Politiken har afsløret et hemmeligt netværk af højreorienterede med tråde ind alle mulige steder, inklusivt Dansk Folkeparti.

Det hemmelige netværk kalder sig ORG. Der er cirka 100 medlemmer.

De vil »rense« Danmark for indvandrere og gennemføre et opgør med de »landsforrædere«, som har gjort indvandringen mulig eller støttet den offentligt.

ORG blev startet af en lille gruppe mænd, hvoraf flere har været med i ledelsen af Dansk Folkeparti eller kandidater for partiet, mens de samtidig festede omkring flammende kors, brændte en negerdukke på bålet og trak i trådene i rabiate organisationer, som rummede nazitendenser, racisme og vold.

Og så fulgte ellers den ene artikel efter den anden i Politiken, som selvfølgelig fik en reaktion fra Oliver

»Det er så skræmmende oplysninger, der er fremme i det her om infiltrering fra den militante højrefløj til den mere politiske, demokratiske højrefløj«, lyder det fra Kamal Qureshi.

(…)

»Det er helt tydeligt, at det danske politi har ignoreret og bagateliseret den danske højrefløj. Og det er helt afgørende, at PET ikke stirrer sig blinde på langskægede islamister, som befinder sig i Danmark, men at de også holder et meget vågent øje med den ekstremistiske højrefløj«

Historien stammede fra Redox, der havde afleveret resultaterne af deres research til Politiken. Og nu har Politiken så læst lidt længere ned i bunken og fundet ud af at det danske Gladio “havde store problemer med at samles uden for internettet” og ofte “er gruppens årlige fællesmøder blevet aflyst på grund af manglende tilmeldinger“. Således gengives stemningen i ORG i Politiken

»Jeg kommer gerne - så skal vi rigtigt nyde, at der sjældent er kvinder med til Solhverv - mandesnak og måske en omgang fælles(nøgen)badning og efterfølgende massage;-)«, skriver et medlem som respons til invitationen.

»Øv. Jeg skal desværre til familiefest den dag…. Jeg havde ellers set frem til en øl og lidt mandesnak med PV«

»Der er kun seks tilmeldinger, konstaterer et medlem senere, og et andet svarer:

»Næææhh mange mennesker bliver nogle skrællinger med årene…«.

Generalforsamling rykkes til 2009
Netværket mødes dog andre gange i løbet af året. Turene her har blandt gået til Louisiana og Nationalmuseet, da det er nogle af dansk kulturs flagskibe, som gruppen skriver.

Nøgenbadning, øller og museumsbesøg er det der skræmmer Oliver, der således overraskende åbenbarer stærkere islamiske værdier end han ellers giver udtryk for. Men således ligger landet, så langt er medierne kommet ud. Et løst, uengageret og lettere bøsset netværk kommer på forsiden fordi det er “højreorienteret”.

Den engelske udgave af Distortion, som vi ser udfolde sig i disse dage kommer kun som et chok for de der nægter at se realiteterne i øjnene - at de europæiske samfund er i en opløsningstilstand båret frem af kulturelt selvhad (kulturmarxisme, uha, skyd ikke på nogen!) med dyrkelse at rettigheder og multikultur, som våben. For os andre er det blot endnu et udbrud af optøjer. Politiken har gravet en ekspert op der kan holde deres læsere hen i stadig undren.

»Det, vi er vidner til lige nu, har intet at gøre med en politisk manifestation. Det er de rene bølleoptøjer. Men når det er gået sådan, skal forklaringen givetvis findes i en enorm social frustration blandt mange unge englændere«, siger Ole Helmersen til politiken.dk.

