Alt andet end færdigheder

Diverse — Drokles on November 14, 2009 at 1:38 pm

Det er tilsyneladende lærerstandens fremmeste formål med Folkeskolen, hvis man skal tro følgende absurditet fra Danmarks Lærerforenings kongres i Aalborg, som man kan læse på Danmarks Radio

Folkeskoleelever skal tilbydes undervisning i arabisk og tyrkisk som valgfag.

(…)

De to ikke-europæiske sprogfag skal give eleverne en større indsigt i de to kulturer i en globaliseret verden. Samtidig vil det bruges til at anerkende de mange børn i skolen med arabisk og tyrkisk baggrund, lyder begrundelsen fra DLF.

- Vi vil sende et signal om, at vi opfatter dem som en ressource for vores land. Og samtidig kan alle eleverne få indsigt i kulturer langt fra Europa og os selv, siger Dorte Lange, formand for det skole- og uddannelsespolitiske udvalg i DLF.

(…) Lærerne ønsker samtidig, at modersmålundervisningen i folkeskolen genindføres, og at alle lærere, der underviser tosprogede, uddannes i dansk som andetsprog.

Hvorfor tænkte jeg ville man dog bruge krudt på to tabersprog, frem for andre europæiske sprog som tysk der trænger til en gevaldig oprustning eller, hvis man vil gå ud i den mindre civiliserede verden (den ikke-vestlige) så koncentrere sig om kinesisk eller japansk. Forklaringen om at byde elever med anden vestlig baggrund velkommen ved at marginalisere dem og stigmatisere dem i deres fremmede andethed holdt jo logisk nok ikke. Hvad kunne ligge bag, hvad var interessen, hvad ville man fremme, hvad var meningen? spurgte jeg mig selv - indtil i går, hvor jeg læste på Danmarks Radio

Hele 69% af lærerne vil sætte kryds ved enten SF eller Socialdemokraterne ved det kommende kommunalvalg. Hvis Enhedslisten og De Radikale regnes med, rundes de 84%.

Det burde jeg have sagt mig selv. Det er ikke for at komme nogen eller noget til gavn, men for at uddybe en opløsning af vores arv.

Tonen i debatten

Diverse — Drokles on November 12, 2009 at 3:30 pm

Tyrkiet

Diverse — Drokles on November 10, 2009 at 7:45 pm

Hvis man er i tvivl om, hvordan det går med islamifiseringen af Tyrkiet kan man blot se i statistikken. Fra ANSA

(ANSAmed) - ANKARA, 9 NOV - Guldunya Toren was murdered at a hospital in Istanbul in 2004 after giving birth to a child conceived in an extramarital affair; Kadriye Demirel was killed in Diyarbakir in 2003 by her brother because she became pregnant after being raped; Birgul Isik was murdered in 2005 in Elazig by her son when she claimed on a TV show that she was subjected to violence. These are only three out of 4.063 women killed in Turkey by their relatives in the last six years and seven months. Statistics made public by Justice Minister Sadullah Ergin reveal that the number of women murdered in Turkey has drastically increased (+1.400%) in the past seven years, at an average of 4.5 women per day, 31 per week, as pro-government Today’s Zaman reports.

Det arter sig når de træder ind i EU skal vi tro.

Det islamiske idealsamfund

Diverse — Drokles on November 9, 2009 at 9:10 am

[Gammel post med strøtanker, der fejlagtigt blev arkiveret i stedet for at blive publiceret]

P1 Morgen har i disse dage en serie om danskere, der er flyttet til London og helt i DRs ånd er London at foretrække for dets multikultur. Her er plads til at være anerledes, der kigges ikke skævt til tørklæder og det fremmede omfavnes med et smil på læben. En udvandret muslim af pakistansk oprindelse trak selvfølgelig den forskel til Danmark op og advarede over den udvikling Danmark er inde i, som betyder at vi er gået fra at blive set som et foregangsland til, hvad man må betegne som regulær bagstræberiskhed. Og er der noget, der kan få oikofoberne i og omkring Danmarks Radio op af stolene så er det Danmarks renomé. Og det var særligt ærgerligt for Danmark havde udviklet velfærdstaten, som grundlæggende var et islamisk ideal. Dette besynderlig synspunkt har vi hørt mange gange før og altid undret os over, hvorledes Den Islamiske Nation med godt halvtreds lande at eksperimentere på aldrig har formået noget, der overhovedet ligner et velfungenrende samfund. Ikke nok med at de har opskriften direkte fra Allah, men så har inferiøre vantro ovenikøbet vist dem, hvorledes det skal fungere i praksis. (Kristeligt Dagblad kan berette om, hvorledes shariadomstolen beskytter samfundet mod at nogle drikker øl eller går med bukser.)

