Zenia, Grünbaum og den ægyptiske revolution
Ole Grünbaum indleder et mærkeligt indlæg i Weekendavisen med de nærmest nytestamentelige ord “Man kan få noget i øjet, der forstyrrer ens syn så alvorligt, at man ikke kan komme til at se ordentligt før det er fjernet“. Grünbaum synforstyrrelser vender jeg tilbage til for kronikken i Berlingske Tidende har på sin vis det samme tema, da Niels Skovgaard karakteriserer venstrefløjen, som værende blændet af sin egen opfattelse af godhed
Det må også anholdes, at venstrefløjen i sit forhold til fundamentalister ikke deler sol og vind lige. Søren Krarup omtales som det sorteste sorte, skønt hans fundamentalisme fører ham til at hylde et sekulært samfund. De virkelig sorte autoritære, patriarkalske islamiske mørkemænd, der ønsker den personlige individualitet og det personlige ansvar mest muligt udslettet - vor tids mest dominerende højreekstremistiske bevægelse - kritiseres derimod kun i forbifarten. Det parti i Danmark, som mest vedholdende har søgt at sætte hælene i i forhold til islamismen, er derimod hele tiden og på det seneste af De europæiske Socialdemokrater blevet udnævnt til at være et højreekstremistisk parti, som ingen anstændige partier kan samarbejde med. Den nye venstrefløj vil bekæmpe højreekstremismen. Den ambition har man til fælles med den traditionelle venstrefløj. Men man er kommet for skade at indstille kanonen helt forkert, når man for fuld kraft angriber DF i stedet for islamismen. 180 grader forkert!
Men måske spiller alt det der med virkeligheden slet ikke den helt store rolle. Bare man kan få mulighed for at demonstrere, at man hører til på den rigtige side blandt de gode og de anstændige. Eller - hvis det skal være rigtig fint - på Guds side.
Blandt disse anstændige er ingen for tiden ivrigere en radikaleren og racismeanklageren Zenia Stampe, som på sin blog på Politiken foregriber udviklingen i Ægypten og i selvblændende selvgodhed straks udmåler dom
I snart et årti har Dansk Folkeparti og co levet af at dæmonisere den muslimske verden og araberne. Kernepunktet i argumentet har altid været: “Den dag det muslimske broderskab får adgang til magten og militæret i Egypten, så ramler hele den verden, som vi kender. Den dag river muslimerne den civiliserede maske fra ansigtet og rider mod Europa med hugtænder og krumsabler. For den dag vil deres sande iboende ondskab og nedarvede lavere civilisationsniveau komme for en dag.”
Hvis det argument skulle holde, så skulle det jo ske nu. Men hvis den forventede muslimske invasion udebliver – så var der jo ikke hold i argumentet fra starten af.
Stråmanden med eller uden hugtænder og krumsabler til side så understreger revolutionslysten i Ægypten jo kun, hvor rædselsfulde muslimernes samfund i al almindelighed er - så et lækkert selvmål til Zenia Stampe. Men nu kender vi jo ikke resultatet af den ægyptiske magtomvæltning heller ikke Stampe, der derfor fortsætter med lidt spekulation
Hvad nu hvis det Egyptiske folk er mennesker ligesom os? Hvad nu hvis de ønsker borgerrettigheder? Udvikling? Et sekulært politisk liv? Moderate religiøse partier – fuldkommen som AKP i Tyrkiet eller en lang række kristen-demokratiske partier i Europa? Hvad nu hvis de ønsker at leve i fred med deres naboer?
Så falder Dansk Folkepartis systematiske dæmonisering, som har været det værdipolitiske fundament under den borgerlige regering i et årti. Så falder hele den højt besungne borgerlige værdikamp. Så falder VKO.
Tænk nu hvis Dansk Folkeparti var mennesker ligesom Zenia Stampe? Så ville de jo det samme som hende og stemte radikalt og anklagede Gud og hvermand for racisme. Dansk Folkepartis vælgere er, som Stampe og ægypterne, mennesker som hinanden i det de vil, hvad de selv finder bedst i al deres mangfoldighed. Men de er ikke kopier af af Stampes ønsketænkning.
Muslimerne vil have det som os for vi har det godt. Vi har det godt fordi vi som os indretter os, som os. Det springende punkt for muslimerne er om de også vil være som os? For hvis ikke vil de ikke få det ligesom os selv om de inretter sig som os for da vil de stadig være dem selv. Og så vil de blive bitre for de kan ikke være som dem selv og samtidig leve som os. Eller sagt mindre knudret så er islam og frihed modsætninger.