(…)

bla, bla, bla, sociale problemer og ikke mindst en meget høj arbejdsløshed, bla, bla, bla, stor og stigende ulighed i samfundet, bla, bla, bla, samfundets skyggeside, bla, bla, bla,,,

Åh, alt der kræves er blot en ny finanslov med en progressiv fordelingsnøgle. Nu kan vi ånde lettet op. Bortset fra at virkeligheden alligevel melder sit grimme ansigt i selvsamme avis, der fortæller historien om en bilist, som det neutralt kaldes, der har kørt tre muslimer ihjel, som de stod vagt om deres forretning

Stemningen i de tre mænds lokale moske i Dudley Street er ifølge BBC præget af stor vrede over trafikdrabet. Beboere med rødder i Pakistan har rettet vreden mod sorte indbyggere, der har tilknytning til Caribien.

Derfor forsøger lokale ledere at dæmpe de ophidsede gemytter for at undgå, at de to indbyggergrupper støder sammen.

En af dem er biskop Anthony Watson, der ifølge avisen The Guardian advarer mod gengældelsesaktioner og handlinger, der »risikerer at få et grimt anstrøg af racisme«.

Racespændinger står der, ikke klassekamp. For det er mellem de etniske-kulturelle grupper at modsætningerne findes.

Den Nobelprisvindende tidligere præsidentkandidat Al Gore har, trods en massiv udledning af drivhusgasser fra sin svulmende bilpark, private jetfly og imponerende bolig, endnu ikke formået at redde verden fra sig selv. Og det gør ham så vred.

Man spørger sig selv om, hvad der sker i London og flere andre engelske storbyer - hvis altså man har lyttet til mediernes brug af personer, som Jacob Illeborg og Ulla Terkelsen. For os andre er det blot endnu et logisk udbrud af vandalisme i et samfund i opløsning - opløst af en selvforagtende dyrkelse af multikulturalisme og menneskerettigheder.  Men det er det ikke for Mogens Lykketoft, der ifølge Jyllands-Posten har forårsfornemmelser.

“Det enorme nedskæringsprogram, som den britiske koalitionsregering har sat sig for at gennemføre i forhold til velfærdsstaten, rammer nogle grupper, der i forvejen er stærkt marginaliseret, og derfor får man reaktioner forskellige steder fra. Og vi har slet ikke set enden på det, for de offentlige nedskæringer er jo knap nok trådt i kraft,” siger Mogens Lykketoft og tilføjer:

“Jeg tror, Cameron vil komme til at høste en lang lang række forskelligartede sociale protester - noget af det vil tangere revolutionslignende tilstande i nogle byer, fordi det, han har sat sig for, måske i vesteuropæisk sammenhæng er den mest voldsomme nedskæring af samfundets engagement i forhold til de svage.”

Det engelske samfund er, som jeg sagde i indledningen, ganske vist tynget af overgangskrav, men selv om Lykketoft elsker lugten af brændt by om morgenen, er det er ikke lugten af kapitalismen, der kollapser under egne modsigelser. Den absurde adfærd blev udløst af en smågangsters død under en anholdelse, noget der under normale omstændigheder skulle udløse en stille skadefro maskeret bag et principielt krav om en undersøgelse af situation for at sikre at Politiet handler professionelt.

Men i et civilsamfund i opløsning bliver gangsteren til helten, ikke fordi han udfordrer magten eller uretten, men fordi han er et forbillede for den, der kun vil rage til sig af andres ejendom. Gangsteren er et forbillede for dem, der ikke vil fællesskabet med alle dens fælles regler og simple  krav om almindelig anstændighed. Det er ikke revolution, men opløsning.

En revolution baseret på disse bøller ville i bedste fald tage sig således ud

Den norske dokumentar “Det Muslimske Brorskap”, fra 2010, hvor Mubarak stadig var ved magten og anset, som en god socialdemokrat, skal lige luftes igen i disse tider, hvor venstrefløjen hellere vil debattere debatten end virkeligheden.

Overskriftens sensationalistiske karakter har De vel gennemskuet, men man kan vel som rettænkende menneske vel ikke konkludere andet når man læser Jyllands-Posten

Nazister og andre ekstremister skal have hjælp til at komme ud af de miljøer, hvor disse holdninger trives, før holdningerne omsættes i voldelige handlinger.