Velfærdsstat eller ej så favner englænderne det nye og indfører i stigende grad shariadomstole, som de også ifører deres politi religiøse klæder for ikke at støde muslimer (det er nu nudisterne skal kræve minoritetsrettigheder). Med det in mente er det forbløffende, at de samtidig føler sig nødsaget til at give myndighederne flest beføjelser til antiterrorbekæmpelse. Men England er ikke Danmark, hvilket Rune Engelbrecht Larsen på sin vis begræder når han på sin Blog på Politiken angriber Thulesen Dahl for at ville indføre “assimilisation og apartheid“. Ja hvad bliver det næste, disintegration og sammenhold?

Omvendt i Danmark, hvor Radikale Venstre vil udfordre den islamiske nations følelser med udgangspunkt i deres egne og her i landet kultiverede værdier at skose verdens en-komma-noget mia. muslimer for deres negative forhold til homoseksualitet. Bøsseri efterlader ikke meget plads til sharia, men tegne skal man ikke. Fejringen af homoseksualitet er i grunden fejringen af den manglende evne til at tiltrækkes andetheden (”andetheden”; et ord som virker magisk i mere korrekte sammenhænge) og på den måde bidrager det til mangfoldigheden på samme måde som islams monolitiske tankegang er et sæt nye værdier i en verden af pluralister, uniformeringen og udslettelsen af kvinden i det offentlige rum er en del af frigørelsen og at autonomes trusler om vold er en del af det spirende demokrati

Flinkepigen Ellen Trane Nørby er også ude og forsvare minoriteter her i bøssedagene og slår et slag for at slå hårdere ned på hate-crime. Vi skal registrere flere af dem, hvilket vil sige at vil skal registrere ofrenes seksuelle, religiøse, etniske baggrund. Men ikke gerningsmændene? Og hvorfor er det værre at slå en person til lirekassemand fordi han er bøsse end hvis han bare er tilfældig forbipasserende? Og er disse grupperettigheder ikke det egentlige apartheid, som Engelbrecht skyder folk i skoene?

Og i sommeren negligerede 180 Grader for Gud ved hvilken gang det islamiske tørklædes totalitære kampråb. Liberalisterne i vore dage deler slægtskab med venstrefløjen i negeringen af civilisationen til fordel for en simpel ideologisk formel, hvis tese ikke er mere kompliceret end at den let kan overskues af folkeskolens afgangsklasser. Måske ender de med at komme til fornuft. Måske ender de ude på overdrevet hos marxisterne sammen med murens brokker. Sikkert er det at de ender i lygtepælene, hvis de formår at obstruere forsvaret af Danmark.

De undergravede

Diverse — Drokles on November 8, 2009 at 7:18 am

‘A nation can survive its fools, and even the ambitious. But it cannot survive treason from within. An enemy at the gates is less formidable, for he is known and carries his banner openly. But the traitor moves amongst those within the gate freely, his sly whispers rustling through all the alleys, heard in the very halls of government itself. For the traitor appears not a traitor; he speaks in accents familiar to his victims, and he wears their face and their arguments, he appeals to the baseness that lies deep in the hearts of all men. He rots the soul of a nation, he works secretly and unknown in the night to undermine the pillars of the city, he infects the body politic so that it can no longer resist. A murderer is less to fear.’

– Marcus Tullius Cicero - (106-43 B.C.)

Det er hårde tider for det engelske politiske system, der ikke længere kan berige sig selv på skatteydernes regning og for Labour især, hvis landsforrædderisk virke oprulles i disse tider. I forrige måned kom det frem, hvorledes Labour havde arbejdet aktivt for masseindvandring og det multietniske samfund af ingen anden grund end af besejre de konservative. På Daily Mail kan man læse om fundet af en dagbog ført af Anatoly Chernyaev, som meget detaljeret beskriver, hvorledes Sovjetunionen indfiltrerede det engelske parti Labour

It tells the story of a ’special relationship’ not between Britain and America - but between the British Labour Party and Soviet communists.

