Climategate 2.0

Diverse — Drokles on January 19, 2010 at 1:17 pm

Hvad mange har anet længe ser nu ud til at være den barske sandhed, nemlig at Climate-gate, de lækkede e-mails fra East Anglias Climate Research Center, der viser videnskabelig svindel ikke er begrænset til det nævnte CRU. Den mistanke uddybes nu til det sørgeligste, som Fred Singer siger

The week ended with real heat: Climategate hit the United States. On Thursday night January 14, 2010, in an hour-long special broadcast on KUSI-TV San Diego, John Coleman revealed new research by computer expert E. Michael Smith and Certified Consulting Meteorologist Joseph D’Aleo.

This new research demonstrates that the National Climatic Data Center (NCDC) has been as intensely involved in manipulating global surface data as has the Climate Research Unit (CRU) of the University of East Anglia, which is now under investigation in Great Britain. NCDC is a division of the National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA).

The manipulated data is also used by the third organization reporting global surface temperatures – the Goddard Institute of Space Studies, a division of the National Aeronautical and Space Administration (NASA GISS). Thus, all three organizations reporting global surface temperatures may be using similar manipulated data.

Et af de første argumenter man hørte til at negligere betydningen af den svindel med date forskere på CRU har bedrevet har været at de svindlede data som IPCC bygger sine konklusioner på ikke stod alene, men blev bakket op og bekræftet af data fra GISS og NOAA. Det argument åbner snarere for en mistanke om, hvad der dog er sket på GISS og NOAA siden deres data ligner manipulerede data og altså derfor ikke ligner virkeligheden.

John Colemann gør en dyd ud af at være af den gamle skole når han med lige dele patos, sensation og faderligt lune gennemgår Climate-gate mildt sagt uden det mindste anstrøg af påtaget upartiskhed på sit KUSI-TV (være omhyggelig med udtalen). Og bogen om Climate-Gate (1.0) kan nu købes på Amazon for de som måtte være interesserede. Og på KitmanTV kan man se Lord Moncktons tale ved den alternative klimakonference på Christiansborg i december sidste år. Her er et udsnit fra Youtube

Som en skriver er det en fryd at lytte til Mocktons veltalenhed og opleve hans veloplagte humor. På Dansk Folkepartis hjemmeside kan man se foredrag af Morten Messerschmidt, Roger Pielke, Ole Humlum, Henrik Svensmark, Bjarne Andresen, Jens Olaf Pepke Pedersen, Fred Singer og Leighton Steward.

Sejrherren Hedegaard

Diverse — Drokles on January 18, 2010 at 8:06 am

“De elsker deres børn” sagde Ole Birk Olesen i Deadline og vedholdt sin misforståelse om problemet islam. Ja Hedegaard havde i det værtshusstemte interview ikke været omhyggelig med sit ordvalg, men det var nu ganske klart at Hedegaards analyse ikke beroede sig på en form for biologism, men på simple konstruktioner, at mennesket lærer, hvordan det skal tolke og forholde sig i verden. Det er der skam en lang tradition for at gøre, hvor det autoritære menneske (smag på det begreb) blev pålagt skylden for Tysklands galloperen ind i to verdenskrige og den protestantiske arbejds- og seksualmoral, som motor for kapitalismen eller de velafbalancerede Thailændere, hvis gode humør, gæstfrihed og afslappede forhold til sex ses i deres buddisme. Hedegaard drager en konsekvens af en religion, der i sit altomfattende krav mere end nogen anden æder sig gennem fædrene kultur og kræver suverænitet over de samfund og miljøer, hvori den trives. Og han drager sammenligning mellem hvad man må forvente at se ud fra de hellige forskrifter og en overvældende emperi.

Men de elsker jo deres børn som vi, insisterer Olensen. Ti! - tåbe; det er i denne sammenhæng komplet ligegyldig. Det handler om det, som islam lærer mennesker - også gode og kærlige. Det handler om, hvad islam bestemmer er vigtigt, hvad islam bestemmer er tilladt og forbudt, hvem islam ophøjer, hvem islam nedgør, hvilke instrumenter, der gives til hvem i sikringen af god moral og således opretholdelsen af den sociale orden, der binder menneskene sammen, i familien og til samfundet. Men i Politiken af alle steder har man set på problemet, men den seksuelle tabuisering, kvinden som bærer af familiens ære, ansvarsfordelingen og den kollektive udstødelse af den skyldige

»Det er vigtigt at dokumentere og dermed synliggøre problemet. Problemet er
ikkeeksisterende uden dokumentation«. Også for danske kvinder har
voldtægtstallet altid været et mørketal, fordi der foregår flere, end der
bliver anmeldt. Men når der er tale om en målgruppe, som aldrig går til
politiet, som har svært ved at henvende sig, som ikke vil have, at familien
får at vide, hvad der ser sket, så kan man antage, at det mørketal er
større, end vi kan se, mener Kristina Abu-Khader Aamand, der har skrevet den
roste bog ‘ Mødom på mode’ og modtog HK’s integrationspris i 2008.

»Jeg siger ikke, at der er flere muslimske kvinder, der bliver voldtaget end
danske kvinder, og jeg vil ikke sige, at voldtægt er mere udbredt blandt
muslimer.

Men der er en ting, jeg må sige, og det er, at voldtægt trives i miljøer,
hvor der er mange hemmeligheder, og hvor man ikke taler ordentligt sammen«,
siger Kristina Abu-Khader Aamand, der mener, at det værste næsten er, at
pigerne er helt alene med den forbrydelse, der er begået mod dem.

Forbeholdet først og sandheden siden. Vi ved ikke noget, men logikken siger at de lukkede miljøer er værre end de åbne og vi påpeger problemet fordi vi mener det bemærkelsesværdigt

»Da jeg arbejdede på Center for Voldtægtsofre, var det sådan, at når der kom
en dansk kvinde, kunne hun rejse ressourcer og få hjælp fra familien. Men
blandt kvinderne med anden etnisk baggrund var familierne den største
trussel.

Jeg siger ikke, at familien er en reel trussel, for familier er forskellige.
Men meget af det handler om, at kvinderne frygter reaktionerne.

At konsekvenserne er værre end selve overgrebet«, siger Kristina Abu-Khader
Aamund, der i dag rådgiver unge piger.

Logikken om skyld og straf, som så mange imamer har udtrykt den er “…når man kører i en bil med en mand om aftenen, så er det ens egen skyld..” at man bliver voldtaget. Eller fra forleden, hvor en ung muslimsk mand hoverende skrev til mig “Opdrager jeres piger til at smide bukserne hver gang de ser en perker…I det mindste, så beskyt jeres piger, så de kan holde sig til jeres klamme drenge…“. De islamiske samfund, ikke mindst Saudiarabien lægger jo netop regler for offentlig færdsel for de forskellige køn af samme grund, samme logik og se engang, samme bog. Den islamiske verden om det er i de forskellige lande eller i minoritetssamfund i Europa og andre steder karateriseres af de samme problemer og menneskelig nedværdigelse, det er klart for enhver.

Så hvad er det der er så svært ved at forstå for venstefløjen, de radikale og anstændige borgerlige tanter, der dåner under chokerende udtryk, men er døv overfor indholdet? Selv rotter kan foretage en simpel emperi gennem bitre erfaringer og lære at gå uden om de steder, hvor deres venner er døde af forgiftning.

For som en muslimsk pige, der blev voldtaget af sin onkel, siger til Politiken: »Lige
så snart det har noget med sex at gøre, så er det aldrig mandens skyld. Det
er altid kvinden, det går ud over i vores kultur«.

(…)

I en artikel i tidsskriftet Sappho fra december under overskriften »Udsigt
fra sumpen« henviser han til gamle rapporter fra USA, men også til
resultater fra den engelske tænketank Centre For Social Cohesion.

I 2008 udsendte dette selskab en omfattende rapport, der blandt andet
konkluderede, at æresdrab, vold i hjemmet, tvangsægteskaber og
kønslemlæstelse af kvinder i muslimske familier ikke er isolerede fænomener,
men snarere led i et selvreproducerende socialt system bygget på ideer om
ære og kulturel, etnisk og religiøs overlegenhed.

»Som resultat af disse ideer bliver kvinder rundt om i Storbritannien hver
dag truet med fysisk vold, voldtægt, død, lemlæstelse, bortførelse,
bedøvelse med stoffer, fængsling på opdigtet grundlag, forbud mod at tage en
uddannelse og tvangsægteskab - af deres egne familier«.

(…) 

…pigerne er spundet ind i løgne, fordi de lever
parallelle liv, og det gør, at de et eller andet sted er overladt til
ulvene«, siger Kristina Aamund.

Snaphanen har også meget aktuelt historien om en algiersk kunstner, arbejdende i Frankrig, som blev overfaldet

Den algeriske skuespiller RAYHANA blev angrebet på gaden Pariskvarteret Belleville, oversprøjtet med benzin og svinet til med kvindefjendske fornærmelser og islamistiske slagord. To mænd holdt hende fast bagfra, fortæller hun. RAYHANA beskæftiger sig i sit arbejde med undertrykkelse af kvinder i muslimske samfund. Angriberne forsøgte at antænde benzinen med en cigaret.

Undertrykkelse af kvinder i de muslimske samfund, kvendefjendske fornærmelser og islamiske slagord og et forsøg på et grusomt mord. Næh her er ingen sammenhæng, det er måske sociale problemer? Hedegaards grove generaliseringer har han måttet trække tilbage og så langt kan tanterne da godt hævde en delsejr. Men her ser vi blot, hvorledes ytringsfriheden gavner. Hvis ikke Lars Hedegaard havde skabt en sådant postyr ville hans ord ikke have åbnet for denne debat. Hedegaard fremstår som en helt der nedbrød berøringsangsten med med realiteterne, manden der knuste de kulturbefamlende danske tanter, der i lutter benovelse over fremmede livsformer skubber de stakkels piger tilbage i ghettoen, så de kan leve i overensstemmelse med deres natur, som et evig modbillede på os selv. Men nu står de vanærede og Hedegaard står rank. Pind, Khader, Lilleør, Olesen, de må have en flov smag i munden efter nogle års ihærdigt arbejde med at lægge afstand til den gode tone for så første gang de er til eksamen at dumpe fælt. Tillykke til Hedegaard.

