Fra hestens mule

Diverse — Drokles on November 7, 2011 at 5:52 am

En imam gør i Kristeligt Dagblad et kosteligt forsøg på at gøre sig troværdig i debatten om brandattentatet på Charlie Hebdo.

Jeg mener, at det er mangel på respekt at gøre grin med andres helligdomme. Jeg ville tage lige så meget anstød, hvis den franske avis havde trykt jokes om Moses, Jesus, Buddha eller Krishna.

Ja, for det er en af islams søjler at elske kuffars, som sig selv. Så lad os se, hvad denne tegning afstedkommer at muslimske protester.

06

Grænsen for rød erkendelse

Diverse — Drokles on November 7, 2011 at 5:36 am

Hvis man er god tager man aldrig helt fejl. En tidligere kommunist kommer med et meget sigende defensorat i dagens Politiken. Anledningen til dette forsvar var en glimrende kronik også i Politiken, hvor historiker Jørgen Grimstrup gyser ved tanken om de mange unge studerende mennesker og deres lemfældige omgang med friheden når de sætter deres kryds ved Ø. Den kan det selvsagt anbefales at læse. Men til den gamle kommunist, tidligere medlem af DKP, historiker Lars K Christensen og hans forsvar

Manglen på demokrati og overgreb på menneskerettigheder var ikke bare beklagelige fejl ved et ufuldkomment, men i grunden rigtigt system. Vi skulle have lyttet til marxisten Rosa Luxemburg, der allerede i 1919 skrev kritisk om den russiske revolution: »Frihed kun for regeringens tilhængere, kun for medlemmerne af ét parti (…) er ingen frihed. Frihed er altid frihed for de anderledes tænkende«.

Er der noget, vi kan lære af Murens fald, så er det, at socialisme uden frihed og demokrati er en umulig konstruktion.

Nej. Læren allerede før Murens fald, allerede før eksperimentet, der skulle koste 100.000.000 millioner mennesker livet og over 1.500.000.000 mennesker et liv i elendighed var at socialismen, marxismen, kommunismen var en antitese til frihed og demokrati.

Men vi havde også ret i en hel del. Vi havde ret i støtten til dem, der kæmpede mod diktaturer i Latinamerika og mod apartheid i Sydafrika. Vi havde ret, da vi var med til at arrangere 80’ernes store bevægelser mod atomoprustning i Europa.

Og vi havde ret i den grundlæggende holdning, at uddannelsessøgende, lærlinge og almindelige arbejdere er mennesker med rettigheder, som de bedst forsvarer ved at stå sammen.

(…)

Det, der drev os, var naturligvis den iagttagelse, at verden var fuld af ting, der trængte til at blive gjort op med og lavet om på.

Det er formentlig grundlæggende det samme, der driver dem, som i stort tal sympatiserer med Enhedslisten. Det giver Grimstrup koldsved. Personligt glæder jeg mig over det.

Som om kritik af noget der trængtes til at blive lavet om retfærdiggør at man holdt på en hvilken som helst anden hest. Vil han da også retfærdiggøre Hitler og hans sympatisørers bevægelse i tyskernes ydmygelse efter 1. Verdenskrig og den efterfølgende økonomiske og politiske krise? Der var jo også meget der trængtes til at blive lavet om. At en hjemløs alkoholiker har et dårligt liv giver lige så lidt ret til at sparke ham ihjel, sammen med afstumpede venner, som eksistensen af apartheid giver ret i at undergrave nationen, folket og det liberale demokrati.

Lars K Christiansen og hans rødfascister kæmpede ikke mod diktaturer i Latinamerika, de kæmpede imod alt der ikke var et kommunistisk diktatur og startede med dem, der var lettest at angribe. Et kommunistisk diktatur, som han først i bagklogskabens lys kan se var en fejl, så langt vi ellers tror ham på hans ord, var nemlig hans og konsorters endemål. Derfor bliver man lidt foruroliget når han slutter sit indlæg med at længes at hans og hans ligesindedes kroniske selvretfærdighed finder et nyt ideologisk slagord

Jeg tror ikke, at hverken Karl Marx eller Johanne Schmidt-Nielsen sidder inde med den endelige sandhed. Men man skal være et skarn, hvis ikke man kan se, at verden stadigvæk trænger til forandring.

Den dag, de unge benægter det, ville der først for alvor være grund til at blive bange.

Intet har de lært.

Sindbillede på den vestlige kulturs forfald

Diverse — Drokles on November 6, 2011 at 6:46 am

To små nyheder illustrerer så glimrende den moderne kunsts fortrængning af den vestlige kultur. Jyllands-Posten skriver om en dansk gymnasieelev, der under en studietur til Rom, ødelagde en antik

Ifølge avisen løftede drengen en tung sten for at vise sig for sine venner, og lod den efterfølgende falde mod jorden, så den gik i stykker og samtidig ridsede en anden antik sten.

Stenen kan dateres tilbage til de første århundreder efter Kristi fødsel og er uvurderlig for Rom. Ifølge avisen har den danske gymnasieelev ødelagt for omkring 7.000 euro - cirka 52.000 danske kroner.

Den møgunge skulle have en gedigen endefuld oveni erstatningskravet på de 52.000,-. Ingen respekt for historien, det unikke og det at bestræbe sig. Imens i Danmark har en regøringsassistent ved et uheld ødelagt et udstillet kunstværk, skriver ligeledes Jyllands-Posten

Hun gjorde det i bedste mening. Rengøringsassistenten på Ostwall Museum i Dortmund.