It was a relationship that lasted more than 30 years, right up to Margaret Thatcher’s arrival as Prime Minister in 1979 and beyond.

Indeed, one of the most shocking of the diary’s many revelations is how Labour leaders Michael Foot and Neil Kinnock colluded with the Soviet communists to try to beat their ‘common enemy’, Margaret Thatcher.

But more worrying, perhaps, is the fact that the document shows in stark detail how the political ideology of so many of those who govern us today was shaped by the unspeakable communist creed of the Soviet Union.

The unpalatable truth is that many ministers in Government today rose through the ranks of a British socialist movement that was heavily influenced - and even controlled - by the Kremlin in Moscow.

Jeg giver ordet endnu engang til Yuri Bezmenov

De undergravende

Diverse, Historie, Multikultur, venstrefløjen — Drokles on November 8, 2009 at 4:05 am

Et interessant foredrag med den tidligere KGB agent Yuri Bezmenov med speciale i psykologisk krigsførelse

DETTE link kan foredraget ses i sammenhæng (det er mig ikke muligt at “embedde” en spilleliste). Man kommer uværligt til at tænke på reformpædagogikken, Dragsdal og islamapologeterne og hvorfor Asmaa skulle på skole i det arabiske. Men USA arbejder efter lignende metoder mod deres fjender og betydningen af at eksponere friheden gennem radio, TV og internettet målrettet til f.eks. det iranske folk og især de unge af dem skal ikke undervurderes.

Sårbarheden overfor undergravning afhænger af, hvor sundt samfundet er, hvor stærk regimet står og hvor meget man kan spille på allehånde niveauer af indre modsætninger. Men de vestlige demokratier modstod KGB, mens Sovietunionen imploderede. Men overlejringen af forskruet tankegods lever endnu og fortsætter, hvor det andet slap med et nyt mål - det multietniske samfund. Og her er for begge parter, både fortalerne for ddet multietniske og forsvarerne af folket, tale om et kapløb med tiden. Hvor det “nye samfund”, der tidligere blev lovet var et abstrakt ideal er det multietniske samfund en løbende og stadigt mere negativ virkelig erfaring. Om erkendelsen eller det uafvendelige kollaps kommer først vil tiden vise. Som Yuri Bezmenov pointerer handler det i sidste ende om evne til at stå fast på sit samfunds og sin kulturs værdier og her er Danmark i en bedre position end de fleste andre vestlige lande. Når det første vesteuropæiske land kollapser i vold, der grænser til borgerkrig vil konklusionen være klar. England, Frankrig, Holland og Sverige er alle blevet set som rollemodeller vi kunne lære meget af, som DDR var det i gamle dage og deres sammenbrud vil som Murens fald også være sammenbruddet for det multietniske paradigme og benægterne af islams essens.

Forsvar og mure

Antisemitisme, FN, Israel — Drokles on November 7, 2009 at 6:57 am

Mens verdenssamfundet sad og fordømte Israel i FN for at forsvare sine grænser mod raketangreb, bombede Saudiarabien sidst på ugen de iranskstøttede Houthi oprørere i Yemen, som man kan læse på Berlingske Tidende

- I går eftermiddags begyndte saudiarabiske luftangreb med meget kraftige bombardementer af deres (oprørernes) positioner, ikke bare på grænsen, men også ved deres hovedstillinger omkring Saada, siger regeringsrådgiveren med henvisning til hovedstaden i den nordlige provins, hvor oprørerne holder til.

Ingen stat vil finde sig i at have iranskstøttede subversive styrker rendende rundt på eller i nærheden af sit territorium. Fra Memri

According to the article, the Yemen government’s announcement that it had captured an Iranian ship smuggling arms to the Houthis [1] meant that Yemen-Iran relations were at a turning point: “Although Tehran denied reports that an Iranian vessel carrying armor-piercing weapons to the Houthi rebels was captured off the Yemen coast, the incident added a new element to the many that are contributing to the deterioration in Yemen-Iran relations and have led them to [this critical point]. It would seem that San’a’s anger over Iran’s interferences is growing along with the senior Yemen officials’ conviction that Iran is finding more and more way of supporting the Houthis - whether through funds, weapons, or media support.

