjælp i 20 år.

I 1991 har en velmenende socialrådgiver tilkendt kontanthjælp til en 16-årig pige, der ifølge Cekic lider af »angst«. Og så har hun været der lige siden. Over halvdelen af sit liv.

Med sin angst og sin kontanthjælp er hun blevet skubbet hen i et hjørne, uden at nogen har taget fat ved problemets rod, og som så mange tusinde andre endt med at være for syg til at arbejde og for rask til at komme på førtidspension.

Politiken bilder sig i vanlig arrogant stil ind at vide at Joachim B Olsen mener ”lavere ydelser alene motiverer til arbejde” og ikke blot at økonomi er en afgørende motivation og det leder dem selvfølgelig og som sædvanligt til endnu en dum leder. For det er ikke sandt at Olsen “brækker sig over at høre om fattigdom og julehjælp i Danmark“. Olsen brækker sig over “venstrefløjens manipulerende retorik” og selvom Politiken finder Olsen vulgær - på Politiken er forbrydelser mod æstetiken sidestillet med forbrydelser imod menneskeheden - så lykkedes det jo netop for Olsen ved at fremprovokere Özlem Cikic’s selvmål at fremdrage præcis det problem, som Politiken mener ingen har lagt mærke til - at venstrefløjens manipulerende retorik har vendt systemet mod den enkelte borger, både som skatteyder og som bistandsnyder.

For den velmenende socialrådgiver, som Politiken udnævner uddeleren af bjørnetjenester til, brugte netop økonomiske ydelser som et plaster på Karinas angst-sår og denne økonomiske ydelse blev, som Politiken også antyder hovedmotivet til aldrig at ranke ryggen, finde sin værdighed og blive den ansvarlige selvforsørger, der istedet for at bruge 6.000,- årligt på at hive smøger gennem lungerne kunne købe både sko, and og julegaver til sin marginaliserede søn.

For Claus Elholm er selv ordet liberalist et skælsord.

Joachim B. Olsen er i bedste fald en parodi på en ultraliberalist og i værste fald en tåbe, der er derude, hvor han slet ikke kan bunde.

(…)

Joachim B. Olsen er den typiske ultraliberalist med en oldgammel opfattelse af velgørenhed, hvor dem, der har, bør give til dem, der ikke har. Han er fortaler for en skatteprocent på tyve og udtalte forleden til Weekendavisen, at når “man kollektiviserer næstekærlighed, så er man for alvor et fattigt land.”

(…)

Diskussionen om fattigdom, som nu endnu engang raser mellem Joachim B. Olsen og Özlem Cekic, er egentlig ganske uinteressant. Og, kunne man tilføje, med de to aktører bliver den det heller aldrig rigtig, da den intellektuelle kapacitet vist ikke er til det.

Nogen ville sige at Joachim B Olsen er en vinder som i ganske få og utvetydige vendinger har splittet regeringen og fået både socialministeren og statsministeren til at bakke hans pointer op. Elholm selv har efter flotte karakterer igennem hele sin skolegang nu selv opnået at blive underviser som litterat. Men aldrig har han været interessant. Det er derimod Olsen, som for nu at lave en banal litterær reference, står i rollen som den lille dreng i Kejserens nye klæder. Sandheden kan nemlig være fantastisk veltimet og overordentligt interessant.

For selv om der er mange mennesker der af forskellige grunde ikke kan klare sig selv viser Cekic selvmål af et eksempel, hvad der nok er normalt for systemet, nemlig at mange lokkes, fanges eller søger ind i det for aldrig at vende tilbage. Cekic er nemlig ikke uheldig i sit valg af en fattig dansker, men ærlig. Hun vælger med sit store kendskab til underklassens vilkår en person, hvis situation og historie har den rette sammensætning af patos og repræsentation. Karina er ikke et enkeltstående tilfælde men et typisk eksempel på velfærdsstatens holdningsbearbejdning af det enkelte menneske.

Finansieret som det er af bl.a. lavtlønsarbejdere lægger det ikke bare pres på de nederste klasser, men tager ressourcer fra dem, der rent faktisk har hjælp behov. Og det er derfor manipulerende retorik, der er til at brække sig over når også Politiken klasker 330.000 mennesker - heraf 65.000 børn sammen under OECD’s medianindkomstsdefinition af fattigdom. Den oldgamle forståelse af at det er bedre at lære folk at fiske frem for at give dem fisk er med Olsens ord stadig et bedre alternativ til den kollektiviserede næstekærlighed af mine penge, som den velmendende socialrådgiver tilbyder alle som kommer forbi hendes kontor med tårer i øjnene.