The conversation

Diverse — Drokles on January 17, 2010 at 10:47 am

En ældre postering, der, hvis sandt skal siges grundlæggende er et genoptryk af en gammel artikel fra Ekstra-Bladet, som ganske sikkert strider imod ophavsretten får med jævne mellemrum stadig en kommentar med på vejen. Artiklen og altså min postering handlede om familien El-Banna, en gruppe palæstinensiske kultur-berigere, som havde svært ved at falde til i et samfund, der grundet sit kulturelle niveau lå milevidt fra ork-stadiet. El-Banna familien hærgede de omgivelser, der tossegodt betalte deres bistandshjælp. Da Bader Abdulla Bader og Mohammad El Banna blev dømt for smugling af narko, blev de dog ikke smidt ud af landet fordi de havde tilknytning til det Danmark, som de ødelagde sammen med deres groteske familie og det Danmark, som de og deres familie åbenlyst hadede. Anyways….Den familie ses blandt nogle andre kulturberigere, fra både Jylland og øerne, som forbilledlig i sin opførsel. Hvis man skal generalisere og det synes jeg statistisk set der trods alt er belæg for kan et civiliseret samfund ikke leve med islam.

  1. fuck jer dansker
    Comment by Tarek el-banna — January 21, 2009 @ 12:45 am |Edit This
  2. Vel talt bror Banna.
    Comment by Drokles — January 21, 2009 @ 12:51 am |Edit This
  3. det jo fuldstændig sindsygt (:
    i en syg familie heh

    Comment by tenna — August 30, 2009 @ 10:46 pm |Edit This
  4. vi er stolte af vores familie:D
    Comment by wael — September 4, 2009 @ 2:40 pm |Edit This
  5. hhahahahah wael en dag blir du som tarek
    Comment by Shayan — September 6, 2009 @
  6. STOOOL OVER VORS FAMILIE
    Comment by samir — September 24, 2009 @
  7. DET ER SKU FOR SYGT GODT KLART FAMILIE
    Comment by samirel-banna — September 24, 2009 @
  8. I er sku da bare nogle tossede perker, få dog jer et liv.
    Comment by Danskeren — October 19, 2009 @
  9. i er bare nogle dumme perker, få jer dog et liv i sted for at tage stoffer.
    Comment by Danskeren — October 19, 2009 @
  10. Fuck hvor er denne familie til grin, få jer et liv og en uddannelse i burde skamme jer, har set denne familie mange gange i bis./gel.
    ya allah, må allah guide jer inshallah.
    salaam

    Comment by ll — October 24, 2009 @
  11. fuck alle jer der hader el-banna familien
    el-banna er cool..

    Comment by chris — November 24, 2009 @
  12. Hallo ikk fuck med el-banna
    og chris har ret

    el-banna er cool
    :D

    Comment by Burak — December 5, 2009 @
  13. syyyyyyg familie :D er stolt af vores familie. EL-BANNA TILL
    I DIE !

    Comment by Amal El banna — December 10, 2009 @
  14. EL-BANNA - DOOOONT FUCK! LUK RØVEN KLAMME DANSKER, FÅ STYR PÅ JERES PIGER FØR I SNAKKER! DER ER NOGET OM SNAKKEN, NÅR DER STÅR BIITCH I NAKKEN, BLONDI ;) HAHAHHAH! De kan da ikke andet end at være stolte, så knyt sylten makker :b
    Comment by Chelle — December 10, 2009 @
  15. Tilsyneladende kan vi på baggrund af de seneste kommentarer konkludere at El-Banna-familiens værdier deles af mange andre, som jeg antager er muslimer. Ikke mærkeligt at deres hjemlande ser ud, som de nu gør - Too Much Monkey Business.
    Comment by Drokles — December 11, 2009 @
  16. Du skal ikke antage mig som en muslim, for det er jeg ikke.
    Men ja, deres værdier deles ud. De har i hvertfald stor værdi
    for mig. Too much monkey business? øhh hahahhaha !

    Comment by Chelle — December 14, 2009 @
  17. Haha chelle, wallah go stil…

    Klamme dansker, i det mindste kæmper vi for vores land, hvad gør i?

    Opdrager jeres piger til at smide bukserne hver gang de ser en perker…

    I det mindste, så beskyt jeres piger, så de kan holde sig til jeres klamme drenge…

    See ya, klamme rasister, ikk græd har en tude kiks, buuut i kommer desværre ikke tættere på El-Banna weee..

    vi samler ikke på skrald desværre…

    Comment by Amal El banna — January 16, 2010 @
  18. “Beskyt jeres piger” siger du Amal El banna. Man beskytter imod det skadelige og det er efter dit eget udsagn “en perker”. Tja, som Emeritus udbrød “Du godeste”.
    Comment by Drokles — January 16, 2010 @

Der er altså, hvis vi skal tro de herrers udsagn generel forståelse for den afstumpede/islamiske familie og deres afstumpede/islamiske værdier i dele af det muslimske miljø. Ak ja og din skat kære dansker er stadig høj og din datter er stadig udsat for disse mennesker hører så sandelig til her i landet.

Og tre dødsfald

Diverse — Drokles on January 16, 2010 at 9:29 pm

Forleden fandt selve videnskaben frem til at der kun lever tre burkaer i Danmark. Men nu kan Danmarks Radio fortælle en gruopvækkende historie

Forskerne bag den såkaldte burkaundersøgelse har ikke fundet en eneste burkaklædt kvinde i Danmark.

De frygtes altså alle døde eller konverteret væk fra islam, hvilket er en dødsdom og Monokulturs tanker og dybeste sympati rækker frem mod dem. Må den kristne gud Jesus være deres formummede sjæle nådig.

————————————————————————–

UPDATE: Der er måske stadig håb for de tre savnede burkabærere. Berlingske Tidende kan fortælle om videnskabelige usikkerheder når det drejer sig om kompliceret forskning.

Den nye burkarapport kan ikke bruges til at regne ud, hvor mange personer i Danmark, der bærer burka eller niqab. Den 54 sider lange rapport, som B.T. er kommet i besiddelse af, giver ikke noget videnskabeligt bud på, hvor mange personer i Danmark, der bærer en af de to omstridte muslimske klædedragter, der skjuler kvindens ansigt.

Til gengæld har forfatterne af undersøgelsen, som er lavet på Københavns Universitet, spurgt en række personer, om de kunne give et bud på, hvor mange der bruger niqab i Danmark.

EN meget præcis statistik af en håndfuld slag på tasken, altså.

Konspiratorikernes store dag

Diverse — Drokles on January 15, 2010 at 8:26 am

Fra World Net Daily

In a lengthy academic paper, President Obama’s regulatory czar, Cass Sunstein, argued the U.S. government should ban “conspiracy theorizing.”

Among the beliefs Sunstein would ban is advocating that the theory of global warming is a deliberate fraud.

Sunstein also recommended the government send agents to infiltrate “extremists who supply conspiracy theories” to disrupt the efforts of the “extremists” to propagate their theories.

In a 2008 Harvard law paper, “Conspiracy Theories,” Sunstein and co-author Adrian Vermeule, a Harvard law professor, ask, “What can government do about conspiracy theories?”

“We can readily imagine a series of possible responses. (1) Government might ban conspiracy theorizing. (2) Government might impose some kind of tax, financial or otherwise, on those who disseminate such theories.”

De vidste det, konspiratorikerne, de vidste det hele tiden. De fik ret i alt, Kennedy, King, Titanic, Månelanding, Jack the Ripper, 9/11, hele lortet og nu er systemet blevet bange og vil lukke munden på dem fordi de er afsløret i alt! Tillykke med sejren konspiratorikere, det er jeres store dag.

Blev Climategate udløst af en whisttleblower?

Diverse — Drokles on January 15, 2010 at 7:53 am

I løbet af de kommende dage kan det være at en whisttle-blower i sagen om climategate bliver afsløret ifølge Steve Mosher på The Blackboard. Mosher var en af de første, der fik adgang til de mange e-mails, der har sat forskningen på East Anglias Climate Research Center i et dårligt lys. Hvis og såfremt i fald en whisttleblower bliver afsløret kan det kaste nyt lys over de arbejdsgange , som var normen i og omkring East Anglias Climate Research Unit og den udledte forskning. (Comment#29867)

Another piece in the puzzle, a piece which has been in PLAIN VIEW, will come out over the next couple
of days. The people who helped me have the chance to tell the story from their perspective. Hopefully, you’ll
hear from one of the guys I talked to, and then the person who gave me the CD. That person commented
long ago about getting the file. For people who like to do this investigative stuff, I’ll leave that out there, but
it’ll come clear before the book goes out. Finally, one clarification. I didnt seek information from CRU. It came
to me. I’ll let the people involved in that tell their view of things. The actual person inside CRU, had no clue
what his message meant to me. It meant the files were real. It meant the files were out there. Like deep throat
he passed me no information. he just told me what I needed to know. These were real. I could point to them
with confidence and let the community play the role of woodward and bernstein. You still can.