(…)

I en nyhedsmail konstaterer partiets rets- og socialordfører, Line Barfod, at det er nødvendigt at stoppe fødekæden til den voldelige ekstremisme.

Og Line Barfoed følger op

- Når først en person er kommet så langt ud, at vedkommende fremstiller bomber og udøver vold, er det en sag for politi og efterretningstjeneste. Vores mål er at sikre, at det slet ikke kommer dertil, siger Line Barfod.

I betragtning af islams antidemokratisme, den revolutionære drøm om med alle praktiske midler at oprette en islamisk stat og den enorme forkærlighed for vold mod alle anderledes og tænkende mennesker etc, etc, må man straks sætte ind for at hjælpe de hundredetusindvis af, i juridisk forstand, danske muslimer ud af deres åndelig mørke, inden de omsætter deres ideologiske ophav i handling.

Kan De huske Israels offensiv i Libanon i 2006? Og alle de anklager om krigsforbrydelser og massakrer og fanden og hans pumpestok? Efter at have gennemgået de hysteriske anklager, som medierne svælgede i fra ngo’er som Human Rights Watch og Amnesty International når professorerne Abraham Bell og Gerald M. Steinberg frem til at der har været tale om noget der minder om en antiisraelsk kampagne uden hold i realiteternes verden. Fra Ynet News

The most blatant example was the incident in Qana, where Israel responded to heavy Hezbollah rocket attacks with an air raid. One of the buildings was hit and collapsed, causing a number of deaths and injuries. Within hours, HRW blasted a press release in which Executive Director Ken Roth claimed that the “Israeli military is treating southern Lebanon as a free-fire zone, relating to the strike on Qana, killing at least 54 civilians, more than half of them children.” HRW then launched a campaign charging Israel with war crimes, with nine separate “reports” and op-eds, as well as press conferences.

HRW’s campaign was echoed in media headlines, creating intense international pressure, and leading Prime Minister Olmert to declare a “48-hour suspension of aerial activity pending an investigation…” A unilateral halt in military action due to unverified NGO allegations was unprecedented, allowed Hezbollah forces to regroup, prolonging the war, and probably costing many lives.

Yet, as our research reveals, HRW had no credible evidence for its claims. Roth, HRW researcher Lucy Mair (who had written propaganda for Electronic Intifada before joining HRW) and others far from the battleground, had inflated civilian casualty claims and erased the Hezbollah attacks that constituted the real war crimes as well as legal justification for Israeli actions. To create the façade of “fact finding”, the initial HRW statement referred to “researchers” in Lebanon, but they provided no names or means to verify HRW’s claims. Later reports either provided no sources or attributed allegations to “witnesses” who could well have been Hezbollah allies or operatives. The allegations that Israel had criminally and deliberately bombed Lebanese civilians were unsourced and false.

As the contradictions emerged, HRW’s Mair admitted that the Lebanese Red Cross had reported 28 dead, including Hezbollah “martyrs,” but HRW chose to continue its false accusations against Israel.

Forsøg at skjule jeres overraskelse.

Sørine Gotfredsen har skabt vældig opstandelse ved i sin kronik i Berlingske Tidende at bruge venstrefløjens apologetiske logik, som den kommer til udtryk overfor islamisk terror, med Breivik i hovedrollen. Som venstrefløjen retorisk spørger om hvorfor så mange muslimer er så vrede at de vil myrde løs på os og amerikanere og jøder for så i sammen åndedrag selv at svare fordi vi og amerikanerne og jøderne især er dumme svin, der ligger som redt. Lars Trier Mogensen skriver f.eks. oprørt i Politiken

Hendes afstumpede forståelse for Breiviks krig mod ’kulturmarxisterne’ – i form af unge norske socialdemokrater, der koldt blev likvideret – minder om den franske ultranationalist Jean-Marie Le Pen, der har udbredt en lignende syg undskyldning for Breivik:

»Den norske regering og det norske samfund, som har sovet i timen, har efter min mening det største ansvar. De har ikke taget hensyn til den massive immigrations globale fare, som er hovedårsagen til denne dødelige, skøre mands ideer,« lyder det fra Le Pen.