“Tension reached its peak two weeks ago, when San’a cancelled the Yemen visit of Iranian Foreign Minister Manouchehr Mottaki, who was coming to discuss relations between the two countries - which have been in a very sensitive condition indeed since the outbreak, 10 weeks ago, of the sixth war between the Yemen military and the Houthis.”

According to Al-Watan, the Yemen government fears that Iran’s support for the Houthis is aimed at undermining stability in Yemen, and at turning the country into an arena for wars - and thus threatening Saudi Arabia. It wrote: “San’a is still using diplomatic [language] regarding Iran’s support for the Houthis, by saying that it is [certain] elements in the Iranian religious establishment that are behind it, and not the Iranian leadership. But elements who follow Yemen-Iran relations confirm that San’a’s patience has been worn thin by Iran’s interference in its domestic affairs, and that it is not ruling out the possibility that the Houthis have direct contacts with high-ranking Iranian officials.

I et for arabiske muslimers vedkommende sjældent anfald af rettidig omhu er saudierne gået i gang med at sikre sig mod det, som yemenitterne ikke er de bedste til at sikre dem imod og som de helt mister evnen til når Yemen er faldet fra hinanden, som man kan læse på BBC

In order to defend the most powerful economy - and biggest oil reserves - of the Persian Gulf, the Saudi Kingdom’s 9,000km (5,590 mile) border is currently being reinforced with one of the longest security fences in the world.

(…)

A security fence is already in place on the Yemeni border, also built by EADS.

Og BBC har en lille rundtur til andre sikkerhedshegn/barrierer/mure, som man let glemmer når man sidder og fordømmer Israel.

Israel i defensiven - og i offensiven

Diverse — Drokles on November 7, 2009 at 4:57 am

Det internationale pres på Israel har været massivt efter deres succesfulde krig mod Hamas i Gaza. Ikke nok med at venstrefløjen og muslimer i Europa har intensiveret deres defamering af Israel og jøder og undermineret de europæiske politikeres mod til at forsvare anstændigheden, Tyrkiet er også faldet fra, som Israels eneste ven i Mellemøsten. Goldstone-rapporten fik som ventet sin store dag torsdag i FN, der valgte at kræve en undersøgelse af krigsforbrydelser under krigen i Gaza (mens Saudiarabien bombede mål i Yemen for at sikre fred ved deres grænser!)

Men Israel kæmper uagtet, hvad andre føler og mener om dem. Onsdag opbragte israelerne et skib fra Iran til Hizbollah i Libanon. De mange tons våben har fået Israel til at klage til FN over Irans brud på resulotioner og kan ikke ses, som andet end et bevis på Israels påstand om at handle under ekstremt pres. Skønt en sådan klage næppe ændrer noget i FN gør det det trods alt lettere for de resterende venner af Israel at holde fast i anstændigheden og ikke lade en samling despotier diktere dagsordenen.

Opbringelsen af det iranske våbenskib er et led i en lang serie mindre succeer for det israelske forsvar og efterretningstjeneste, som Ronen Bergman skriver på Ynet News

In the past four years, several strange mishaps maligned the Iranian nuclear project and significantly hindered the uranium-enrichment process. The disappearance of an Iranian nuclear scientist, the crash of two planes involved in the project, and fires that broke out in two labs only reinforced the sense that someone was trying to undermine the nuclear project.

Meanwhile, opposition elements published extensive and reliable information about what is going on within the project, causing Iran great embarrassment and prompting IAEA inspectors to start inspecting.

On July 12, 2006, Israel’s Air Force used accurate intelligence information to eliminate Hezbollah’s almost entire long-range missile arsenal. A year later, based on various reports, a mysterious mishap occurred at a plant producing scud missiles and jointly operated by Syria and Iran.

Later, the nuclear reactor built by Syria with North Korean aid was bombed, Imad Mugniyah was assassinated, and so was General Muhammad Suleiman, who led Syria’s nuclear project.