Fjernede en malingklat fra kunstneren Martin Kippenbergers skulptur “Wenn’s anfängt durch die Decke zu tropfen” (Når det begynder at dryppe ned gennem loftet).

Men der var blot lige det problem, at malingklatterne var med fuldt overlæg af kunstneren malet på en bakke. Han ville med klatterne illudere udtørrede vanddråber.

En talsmand fra museet udtaler, at skulpturen er ødelagt - og at den ikke kan rekonstrueres.

Hvorfor, er man da løbet tør for manling? Jeg vil da gerne give en lille bøtte maling, hvis det bare er det. Hvor meget kan det koste?

Skulpturen, der var udlånt til museet af en privat samler, er forsikret for seks millioner kroner.

6.000.000,- for malingklatter, urekonstruerbare malingklatter, som publikum straks ville kunne se var helt malplacerede i forhold til det oprindelige værk.

I 2004 smed en rengøringsassistent en del af et kunstværk skabt af tyskeren Gustav Metzger i skraldespanden i den tro, at det var affald. Det var en del af Metzgers værk.

I 2001 var Damien Hirst udsat for noget lignende på et galleri i London. I hans værk indgik en samling tomme flasker, snavsede askebægre og kaffekopper. Han ville illustrere en kunstners arbejdsmiljø. Det hele endte i en container.

Og det ville være helt umuligt og meningsforstyrrende at rekonstrukturere hvordan en tilsvarende kunstner boede, eller måske den samme kunster et par uger efter. Man kan ikke fortænke regøringsassistenten, der over skatten allerede har betalt sin del af kunsstøtten, i at forveksle moderne kunst med affald.

Det utrolige består i at man kan tegne en forsikring i millionklassen på den slags. Et godt tip til anerkendte kunstnere er at uråbe alt deres habengut i deres bopæl til et kunstværk, en levende installation, som ikke blot illustrerer en kunstners arbejdmiljø, men er en kunstners arbejdsmiljø. Så hvis en narkoman bryder ind og stjæler fladskærmen, er hele boligen, øh værket ødelagt og skal erstattes.

Anstændighedens skuffende tilbagekomst

Diverse — Drokles on November 6, 2011 at 6:19 am

For Politiken gælder det om at være anstændig og alene af den grund er der grund til at glæde sig over den nye regering, mener Anita Bay Bundegaard på politikens faste Politikenklumme Signatur. Hun lægger i “Anstændighedens tilbagekomst” vægt på at “VKO-flertallets mest infame beslutninger [er] sat ud af kraft.”

Indførelsen af fattigdomsydelserne skabte en de facto forskelsbehandling mellem indfødte og udlændinge, selv om det i juridisk forstand har set tilforladeligt ud. Kun ganske få med etnisk dansk baggrund er blevet ramt af fattigdomsydelserne.

Også straffeloven skaber en de facto forskelsbehandling mellem indfødte og udlændinge kunne man tilføje. Og skatten på arbejde ikke at forglemme. Og med det in mente var VKO måske ikke blot infam.

Det er muligt, at det på et overordnet plan ser ud til at det, som mange har påpeget, kun er småpenge, der skiller S-R-SF-regeringens og VK-regeringens finanslov. Men ser man på hvad man får for småpengene, er det ikke så lidt.

De småpenge er en anden Signatur klummeist Lars Trier Mogensen mindre imponeret af. Han mener at “Danmark har fået en grå regering” med tanke på at “’Djøf-partiet’ i forvejen er stort set enigt med embedsmændene. Alle cand.scient.pol.erne blandt de nye unge radikale tænker nogenlunde ens med cand.polit.-bureauerne i ministerierne.” og “Embedsmandsstyret vækker ingen begejstring og mobiliserer ingen følelser

Den nye S-R-SF-regering fremsatte i går en finanslov, der blev iscenesat med nogle få og små symbolske stunts, men som reelt viderefører de vigtigste økonomiske elementer fra VK-regimentet i 00’erne.

(…)

Kontrasten til den borgerlige regering er så marginal, at opmærksomheden søges rettet mod tilbagerulningen af en lang række værdipolitiske tiltag, som ikke betyder noget større rent finanspolitisk, men som til gengæld menes at have symbolsk betydning for kernevælgerne.

Og der er måske grund til at føle sig loren ved den nye regering, hvis man havde sat næsen op efter en fair løsning. I Mogensen & Kristiansen argumenterede den gamle kommunist Ole Sohn i et ukarakteristisk øjeblik med at det er vigtere for de fattigste at der kom gang i væksten, da de uanset velfærdsforøgelser var de første ofre for lavkonjuktur. Og i Jyllands-Posten kan man læse at Mette Frederiksen, af alle mennesker, mener at der er for mange dovendidrikker på offentlig forsørgelse. Hun svinger dog den røde fane stolt ved at det kommer til at koste ekstra 200.000.000 kroner af vores penge til at hale dem ud af det system, som i første omgang placerede dem der. 200.000.000 kroner er i øvrigt også det tal det kommer til at koste af få asylansøgerne i arbejde, mens de venter på at blive lukket de facto ind på kontanthjælp, hvis der skulle opstå huller efter Frederiksens nye plan. Alligevel insisteres der ivrigt på at man ikke vil bruge flere penge end man kan nå rage op af folks lommer. Og ikke et ord om vindmøller.

Heller ikke Herbert Pundik er i sit Signaturbidrag begejstret for den nye regerings foreløbige ageren, men undgår anstædigt af bruge ordet uanstændig om Villy Søvndals svigt af palæstinensernes stat.