Rune Engelbrecht var på sin blog hurtigt ude med et forsvar for Cekic. Alt for hurtigt må man sige da han skriver ud fra en antagelse om at Olsen havde tabt på forhånd skønt det som bekendt blev Cekic, SF og regeringen der hurtigt stod forslåede og ydmygede tilbage. Rune Engelbrechts fortid som stifter af og formand for Minoritetspartiet, som kæmpede for alle minoriteters uindskrænkede rettigheder samt social lighed, altså at danske skattekroner i endnu større grad skulle hældes over på muslimske kontoer, får her et lille nostalgisk gensyn så langt at en minoritetskvinde fra SF kæmpede heroisk for sociale retfærdighed, for de fattige mod den fæle hvide danske mand ved navn Joachim B Olsen. Men Olsen er mere end en dansk mand, han er en mand af folket, som har gjort karriere i sport og det er for Engelbrecht endnu værre end hvad en liberalist er for Elholm.

Det myreflittige muskelbundt har jo også altid så travlt. Først skulle der løftes vægte og stødes kugler i sportsarenaen, og nu skal der fjernes skatter og støbes kugler i socialdebatten. Det kræver sin mand at vinde medaljer og høste stemmer.

Modsat de ledige dovendyr, forstås. Taberne har kun pumpet systemet, hvorimod Joachim B. Olsen har pumpet jern. En sand vinder.

(…)

»Hvis man har børn, så sætter man dem over alt og sørger for, at når man kommer til den 24. december, så er der mad og gaver,« fastslår kuglestøderen (Ritzau, 30.10.2011).

(…)

En mand, der selv er blevet støttet økonomisk i for og bag som sportsudøver af den meget dybsindige art, hvor det gælder om at støde en kugle 21 meter. Igen og igen. Og igen og igen. Og så igen. Imponerende.

Det er vist indlysende, at kuglestøderen aldrig har været på starthjælp. At han aldrig har fået frataget kontanthjælp. At han aldrig er blevet sat på gaden af fogeden. At han aldrig har sovet på en parkbænk med en gammel avis som dyne. At han aldrig har måttet finde sit pålæg i affaldscontaineren bag et supermarked.

Ja, han er, som sagt en vinder og ja han har ret. Det fattige eksempel, som Özlem selv hev frem er nemlig enansvarlig for sine prioriteringer. Men Joachim B Olsen er ikke blot en vinder, han har selv kæmpet for at blive en vinder, en hård kamp med mange afsavn. Og nej vi kan ikke alle blive vindere i sagens natur, men vi kan bruge hans eksempel og stå op om morgenen og gå hen på et job, lave no’ed og få sin løn, som en gammel mavesurt forurettet vestrefløjsslager engang lød.

Denne foragt for kroppens, fysikkens arbejde leder Engelbrecht til at konkludere at Olsen “er jo idiot” selvom han ikke tør sige om hans ”dumhed er selvforskyldt“. Jeg tør godt sige at Engelbrechts idioti og dumhed er selvforskyldt og bunder i en tilstræbt ondskab. Engelbrechts foragt for det arbejdende menneske, det stræbende menneske, der opnår at kunne excellere står i skærende kontrast til hans egne skriverier, der, som med eksemplet Elholm, ikke er stort andet end en fortsættelse af den skolegang, hvor lærerne med ros og vedlening gav lille Rune en tryg ramme at udfolde sin udmærkede, men ikke prangende boglige begavelse i.

Engelbrecht er aldrig blevet voksen, han har fortsat sine fristile og middelmådige studier til ingens interesse. Hans Fakelprojekt var intet andet end et barnligt vræng om opmærksomhed og hans Minoritetsparti en studentikos øvelse, som kun understregede den foragt Engelbrecht dyrker for sine mindrebegavede medmennesker af almuen og andre undertrykte klasser. Hans nedladende befamling og ultimativt stigmatiserende opfattelse af en grød af minoriteter blev pinligt afvist med 0,3% af stemmerne, ikke nogen prangende høst, men Engelbrecht selv følte sig godt tilpas - ikke så meget med sit postive og humanistiske menneskesyn, som var hans umiddelbare dække, men med sit vræng af sit kulturelle ophav, et vræng, som minoriteterne kun var en megafon for. Alligevel anede Engelbrecht at han ikke var en vinder som Olsen. Og at han ikke var voksen. Engelbrecht havde brug for at finde noget han var god til.