In January 2009, based on foreign reports, Israeli planes launched three strikes in Sudan targeting arms shipments from Iran to Gaza. A month later, Egyptian authorities nabbed a group of Hezbollah fighters who planned to murder Israeli tourists. Two months ago, a secret enrichment plant that the Iranians were trying to hide was exposed in Qom, and a month ago the Americans detained a German ship that carried Iranian cargo for Hezbollah. A German ship carrying a similar cargo was nabbed Wednesday.

Israel ved at de skal vise styrke overfor deres fjender og at den imødekommenhed europærerne især appelerer efter tolkes som eftergivenhed og svaghed, der skal udfordres. Kommentatorer har peget på at Israels afvisning af at samarbejde med Goldstone i sig selv skaber animositet imod Israel og har udlagt det, som et mere eller mindre forståeligt udslag af israelsk ærekærhed. Men en sådan patologisk analyse overser at Israel dårligt kunne tillade sig at indgå et samarbejde, der fra starten var ufavorabelt for Israel og ligeledes at Israel har en og kun en mulighed for overlevelse, nemlig at demonstrere sin suveræne magt og sin suveræne vilje til at bruge den for godt.

Ingen Orange Revolution - men revolution?

Diverse — Drokles on November 5, 2009 at 8:43 am

Revolutionsgardens kup under sommerens valgkamp i Iran synes uomtvisteligt, men spørgsmålet, som alle stiller sig er, hvor levedygtigt det forstærkede islamiske regime er. 30 årsdagen for besættelsen af den amerikanske Ambassade i Teheran er blevet brugt af folket til at give sympatitilkendegivelser med det amerikanske folk og vende vreden mod regimet.

Er det et amerikansk flag man kan se på gavlen?

McHamgama med klar argumentation

Diverse — Drokles on November 5, 2009 at 8:42 am

Forskellen mellem genoptrykning af Muhammedtegningerne og Politikens ulovlige udgivelse af boge “Jæger” har været defineret. Alligevel sætter Jacob Mchamgama på sin blog på Berlingske Tidende skabet på plads så præcist at vi tager den igen.

I sagen om Muhammed-tegningerne drejer det sig ikke om fortrolige oplysninger, der i en væbnet konflikt konkret kan bruges af en fjende i militært øjemed. Her er tale om tegninger, som klart falder indenfor ytringsfrihedens grænser, hvilket både Rigsadvokaten og Landsretten har bekræftet. Objektivt set truer tegningerne ingen personer. Der er ikke tale om vold eller overgreb i nogen meningsfuld forstand. Bagrunden for at tegningerne alligevel udgør en sikkerhedsrisiko, er, at nogle muslimer mener at tegningerne krænker deres religiøse dogmer. Dogmer, som ikke gælder i Danmark og er i konflikt med internationale menneskerettigheder, samt at disse muslimer mener, at krænkelsen berettiger dem til at sætte sig udover gældende ret her i landet og dræbe dem, der er ansvarlige for at krænke muslimske dogmer.

Mchamgama leverer desuden en god opsang til avisernes krysten sig uden om at genoptrykke Westergaards tegning endnu engang, som en standhaftig gestus til terroristerne og jeg vil for denne tilgive ham has skævvredne udlægning af sekulariseringsprocessen i Europa.

bombe-i-en-turban

Obama, Bush og Carter

Diverse — Drokles on November 4, 2009 at 7:26 am

Forleden havde den fremragende Jesper Lau Hansen en kronik i Jyllands-Posten, hvor han gennemgik situationen i Irak

Ser vi på Irak-krigen, var der to mål: at fjerne Saddam og dermed effektivt standse hans jagt på abc-våben og at gøre Irak til et demokrati. Begge mål er nået. Saddam og hans ekstreme regime er væk. Hvor ekstremt det var, er nok bedst beskrevet i Makiyas “Republic of fear”. De, der f.eks. hævder, at kvinders forhold var bedre, har samme overfladiske forhold til virkeligheden, som Stalins apologeter havde til hans 1936-forfatning. Irak var et helvede, både for mænd og kvinder, allerede før FN’s sanktioner ruinerede landet, og Irak er mere fredeligt nu, selv med de sporadiske terrorangreb. Det andet mål er også opfyldt, for det er i dag overvejende sandsynligt, at Irak overlever som en samlet stat med regelmæssige valg, hvor den siddende regering kan afsættes.