Det kan Danmark ikke være bekendt.

Og så går moralens bølger ikke højere for den gamle mands hjerteblod og efter en længere, og typisk for Pundik, sober analyse konkluderes der sørgmodigt

Ved at stemme blankt i Unesco har den danske regering afsløret, at den totalt mangler forståelse for Mahmoud Abbas’ stædige kamp for at bevare sin politiske troværdighed blandt palæstinenserne i en situation, hvor den israelske regering kun viser ham utak og daglig underminerer ham ved sin bosættelsespolitik.

Ved at vælge harens diplomati har Danmark i virkeligheden kastet en stemme til fordel for de radikale palæstinensere, der vælger terror frem for diplomati, og som en dag kan tage magten på Vestbredden, som det skete i Gaza i 2007, hvis Israel og USA ikke besinder sig.

Frem for at række Mahmoud Abbas en hånd har dansk diplomati bidraget til (2007) at svække ham.

Enig eller ej, viser den gamle Politikenskribent Pundik et andet format i sin kritik end den nye klasse af uuddannet selvretfærdig skrivergalde ved Bundegaard.

Politikens leder er ligeledes skuffet og deres hjerteblod er bøssers ret til ikke at være bøsser.

Kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen (R) har allerede efter en måned på posten ladet sig besnakke af biskopper til at udvande regeringsgrundlagets ord om seksuel ligestilling.

Homoseksuelle skal have mulighed for at blive gift i folkekirken.

Men ægtefæller må de fortsat ikke kalde sig. I stedet har Sareen overtaget sin forgænger, Per Stig Møllers (K), forslag om at kalde konstruktionen for ’livsfæller’

Og så fortsættes der

»Hvis nogen har forslag til andre betegnelser, så ring endelig – jeg lytter«, sagde Sareen forleden til Information. Hvad er der egentlig galt med ’ægtefæller’, hr. minister?

Jeg skal ikke kunne tale for, Manu Sareen, men jeg kan da godt svare på hvad der er galt med ægtefæller om to mænd. Der er det galt at bøsser ikke kan blive til et kød, da Gud har skabt mennesket som mand og som kvinde. Derfor er der ingen grund til at velsigne noget, som var menneske skabt som mand og som en anden mand. Derfor vil  jeg foreslå Politiken et kompromis og kalde det Uægtefæller.

Politikens bekymring for bøssernes tilstand er selvfølgelig først og fremmest æstetisk.

Man kan selvfølgelig sige, at ’livsfælle’ er et fremskridt fra det kønsløse ’registreret partnerskab’. At blive ’registreret partner’ lyder i bedste fald som et avancement i et advokatfirma eller i værste fald som noget, der kan få de involverede kørt væk på en ladvogn med bevæbnede vagter.

Det er ikke så væsentligt med arverettighederne for den efterladte, som navnet vi giver den rettighed. Jeg kommer til at tænke på et afsnit at Simpsons, hvor Homer etablerer sit eget internetfirma - hvis produkter han nægter at definere da markedet rykker sig så hurtigt - og skal finde en titel til sig selv. Det åbenlyse “direktør” bliver hurtigt opgraderet til “generaldirektør” for til slut at trumfe sin egen opfinsomhed med det endnu finere “vice-generaldirektør”. Man kan nærmest høre ham smage på ordet.

Lad dog to elskende gifte sig“ smager Politiken videre, med deres mere indfølte sans for de rette udtryk, og uddyber derved at de har misset pointen med den kristne kærlig, der ikke er en følelse, men en gerning. Derfor åbner udsagnet om at elske din næste som dig selv ikke for polygami. Derfor har de heller ikke regnet det ud når de betror os at

Bag modstanden mod at lade homoseksuelle gifte sig som alle andre ligger et samfundssyn, som den nye regering burde stå stærkt imod. En idé om, at det anderledes nok må accepteres, men holdes ud i strakt arm.

Og det er en infam insinuation.

Det er dejligt at være tilskuer

Diverse — Drokles on November 6, 2011 at 5:03 am

Fra en kronik i Politiken

Glæden over Obama stortrives hos mig, en begejstret europæisk tilskuer, mens opbakningen daler hos ’blue-collar’ og ’white-collar’-amerikanere – arbejdsstyrken, der er ramt af arbejdsløsheden. Også de, som ved sidste valg satte deres sidste dollar på ham i håb om at få en sygeforsikring, er kommet i tvivl om præsidentens evner til at styre det forjættede land. Og nogle i den jødiske del af den amerikanske befolkning, som ikke bryder sig ikke om Obamas saglige tone over for Israel i sagen om Palæstina-staten, er blevet skeptiske.

Sådan har jeg det også med Berlusconi. Glælden over hans indfald og farverige opførsel stortrives i mig fordi jeg som dansk tilskuer ikke skal leve med hans politik.

om pseudovidenskab

Diverse — Drokles on November 3, 2011 at 4:05 pm

Dr. Matt Ridley’s tale til the Royal Society for the Encouragement of Arts, Manufactures and Commerce via Watts Up With That

It is a great honour to be asked to deliver the Angus Millar lecture.

I have no idea whether Angus Millar ever saw himself as a heretic, but I have a soft spot for heresy. One of my ancestral relations, Nicholas Ridley* the Oxford martyr, was burned at the stake for heresy.

My topic today is scientific heresy. When are scientific heretics right and when are they mad? How do you tell the difference between science and pseudoscience?

Let us run through some issues, starting with the easy ones.