Og det har han gjort. Engelbrechts talent er at kunne positionere sig. Hans vat-arme kan ikke støde kugler og hans motorik ikke egnet til tekniske sportsgrene, som han derfor foragter, men han kan overbevise ledende og nu afdøde personer på Politikens direktionsgange om at han er fræk og udfordrende og således blive en hangaround via en blog. Men det egentlige provokerende ved Engelbrecht er ikke hans skriverier, som oftest er formulariske og rutineprægede, hvis ikke de er direkte til grin, er Engelbrecht selv - tanken om at en sådan nar skal gøre det ud for et af landets traditionelt set mest polemiske avisers debattører. Hey! Politiken, hvad sker dig for dig? (Dog vil jeg ikke have dig tilbage)

Engelbrecht har altså  åbenlyst ikke meget til overs for sportsfolk, som han sikkert har følt sig ydmyget af mens han skrev motivanalyser af Den Hårde Frugt så hvor meget mere ydmygende må det ikke være for ham og Elholm med for den sags skyæld at en simpel kuglestøder af et muskelbundt, så let støder professionelle debattører af banen og udfolder sig som en succesfuld politiker der sætter dagsordenen. En mod en, mano a mano, i en direkte dyst banker Olsen sin erfarne modstander af banen, Özlems, Engelbrechts og Elholms egen hjemmebane. I en sådan grad endda at den scocialdemokratiske socialminister Karen Hækkerup taler om et normskred i debatten om kontanthjælp og fattigdom vil have “et opgør med krævementaliteten” og fokus på at pligt kommer før ret.

Men der er også sagt meget godt i denne debat af folk, som værdsætter en mand af folket der tør tale af karsken bælg. Tom Jensen taler i Berlingske Tidende klogt om menneskelig værdighed og den sociale kontrakt, men det er de tal som han smækker på bordet jeg i ærgelse over, hvor sjældent det egentlig sker vil smække videre på bloggen

Flere end to millioner danskere lever af offentlige ydelser. Mere end 800.000 voksne, arbejdsdygtige danskere sidder fast i passiv forsørgelse uden for arbejdsmarkedet. Samfundet bruger 314 milliarder kroner og 37,4 procent af alle skatteindtægter på social hjælp hvert år. Samfundet bruger også milliarder af kroner på stort set resultatløst at drive ubeskæftigede mennesker på passive ydelser rundt i manegen for at gøre dem klar til et arbejdsmarked, det ikke kan betale sig at komme ind på. Samtidig lever danskere, der arbejder og får løn, med et af de højeste skattetryk i verden. Imens taler politikerne år ud og år ind om ret og pligt og personligt ansvar, men de gør ikke noget, som forhindrer, at der til stadighed kommer flere og flere Carina’er, under hvis akkumulerede vægt velfærdssamfundets indre logik til sidst ender med at krakelere.

Mads Kastrup mener i Berlingske Tidende at Cekic bør bæres rundt i guldstol for at have startet en kvalificeret og nødvendig debat og ironiserer videre at

Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro, at Liberal Alliance havde betalt Cekic for at stille op med hundeøjne og medlidenhedsytringer iført “fattige” Carina, der har 5.000 kroner til rådighed om måneden, men angiveligt ikke har råd til sko til sit barn efter, at husleje m.m. samt tørfoder til hunden og 500 kroner til hjemmerul er betalt.

Efter desværre at have begået den samme fejl, som Politiken ved at påstå at Olsen har brækket sig over de fattige, fremfor venstrefløjen kommer også han med et par tal, der sætter debatten i relief.

Hvad vi egentlig diskuterer her,”Kontanthjælp-Carinas” huslejestørrelse, prisen på pedigree pal nævnt eller ej, er en klassiker i Velfærdsdanmark: Den økonomiske ulighed.

En størrelse, der har været boltet og låst til den politiske magt i et samfund, hvor to tredjedele af vælgerne i større eller mindre grad er indtægtsafhængige af overførselsindkomst. Den mindste regulering af velfærdsstaten har følgelig altid ført til meget store opråb om ulighed i Danmark.

Foruddiskonteringen af “de svagestes” undergang på bekostning af velhaveres tilraning ved selv simple fastfrysninger af overførselsindkomster har været automatisk. Men de 20 procent bedst lønnede danskere betaler stadig halvdelen af al personlig skat i Danmark. Til sammenligning betaler landets 40 pct. dårligst lønnede omkring 10 pct. af skatterne tilsammen.