Hvorvidt man betragter krigen som retfærdig og lovlig afhænger af, hvilken målestok man anvender for staters omgang med hinanden. Saddams grusomhed og aggressivitet burde give svaret, men selv hvis man har deponeret sin samvittighed hos FN, denne det 20. århundredes svar på den dybt reaktionære Wienerkongres, kan der argumenteres bekræftende. Læs blot Duelfer-rapporten, som ligger gratis på nettet og bekræfter, at Saddam ikke blot overtrådte FN’s sanktioner og dermed skabte en formel casus belli, men at han også gjorde alt, så han kunne genoptage produktionen af abc-våben kort efter ophævelsen af sanktionerne. Det var i øvrigt samme opfattelse, som den engelske våbenekspert Dr. Kelly havde, før han blev drevet i døden af BBC (jo da, læs Hutton-rapporten).

Endelig kan man indvende, at vi da ikke kan tillade os at betragte Irak som en succes, når vi har påført dem så forfærdelige tab. Men igen er det forkert. Vores soldater har ikke forårsaget disse tab, de har tværtimod formindsket dem ved at lægge sig imellem. For tabene skyldes hovedsageligt opgøret mellem sunnierne, der udgør 1/5 af befolkningen, men var den herskende klasse indtil Saddams fald, og shiaerne, der traditionelt hører til underklassen i Arabien, også i Irak hvor de udgør 3/5 af befolkningen. At det ikke havde behøvet at ende i et blodbad ses af det kurdiske område i Nordirak. Her gik den amerikansk ledede befrielse smertefrit med få tab. Det kurdiske område blomstrer, og demokratiet har slået så meget rod, at man ved sidste valg så opkomsten af et parti, der ikke var klanbaseret som de to andre. Sådan kunne det være gået i resten af Irak, men sunnierne ville det anderledes. Anført af Saddams baath-parti, hvis fremtid var knust af invasionen, søgte de bevidst at fremprovokere en borgerkrig; et vanvittigt projekt når forholdet var 1-3 i shiaernes favør. Det lykkedes med bombningen af Den Gyldne Moske i begyndelsen af 2006, hvilket udløste shiaernes hævn.

Det var i denne periode fra 2006-2007, at Irak tegnede til at blive en fiasko. Og det synes at være denne periode, som mange tror stadig er gældende. Det er den ikke. Stik imod de fleste rådgiveres og politikeres ønsker, bl.a. den nuværende præsident Obama, valgte præsident Bush at lægge strategien om, den såkaldte Surge.

Og Jyllands-Postens leder konkluderede

Irak er, siden krigen begyndte i marts 2003, blevet mere stabilt. Det er også blevet mere demokratisk. Og der er indiskutabelt også sket en social og økonomisk udvikling. Om krigen var berettiget, vil historikerne fortsat strides om. Men målet er næsten nået.

Saddam Hussein blev fjernet og dermed blokeringen af en demokratisk udvikling. En demokratisk proces er i gang. Den store udfordring er nu at sikre, at Irak kan stå på egne ben sikkerhedsmæssigt og økonomisk. Irak skal have hjælp til at udnytte sine rige ressourcer, for der er fortsat mange udfordringer.

Bush forstod en ting; at denne verdens tyranner kun forstår et sprog, jernhanskens. Obamas forsøg på at gyde olie på vandene ses, som en naturlig opskrift på fred af et Europa, der anser krig som en uheldig anomali i en underreguleret verden i stedet for, som en konsekvens af reelle og ofte uløselige konflikter. Her anser man det logisk nok for nødvendigt at gå på kompromis, hvis man skal indgå aftaler alle kan efterleve fordi man anser andres interesse som værende lig ens egen. Denne logik overser dog helt at, hvor det handler om dominans er der kun den største kæps lov og hvis det ikke er din taber du alt, hvad du har kært. McHamgama følger Durban-galskaben tæt på sin blog

Det er muligt at OIC landene vil være tilfredse med ”salami-metoden”, hvor man konstant og ufortrødent fremturer med en række meget vidtgående forslag, som vestlige lande kun kan skyde ned ved at indgå en række kompromisser, der på overfladen virker uskyldige, men som i længden rykker grænserne mere og mere i retning af censur og kontrol. Som det sås i forhold til spørgsmålet om boykot af Durban II er der lang fra enighed om linjen mellem EU-landene og en række af disse lande har reelt ingen større interesse i at spørgsmålet om ytringsfrihed og religion skal udgøre en prioritet for EU’s (forsøg på) fælles udenrigspolitik i FN.