  • Astronomy is a science; astrology is a pseudoscience.
  • Evolution is science; creationism is pseudoscience.
  • Molecular biology is science; homeopathy is pseudoscience.
  • Vaccination is science; the MMR scare is pseudoscience.
  • Oxygen is science; phlogiston was pseudoscience.
  • Chemistry is science; alchemy was pseudoscience.

Are you with me so far?

A few more examples. That the earl of Oxford wrote Shakespeare is pseudoscience. So are the beliefs that Elvis is still alive, Diana was killed by MI5, JFK was killed by the CIA, 911 was an inside job. So are ghosts, UFOs, telepathy, the Loch Ness monster and pretty well everything to do with the paranormal. Sorry to say that on Halloween, but that’s my opinion.

Three more controversial ones. In my view, most of what Freud said was pseudoscience.

So is quite a lot, though not all, of the argument for organic farming.

So, in a sense by definition, is religious faith. It explicitly claims that there are truths that can be found by other means than observation and experiment.

Now comes one that gave me an epiphany. Crop circles*.

It was blindingly obvious to me that crop circles were likely to be man-made when I first starting investigating this phenomenon. I made some myself to prove it was easy to do*.

This was long before Doug Bower and Dave Chorley fessed up to having started the whole craze after a night at the pub.

Every other explanation – ley lines, alien spacecraft, plasma vortices, ball lightning – was balderdash. The entire field of “cereology” was pseudoscience, as the slightest brush with its bizarre practitioners easily demonstrated.

Imagine my surprise then when I found I was the heretic and that serious journalists working not for tabloids but for Science Magazine, and for a Channel 4 documentary team, swallowed the argument of the cereologists that it was highly implausible that crop circles were all man-made.

So I learnt lesson number 1: the stunning gullibility of the media. Put an “ology” after your pseudoscience and you can get journalists to be your propagandists.

A Channel 4 team did the obvious thing – they got a group of students to make some crop circles and then asked the cereologist if they were “genuine” or “hoaxed” – ie, man made. He assured them they could not have been made by people. So they told him they had been made the night before. The man was poleaxed. It made great television. Yet the producer, who later became a government minister under Tony Blair, ended the segment of the programme by taking the cereologist’s side: “of course, not all crop circles are hoaxes”. What? The same happened when Doug and Dave owned up*; everybody just went on believing. They still do.

Lesson number 2: debunking is like water off a duck’s back to pseudoscience.

In medicine, I began to realize, the distinction between science and pseudoscience is not always easy.  This is beautifully illustrated in an extraordinary novel by Rebecca Abrams, called Touching Distance*, based on the real story of an eighteenth century medical heretic, Alec Gordon of Aberdeen.

Gordon was a true pioneer of the idea that childbed fever was spread by medical folk like himself and that hygiene was the solution to it. He hit upon this discovery long before Semelweiss and Lister. But he was ignored. Yet Abrams’s novel does not paint him purely as a rational hero, but as a flawed human being, a neglectful husband and a crank with some odd ideas – such as a dangerous obsession with bleeding his sick patients. He was a pseudoscientist one minute and scientist the next.

Lesson number 3. We can all be both. Newton was an alchemist.

Like antisepsis, many scientific truths began as heresies and fought long battles for acceptance against entrenched establishment wisdom that now appears irrational: continental drift, for example. Barry Marshall* was not just ignored but vilified when he first argued that stomach ulcers are caused by a particular bacterium. Antacid drugs were very profitable for the drug industry. Eventually he won the Nobel prize.

Just this month Daniel Shechtman* won the Nobel prize for quasi crystals, having spent much of his career being vilified and exiled as a crank. “I was thrown out of my research group. They said I brought shame on them with what I was saying.”

That’s lesson number 4: the heretic is sometimes right.

What sustains pseudoscience is confirmation bias. We look for and welcome the evidence that fits our pet theory; we ignore or question the evidence that contradicts it. We all do this all the time. It’s not, as we often assume, something that only our opponents indulge in. I do it, you do it, it takes a superhuman effort not to do it. That is what keeps myths alive, sustains conspiracy theories and keeps whole populations in thrall to strange superstitions.

Bertrand Russell* pointed this out many years ago: “If a man is offered a fact which goes against his instincts, he will scrutinize it closely, and unless the evidence is overwhelming, he will refuse to believe it. If, on the other hand, he is offered something which affords a reason for acting in accordance to his instincts, he will accept it even on the slightest evidence.”

Lesson number 5: keep a sharp eye out for confirmation bias in yourself and others.

There have been some very good books on this recently. Michael Shermer’s “The Believing Brain”, Dan Gardner’s “Future Babble” and Tim Harford’s “Adapt”* are explorations of the power of confirmation bias. And what I find most unsettling of all is Gardner’s conclusion that knowledge is no defence against it; indeed, the more you know, the more you fall for confirmation bias. Expertise gives you the tools to seek out the confirmations you need to buttress your beliefs.

Experts are worse at forecasting the future than non-experts.

Philip Tetlock did the definitive experiment. He gathered a sample of 284 experts – political scientists, economists and journalists – and harvested 27,450 different specific judgments from them about the future then waited to see if they came true. The results were terrible. The experts were no better than “a dart-throwing chimpanzee”.

Here’s what the Club of Rome said on the rear cover of the massive best-seller Limits to Growth in 1972*:

“Will this be the world that your grandchildren will thank you for? A world where industrial production has sunk to zero. Where population has suffered a catastrophic decline. Where the air, sea and land are polluted beyond redemption. Where civilization is a distant memory. This is the world that the computer forecasts.”

“Science is the belief in the ignorance of the experts”, said Richard Feynman.