Danmark er stadig, ifølge OECD (eller også er vi nummer to) verdens mest “lige” land. Og opretholdelse af et monstrøst social budget har klistret til hver ny regering som DDR-leder Honeckers læber i sin tid til Sovjet-leder Bresjnevs. Den tidligere borgerlige regering øgede således konfliktsky nationens sociale budget massivt fra 2001 til 2010.

Pittelkow morer sig ligesom Kastrup over Cekic spektakulære og befriende selvmål og vil “takke Cekic, fordi hun har sat gang i en vigtig debat” før han ellers adresserer det problem med Karinas 20 år på offentlig forsørgelse, som Politiken, som sagt ovenfor ellers mente de alene havde adresseret, skønt så forkert

 Men Cekic’ problem var ikke bare, at Carina ikke er fattig. Det var også, at Carina har været på kontanthjælp i 20 år. Det hænger jo nok sammen med, at hun ikke har udsigt til nogen økonomisk gevinst ved at arbejde.

Dermed fik den uheldige SF’er kickstartet en debat, som partierne til venstre ellers undgår: Der er noget ravende galt med vores velfærdssystem, hvis det ikke kan betale sig at tage et arbejde.

Socialminister Karen Hækkerup (S) så faren for, at denne debat kunne ramme regeringen. Derfor gik hun resolut ud og tordnede mod det normskred, der gør, at man ikke yder, hvad man bør, til samfundet.

Hun har bestemt en pointe. Den er godt nok hørt før, men sjældent fra de røde partier. Problemet er bare, at moralske opsange ikke batter meget, når det økonomiske incitament mangler.

Men selv om Pittelkow ikke er Olsen’sk vulgær i sit sprog bliver hans person aldrig æstetisk for Politiken at tage ved lære af. Næppe heller Søren Pind, som iblandt sine barndoms minder på Bornholm uforskammet påstår at venstrefløjen ikke aner hvad fattigdom er. Men det er ikke det værste

Men det værste… Det værste er den manglende respekt for arbejdets værdi. At tænke sig - det er ellers hjerteblodet. Det er netop i den kamp, arbejderbevægelsen og arbejdsgiverne har mødtes gennem hele forrige århundrede, og har forhandlet, købslået og studehandlet - og lavet kompromisser, der definerede hvad et stykke arbejde, mindst, var værd i forhold til mindstelønnen. Det blæser man højt og flot på. I stedet skaber man systemer, hvor et par på kontanthjælp, for at det skal kunne betale sig for den ene at tage et arbejde, skal skaffe sig et job til 30.000 kroner om måneden. 30.000 kr…

Der har været meget snak om fattigdomsgrænser. Venstrefløjens forslag er altid relative forslag, der definerer fattigdom som noget, der afhænger af, hvor rige andre er. Der er intet objektivt ved de definitioner, der her tages i anvendelse. I Danmark har den tilgang medført det groteske, at der rent faktisk ville blive færre statistisk fattige, hvis regeringen i morgen landsforviste Hr. Møller og Mærsk fra Danmark.

Havde regeringen nogen som helst respekt for arbejdets værdi, indførte den en fattigdomsgrænse, der definerede sig op mod mindstelønnen. Den værdi, arbejdsmarkedets parter er blevet enige om, ved benhård forhandling, repræsenterer det mindste, arbejdets frugt kan kaste af sig. Og så satte man den grænse for offentlig forsøgelse et procent niveau under det. Det kunne være 10, 15 eller 20 %. Men i hvert fald altid et stykke under. For man må aldrig kunne få det samme eller mere ved ikke at arbejde end ved at gøre det. Aldrig. Det skal altid kunne betale sig at arbejde.

Og så skal der trumf på

De, der ønsker at værne om det unikke fællesskab som er vores, hvor vi vitterligt bærer et ønske om lighed i muligheder og vil de svageste i vort samfund det bedste, er ikke de, der hylder et samfund, hvor arbejdet værdi undergraves og fnises af i de finere caffe-latte kredse og til diverse vinsmagninger og gucci-modeopvisninger. Vi har set dem lokke med løfter og med løgne. Men de har vist deres sande ansigt. Og nu er kampen gået ind. Den handler om Danmark. Og om det Danmark, de fleste af os elsker, skal overleve eller gå under i de ubegribelige forandringer, vi i denne generation står overfor.

Dem, der vil Danmarks overlevelse ved, at flid, hårdt arbejde, selvstændighed, svaren enhver sit er værdier, der kan bringe os igennem. Ikke betaling for social parkering, straf for ekstra indsats, belønning af passivitet - i fattigdommens hellige navn. Hvad fattigdom er? Fattigdom er fraværet af evne til at gøre noget ved sin egen situation. Intet mindre. Intet mere.