Assasination Science har en større gennemgang af de mange e-mails med løbende fortolkninger man kan hyggeforarges over. Taget ud af konstekst, som de er skal man være meget varsom med at bedømme deres egentlige indhold, men samlet set tegner de et billede af aktivisme, der trumfer forskning. Og mange emails ser for lægmand, som jeg selv ganske opsigtsvækkende ud. Der har været spekulationer om i hvor høj grad forskerne omkring CRU havde blandet aktivisme ind i deres forskning mere eller mindre ufrivilligt, men en egentlig konkret koordineret indsats virker konspiratorisk (e-mails er gengivet i lilla og kommentarerne er i sort)

We now encounter one of the most insidious red herrings in the climate debate: how many thousands of scientists “endorsed” the views of the Intergovernmental Panel on Climate Change.

With just months until the Kyoto Climate Conference, we find the germ of this idea fertilizing in an email from Joe Alcamo, Director of the Center for Environmental Systems Research in Germany, to Mike Hulme and Rob Swart:

Sounds like you guys have been busy doing good things for the cause.

I would like to weigh in on two important questions—

Distribution for Endorsements—

I am very strongly in favor of as wide and rapid a distribution as possible for endorsements. I think the only thing that counts is numbers. The media is going to say “1000 scientists signed” or “1500 signed”. No one is going to check if it is 600 with PhDs versus 2000 without. They will mention the prominent ones, but that is a different story.

Conclusion—Forget the screening, forget asking them about their last publication (most will ignore you). Get those names!

This statement alone shows how ridiculous the “endorsement” process was from the very beginning. Signing a petition in support of an opinion—regardless of whether the signer has a PhD or not—is as scientifically meaningless as if these same people had voted Albert Einstein’s hairstyle as the most interesting in the history of science. It is nonsense, pure and simple.

Alcamo continues:

Timing—I feel strongly that the week of 24 November is too late.

1. We wanted to announce the Statement in the period when there was a sag in related news, but in the week before Kyoto we should expect that we will have to crowd out many other articles about climate.

2.  If the Statement comes out just a few days before Kyoto I am afraid that the delegates who we want to influence will not have any time to pay attention to it. We should give them a few weeks to hear about it.

3. If Greenpeace is having an event the week before, we should have it a week before them so that they and other Non-Governmental Organizations can further spread the word about the Statement. On the other hand, it wouldn’t be so bad to release the Statement in the same week, but on a different day. The media might enjoy hearing the message from two very different directions.

Conclusion I suggest the week of 10 November, or the week of 17 November at the latest.

Alcamo demonstrates that this is a carefully crafted piece of political and ideological activism, not related to the scientific process at all. Indeed, the optimization of the timing—allowing just enough time for delegates to absorb the message, but not enough time for the scientists signing on to this petition to actually examine or criticize its contents—will return with a vengeance below.

(…)

The World Wildlife Fund’s Adam Markham writes to University of East Anglia climate scientists Mike Hulme and Nicola Sheard, about a paper that Hulme and Sheard had written about climate change in Australasia:

I guess the bottom line is that if they are going to go with a big public splash on this they need something that will get good support from Australian scientists (who will certainly be asked to comment by the press).

Hi Mike,

I’m sure you will get some comments direct from Mike Rae in World Wildlife Fund Australia, but I wanted to pass on the gist of what they’ve said to me so far.

They are worried that this may present a slightly more conservative approach to the risks than they are hearing from Australian scientists. In particular, they would like to see the section on variability and extreme events beefed up if possible.

Climategate takes on a new dimension with this revelation: political activists from an environmental lobby group are telling East Anglia climate scientists to rewrite sections of their paper, as it is less alarming than the message that Australian scientists have already presented for public consumption!

Disse tanker vækker intern bekymring den videnskabelige uhæderlighed.

Tom Wigley roundly criticises the eleven scientists seeking endorsement of their Statement.

Dear Eleven,

I was very disturbed by your recent letter, and your attempt to get others to endorse it. Not only do I disagree with the content of this letter, but I also believe that you have severely distorted the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) “view” when you say that “the latest IPCC assessment makes a convincing economic case for immediate control of emissions.”

This is a complex issue, and your misrepresentation of it does you a dis-service. To someone like me, who knows the science, it is apparent that you are presenting a personal view, not an informed, balanced scientific assessment. What is unfortunate is that this will not be apparent to the vast majority of scientists you have contacted. In issues like this, scientists have an added responsibility to keep their personal views separate from the science, and to make it clear to others when they diverge from the objectivity they (hopefully) adhere to in their scientific research. I think you have failed to do this.

Your approach of trying to gain scientific credibility for your personal views by asking people to endorse your letter is reprehensible. No scientist who wishes to maintain respect in the community should ever endorse any statement unless they have examined the issue fully themselves. You are asking people to prostitute themselves by doing just this! I fear that some will endorse your letter, in the mistaken belief that you are making a balanced and knowledgeable assessment of the science—when, in fact, you are presenting a flawed view that neither accords with the IPCC nor with the bulk of the scientific and economic literature on the subject.

When scientists color the science with their own personal views or make categorical statements without presenting the evidence for such statements, they have a clear responsibility to state that that is what they are doing. You have failed to do so. Indeed, what you are doing is, in my view, a form of dishonesty more subtle but no less egregious than the statements made by the greenhouse skeptics . I find this extremely disturbing.

I couldn’t express it any better myself.

Heller ikke jeg. Der tegner sig i mange diskussioner et billede af stor intern tvivl om, hvad data egentlig viser og hvad man kan konkludere af det og hvorledes man forholder sig til sin forskerrolle. Og flere er ganske reflekterede og hæderlige forskere, som man kan se overfor og som også Cook udtrykker i et svar til Michael Mann i en anden sammenhæng

Unfortunately, this global change stuff is so politicized by both sides of the issue that it is difficult to do the science in a dispassionate environment. I ran into the same problem in the acid rain/forest decline debate that raged in the 1980s. At one point, I was simultaneous accused of being a raving tree hugger and in the pocket of the coal industry. I have always said that I don’t care what answer is found as long as it is the truth or at least bloody close to it.

Andre som Michael Mann og som her Kieth Briffa deler ikke den opfattelse

Keith Briffa, a referee of a paper submitted to Science by Ed Cook and Jan Esper, tells Cook:

I simply would not like to see you write a paper that puts out a confused message with regard to the global warming debate, leaving ambiguity as to your opinion on the validity of the Mann curve (“hockey stick”) .

Briffa is abusing his position of power as a reviewer of the paper, making it clear to Cook that he will block its publication if they deviate from the “party line”. He twists the knife, using personal intimidation:

I would not like this affair to ruin my Christmas, as it surely will if it is the cause of our falling out.

In other words, change the paper, or you are no longer a friend and colleague.

Finally, he lays down his expectations:

I am totally confident that after a day’s rephrasing this paper can go back and be publishable to my satisfaction by Science.

Den interne tvivl lagt sammen med den skråsikkerhed, der blev præsenteret udad til og den megen tale om, hvorledes man giver offentligheden den rette historie til fremme af sagen underbygger antagelsen om at de opsigtsvækkende formuleringer i f.eks ”Mikes Nature trick…to hide the decline” skal tolkes, som de allerede er blevet, som udtryk for regulær svindel. ”Mann-made global warming, indeed.” kommenterer John vittigt.

Med hensyn til MET, det engelske meterologiske institut og deres seneste års problemer med at forudsige om den kommende vinter eller sommer bliver varm eller kold henviste jeg her på Monokultur forleden ganske tilfældigt til et BBC interview med METs direktør (er hans titel vist på dansk).

Den dårlige blog 180 Grader

Diverse — Drokles on January 15, 2010 at 5:00 am

Jeg kaldte forleden konfrontationen mellem 180 Grader og Snaphanen om Ole Birk Olesens angreb på Lars Hedegaard for en blogkrig. Umiddelbart ville en mediekrig være mere dækkende da 180 Grader vist ikke er at betegne, som en blog, men alligevel er ordet blogkrig bedst. Ole Birk Olesens forsøg på at sværte en af landets i forvejen mest tilsværtede debattører, hviler nemlig ikke på journalistisk håndværk, men på bloggeriets lokkende faldgruber. At man kan google alt muligt frem på internettet gør meget research meget enkelt, men man undgår ikke det arbejde der ligger i at diskriminere oplysninger og som kræver forudsætninger. Olesen bygger dog sin artikel “Kendt islamkritiker undsiger Lars Hedegaard, han er ekstremist” alene på en artikel i Weekendavisen.

Weekendavisens artikel ”De er alle blevet gak gak” handlede (som overskriften jo også antyder) om en længere udvikling i islamkritikken, hvor den islamkritiske del af venstrefløjen prøvede at gøre sig fri af højrefløjen, som de mente havde omklamret dem og trukket dem hen mod noget der lignede fascistiske strømninger. Der var altså nogle aktører i den debat, der havde brug for at frigøre sig fra en opfattet position og definere sit eget standpunkt væk fra en uønsket kategori. Som eksempler på denne udvikling nævnes manden bag bloggen Little Green Footballs Charles Johnson og siden bøssen (muslimers syn på hans seksualitet var hans motivation) Bruce Bawer, der i deres virke, som islamkritikere endte på samme vogn, som den Hedegaard, der altså ikke i modsætning til Johnson er blogger sad i. Men her sad også Khader, Pind Lilleør, Rukow, Ræder Clausen, Bluitgen, Hirsi Ali oma. Men intet udover islamkritik bandt dem ellers sammen. I Weekendavisens artikel er der altså tale om en historie om nogle brydninger, der har tegnet sig i en i udgangspunktet broget masse med den overordenede betegnelse islamkritik, altså en betegnelse af noget man er kritisk overfor, frem for noget fælles man vil fremme, der forlængst er sat i gang  for ikke at sige færdiggjort og med personer uden inbyrdes relationer, som forlængst er gået hver til sin position. Artiklen handlede ikke så meget om Hedegaard så meget mere end at han var anledningen qua sit nu berømte interview på Snaphanen.