Lesson 6. Never rely on the consensus of experts about the future. Experts are worth listening to about the past, but not the future. Futurology is pseudoscience.

Using these six lessons, I am now going to plunge into an issue on which almost all the experts are not only confident they can predict the future, but absolutely certain their opponents are pseudoscientists. It is an issue on which I am now a heretic. I think the establishment view is infested with pseudoscience. The issue is climate change.

Now before you all rush for the exits, and I know it is traditional to walk out on speakers who do not toe the line on climate at the RSA – I saw it happen to Bjorn Lomborg last year when he gave the Prince Philip lecture – let me be quite clear. I am not a “denier”. I fully accept that carbon dioxide is a greenhouse gas, the climate has been warming and that man is very likely to be at least partly responsible. When a study was published recently saying that 98% of scientists “believe” in global warming, I looked at the questions they had been asked and realized I was in the 98%, too, by that definition, though I never use the word “believe” about myself. Likewise the recent study from Berkeley, which concluded that the land surface of the continents has indeed been warming at about the rate people thought, changed nothing.

So what’s the problem? The problem is that you can accept all the basic tenets of greenhouse physics and still conclude that the threat of a dangerously large warming is so improbable as to be negligible, while the threat of real harm from climate-mitigation policies is already so high as to be worrying, that the cure is proving far worse than the disease is ever likely to be. Or as I put it once, we may be putting a tourniquet round our necks to stop a nosebleed.

Læs endelig den hele.

Politiken igen igen

Diverse — Drokles on November 3, 2011 at 2:35 pm

Fra Politiken

Det var - og er - således vores synspunkt, at det er et fattigt forsvar for ytringsfriheden at forhåne religiøse tabuer. Simple provokationer bliver let en støtte til de kræfter, man mindst af alle ønsker at hjælpe.

For det tredje kan satiriske tegninger aldrig legitimere vold eller trusler. Debatten må og skal ske inden for demokratiets rammer - og dermed med argumentets, ikke brandbombernes kraft.

Som samfund har vi et stort ansvar for at sikre, at den, som ytrer sig, ikke skal frygte at blive ramt af selvbestaltede hævnere eller voldsmænd.

Denne pølsesnak ignorerer at Politiken aldrig havde ment at det var en særlig forhånelse af religiøse tabuer brandbombens kraft. Det er altså ikke satiren, der påkalder sig vrede men politiken der legitimerer selvbestaltede hævnere og voldsmænd.

The moneyword

Diverse — Drokles on November 3, 2011 at 2:26 pm

Fra Politiken

Regeringen sætter i sit finanslovsforslag for næste år 200 millioner kroner af til at få asylansøgerne ud af centrene, fortæller justitsminister Morten Bødskov (S).

Med den nyhed var det ikke mærkeligt at jeg lagde en anden betydning ind i en nyhed om en indisk quiz-vinder da overskriften på Jyllands-Posten lød

Inder sagde “Danmark” og blev millionær

Hvis nogen skulle være i tvivl

Diverse — Drokles on November 1, 2011 at 7:09 am

Blandt Monokulturs legioner af læsere spørges der ind imellem om, hvorfor jeg skriver om det ekstremt usexede emne, klima. Quadrant Online leverer et svar i form af et citat fra FN’s Klimapanels formand Rachendra Panchauri

We have been so drunk with this desire to produce and consume more and more whatever the cost to the environment that we’re on a totally unsustainable path,” he says. “I am not going to rest easy until I have articulated in every possible forum the need to bring about major structural changes in economic growth and development. That’s the real issue. Climate change is just a part of it.

Det turde være svar nok. Anledningen er en ny bog, The Delinquent Teenager Who Was Mistaken for the World’s Top Climate Expert, af Donna Laframboise om FN’s Klimapanels forståelse af forskning, kompetence og konsensus.

Peer Review and the IPCC 

In 2008, Pachauri addressed a committee of the North Carolina legislature:

…we carry out an assessment of climate change based on peer-reviewed literature, so everything that we look at and take into account in our assessments has to carry [the] credibility of peer-reviewed publications, we don’t settle for anything less than that.

The reality:

  • Of 18,531 citations in the 2007 IPCC Assessment Report, 5,587 or 30% were non-peer-reviewed material, including activist tracts, press releases, and in one amazing case, “Version One” of a Draft. 
     
  • Of the 44 chapters, 12 chapters involved a majority of non-peer-reviewed citations. Five chapters involved 71-85% non-peer-reviewed material. Overall, in 21 chapters 59% or less of the citations were peer-reviewed-material. Conversely, only eight chapters scored 90% or better for using peer-reviewed material.
     
  • Not one of hundreds or even thousands of in-the-know IPCC scientists sought to correct Pachauri’s misleading claim to legislators. 
     
  • In important instances, IPCC lead authors chose non-peer-reviewed material, or papers of low credibility, favoring their argument, in the face of prolific peer-reviewed material to the contrary. Instances include alleged climate relevance to malaria, hurricanes, species extinction, and sea levels. 
     
  • IPCC rules were that non-peer citations could indeed be used but should be flagged as such. But out of the 5,587 non-peer citations, a grand total of six, or 0.1% , were flagged as per IPCC rules. After the InterAcademy Council in 2010 demanded that the flagging be strengthened and enforced, the IPCC in May 2011 dispensed with the flagging rule altogether! 

Bogen kan købes her.

Mere indvandring

Diverse — Drokles on November 1, 2011 at 5:09 am

Berlingske Tidende skriver at regeringens lempelser af udlændingepolitikken sjovt nok vil føre til øget indvandring til Danmark.