Fælles for Sørine Gotfredsen og Jean-Marie Le Pen er, at de hidtil er blevet betragtet som repræsentanter for legitime synspunkter.

Men tragedien viser, at vi må blive endnu bedre til at værne om vores åbne demokrati. Revolutionsromantik, trusler og sværmeri for udenomsparlamentariske voldsmetoder kan og skal ikke accepteres, under nogen form.

Eksemplerne på hykleri fra venstrefløjen og Politiken er legio. 30/9 2010 skrev den nu døde Tøger Seidenfaden bl.a. følgende i Lars Trier Mogensens Politiken

Hvis vi føler en vis afmagt over for truslerne, er den dog for intet at regne i forhold til terroristernes. Slår man mennesker ihjel, fordi de har karikeret profeten som en voldsmand, gør man sig selv til gemen morder.

Men som muslim scorer man samtidig et etisk selvmål af groteske dimensioner. Intet er bedre egnet til at bekræfte de massive fordomme om muslimer og islam, der desværre trives i den offentlige debat, end den islamisk inspirerede terrorisme.

(…)

Danmark er ikke bare blevet et mål for terrorister. Vi har også fået et dårligt ry hos millioner af fredelige muslimer, der ikke forstår, hvorfor vi – som de ser det – insisterer på at håne og spotte deres profet. Dialog bider ikke på terrorister, men forsoning svækker deres propagandamuligheder og langsigtede rekrutteringsgrundlag.

(…)

Men som samfund er der meget mere, vi kunne gøre. Fra kulturel udveksling til støtte af moskebyggeri, fra diplomatisk dialog til en tydeligere fordømmelse af de muslimfjendske toner i vores hjemlige debat.

(…)

Vi har ingen illusioner om, at der under de nuværende politiske vilkår er et forsoningsgennembrud på vej. Reparation af en symbolsk krænkelse i så stor en skala tager under alle omstændigheder tid.

Seidenfaden går længere end Sørine Godtfredsen i sin terrorapologese/forståelse ikke blot fordi han vil belønne terroren med økonomisk støtte til terrorudklægningsanstalter (hvad skal vi bygge til Breitvik?), men fordi han vil give køb på sine egne idealer og vores allesammens forbande ret til at sige, hvad vi mener og hvad vi vil.

Sørine mener, og heri har hun indlysende ret, at det multikulturelle samfund er dødens pølse og grobund for potentielt væbnet konflikt. Om Breivik er udtryk for noget sådan (hvilket jeg ikke mener at han er) er en helt anden sag. Men Tøger går på Politikens vegne på kompromis med sig selv i forsøget på at milde dem, der ikke kan lide at han udfolder sig. Hvis terrorister ikke kan lide det frie ord skal vi blot lære at begrænse det. Dette er det ultimative forrædderi og Lars Trier Mogensen kunne, før han beder andre om at sone noget som helst, sone på Politikens vegne ved at pisse på Seidenfadens grav.

Det er ikke kun den danske sommer, der mangler varme, det gør hele kloden. I hvert fald ifølge varmeregnskabet, hvor indstrålingen af energi fra Solen skal være lig udstråling fra Jorden. Forskydninger i denne balance er lig med temperaturforandringer. Den herskende indtil det tyranniserende teori er at de forandringer i atmosfærens CO2 indhold vi oplever i disse intenst industrialiserede tider har forskubbet ind- og udstrålingsbalancen så en opvarmnig af hidtil usete proportioner er trådt i kraft. Og som bevis har man programmeret teorien ind i computermodeller, der alle bekræfter teorien.