Olesens sensationelle artikel er grundlæggende bygget op som en klassisk blog-posteringen hvor afsnittene med Johnsons undsigelse og dom af og over Hegaard er copypastet omkransene en omskrivning/referat af sammenhængen - nemlig forholdet mellem islamkritikere i den amerikanske bloggosfære. Olesen ser nemlig afsnittet som en pointe i sin egen ret, som han motiverer i den dramatiske overskrift og trumfer i en enkelt kommentar der binder to copypastede afsnit sammen og som samtidig forstærker Johnsons kritik. Overskriften er selve sensationen, der skal få det til at gippe i enhver over at her er noget af interesse: “Kendt Islamkritiker undsiger Lars Hedegaard”. Og det minder unægteligt meget om forsideoverskrifter som “Minister undsagt af statministeren”, “regeringen underkendt af eget udvalg, “Ritt gør det igen” osv. Vi aner her en væsentlig sprække i et arbejdsfællesskab og et nyt politisk landskab i sin vorden. Den slags overskrifter havde der nemlig allerede været en del af i polemikken om Trykkefrihedsselskabet da markante stemmer i den politiske debat Khader, Pind og Lilleør - der med deres etos havde symboliseret en foreløbig normalisering af Trykkefrihedsselskabets renome - opsagde deres samarbejde og medlemsskab. Men så var konflikt og sensationsfesten også slut og fronterne trukket op til et værdislagsmål af traditionel karakter. Ikke flere historier for nyhedshungrede journalister på den konto altså indtil Weekendavisen dumpede ind af døren hos Olesen. Her optrådte i Jesper Vind Jensen og Klaus Wivels artikel, som sagt et nyt navn, der ikke kunne lide Hedegaard og med et nyt navn en ny historie. Men var det interessant? Trykkefrihedsselskabet har jo masser af modstandere her i landet og med verfdens 1,3 muslimer kunne man tro at overskrifterne kunne ryddes indtil den næste istid. Hvis ikke det altså var selvindlysende og ligegyldigt.

I og med at Johnson aldrig havde samarbejdet med Hedegaard eller tilhørt hans politiske observans (inden for de seneste ti år i hvert fald) var der ikke tale om noget egentligt brud mellem de to. Det er ikke journalistik blot at finde frem til nogen, som synes at nogle andre er røvhuller og så tage det for en historie i sig selv. Indholdet i de forskellige aktørers virke må man gøre sig klart og som Snaphanen så klart demonstrerede havde Ole Birk Olesen helt overset dette. Og det er ikke interessant at en tilfældig person et eller andet sted i verden tager afstand fra Hedegaard efter at være afæsket en mening af Weekendavisen. Uenigheder mellem konservative og socialdemokratiske kommunismekritikere blev jo heller ikke blev set, som nogen stor historie i den kolde krigs dagblade. At Johnson våndede sig over Hedegaard afæsket en reaktion kunne allerhøjst være en mange år gammel nyhed, men er i grunden en ikke-nyhed.

Olesens forsvar for at hente Johnson ind, som karaktervidne imod Lars Hedegaard lægger sig i tråd med hans manglende indsats for sætte sig ind i det emne, der debatteres, nemlig det islamiske syn på mennesket og dets konsekvenser for samfundet, som det kom så pinligt til udtryk da han i en debat på DRs Deadline sagde “Hadither eller hvad du nu kalder dem”. “Jeg har ikke meget forstand på hverken Charles Johnson eller Vlaams Belang.” forsvarede Olesen sig nemlig overfor Hedegaard i den efterfølgende debat på 180 Grader da Hedegaard ligeledes på 180 Grader kom med sig modsvar. Forfatteren Mette Winge skød på samme konto sig selv i smadder da hun under de glade Muhammeddage live i Deadline sagde at ingen jo var blevet truet af nogen for at tegne Muhammed og korrigeret af sin modpart måtte hun sige at det var hun virkeligt ikke klar over. Nej, men det var jo selve sagens kerne. Ikke at det fik hende til at ændre mening, men seriøst kunne ingen længere tage hende.

Hvis Olesen havde brugt sin journalistik, kunne han have researchet lidt om Charles Johnson. Eller hvis han havde lidt almindelig kritisk sans når nu han ville nøjes med at agere, som polemisk blogger kunne han, som minimum læse Weekendavisens artikel ordentligt i stedet for blindt at tænke i en fængende overskrift, der måske kan fiske lidt flere hits til sin portal. Men ak, Olesen er ingen journalist længere, han er reduceret til en simpel blogger og oven i købet en af de dårlige af slagsen.

Hvem er den tredie burka?

Diverse — Drokles on January 13, 2010 at 11:50 pm

Fra Politiken

Ifølge en ny undersøgelse som en forskergruppe på Københavns Universitet har lavet for regeringens burkaudvalg, og som Jyllands-Posten har fået indblik i, er der således kun tre kvinder i hele Danmark, der bære burka.

Vi ved at de to tuneseres koner ser således ud så hvem er den tredie burkabærer?

tunersenes-koner

Jeg fjoller for det er ikke rigtige burkaer

Derudover er der mellem 150 og 200, som iklæder sig den såkaldte niqab. En beklædningsgenstand, der ligner burkaen, men som ikke har et net for øjnene.

Net eller ej - mon ikke det også dækker den populære forestilling om burkaen?

METs chef forsvarer manglende evne til at forudsige vejret

Diverse — Drokles on January 12, 2010 at 7:00 am

Ganske underholdende interview om grundlaget for bonusløn til en mand, der ikke kan forudsige vejret, som han er ansat til

“Jamen du tjener mere end satsministeren” er en herlig kommentar.

Lidt fakta om klimaet (opfølger)

Diverse — Drokles on January 11, 2010 at 11:31 pm

Sidste år (i december) henviste jeg her på Monokultur til en film på Youtube, der meget grundigt gennemgår og taler for menneskeskabt global opvarmning. Eller det vil sige, jeg endte af en eller anden grund med kun at henvise til de fire første afsnit af de i alt syv afsnit. Her kommer resten

Hmm, den forfalder noget til stråmænd, men har man sagt A….

Tilføjelse: Jeg vil lidt imod et princip jeg i udgangspunktet ville hævde (at lade argumenterne i filmen stå uantastet) alligevel knytte en kommentar til problemet med CRUs emails, som jeg synes filmens fortæller går lettere henover end han gennemgår den forskning, der efter hans udmærkede mening tegner normaliteten af klimavidenskaben. ”Mikes Naturetrick” handler efter alt at dømme om en metode, Michael Mann benyttede til at fortælle en anden historie end den som hans data viste, som American Thinker og Climate Audit gennemgik i december. Og som ordlyden i Jones email fortæller er det ikke blot et enkeltstående tilfælde, men derimod modus operandi for den lille gruppe forskere. At medierne slår ned på den samme sætning i en overfladisk tilgang ændrer jo ikke på indholdet og betydningen.

Dette har man både på Michael Manns eget universitet set med stor alvor på, som man på CRU også har set med stor alvor på indholdet af korrespondancens indhold. Begge steder har man indledt undersøgelser, hvilket altså sker af egen drift og næppe fordi sagen cirkulerer i bloggosfæren. Og betydningen er ikke ligegyldig for forskere bygger på hinandens arbejde, som National Post kan fortælle i en artikel om en en forsker, der knytter opvarmingen fra 70′erne sammen med brugen af cfc gasser, som freon

Dr Lu’s study is now published and the reviews he has received to date have been favourable but he may find himself writing a postscript in three year’s time. Like hundreds of other scientists around the world, Dr. Lu may have unwittingly relied on invalid data for a portion of his study. His real-time satellite and balloon data, which shows CO2 does not cause climate change, is not in dispute. Not so for the historical temperature data, on which he based his estimates of how much global cooling we face as Earth’s temperatures return to their historic pre-CFC levels. “My temperature data comes from the UK – the Climate Research Unit at East Anglia University,” he reveals when questioned.

As a result of the Climategate Scandal, this temperature data is now in doubt. Investigations into the Climategate emails are underway at East Anglia and the United Nation’s Intergovernmental Panel on Climate Change. More significantly, CRU’s data is so suspect that the UK Met Office, which partnered with the Climate Research Unit in producing datasets for researchers, is undertaking a mammoth three-year investigation during which it will re-examine 160 years of original temperature data to determine to what extent, if any, CRU cooked the books.

Because of all this uncertainty, “I cannot say how reliable their data is,” states Professor Lu, who has done his best to reassure himself that all is in order. When the Climategate scandal erupted as his study was being completed, he cross-checked the CRU data to that of NOAA, another prominent organization, and then he cross-checked his data again when CRU’s partner, the UK Met Office, released more data. “All of them look similar,” Professor Lu says.  Professor Lu’s cross-checks provide scant reassurance, however, because all these data-handling agencies had drawn their data from the same tainted pool. Although Professor Lu declines to comment on the Climategate scandal, he cannot be confident that his study will not need to be redone in three year’s time, when the UK Met Office completes its re-examination.

Lødighed er i alles interesse.

Klimaets klimaks

Diverse — Drokles on January 11, 2010 at 8:48 am

Ja undskyld, men det er svært at finde på overskrifter og noget kunne tyde på at den heftige debat om menneskets ansvar for klimaet har nået sit klimaks. Professor i fysik Jens Ulrik Andersen gør i Jyllands-Posten status over klimaforskningen under den sigende overskrift “luftkastellet blev sprængt”

Troværdigheden af IPCC’s rapporter er for nylig blevet belastet af, at der til internettet er blevet lækket tusindvis af e-mails og andre dokumenter fra klimaforskningscenteret (CRU) ved University of East Anglia i England, hvorfra en del af de ledende forfattere til rapporterne kommer. Korrespondancen afslører omfattende og grove brud på god videnskabelig skik, gennem manipulation med data og blokering af andre forskeres adgang til data og computerprogrammer. Intern usikkerhed og tvivl blandt forskerne er blevet undertrykt, og publicering af skeptiske artikler er blevet blokeret af hensyn til behovet for at vise en fælles holdning over for politikerne - af hensyn til ”sagen”. Med reference til Watergate, der fældede Richard Nixon, betegnes denne nye skandale som Climategate. Lederen af CRU, Phil Jones, er trådt tilbage, mens der pågår en officiel undersøgelse.