Den liberale tænketank Cepos’ beregninger viste henholdsvis et plus til de offentlige kasser på 2,2 milliarder kroner i 2010-tal for indvandrere og efterkommere fra såkaldt mere udviklede lande og et minus på knap 16 milliarder kroner for indvandrere og efterkommere samt flygtninge fra mindre udviklede lande.

Så hvem kommer til Danmark?

»Vi skal naturligvis tage vores del af verdens flygtninge. Men hvis vi i Danmark får mere liberale og lempeligere regler end andre lande, vil vi tiltrække flere af de flygtninge og indvandrere, der bliver afvist andre steder,« siger Erik Bonnerup.

Ja, mon ikke. Alligevel konkluderes der, fra de kloge

Hverken Poul Christian Matthiessen eller Torben Tranæs venter et markant ændret indvandringsmønster fra det nuværende, hvor flere højtuddannede udlændinge kommer til Danmark for at arbejde og bidrage til det danske samfund, mens færre får asyl og familiesammenføring.

(…)

»Jeg venter ikke en drastisk ændring. For selv om lettere adgang til familiesammenføringer kan åbne for flere af de svært integrerbare, kan de nye regler også betyde, at der kommer flere stærke,« siger Torben Tranæs.

Man “kan” jo også blive stjerne for en aften. Men det bliver spændende at se om det så vil holde stik.

Fordrukne Politiken

Diverse — Drokles on November 1, 2011 at 4:55 am

Mere EU, som svar på EU’s krise er en alkoholikerløsning. Politikens ledere råber efter mere EU, som svar på EU’s krise. “Trods tumulten er euroen stadig den bedste vej.” slår deres leder fra forleden fast, men det er værd at holde sig for øje at hvis EU ikke var i en krise ville Politikens og alle andre eurotilhængeres konklusion være den samme.

Nu, hvor krisen har bidt sig fast, har vi ikke råd til at ignorere, at vores indflydelse på Europas økonomi nærmer sig nulpunktet.

For alkoholikeren er alle lejligheder en lejlighed til at drikke. Og for EU tilhængeren bekræfter alt EU’s nødvendighed, selv dens egen krise.

Regeringscheferne i eurozonen nåede natten til torsdag frem til endnu en ’helhedsløsning’ på de mange indbyrdes sammenhængende økonomiske problemer i Europa.

Aftalen blev bedre og mere omfattende, end de fleste forventede, takket være det robuste politiske lederskab, som især den tyske kansler Merkel har udvist.

Gad vide hvor mange hjælpepakker man skal igennem før at man ser at man smider gode penge efter dårlige. Hjælpepakken over dem alle, som salige Saddam sikkert ville have kaldt alle hjælpepakkers moder er ikke nok ifølge professor Kenneth Rogoff

“Som jeg ser det, jubler markederne blot over fortsat at være i live. I løbet af ret kort tid vil usikkerheden begynde at vokse igen,” sagde Kenneth Rogoff, da han leverede åbningstalen ved en investor-konference arrangeret af medievirksomheden Bloomberg i New York.

(…)

“Helt grundlæggende ligner dette blot mere af det samme, hvor de har fundet en opskrift på at købe et par ekstra måneder. Det må være indlysende for alle, at euroen ikke fungerer, at den ikke er en stabil konstruktion,” sagde Kenneth Rogoff ifølge Bloomberg News.

Det er en bankerot - og der kommer flere

Gældssaneringen skal nedbringe Grækenlands bruttostatsgæld til 120 pct. af landets BNP i 2020. Og det er under alle omstændigheder ikke en tilstrækkeligt stor reduktion, lyder det fra Kenneth Rogoff, som henviser til, at lande historisk set kommer i problemer, når statsgælden overstiger 90 pct. af BNP.

Selvom den planlagte nedskrivning af værdien af græske statsobligationer rent juridisk formentlig ikke vil betragtet som en statsbankerot, så er det ifølge Kenneth Rogoff netop det, det er. Og Grækenland vil ikke blive det eneste euroland, der får eftergivet gæld.

“Jeg mener ikke, at der nogen tvivl om, at vi vil se flere bankerotter ud over Grækenland. Det interessante spørgsmål er, om alle landene i euroen vil forblive i euroen? Mit svar på det er nej,” sagde Kenneth Rogoff ved investorkonferencen.

Og Jyllands-Postens leder forholder sig da også mere skeptisk

EU’s præsident, Herman Van Rompuy, udtrykker stor begejstring over, at det dermed vil lykkes at reducere Grækenlands offentlige bruttogæld til 120 pct. af bruttonationalproduktet i 2020 - det dobbelte af, hvad der er tilladt for eurolandene. Dermed vil Grækenlands gældsbyrde til den tid være af samme dimensioner, som Italiens er i dag, og den betegnes som uacceptabelt stor.

Pudsig logik

At det kan udlægges som en sejr, at statsobligationer nu ved en politisk beslutning ikke længere kan betragtes som klippefaste investeringer, kan kun være udtryk for den særegne logik, der med stedse større hyppighed udgår fra Bruxelles.

EU’s redningsfond - den Europæiske Finansielle Stabilitets Facilitet - styrkes yderligere og vil fremover kunne disponere over 1.000.000.000.000 euro. En meget stor sum, men slet ikke nok, hvis tillidskrisen fortsætter, og Italien får brug for hjælp fra sine eurokollegaer.