Man må i den forbindelse håbe, at amerikanerne finder tilbage til Bush tidens stålsatte forsvar for ytringsfriheden i FN-regi, frem for den konsensuslinje som Obama-administrationen har lagt for dagen og som allerede har medført, at man fremstår som vaklende og inkonsistent når det gælder håndteringen af OIC. Uden USA kan det blive svært for Danmark at overbevise de øvrige EU-lande om at ytringsfriheden skal sættes i højsædet, også når det kan have konsekvenser for diplomatiske forbindelser og øvrige udenrigspolitiske agendaer.

Washington Examiner drager en parallel mellem Obama og tidligere Præsident Carter

He followed an unpopular president. He received a strong election mandate. He changed the tone in Washington.

He said that Human Rights mattered. That America’s image in the world had to be remade.

He would receive a Nobel Peace Prize.

As the end of his presidency’s first year drew near, the future looked bright. He had brought change — change that mattered.

It was 1977. The next year was very bad.

In 1978, President Jimmy Carter negotiated the Camp David Accords, formalizing peace between Israel and Egypt. (It’s what won him the Nobel.) He also signed a bill that legalized the home-brewing of beer. Almost all the other news that year proved uniformly bad.

A Soviet-backed coup in Afghanistan paved the way for Moscow’s future invasion of the country. Demonstrations against the shah wracked the Iranian regime, paving the way for revolution and the rise of the ayatollahs. Trouble erupted across Africa, from Somalia to Zaire and Zambia, some of it inspired by Soviet meddling.

From there on, national security challenges and foreign policies only worsened. It helped make Carter’s stint in the White House a one-term deal.

Why did things go south for Carter so fast? Because America’s enemies had taken measure of the man during his first, change-filled year in office. They saw weaknesses they could exploit. In the second year, they made their move.

In Year One, Carter invested all the international prestige of his presidency in diplomacy and image-making. His energy was dedicated almost exclusively to “making nice” on the world stage. It’s what drove his actions in the Israeli-Egyptian peace process, at strategic-arms limitation talks and in negotiating the Panama Canal Treaty.

It was a perpetual exercise in “soft power.” Not that there’s anything wrong with that. Except …

Præsident Obama strækker sig så langt i forsøget på at mildne den fjendtlige indstilling overfor USA at han risikerer at sætte de opnåede resultater og den stærke position over styr, som “mad-man Bush” opnåede. At overbevise verdens tyranner - om de leder et land eller blot en organisation - om at USA kan og vil ramme dem, hvor det gør mest ondt, hvis ikke de makker ret er ikke noget man kan argumentere for, det skal erfares.

Tankepolitiet

Diverse — Drokles on November 3, 2009 at 4:13 am

Den polske målmand Arek Onyszkos selvbiografi “Fucking polak” har vakt opsigt på grund af Onyszkos meninger om bøsser. Ifølge DR skriver han

- Jeg hader bøsser. Det gør jeg virkelig. Jeg synes, det er så fucking klamt. Det er klamt at høre dem tale sammen. Som om de er piger. Jeg kan ikke sidde i selskab med nogen, der er bøsse. Se dem kysse hinanden. Det er så vammelt.

Følgeligt er han blevet fyret fra sin klub, hvilket ganske forståeligt bekymrer Frederik Stjernfelt ifølge DR

- Det er betænkeligt at en klausul i en kontrakt kan strækkes til at omfatte emner, der normalt omfatter ytringsfriheden.

 §77 siger

“Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”

SocialdemokratenLars Aslan Rasmussen har i valgkampens hede meldt Onyszko til politiet for at bryde straffelovens paragraf 266b. Fra Jyllands-Posten

- Der er ingen tvivl om, at Onyszko vil blive straffet for sine udtalelser. At han kan finde på at sige noget sådant på et tidspunkt, hvor nye tal netop har vist, at homoseksuelle mænd daglig udsættes for vold og chikane, er en skandale af dimensioner. Derfor er det særligt vigtigt, at samfundet ikke accepterer den slags udtalelser, som udelukkende går ud på at lægge en minoritetsgruppe for had, siger Lars Aslan Rasmussen.