Men er der da reel tvivl om den menneskeskabte globale opvarmning og om klimamodellernes forudsigelser? Efter min vurdering, ja.

Med denne cliff-hanger anbefaler jeg at læse resten på Jyllands-Posten. IPCCs troværdighed burde i alt fald have lidt et knæk. I medierne hersker efter min mening en mærkelig ro, hvad angår klima-debatten. Nok tages det stadig for givet i alle artikler og programmer at klima-ændringer er lig med global opvarmning, at den er vores skyld og at den er højst problematisk til katastrofal. Men i lyset af at ingen forpligtede sig til noget i København, som i Connie Hedegaards optik var “the place to commit” må man sige at de der frygter civilisationens undergang nu tager situationen med stoisk ro.

Hvad skal man egentlig lægge i IPCCs Rajendra Pachauri når han advarer mod en stigning i skeptikernes lobbyisme og erklærer sig uskyldig i anklager om profitmageri på klimaforventninger?

Climate change scepticism is likely to surge in 2010 and could exacerbate “hardship” for the planet’s poorest people, one of the world’s leading authorities on climate change has told the Guardian.

Writing on environmentguardian.co.uk today, Rajendra Pachauri, the chair of the UN’s Intergovernmental Panel on Climate Change, also dismisses suggestions that he is personally profiting from policies to tackle global warming.

Manden satte, som bekendt engang lighedstegn mellem Bjørn Lomborgs syn på virkeligheden og Hitlers. Og den slags usmageligheder fortsætter i Guardian

Pachauri predicted this year would see further scepticism. “Powerful vested interests are perhaps likely to get overactive in the coming months, and would perhaps do everything in their power to impede progress towards a binding agreement that is hoped for by the end of 2010 in Mexico City,” he said. “Those opposed to action on climate change are working overtime to see that they can stall action for as long as possible.”

After a weak deal in Copenhagen, Pachauri warned that allowing scepticism to delay international action on global warming would endanger the lives of the world’s poorest people. “In the end, knowledge and science will undoubtedly triumph, but delay in reducing emissions of greenhouse gases would only lead to worse impacts of climate change and growing hardship for the most vulnerable regions in the world, which are also unfortunately some of the poorest communities on Earth.”

(…)

The Nobel Peace-prize winning Pachauri called for greater activism and more campaigning to press governments into taking strong action on carbon emissions this year. “Society and grassroots action would have to come into their own, not only to ensure that human society takes responsibility for action at the most basic level, but also to create upward pressure on governments to act decisively. If such grassroots efforts do not spread and intensify, nation states may not be able to resolve the differences that exist between them.”

Jeg kan ikke lade være at dvæle lidt ved hr. Pachauris sammenligninger med hans modstandere og Hitler og beskrivelsen af tvivlere, som en ondskabsfuld gruppe, der kun bringer død og elendighed over de fattige og udsatte. Som Andersen udtrykker er der stor usikkerhed i beskrivelsen af det dymamiske system, der er klimaet og alligevel udtrykker hr. Pachauri sig ikke lødig og videnskabeligt, skønt han ellers hævder at have videnskaben og sandheden på sin side. Tiden ser ud til at rinde ud, men er det for os alle eller er det for ham?

Real Climate prøver at holde liv i modellerne (hvad du får ud af en computer afhænger af hvad du putter ind - ligesom en kloak) og konkluderer efter en imponerende teknisk gennemgang

So to conclude, despite the fact these are relatively crude metrics against which to judge the models, and there is a substantial degree of unforced variability, the matches to observations are still pretty good, and we are getting to the point where a better winnowing of models dependent on their skill may soon be possible. But more on that in the New Year.

Bedre? Bedre end den skråsikkerhed, som de tidligere har villet ændre Verden på baggrund af? Bedre, men ikke godt, måske snarere. Det forekommer mærkværdigt at modellerne kan “forudse” eller rekonstruere ganske detaljeret bagud i tid (som er en legitim simuleret empiri), men ikke fremad i tid. Hvad tager de ikke højde for i de virkelige verden, som de prøver at forudse, men som de åbenbart kan erkende bagud? Når Real Climate siger at 15 år er for lidt at konkludere på, skal der gerne ske en opvarmning inden for de næste 3-5 år, ellers er deres modeller ifølge dem selv falsificeret. Og det mener flere at de er/bliver, som Daily Mail fortæller

Prof Latif, who leads a research team at the renowned Leibniz  Institute at Germany’s Kiel University, has developed new methods for measuring ocean temperatures 3,000ft beneath the surface, where the cooling and warming cycles start.

He and his colleagues predicted the new cooling trend in a paper published in 2008 and warned of it again at an IPCC conference in Geneva last September.

Last night he told The Mail on Sunday: ‘A significant share of the warming we saw from 1980 to 2000 and at earlier periods in the 20th Century was due to these cycles – perhaps as much as 50 per cent.

‘They have now gone into reverse, so winters like this one will become much more likely. Summers will also probably be cooler, and all this may well last two decades or longer.

‘The extreme retreats that we have seen in glaciers and sea ice will come to a halt. For the time being, global warming has paused, and there may well be some cooling.’

Denne teori om havstrømme er en af de naturlige variationer, som klimamodellerne åbenlyst ikke forudser betydningen af. Som en kommentar på Real Climate begejstret udtrykker det “Science is back!”. Men desværre for ham betyder det nok enden for de modeller han hylder.

Snaphanen knuser 180 Grader i årets første blogkrig

Diverse — Drokles on January 9, 2010 at 3:20 pm

Bestyrtelsen over Lars Hedegaards nøgterne omend bramfri analyse af udviklingen mellem national- og retsstaten og den muslimske befolkning i Europa og Danmark skulle udviklingen fortsætte med den manglende erkendelse af de faktiske forhold i jernindustrien fortsætter tilsyneladende. 180 Grader og endda også Weekend-Avisen ved Jesper Wind Jensen og Klaus Wivel fremdrager en for deres almindelig publikum ukendt blogger nemlig Charles Johnson, manden bag Little Green Footballs, som sandhedsvidne. Under dramatiske overskrift “Kendt islamkritiker undersiger Lars Hedegaard: Han er ekstremist” Indleder Ole Birk Olesen sin forrygende afsløring af at nogle er uenig

Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, er ekstremist, og anstændige mennesker bør ikke omgås ham. Sådan lyder beskeden fra et af den internationale islamkritiks helt store navne, Charles Johnson, ifølge Weekendavisen.

Denne bloggers undsigelse af Lars Hedegaard skulle altså bevise noget om indholdet af det interview, som er frit tilgængeligt på Snaphanen. Man burde ignorere det, for her er ingen historie. Og alligevel for sandhedsvidnet viser sig oven i købet utroværdigt, som Snaphanen kan fortælle

Der er fri jagt på Lars Hedegaard efter vores interview med ham, det er ikke undgået nogens opmærsomhed. Alle kneb gælder, alt hvad der kan misforstås eller fejlciteres bliver brugt, helt vilkårlige halte krikker trækes af stalden i en polemik, der er ved at blive triviel. Bare i dag [fredag] har vi tre eksempler på kluntede tricks: Politikens Camilla Stockmann citerer flere steder mødet i Trykkefrihedsselskabet torsdag forkert, bevidst må man tro, hvis hun har benyttet sig af en båndoptager (* se nedenfor.) 180 Grader og Weekendavisen støtter sig tungt på den amerikanske blogger Charles Johnson og Little Green Footballs som hoved- og sandhedsvidne til et møde i Bryssel i oktober 2007, som han nok var inviteret til, men aldrig svarede på eller mødte op til. Men alene det at Filip Dewinter fra Vlaams Belang deltog, fik ham efterfølgende til at afskrive hele forsamlingen som nazister og racister. Da yderligere hovedparten af det todages mødes indhold ikke er på nettet, kan Johnson af gode grunde ikke vide ret meget om dets indhold. Weekendavisen ved derfor om muligt endnu mindre, men de formulerer sig i en causerende artikel, så man må forstå at deres kronvidne  faktisk var tilstede i Bruxelles.

Og så pilles Johnsons troværdig fra hinanden. Den maniske optagethed, som Ole Birk Olesen og i hælene på ham Jacob McHamgama og Frederik Stjernfelt om hvor vidt Lars Hedegaard har begået en fodfejl, der kan vælte ham og med ham siden så også Trykkefrihedsselskabet og måske - tør vi håbe? - hele ytringsfrihedsdebatten så den kommer tilbage til et spørgsmål om æstetik blandt og for “anstændige” mennesker er for længst afsløret og med dette skud for boven indledt en enestående pinlig fase. Snaphanen knuser fra sin lænestol det liberale medie 180 Grader. At gøre sig til dommer over de dannedes normer kræver dannelse og Ole Birk “Hadither-eller-hvad-du-kalder-dem” Olesen skilter desværre med sin uvidenhed. Blogkrigen mellem 180 Grader og Snaphanen har været et forsmædeligt nederlag til 180 Grader og tillige Weekend-Avisens ekspeditionsstyrke. Det burde stoppe her, men ingen ved hvor mange tæsk Ole Birk Olesen kan tåle før han segner, men slået er han. Snaphanens sejr over 180 Grader er også Indholdets sejr over fise-formen. Vi ønsker Snaphanen tillykke med sejren.