At demonstranterne drømmer om Vesten i det omfang de ellers gør det er ikke en sejr for islams sag, som Zenia på sin egen forvirrede måde tror. Derfor skyder hun forbi i kritikken af islamkritikkerne. Måske har hun dog ret i sin inddirekte og uerkendte påstand om at islam taber kulturkampen på sin egen hjemmebane, hvor det almindelige menneske efterhånden væmmes mere og mere ved det skidt og møg, der er islam. Det hårdeste for Solsjenitsyn var ikke Sovjets undertrykkelse, men den daglige dosis løgn. Men det er næppe hendes pointe.
Og så vender vi tilbage til Ole Grünbaum der under overskriften “Al denne beskæmmende bekymring” skriver i Weekendavisen
Man kan få noget i øjet, der forstyrrer ens syn så alvorligt, at man ikke kan komme til at se ordentligt før det er fjernet. Det er vi i Danmark vidne til i disse dage Egypten-tider. TV-værter på alle kanaler siger “islam, islam, islam”, også selv om de fornuftige eksperter, de har i studiet, fortæller dem, at oprøret intet har med islam at gøre. Men en islambjælke har sat sig fast i det danske og måske i hele det Vestlige øje.
Skæmmende at TV-værterne stiller de spørgsmål, der med erfaringerne fra bl.a. Iran trænger sig på. Er verden da gået helt af lave? Nej ikke Verden, men os vesterlænding og især danskere med “…den racistiske indvandringspolitik” er “i chok” fordi vi ikke forstår at ægypterne “…er mennesker som alle andre“. Det med at underkende menneskets mangfoldighed er et bærende tema hos de rigtig gode. Ægypterne går nemlig på gaden og “råber deres slogans(”Ned med diktatoren! Frihed!”)” - det husker vi lige Grünbaum på næste gang muslimer herhjemme i vores gader råber Allahu Akbar. Og så er det, at det er “…beskæmmende at høre tv-værter snakke om at ægypterne måske ikke ønsker et samfund som vores“.
Det er et enkelt og forudsigeligt resultat af de senere års stereotype karakterisering af mennesker - alt efter deres afstamning, religion og kulturelle baggrund. Men ønsket om om frihed og værdighed tilhører ikke nogen bestemte regeringer, lande eller civilisationer. Frihed og værdighed tilhører alle mennesker.
Hvorledes Verden hænger sammen og hvorledes vi (her i vesten) synes den burde hænge sammen er to forskellige ting. Selvfølgelig er ægypterne mennesker som os andre, nemlig produkter ikke bare af deres natur, men af deres kultur. Socialisering, som man kalder det i kulturforskrækkede kredse. Og som sådan gebærder de sig i verden ud fra den forståelse de har lært - ganske som os her i Vesten. At Grünbaum mener at de tager fejl mht frihed og værdighed i forhold til den overlegne vestlige civilisation endda så langt at ikke-vestlige værdier er unaturlige er da lykkeligt.
Men problemet med det universelle, hvis ikke det blot er et ønske om gode ting til alle mennesker er at det gerne skulle være det generelle, hvis ikke hele verden er en stor anomali. Og her må Ole spørge sig selv om hvorfor det er således, at den frihed, som er så universel og naturlig kun er at finde i Vesten og i nogen grad i enkelte andre lande, som har fået den foræret? Er mennesker udenfor Vesten tilfældigvis bare for dumme? Og hvorfor er denne frihed så afgrænset historisk set, når det universelle for netop at leve op til sit navn burde være dominerende globalt og til alle tider? Uanset opvækst er mennesket altid det samme (undtaget os selvfølgelig, der har glemt det naturlige) lyder det fra de frelste før de fordømmer deres opponenter. Ole fortsætter
Og hvis ikke dette var tilfældet så burde vi heller ikke kæmpe at det skal være sådan i hele verden. Og det er måske også det vi i virkeligheden har opgivet - i modsætning til tuneserne og ægypterne?
Ægypternes brave kamp for hele Verden! That’s a keeper, som de siger. For folk som Stampe og Grünbaum (der, skal jeg lige huske at sige, er mennesker ligesom os andre - tænk engang!) gælder det at de i deres egen godhed nægter at se realiteterne i øjnene, hvad de så har i dem. Så gode er de rent faktisk at folk, der ikke jubler sanseløst over en uforudsigelig og potentielt katastrofal udvikling er skammelige. Og så lad os slutte af med årets pressefoto, der portræterer islam i sin reneste form