Men den slags detaljer skal ikke ødelægge den gode stemning om det store projekt. I en ny leder skruer Politiken stemningen i vejret, nu polstret med nationalforagt

Det er, som om Danmark er på vej tilbage til en historisk misforståelse: at et stormvejr kan gå over Europa, uden at det behøver berøre os.

Aldrig har Jensenius’ berømte satire fra 1937 om Danmark som en lille plimsoller, der ubekymret vugger blidt på Europas oprørte hav, passet bedre på landets aktuelle stemning.

Vi hygger os i smug og glæder os over, at vi aldrig kom med ved det bord, som nu forpligter. Og vi gyser, når Tyskland insisterer på nødvendigheden af en tættere økonomisk koordination.

Historisk er det europæiske samarbejde et resultat af krise og krig. Nødvendigheden har tvunget selvbevidste og egoistiske nationalstater ind i et forpligtende samarbejde, som til gengæld har vist sig at danne grundlag for en enestående dynamisk økonomi og velfærdsudvikling.

Således blev dansk hygge umærkbart sat i forbindelse med krige, som Tyskland har startet, ikke ud af nationale, men imperiale drømme. Disse drømme knyttede sig snævert til totalitarismen og ikke demokratiet og frygten for gentagelse af fortidens krige hviler altså på et mærkværdigt grundlag. Realistisk kræver det et sammenbrud for europæiske demokratier, men dette ser ikke ud til at ske med mindre selvfølgelig som et resultat af et større politisk, økonomisk og socialt sammenbrud. Og her er EU mere problemet end løsningen, hvorfor netop det hele er bundet op på nationen Tysklands styrke og velvillighed. Så derfor konkluderer Politiken logisk at det vil være bedst hvis Tyskland fører os ud af krisen

Angela Merkel har omsider skåret igennem i den sydeuropæiske gældskrise.

Oven i købet på en måde, der viser konkret solidaritet med Grækenland og andre udsatte eurolande.

(…)

Merkel viser retning på en slagmark, hvor de fleste – og det gælder i lige mål politikere og spekulanter – for længst har tabt orienteringen. Hvis ikke Merkel, hvem så?

Storbritannien er kun modvilligt medlem af EU og holder sig ligesom Danmark uden for møntunionen – uanset at både briterne og vi høster alle dens fordele.

Lederskab skal der til. Gennem det hele advokeres selvfølgelig for traktatændringer efter devisen “Et stærkt EU er Danmarks bedste garanti for at kunne forblive sig selv.” Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får. Og hvis man virkeligt hader det man har kan det selvfølgelig også være lige meget, hvad man får. Men hvis ikke tysk hånd og halsret over vores økonomi er tilstrækkeligt er der heldigvis andre og ikke-danske muligheder, som BBC fortæller

The head of the eurozone’s bailout fund is beginning attempts to persuade China to invest in a scheme to help rescue member countries facing debt crises.

After meeting Chinese leaders, Klaus Regling said there were no formal negotiations and would be no deal now.

It is thought China may pay about 70bn euros ($100bn) into the fund, which is expected to be boosted to 1tn euros.

(…)

Beijing has made it clear that it will demand strong guarantees on the safety of any contribution it might make.

With more than $3tn in foreign reserves there are European hopes that China could ride to the rescue.

As the EU’s biggest trade partner Beijing would also be hard hit by any downturn in Europe.

But like other investors, China will want guarantees.

And Beijing may push for other concessions, such as market economy status - a move that would make it harder for European companies to press trade complaints against Chinese rivals.

(…)

“From China’s point of view, it’s cheap foreign aid. They’ll buy goodwill. I guess they’ll put up some money,” he said on BBC Radio 4’s Today programme.

“Me so horny. Me love you long time.” som en god ven tørt kommenterede Europas nye rolle i verdenssamfundet.

Journalistiske myter

Diverse — Drokles on November 1, 2011 at 3:56 am

Jyllands-Posten henviser til en interessant blog, hvor historikeren Joseph Campbell har samlet nogle af de største myter i amerikanske medier. Mens Jyllands-Posten koncentrerer sig om den panik, som Orson Welles skulle skabt med sin dramatiske fortolkning af Klodernes Kamp, som blev genfortalt, som en live radioreportage så er journalistikkens kronhistorie, Watergate, alligevel mere interessant.

Watergate reporting by the Post did not expose the cover-up of crimes linked to the break-in or the payment of hush money to the burglars, either.

As I note in my latest book, Getting It Wrong, which includes a chapter about the media myths of Watergate, Post reporter Bob Woodward was quoted as saying in 1973 that those crucial aspects of the scandal were “held too close. Too few people knew. We couldn’t get that high.”

Nor did Woodward and his Watergate reporting colleague Carl Bernstein uncover or disclose the existence of the White House audiotaping system, which was decisive to the outcome of Watergate.

Audiotapes secretly made by President Richard Nixon captured him approving a plan in June 1972 to impede the FBI in its investigation of the Watergate break-in.

That contents of that tape — the so-called “smoking gun” of Watergate — sealed Nixon’s fate and led to his resignation in August 1974.

The White House taping system had been disclosed 11 months before, by investigators of the Senate select committee on Watergate, which convened hearing in spring and summer 1973.

As I point out in Getting It Wrong, Woodward and Bernstein later claimed to have had a solid lead about the existence of the taping system.

In All the President’s Men, the book he wrote with Bernstein, Woodward recalled having spoken with Post Executive Editor Ben Bradlee about the lead. Bradlee advised, “I wouldn’t bust one on it.”

Had they followed that lead, Woodward and Bernstein may well have broken a pivotal story about Watergate.