Multikultur fører til ekstremisme

Diverse — Drokles on January 9, 2010 at 2:50 pm

Politiken har en typisk vinkel på ekstremisme, nemlig hvorfor er Lars Hedegaard vanvittig og hvad gik der galt. Bevæbnet med forskning til fastslåelse af det banale indleder de således

Det er nærliggende at se Lars Hedegaards ekstreme udtalelser om muslimer som en byld af gammelt had, som bare lå inde i ham og ventede på at bryde igennem den stadigt tyndere hud. Men måske er forklaringen på Hedegaards ekstremisme meget mere foruroligende.

Den amerikanske juraprofessor (og nu højtstående rådgiver i Obama-administrationen) Cass Sunstein har i en række bøger gjort opmærksom på, at ekstremisme kan forårsages af den måde, hvorpå helt normale mennesker opsøger og behandler information.

(…)

Ekkokamre

Gruppepolarisering er eftervist i mange andre sammenhænge. Når grupper af nogenlunde ligesindede diskuterer med hinanden, fungerer de som ekko-kamre. Hvert medlem hører kun små variationer over det, han eller hun mener i forvejen. Starter man med en vis grad af usikkerhed eller tvivl, føler man sig inden længe bekræftet i sit synspunkt, fordi man får fornemmelsen af, at det er almindeligt udbredt. Det samme kan gælde mange andre gruppemedlemmer; de bliver også mere sikre i deres sag. Og så kan man revurdere sit eget synspunkt i lyset af, at man oplever, at mange andre i gruppen er så sikre i deres sag, og følgelig opjustere tiltroen til sit synspunkt. Grupper, der ikke er tilstrækkeligt heterogene, bliver mere ekstreme af at diskutere med hinanden. Trykkefrihedsselskabet er formodentlig et godt eksempel på en gruppe, der udgør et ekkokammer af nogenlunde ligesindede, der bliver mere ekstreme, jo mere de diskuterer med hinanden. Der er mange andre eksempler.

Så må man jo håbe at undersøgelsen har kunnet skelne mellem det at gå i selvsving, som det hed i gamle dage og det at gøre sig sin menings klar konfronteret med en endelig og specifik stillingtagen. Det tidligere salonfähige udtryk til nedgørelse af nationen “Jeg har mere tilfælles med andre akademikere fra grækenland og Kina end med den almindelige dansker” er jo drømmen om ekstremisme i en nøddeskal. Hvor virkelighedsfjernt et sådan ekkokammer vil jeg slet ikke tænke på. Ja, der er nok at tage fat på, hvis man vil lave en artikelserie om at det bare er dynamikker, der driver kunstige uenigheder når nu alle ved at Politiken har ret.

Men nok om det, Hedegaard er ekstremisten på Politiken og ikke det fænomen han beskriver. Og det siger nok noget om, hvor støjende et Ekkokammer Politiken er blevet. For bevæbnet med dette uvurderlige og revolutionerende stykke forskning kunne Politiken jo også se på multikultur, som bærende ide for det moderne samfund, effekten af ghettoer, parallelsamfund, islamiske miljøer omkring moskeer osv. Hvad er jo meningen med at udskille muslimske kvinder i formummelse fra det offentlige rum? Ja i det hele taget at insistere på religiøse klædedragter er at insistere på ekstremismen.

Dyret i Åbenbaringen

Diverse — Drokles on January 5, 2010 at 8:53 am

Terence Corcoran har i National Post en glimrende gennemgang af de lækkede emails fra East Anglia Climate Research Institute der så tydeligt viser, hvor farligt det er at blande politik og videnskab sammen. Ganske almindelige forskere bliver gjort ansvarlige for menneskehedens fremtid, et ansvar politikerne gladeligt lægger fra sig i jagten på mere magt. De stakkels forskere skal pludselig tage stilling til præmisser uden for deres gebet - og fremtiden afhænger af deres svar.

The scientists appear to have been dragged into the economic prediction game by the International Institute for Applied Systems Analysis in Austria, in turn assigned by the IPCC to construct economic outlooks for growth and carbon emissions. The exercise ultimately let to the production of one of the IPCC’s long-term climate gimmicks, a range of scenarios or story lines that produced different levels of greenhouse gas emissions by the year 2100.

(…)

The scientists, who wrangle with this project for a couple of years, were lured into participating in what from the start was a loaded ideological exercise. In March 1998, Mike Hulme at CRU received a draft version of these 100-year forecast scenarios. Four scenarios were developed: A1, B1, A2, and B2. The exercise turns out to be a set-up for a campaign to undermine free markets, globalization and free trade.
In the 1998 draft, the A1 scenario is called the Golden Economic Age. It describes a period of “rapid and successful economic development,” brought on by the economic structures that have been successful in the past: free markets, global free trade, innovation. “Free trade enables each region to access knowledge, technology, and capital to best deploy its respective comparative economic and human advantages.” By 2100, it said, the developed world under free global trade, would have annual per capita income approaching $100,000 and the developing world $70,000.

The trouble with this Golden Economic Age, a name that was dropped in the final IPCC report on scenarios in 2001, is that it produced a lot of carbon emissions — thus making free trade, open markets and globalization a non-starter. The alternatives were variations on slower growth. Scenario B1, called Sustainable Development, involved “high levels of environmental and social consciousness” along with reductions in income and social inequality. Average per capita income would rise only to $40,000 by 2100. But the good news, from the IPCC perspective, is that carbon emissions were a lot lower.

The upshot of these scenarios, based on IPCC objectives of reducing carbon emission, is a deck stacked against free markets and globalization. In the emails, the scenarios make their way through a barrage of comment from scientists who, for the most part, balk at the process.

(…)

In the end, Mike Hulme appeared as one of the contributing authors for the IPCC’s 2001 Synthesis Report, including various 100-year scenarios. It concluded that carbon concentration in the atmosphere could rise to 1,250% above the pre-industrial year of 1750 under the free market A1 scenario, with temperatures rising as much as 5.8 degrees Celsius. Capitalism clearly ruins everything.

Under devisen at føre politik efter den højeste sagkundskab, skaber man grundlæggende rationalismens svar på Mullahernes øverste råd i Iran. Artiklen (set via Climate Debate Daily) er rimelig lang og fra midt i december, men den antyder et drama, som jeg ville købe filmrettighederne til havde jeg blot pengene. Den indholder endda personificeringen af forræderi og fortabelse. For når der er arbejde, der skal gøre vil der også være nogle til at gøre det og mens, der internt i gruppen er tvivl og forbehold overfor deres faglige arbejde så kalder opgaven “to find the hand of man” på en bestemt løsning. Og Michael Mann var manden, der kunne feje tvivl til side og præsentere politikerne for det de kunne og skulle forstå. Således sagde Mann Ja Tak til at træde ind i arbejdsfælleskabet

Dear Phil,
Of course I’ll be happy to be on board. I think the opportunity for some direct collaboration between us (me, and you/tim/keith) is ripe, and the plan to compare and contrast different approaches and data and synthesize the different results is a good one. Though sidetracked by other projects recently, I remain committed to doing this with you guys, and to explore applications to synthetic datasets with manufactured biases/etc remains high priority. It sounds like it would all fit into the proposal you mention. There may be some overlap w/proposals we will eventually submit to NSF (renewal of our present funding), etc. by I don’t see a problem with that in the least.
Once the collaboration is officially in place, I think that sharing of codes, data, etc. should not be a problem. I would be happy to make mine available, though can’t promise its the most user friendly thing in the world.
In short, I like the idea. Include me in, and let me know what you eed from me (cv, etc.).
cheers,
mike

Her var åbenlyst manden, der forstod politik og kunne samle nogen om en sag. Men man kan ikke tjene to herrer Videnskab og politik og efter en intern strid mellem Kieth Briffa og Michael Mann om netop Michael Manns konklusioner om klimaet de seneste 1000 år, der hverken indbefattede middelalderens varmeperiode eller den Lille Istid var monsteret ude af kontrol, som Anden Del af artiklen fortæller om. Mann havde trods voldsom intern modstand samlet gruppen om en fælles sag

The Mann technique of aggressive intervention in the peer-review process over Mr. Briffa’s work sets the tone for what would become a major strategy as all the scientists within the IPCC loop waged war on any science and papers that contravened or questioned the official view.

The anti-skeptic campaign switched into overdrive with the arrival on the climate science scene of two Canadians, Steve McIntyre and Ross McKitrick. In mid-2003, after many efforts, Mr. McIntyre and Mr. McKitrick finally published a paper titled “Corrections to the Mann et al Proxy Data Base and Northern Hemisphere Average Temperature Series.”

The public battles between Mr. Mann and the two Canadians are already on the record. The emails reinforce the worst of suspicions that the official scientific community did all they could to smear Mr. McIntyre and Mr. McKitrick, prevent publication of the work of skeptics, manipulate the peer-review process and isolate all skeptics as cranks. On May 31, 2004,  Phil Jones, head of the IPCC-designated Climatic Research Unit, wrote to Mr. Mann: “Recently rejected two papers (one for JGR and for GRL) from people saying CRU has it wrong over Siberia. Went to town in both reviews, hopefully successfully. If either appears I will be very surprised…”

Mr. Mann meddled in other ways. In January 2005, he called the editor of Geophysical Research Letters, the official science publication of the American Geophysical Union, to try to head off a paper by Mr. McIntyre. The editor, Steve Mackwell,  defends the decision to publish and tells Mr. Mann that the McIntyre paper has been thoroughly peer reviewed by four scientists. “You would not in general be asked to look it over,” Mr. Mackwell told Mr. Mann. Later in 2005, Mr. Mann wrote to Mr. Jones on their troubles with the GRL journal after Mr. Mackwell’s term as editor was up: “The GRL leak may have been plugged up now w/ new editorial leadership.”