Ole Birk Olesen tager Cekic i et ironisk og bagvendt forsvar, da han letter bebrejdelserne imod over på venstrefløjen generelt

Det er Özlem, der har dummet sig - det er det budskab, som man nu forsøger at sælge til pressen. Syndebukken er fundet, så alle andre kan slippe fri.

Men det er ikke sandt. Özlem Cekic har ikke med sit valg af Carina gjort noget som helst, som der ikke er opbakning til i både regeringens politik og i regeringens retorik. Hun er bare kommet på glatis, fordi min partifælle Joachim B. Olsen har insisteret på, at der skal fakta på bordet også.

Hvad er indkomsten for dem, som regeringspartierne kalder fattige, og hvordan bruger de pengene? Det var den test, som Özlem Cekics skingre tale om familier, der angiveligt hverken har råd til sko eller til at holde jul, ikke kunne bestå.

Og det er den samme test, som regeringens afskaffelse af kontanthjælpsloftet heller ikke kan bestå.

(…)

Carina er nemlig ikke noget enkeltstående tilfælde, for der er jo lighed for socialloven i Danmark. Alle, der er i samme situation som Carina, får udbetalt det samme beløb fra det offentlige. Har man et barn på 12 år, en husleje på 7.400 kr. o.s.v. ligesom Carina, så er der cirka 16.000 kr. til udbetaling fra det offentlige efter skat, selvom man er omfattet af kontanthjælpsloftet. Til alle, ikke kun til Carina.

Det synes vel også kun fair sådan at fordele byrderne af bebrejdelse så få har for meget og alle for lidt. Mest sofistikeret er dog Morten Messerschmidt i et vidunderligt underfundigt filosofisk øjeblik

Det danske sprog er blevet beriget med et nyt begreb. Vi takker SFs Özlem Sara Cekic for at have introduceret begrebet ”professionel fejltagelse” . For at fastslå dette nye begrebs berigelse af det danske sprog, må det nærmere undersøges, hvordan man således fejler professionelt. Det må naturligvis ses i modsætning til det mere almindelige – at fejle  amatøragtigt, det vil sige uden for sit erhverv.

Det er imidlertid ikke blot det semantiske raffinement, man her må glæde sig over; men også den nådegave, som det nyopstandne begreb, fordrer. At fejle er jo slet og ret at tage fejl; at have ræsonneret forkert. Det har vi sikkert alle prøvet. At fejle professionelt må derfor indeholde en mere specialiseret årsagssammenhæng.

Hvorledes adskiller da den professionelle form for fejltagelse sig fra andre? Som noget særligt fint og raffineret? Eller som noget særligt pinligt, nu hvor det kommer fra en professionel? Og hvorved defineres selve det professionelle? Ved fejlens indhold eller afsenderens karakteristika? Spørgsmålene er mange og jeg glæder mig til, at måske hele SFs folketingsgruppe kan nedsætte en studiekreds og komme med en etymologisk udredning. Eller måske hele regeringen skulle deltage? Jeg tror nemlig, der ligger en dybere afsløring i dette hidtil for offentligheden skjulte begreb. Jeg tror, vi her har fået et blik ind i magtens ellers så lukkede korridorer. Lad os blot tænke tilbage på de sidste par måneders fejl fra den nytiltrådte regerings side.

Og det må man så læse på Messerschmidts blog hvorfra jeg fristende som det ellers er ikke tør stjæle mere.

Et stof måske farligere end CO2

Diverse — Drokles on December 1, 2011 at 2:11 pm

En læser af Watts Up With That skriver ganske morsomt om farerne ved stoffet DiHyrogen MonoOxid

Dihydrogen monoxide:

- is the major component of acid rain.

- contributes to the “greenhouse effect”.

- may cause severe burns.

- is fatal if inhaled.

- contributes to the erosion of our natural landscape.

- accelerates corrosion and rusting of many metals.

- may cause electrical failures and decreased effectiveness of automobile brakes.

- has been found in excised tumors of terminal cancer patients.

Despite the danger, dihydrogen monoxide is often used:

as an industrial solvent and coolant.
in nuclear power plants.
in the production of Styrofoam.
as a fire retardant.
in many forms of cruel animal research.
in the distribution of pesticides. Even after washing, produce remains contaminated by this chemical.
as an additive in certain “junk-foods” and other food products.

Skræmmende læsning må man sige.

« Previous Page

Monokultur kører på WordPress