§ 266 b. siger

Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.

Af det fremdragne citat fra Onyszkos selvbiografi er det tydeligt at Onyszko fortæller om sine egne følelser i forhold til homoseksualitet og homoseksuelle. Disse følelser er, som alle andre følelser og tanker ikke ulovlige og det kan vel heller ikke betragtes, som ulovligt at fortælle om dem. På samme måde er det ikke ulovligt at føle sig krænket over at se ens religiøse forbilleder fremstillet på en måde man selv anser for upassende og man er fri til at fortælle om det, hvad rigtig mange jo også gør i disse tider. På den baggrund er det en kende usmageligt at Aslan Rasmussen prøver at vinde opmærksomhed for sin valgkamp ved at kriminalisere et andet menneske uanset om man deler holdninger med ham eller ej.

Politiken har man muslimer på hjernen og springer fra Onyszko direkte til en sammenligning med muslimers rolle i den danske debat

Men naturligvis tager ingen på denne baggrund afstand fra katolikker eller katolicisme. De fleste af os kan se, at dette blot er småt begavede enkeltindivider, der forsøger at legitimere deres tilbagestående synspunkter ved at iklæde dem religiøse gevanter.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der var sket, hvis Arek Onyszko havde været muslim. Hvis han nu havde sagt:

“Jeg er muslim, og vi vil ikke acceptere den slags mennesker”

Mon ikke Abdul Wahid Pedersen var blevet afkrævet en afstandtagen til denne ekstremist? Mon ikke højrefløjens politikere havde brugt det til at dokumentere at Islam er farligt og uforeneligt med danske værdier? Mon ikke Dansk Folkeparti havde krævet tre-fire ministre i samråd på stedet? Mon ikke samtlige højreorienterede blogs i Danmark var gået helt i selvsving? Naturligvis.

Ingen af os vil være i tvivl om, at Onyszkos udtalelser skyldes hans individuelle intellektuelle utilstrækkelighed snarere end katolicismen. Når 14-15 årige muslimske møgunger i Tingbjerg udtrykker samme grad af idioti, så bliver de ophævet til sandhedsvidner for islamisk teologi.

Først og fremmest er Onyszko jo ikke imam, som Abdul Wahid Pedersen og katolikker har ikke presset nogen homoseksuel præst ud af sit sogn og grupper af katolikker strejfer ikke om i gaderne for at hygge sig med lidt gay-bashing og katoliscismen - forskruet, som den ellers er - er ikke en opskrift på vold. Den katolske tro er et kuriosum i Danmark, mens islam kræver plads og særrettigheder og mens katolske lande har opbygget snesevis af demokratiske stater ved egen kraft og efter eget forbillede ekselere den islamiske verden i at være - som den nnu er. De “religiøse gevanter” som “småt begavede enkeltindivider” forsøger at iklæde deres homofobi er en grundlæggende del af islam. Wikipedia

The Qur’an, the central text of Islam believed by Muslims to be the revelation of God,[5] is explicit in its condemnation of homosexuality.

(…)

The Hadith, which are oral traditions relating to the words and deeds of Muhammad and regarded as important tools for determining the Muslim way of life by all traditional schools of jurisprudence, also contain numerous statements condemning homosexuality.

It was narrated that Ibn Abbaas said: “The Prophet (peace and blessings of Allah be upon him) said: ‘Whoever you find doing the deed of the people of Loot, kill the one who does it and the one to whom it is done.’”[10]

Det vil sige at de muslimer, der accepterer homoseksualitet gør det på trods af og i modstrid med deres religions forskrifter og love. Her er ikke blot tale om at man foragter homoseksuelle, men at man skal foragte dem og endda slå dem ihjel.

Det er denne logik, som præger de muslimske møgunger. Ellers må Politiken jo forklare, hvorfor der er mange flere “småtbegavede enkeltindivider” blandt muslimer?

« Previous Page

Monokultur kører på WordPress