(…)

The emails take another turn against the IPCC scientists after Mr. McIntyre got his hands on some of the tree-ring data collected by Russian scientists in Yamal in Siberia. It appeared to Mr. McIntyre that Mr. Briffa, in producing another hockey-stick like result in 2007, cherry-picked tree rings. Mr. Briffa, once at war with Mr. Mann over climate records, now found himself aligned with Mr. Mann in defending the hockey stick.

Læs dem begge for det er et sand drama på så mange planer. Og jeg vil også anbefale Clive James muntre skepticisme på BBC 4.

Den danske drøm

Diverse — Drokles on January 4, 2010 at 7:02 am

Lars løkke definerede på sin egen måde sit nye begreb “Den danske drøm” i sin nytårstale. Inspirationen er selvfølgelig hentet i den amerikanske drøm om et liv i frihed og stræben efter egen lykke. Så hvorledes adskiller den danske drøm sig fra den amerikanske? Det gør den danske drøm umiddelbart ved at være noget socialdemokratisk, hvilket måske kan vise sig at være et problem for socialdemokraterne, der nu har endnu sværere ved at adskille sig fra resten den politiske grød.

Ord som “…et frit, et lige og et retfærdigt Danmark.” klinger dog lidt af amerikansk og vestlig frihedstradition. Her er ikke noget fransk broderskab eller socialistisk kammeratskab ikke engang en sang om rigtige venner for at tækkes den ældre del af DFs vælgerskare kan det blive til. Men dog retfærdighed, som et modigt alternativ til uretfærdighed. Men både liberale og socialister ved at man må vælge om man vil have frihed eller lighed og det mindst indlysende begreb er det, der kræver en forklaring. Vi beriges dog næsten med en forklaring på begge dele, der viser at Løkke kan spille på “hele banen” - som Fogh ville have det - helt ud i det absurde. På den ene og ikke overraskende side definerer Løkke lighed i en liberal ånd, som en sidste indstands for…

….vi kan alle få brug for hjælp. Vi kan blive syge. Vi kan miste vores arbejde. Vi kan være født i en familie, der ikke evner at give os en god start på livet.

Så har vi brug for en varm hånd og et stærkt fællesskab, der giver os et kærligt skub videre i livet.

Ikke en fast hånd endsige en knyttet næve, men en varm hånd, som er så meget rarere end en kold og klam hånd. På den anden side er den danske drøm om frihed ikke søgen efter den personlige lykke, men og hold nu fast det er

….i det hele taget friheden til at forme vort eget samfund.

Er det en Lykketoftsk socialingenør eller en EU-skeptiker der taler? Eller her var måske alligevel et ben til de rigtige DF-venner? Grundlæggende er Løkke bare en helt almindelig dansker på godt og ondt, som har det svært med de store ideer og instinktivt skyr idealernes besnærende skråsikkerhed. Men den snusfornuftige visdom lader sig desværre for Løkke og andre danske statsmænd vanskeligt sammenfatte i bevingede ord. Som landsfader har Løkke alligevel den sure opgave at inspirere nationens håb og tale det bedste frem i et vrangvilligt folk. Og det er blevet en lille tradition herhjemme blandt politikere, selv i den kommunale valgkamp at lade sig inspirere af store amerikanske talere. Da John Fizgerald Kennedy stod på et septembervarmt Rice Stadium, Houston i 1962 fremsatte han nationens håb med det berømte

…we choose to go to the moon in this decade and do the other things, not because they are easy, but because they are hard.

Det er at række efter stjernerne og af ingen anden grund end at det er det rigtige at gøre. Lars Løkke starter samme forventning i sin tale, men uldner det i den efterfølgende sætning til i forbehold og slutter anderledes dansk

Jeg har givet det bud på ét fælles mål for Danmark, at vi i 2020 skal være et af verdens ti rigeste lande. Ikke fordi det bliver let. Ikke fordi jeg mener, at materiel rigdom i sig selv er det vigtigste i verden. Men fordi penge på kistebunden nu engang er vejen til at nå alt det andet, vi gerne vil som samfund:

Den danske drøm er en krejlerdrøm. Her i landet rækker vi ikke ud efter stjernerne for deres egen skyld, næh her rækker vi til fadet for det godt at have rigeligt. Og det er jo snusfornuft i stærkeste form. Hvad Løkke mangler at give, som begrundelse for ikke at række efter stjernerne og være nummer et, den første, numero uno, the big cheese, men mere behersket at være blandt de ti er vel, at i den danske drøm skal der også være plads til en bajer - eller et par flasker god rødvin. At sætte sig op til at være blandt de otte bedste lugter lidt af morakkeri. Dog kunne han jo vanskeligt citere Monrad og Rislunds “hvad skal vi med guld og sølv, bare vi får sprut og øl”.

Når Socialdemokraterne en dag alligevel kommer til magten kan de dog også hente inspiration i Kennedys månetale og citere, som han den engelske bjergbestier George Mallory, der døde i forsøget på at besejre Mount Everest, som begrundelse for at formøble statsbudgettet, eller med Løkkes ord pengene på kistebunden, med ordene “because its there!” Men det var Løkkes danske drøm det skulle handle om skønt han selv åbner kisten til bunden med sit “Tryg velfærd“. Men giv en varm hånd til Lars Løkke, den danske drømmer, den danske Kennedy.

Stor fan af Viscount Monckton of Brenchley

Diverse — Drokles on January 4, 2010 at 5:08 am

Fra et brev fra Lord Monckton til den australske premiereminister Kevin Rudd, set på Watts Up With That

Let us pretend, solum ad argumentum, that a given proportionate increase in CO2 concentration causes the maximum warming imagined by the IPCC. The IPCC’s bureaucrats are careful not to derive a function that will convert changes in CO2 concentration directly to equilibrium changes in temperature. I shall do it for them.

We derive the necessary implicit function from the IPCC’s statement to the effect that equilibrium surface warming ?T at CO2 doubling will be (3.26 ± ln 2) C°. Since the IPCC, in compliance with Beer’s Law, defines the radiative forcing effect of CO2 as logarithmic rather than linear, our implicit function can be derived at once. The coefficient is the predicted warming at CO2 doubling divided by the logarithm of 2, and the term (C/C0) is the proportionate increase in CO2 concentration. Thus,

?T = (4.7 ± 1) ln(C/C0)                           | Celsius degrees

We are looking at the IPCC’s maximum imagined warming rate, so we simply write –

?T = 5.7 ln(C/C0)                                      | Celsius degrees

Armed with this function telling us the maximum equilibrium warming that the IPCC predicts from any given change in CO2 concentration, we can now determine, robustly, the maximum equilibrium warming that is likely to be forestalled by any proposed cut in the current upward path of CO2 emissions. Let me demonstrate.

By the end of this month, according to the Copenhagen Accord, all parties to the UN Framework Convention on Climate Change are due to report what cuts in emissions they will make by 2020. Broadly speaking, the Annex 1 parties, who will account for about half of global emissions over the period, will commit to reducing current emissions by 30% by 2020, or 15% on average in the decade between now and 2020.

Thus, if and only if every Annex 1 party to the Copenhagen Accord complies with its obligations to the full, today’s emissions will be reduced by around half of that 15%, namely 7.5%, compared with business as usual. If the trend of the past decade continues, with business as usual we shall add 2 ppmv/year, or 20 ppmv over the decade, to atmospheric CO2 concentration. Now, 7.5% of 20 ppmv is 1.5 ppmv.

We determine the warming forestalled over the coming decade by comparing the business-as-usual warming that would occur between now and 2020 if we made no cuts in CO2 emissions with the lesser warming that would follow full compliance with the Copenhagen Accord. Where today’s CO2 concentration is 388 ppmv –

Business as usual:                              ?T = 5.7 ln(408.0/388) = 0.29  C°

–          Copenhagen Accord:           ?T = 5.7 ln(406.5/388) =  0.27  C°

=          “Global warming” forestalled, 2010-2020: 0.02 C°

One-fiftieth of a Celsius degree of warming forestalled is all that complete, global compliance with the Copenhagen Accord for an entire decade would achieve. Yet the cost of achieving this result – an outcome so small that our instruments would not be able to measure it – would run into trillions of dollars.

Klart tale er udtryk for klar tanke. Hele brevet kan varmt anbefales.

Enablerne

Diverse — Drokles on January 2, 2010 at 10:45 am

Enablere er i misbrugsterm de mennesker, der af forfejlede hensyn gør misbrugeren i stand til sit misbrug og hindrer andre i at gribe ind, som misbrugeren i at gribe i egen barm. De dækker over problemet og lyver overfor omverdenen og til dels sig selv om den virkelighed der løber dem og deres kære af hænde. De er de første, der skal overbevises om problemets eksistens, før man kan adressere misbrugeren selv, hvis man vil problemet til livs.

En somalisk mand er ifølge BT blevet skudt af politiet for at forsøge at trænge ind i tegneren Kurt Westergaards hjem. Tilsyneladende har motivet været en vrede (stadigvæk?) over Kurt Westergaards tegning af muslimerNES profet Muhammed med en bombe i sin turban.

Dengang debatten om tegningerne kørte på sit højste var den gængse beskyldning mod Jyllands-Posten, der havde bragt de 12 Muhammedtegninger at de havde fornærmet verdens 1,3 eller deromkring mia. muslimer, hvilket er betyningen alle, menene hver og en muslim på denne Guds grønne Jord. Eller også brugte man udtrykket at man havde fornærmet muslimerNE! Og det var derfor naturligt at DE var sure/vrede/skuffede/hadende/kede af det grænsende til det grådlabile. De, der argumenterede således opildnede på den ene side muslimerNES vrede og handlinger og forsøgte samtidig at kyse og fjerne de, der bød fascismen trods fra det offentlige rum. De banede efter bedste beskub vejen for terror og trusler fra muslimerNES side - de var og er islamisternes enablere.