But they didn’t.

So, clearly, the disclosures about the pivotal events that led to Nixon’s resignation in Watergate weren’t the work of the Post.

As I’ve noted in previous postings at Media Myth Alert, it’s intriguing to note how the Post from time to time has sought to emphasize that its reporting was not decisive in Nixon’s resignation.

In 2005, for example, Michael Getler, then the newspaper’s ombudsman, wrote:

“Ultimately, it was not The Post, but the FBI, a Congress acting in bipartisan fashion and the courts that brought down the Nixon administration. They saw Watergate and the attempt to cover it up as a vast abuse of power and attempted corruption of U.S. institutions.”

And Bradlee, the executive editor during Watergate, said on a “Meet the Press” interview show in 1997, 25 years after the break-in:

“[I]t must be remembered that Nixon got Nixon. The Post didn’t get Nixon.”

Watergate er givetvis den historie, som bedst har bekræftet journalistikkens selvbillede, som den fjerde statsmagt, samfundets vagthund og endda, som værende istand til at forandre samfundet til det bedre. Men myten har også forvandlet naturlig og sund skepsis til statsmagten til irrationel mistro og apati overfor det demokratiske system, der kun er et tyndt fernis, som skjuler en bestandig hegemoni af konspirativ magtudøvelse.

Men alle var netop ikke involveret. I disse News Of The World tider, hvor journalister og redaktører netop tror de kan tillade sig at lave deres egen hemmelige efterretningstjeneste (eller danske journalister, der roder i politikeres affaldsspande) i deres heroiske kamp mod et system, der må være råddent, kan det derfor også være på sin plads at minde om Washington Post’ egen journalistiske etik, hvad især angår Carl Bernstein (Bernsteins journalistiske etik antydes i filmen som liggende i det grå område). Carl Bernstein At It Again

It’s not often recalled these days, but Bernstein and his Washington Post colleague, Bob Woodward, sought out federal grand jurors in December 1972, inviting them to break their oaths of secrecy and discuss Watergate-related testimony that they had heard.

The reporters were that desperate for leads in what was a slowly unfolding scandal.

The private entreaties to grand jurors nearly landed Bernstein and Woodward in jail for contempt.

As recounted in All the President’s Men, Bernstein and Woodward’s book about their Watergate reporting, none of the grand jurors was cooperative and the overtures soon were made known to John J. Sirica, chief judge of U.S. District Court in the District of Columbia.

The judge was livid.

According to All the President’s Men, Edward Bennett Williams, the Post’s  lawyer and well-known Washington insider, went to lengths to persuade Sirica — known as “Maximum John” for the severe sentences he often imposed — not to punish Bernstein and Woodward.

“John Sirica is some kind of pissed at you fellas,” Williams was quoted as saying in the book. “We had to do a lot of convincing to keep your asses out of jail.”

The reporters wrote in All the President’s Men, which came out in 1974 just as Watergate was nearing its climax, that in seeking out grand jurors, they “had chosen expediency over principle and, caught in the act, their role had been covered up.” That is, they managed to dodge media scrutiny of their misconduct.

All the President’s Men also described how Bernstein sought, and obtained, information from private telephone records of Bernard Barker, one of the men who in June 1972 broke into headquarters of the Democratic National Committee, the signal crime of Watergate.

Seeking Barker’s records was another case of choosing “expediency over principle” — not to mention a bit of phone-hacking, 1970s style.

Eller, som det hedder i en anden artikel (med min fremhævning)

The Post city editor, Barry Sussman, was described in All the President’s Men as fearing “that one of them, probably Bernstein, would push too hard and find a way to violate the law.

“Woodward wondered whether there was ever justification for a reporter to entice someone across the line of legality while standing safely on the right side himself. Bernstein, who vaguely approved of selective civil disobedience, was not concerned about breaking the law in the abstract. It was a question of which law, and he believed that grand-jury proceedings should be inviolate.”

But they went ahead anyway, desperate for leads in the slowly unfolding scandal.

Bloggen indeholder en række links til en masse delhistorier, som kan anbefales. Campbell ødelægger desværre lidt af fornøjelsen ved at gense en af mine yndlingsfilm, Alan J Pakulas mesterværk fra 1976, Alle Præsidentens Mænd, lavet over Woodwards bog fra 1974 af samme navn. Den udhuler f.eks. også myten om whistleboweren over dem alle, Deep Throat.

Although the movie version of All the President’s Men portrays “Deep Throat” as crucial to Watergate’s outcome, his contributions weren’t so vital in real life, as the scandal slowly unfolded.

That assessment was offered the other day by Barry Sussman, who was the Watergate editor for the Washington Post. In an online essay at Huffington Post, Sussman wrote that “Deep Throat/Mark Felt was more myth than reality as a useful Watergate source.”

Sussman’s essay linked to a commentary he wrote in 2005, after the identity of “Deep Throat” was revealed — more than 30 years after Woodward and Bernstein had written about him in All the President’s Men, an immediate best-seller when it appeared in 1974.

“Deep Throat was nice to have around, but that’s about it,” Sussman wrote. “His role as a key Watergate source for the Post is a myth, created by a movie and sustained by hype for almost 30 years.”

That’s very intriguing, especially from someone as close to the Post’s Watergate reporting as Sussman was.

Nu skal det hel jo ikke være så mavesurt. Woodward blev engang spurgt af Larry King om hvorledes det havde været for ham at blive portræteret af Robert Redford, til hvilket han sagtmodigt svarede “I have disappointed a lot of women!

« Previous Page

Monokultur kører på WordPress