Problemet har været at temperaturen efter alt at dømme ikke er steget i de seneste 10 til 15 år, hvilket har ført til en debat om, hvor på Jorden varmen gemte sig. Et af de mest seriøse bud var at oceanerne havde slugt varmen og gemt den et godt stykke under overfladen, hvor den blot ligger og lurer på at komme frem igen med al sin opsparede styrke og gøre Shi-bi-dua’s Costa Kalundborg til grusom virkelighed (bortset fra at Afrika bliver som en ovn).

Men et stort netværk af nye avancerede bøjer, der kunne dykke langt ned under overfladen til den lurende varme, som man søsatte fra omkring årtusindskiftet, har ikke fundet noget af den slags. Og varmen blev heller ikke fundet blandt Osama Bin Ladens samling af pizzabakker og pornofilm. Nu viser nye målinger foretaget på den fysiske virkelighed tilsyneladende at varmen alligevel ikke ophober sig her på Jord, som ellers antaget, men rent faktisk siver ud i Universet hurtigere end antaget. Her fra dr. Roy Spencers arbejdsgiver Huntsville University, Alabama

The previously unexplained differences between model-based forecasts of rapid global warming and meteorological data showing a slower rate of warming have been the source of often contentious debate and controversy for more than two decades.

In research published this week in the journal “Remote Sensing,” Spencer and UAHuntsville’s Dr. Danny Braswell compared what a half dozen climate models say the atmosphere should do to satellite data showing what the atmosphere actually did during the 18 months before and after warming events between 2000 and 2011.

“The satellite observations suggest there is much more energy lost to space during and after warming than the climate models show,” Spencer said. “There is a huge discrepancy between the data and the forecasts that is especially big over the oceans.”

Not only does the atmosphere release more energy than previously thought, it starts releasing it earlier in a warming cycle. The models forecast that the climate should continue to absorb solar energy until a warming event peaks.

Instead, the satellite data shows the climate system starting to shed energy more than three months before the typical warming event reaches its peak.

“At the peak, satellites show energy being lost while climate models show energy still being gained,” Spencer said.

Hvis dette står til troende tyder det altså på at Jordens temperatur allerede nu er i balance og ikke vil forrykke sig yderligere. Med mindre at indstrålingen ændrer sig. Og det gør den måske ifølge en stor tredelt undersøgelse af Solen, som i de kommende årtier ikke vil berige os med den samme aktivitet af solpletter, som muligvis via deres forstødende effekt på kosmisk stråling afgør Jordens skydække og således betingelserne for ind- og udstråling.

Spencers arbejde med at måle udstrålingen har dog mødt en del kritik, som Live Science glad giver udtryk for

However, no climate scientist contacted by LiveScience agreed.

The study finds a mismatch between the month-to-month variations in temperature and cloud cover in models versus the real world over the past 10 years, said Gavin Schmidt, a NASA Goddard climatologist. “What this mismatch is due to — data processing, errors in the data or real problems in the models — is completely unclear.”

Other researchers pointed to flaws in Spencer’s paper, including an “unrealistic” model placing clouds as the driver of warming and a lack of information about the statistical significance of the observed temperature changes. Statistical significance is the likelihood of results being real, as opposed to chance fluctuations unrelated to the other variables in the experiment.

“I cannot believe it got published,” said Kevin Trenberth, a senior scientist at the National Center for Atmospheric Research.

Several researchers expressed frustration that the study was attracting media attention.

“If you want to do a story then write one pointing to the ridiculousness of people jumping onto every random press release as if well-established science gets dismissed on a dime,” Schmidt said. “Climate sensitivity is not constrained by the last two decades of imperfect satellite data, but rather the paleoclimate record.”

Spencer agreed that his work could not disprove the existence of manmade global warming. But he dismissed research on the ancient climate, calling it a “gray science.”