Grunden til at argumenterne hvilede på generaliserende udtryk var den banale at en eller anden form for forbrydelse eller krænkelse af nogle sagesløse var afhængig deraf. Hvis kun nogle muslimer eller endnu værre nogle mennesker tilfældigvis tilhørende den muslimske tro var blevet fornærmede ville man automatisk spørge, hvad der da var ivejen med lige præcis disse mennesker siden de kunne tage sådan på vej over noget så harmløst. Og svaret ville svinge mellem at de havde knald i låget eller var sølle mennesker, der klyngede sig til den rene idioti udi åndsliv. På dét kunne man ikke anklage den borgerlige regering, Vesten eller tidsådens galloperende nationalchauvanisme og folk der købte samtalekøkkener. Derfor måtte man inddrage alle muslimer, alle der var født ind i den muslimske kultur uanset deres personlig præferencer, i denne dom over deres fælles og entydige følelsesliv. Og muslimerNE herhjemme var jo også en forfulgt gruppe, undertrykt, marginaliseret og udstødt af arbejdsmarkedet (ikke mindst det offentlige, hvor venstrefløjens værdisæt bestemte vilkårene for ansættelse) og savnede forståelse fra det omgivne og stigmatiserende samfund. MuslimerNE repræsenterede med andre ord lakmusprøven på vores ondskab - et samfund kendetegnes ved, hvorledes det behandler dem venstrefløjen synes det er synd for for nuværende. Sådan er de, sådan er vi.

Der er altså forlængst åbnet for en debat på stereotyper og generaliseringer om os og om dem og om de bonerte amerikanere. Derfor kan det undre at Ole Birk Olesen, Niels Krause Kjær og Søren Pind, der ellers var begyndt at åbne sig for accepten af islam- og indvandringskritik og ellers i forskelligt omfang var begyndt at erkende reelle problemer i forhold til størrelsen af den muslimske tilstedeværelse i Danmark og selv kunne se og sige noget om modsætningen mellem fatalismen og den frie tanke i december, hvor julefreden ellers skulle sænke sig over det ganske kristne land farede i flint over Lars Hedegaards velkendte og skarpe analyser.

Men Lars Hedegaard dømte jo MuslimerNE, som nogle der voldtog deres egne piger indvendte de omvendte og nu genomvendte enablere. Nej det gjorde han ikke. Lars Hedegaard talte i det sandt nok meget indforståede interview på Snaphanen om islam og hvad islam giver muslimerne lov til og om den effekt det har i de muslimske samfund og miljøer. MuslinerNE forstået, som de der følger islams forskrift og logik. Som ægte konstruktivist ved Hedegaard at kultur sætter sit præg på menneskers handlinger; “det hører jeg hele tiden“. Og det er jo sandt nok. Via en debat på Jyllands-Posten blev min opmærksomhed henledt til en artikel på National Geographic om kvindevold i Indien og Pakistan, hvor det helt nøgternt hedder

“Women are considered the property of the males in their family irrespective of their class, ethnic, or religious group. The owner of the property has the right to decide its fate. The concept of ownership has turned women into a commodity which can be exchanged, bought and sold.”

(…)

“Females in the family—mothers, mothers-in-law, sisters, and cousins—frequently support the attacks. It’s a community mentality,”

(…)

“In Jordan, if a woman is afraid that her family wants to kill her, she can check herself into the local prison, but she can’t check herself out, and the only person who can get her out is a male relative, who is frequently the person who poses the threat,” said Brown.

“That this is their idea of how to protect women,” Brown said, “is mind boggling.”

Er det racisme? Eller er det logisk udledning af kulturelle forestillinger og deres konsekvenser? Det er det Hedegaard fortæller og det er selve fortællinges gru, som skræmmer og forarger Krause Krær og Ole Birk Olesen så meget at de tror fortælleren begår en forbrydelse. Den eneste forbrydelse er at bringe diskussionen i Danmark ud af sit eget liv og tilbage i tråd med den virkelighed, der var udgangspunktet - at islam udfordrer vores frihed, som det har taget muslimerNES.

Et typisk eksempel på den kvindeforagtende fællesskabsmentalitet, som man ikke behøver at tage orlov for at vente på fra Jyllands-Posten

Landsretten i den tyske by Kleve har idømt tre mænd langvarige fængselsstraffe for at stå bag et såkaldt æresdrab på en 20-årig kurdisk kvinde.

Faderen til den dræbte Gülsüm har fået en dom på livsvarigt fængsel, mens hendes trillingebror og en af dennes venner skal henholdsvis ni og et halvt år og syv og et halvt år bag tremmer.

Igen - her er tre mand om at myrde en kvinde (for at være en kvinde). En far, en bror og en af broderens venner. Denne cocktail af personager, som er alt for typisk i disse sager udelukker sindsyge, jalousi, affekt ja alt i arsenalet af motiver andet end et brud med det fælles værdisæt, det eneste fælles værdisæt, som man dræber for at frafalde, nemlig islam! Oh, vi vil jo alle det bedste for vores børn! formanede Ole Birk Olesen på DR, som endelig sandhed om menneskets natur, som han kendte godt nok til at vide at kultur og religion ingen indflydelse har på vores handlinger. Idiot!

Virkeligheden interesserer ikke de godtkøbte, der hellere vil tage sig ud i forhold til debattens form så de kan tage sig pæne og rene ud i de rette selskaber. Som æstetiske overdommere baner de vejen for den islamificering vi ser overalt i Europa ved at kaste al deres energi ind på at knægte denne verdens Lars Hedegaarder, Kraruper og Kjærsgaarder. Hvad sådanne enablere betyder for et samfund kan England være et eksempel på, som det stod at læse i Telegraph, der i sin leder beder læseren

Consider this analogy. Suppose that, in several London universities, Right?wing student societies were allowed to invite neo-Nazi speakers to address teenagers. Meanwhile, churches in poor white neighbourhoods handed over their pulpits to Jew-hating admirers of Adolf Hitler, called for the execution of homosexuals, preached the intellectual inferiority of women, and blessed the murder of civilians. What would the Government do? It would bring the full might of the criminal law against activists indoctrinating young Britons with an inhuman Nazi ideology – and the authorities that let them. Any public servants complicit in this evil would be hounded from their jobs.

Indeed! De selvgode borgerlige, der er faldet over Lars Hedegaards udtalelser går samme ærinde mod ytringsfriheden, som Politikensegmentet gjorde da de våndede sig over Jyllands-Postens tegninger. Den udskamning af meninger og mennesker i debatten skulle det lykkedes vil lade banen fri for imamerne og islams propagandister. Præcis, som man ser det på de engelske udniversiteter, der har savnet modet til det frie ord siden Enoch Powell vil man også se det her. Som artiklen i National Geographic pointerer “Naming the problem and bringing (…) attention to it..” er essentielt og hvorfor vi har ytringsfrihed. “Change can’t happen if it’s just people working inside the system; they’re overwhelmed.“. Derfor skulle man hylde og beskytte Westergaard, Jyllands-Posten, Lars Hedegaard og flere for at sige, hvad der skal siges. Sætte ord på trolden.

Det handlede dog aldrig om muslimerNE. Men om os og hvorledes vi vil se os selv og hinanden. Det forstår de anstændige, gode og moderate borgerlige ikke, fanget, som de er i forestillingen om at den hjemlige debat lever sit eget liv frigjort fra den virkelighed, hvortil den refererer. De vil naturligvis udtrykke forskrækkelse over at nogen kunne finde på at slå Westergaard ihjel og give deres støtte til ham. Og højst sandsynligt vil der blive leget med tanken om at den somaliske mand med øksen nok var psykisk forstyrret og ikke engang Kennedy kunne jo gardere sig imod den slags. Men de vil ikke acceptere problemet i en stor muslimsk gruppe af mennesker midt i det frie samfund. For vi vil jo alle sammen det samme for vores børn og så skal man tale pænt vil de insistere og klistre en bleg forklaring på formaningerne om hvorledes man skam godt kan kritisere på en ordentlig måde. Man skal ikke tegne, hvis muslimerNE ikke vil have det og man skal ikke udtrykke sig, som Lars Hedegaard. Med et frisk sprog har han givet de selvretfærdige, der lige var begyndt at se problemet i øjnene en undskyldning for et tilbagefald mod det trygge og velkendte benægtercirkus. Endelig kunne de slippe for anklager om deres menneskesyn fra deres nære omgivelser, der i den seneste tid havde lært at betragte dem, som forræddere og sat dem i bås med de forfærdeligste strømninger i det politiske landskab. Nu kunne de få vasket deres små besudlede hænder de havde anskaffet sig da de troede det ville blive salonfähigt og igen distancere sig fra de sorte ved at tale om tonen, det saglige og præcise udtryk, som hører sig til når dannede mennesker definerer debatten over rødvinen.

Det er en fejl at tro at den somaliske mand med øksen er sur eller vred på Kurt Westergaard. Og følgeligt også en fejl at tro at problemet derfor kunne løses, hvis blot man ikke gør, som Westergaard i fremtiden, nemlig bruger sin ytrinsgfrihed til enten at tegne Muhammed, som man ser ham eller beskrive hans efterfølgere, som man ser dem. Angrebet på Kurt Westergaard er et angreb på os alle sammen uagtet at nogles meninger er så kedsommeligt korrekte at ingen ikke engang ekstremistiske (rettroende) muslimer er interesserede i dem. Westergaard skal dø fordi vi alle skal tie. Westergaard er slet ikke interessant, han står bare forest i køen. Måske er Hedegaard den næste. Og enablerne gør alt, hvad de kan for at få dem til at stå alene - så de er nemmere at ramme.

Propaganda

Diverse — Drokles on January 2, 2010 at 6:30 am

Her er filmen for venstrefløjen, der ganske præcist udtrykker deres ide om Israels grundlæggelse

Og så er den endda iransk så man kan føle sig dejlig global.

« Previous Page

Monokultur kører på WordPress