Men bortset fra den ideologiske kamp mellem den skyldbetingede teori om menneskeskabte ulykker overfor den frie udfoldelse ligger der også en videnskabelig kamp, nemlig mellem målinger og modeller,s om det ovenfor antydes. Klimaet er umuligt at definere præcist endsige måle på. Alt vil være tilnærmet og statisktisk forarbejdet. Men modeller er grundlæggende kun udtryk for skabernes forestilling. Der er megen prestige og mange bevillinger på spil i denne kamp. American Thinker har en glimrende beskrivelser af klimamodellernes grundlæggende problem

Climate science has embraced computer climate models as the tool it uses to compute the magnitude of the warming effect of CO₂.  The climate models are riddled with problems.  Kevin Trenberth, a noted climate scientist and a prominent promoter of global warming alarmism, said this about the models: “none of the climate states in the models correspond even remotely to the current observed climate.”  The effect of CO₂ is measured by a theoretical number called climate sensitivity.  There are more than 20 climate modeling groups around the world.  These groups each spend millions on programmers and supercomputers, searching for the value of climate sensitivity.  They all get different answers, differing by a ratio of more than two to one.  This failure of consensus would normally be considered a sign that the approach is not working.  But if climate science can’t make predictions of doom, it will cease to be important and funding will collapse.  The climate science establishment had to relax the normal rules of science for its own survival and for the sake of its post-normal-science political goals.

The global warming establishment devised a solution.  They decided to take the average of the various disagreeing models and claim that the average is closer to the truth than any of the models incorporated in the average.  They call this a multi-model ensemble.  The skeptic will ask if averaging together the results from more modeling groups makes the result better, why not spend a few billion dollars more and establish another 20 or 50 modeling groups to still better zero in on the truth?  To read the justifications for multi-model ensembles is to enter a reality distortion field.

The climate models make predictions that cannot be tested because you would have to wait 50 or 100 years to see if the predictions are correct.  The models are evaluated and calibrated by simulating the observed climate of the 20^th century.  The entirely unjustified assumption is made that if the models can match the 20^th-century climate they must be working well and will be able to predict the future.  This is known as backtesting.  The problem with backtesting is that models may fit the historical data for the wrong reasons.  If a model is complicated, with enough adjustable parameters, it may be capable of fitting almost anything.  Many people have devised stock market models that work well when tested against history.  If such models could predict the future movement of markets or pick winning stocks it would be far easier to make money in the stock market than it is.

Læs endelig hele den rasende spændende artikel om opgøret mellem den klassiske videnskab og “den postnormale videnskab”.

Al Jazeera bringer denne stemningrapport fra Tahir pladsen (find Villy)

Sprog og tanke er et. Forbud mod uskøn tale er allerede Sass-Larsens automatreaktion på alt fra økonomers kritik til norske tragedier og Anita Bay Bundegaard går skridtet videre og vil have et opgør med selve tanken. Her fra Uraispostens transcription

Anita Bay Bundegaard: (…)… Det er jo ikke tonen i debatten der er noget i galt med.

Søren Espersen: - Det er synspunktet.

Anita Bay Bundegaard: - Det – Simpelthen!

Her er en scene fra Francois Truffaut’s besynderlige, men sært dragende filmatisering af Ray Bradbury’s Fahrenheit 451 om en verden, hvor bøger forbudt fordi de sætter tanker igang hos mennesker, hvilket gør dem forvirrede og ulykkelige - og ulige. Det er brandvæsnets opgave at finde og brænde alle bøger (alle huse er bygget i asbest og andre brandsikre materialer). Vores hovedperson Montag (den fremragende Oscar Werner) er blevet stadigt mere tøvende over meningen i at udslette mening og får her et foredrag, bundet ind i en parallelhistorie, af sin overordnede om den frie tankes trussel mod den større sammenhæng.