Den muslimske mafia

Diverse — Drokles on October 17, 2009 at 3:10 pm

Bogen Muslim Mafia kan købes på WND Superstore

You’ve heard about the courageous young investigators who covertly videotaped officials of ACORN advocating illegal activities.

Now, get ready for an undercover exposé even more daring and audacious – a six-month penetration of the Council on American-Islamic Relations that resulted in the collection of thousands of pages of revealing documents as well as inside secrets.

This is what “Muslim Mafia: Inside the Secret Underworld That’s Conspiring to Islamize America” by P. David Gaubatz and Paul Sperry delivers.

It has all the elements of a top-flight mystery novel, but the situations and conversations are absolutely real. The book’s frightening allegations are well supported by more than twelve thousand pages of confidential, internal CAIR documents secretly extracted during an unprecedented undercover operation.

This trail of information reveals the insidious and well-funded efforts of the seditious Muslim Brotherhood under the nonprofit guise of CAIR to fully support the international jihad against the United States, with the goal of transforming American society from within. They hope to accomplish this through terrorist activities, fraud, and infiltration of our political and intelligence systems, which these documents clearly reveal.

Follow co-author Dave Gaubatz’s son Chris as he courageously gains the trust of CAIR’s inner sanctum, working undercover as Davis Marshall, a converted and devoted follower of the Muslim religion.

I Jerusalem Post konkluderer Daniel Pipes

Looking further ahead, I expect CAIR’s days are numbered. It’s an institution that was founded by people with terrorist ties. Over the years, it has established a long record of untrustworthiness that includes doctoring a photograph, playing fast and loose with documentation of anti-Muslim hate crimes, and promoting suspect polling.

It has also intimidated critics via libel suits, and boasted of ties to a neo-Nazi. Eventually, close scrutiny of this outfit will likely lead to its demise.

That’s the good news. Less happy is my expectation that CAIR’s successor will be a more savvy, honest, respectable institution that continues its work of bringing Islamic law to the United States and Canada while avoiding the mistakes and apparent illegalities that render CAIR vulnerable.

In that sense, the fight to preserve the Constitution has just begun.

Det står sikkert værre til i England. England er ikke længere den erfarne og rutinerede verdensleder, hvis pragmatisme fik det meste til at glide og hvis visdom viste dem, hvilke trusler mod friheden der skulle sættes på plads.Men ak det var dengang. England har fået et mimrekort og er blot endnu et let offer for tricktyve. Muslim Council of Britain sætter i hvert fald åbenlyst dagsordenen og ved at referere til sine egne groteske meningsfæller, fra hysteriske demonstranter, der vil hugge hovederne af Gud og hver mand til deciderede terrorister lancerer de sig selv, som moderate. Moderat i islamisk sammenhæng vil sige at man boycutter mindehøjtideligheder for Holocaust, presser på for at indføre sharia i skolerne, plejer omgang med terrorister, føler sig personligt truffet af Channel Fours Undercover Mosque om radikale muslimer, hader Wilders, som de elsker Qaradawi og ironisk beskylder alle kritikere for at være nazister, alt muligt andet, som gør MI5 utrygge med ministre, der plejer lidt for meget omgang med dem.

I Danmark er antallet af muslimer endnu ikke overskredet den kritiske masse, men venstrefløjen har dog godvilligt ladet sig infiltrere og inficere med dette islamiske uvæsen.

Konvertitterne

Diverse — Drokles on October 16, 2009 at 4:33 pm

Lighed er bedre en frihed for de korrekte for i kampen for lighed kan man både forfølge sin ideologi og sine medmennesker lige uhæmmet. De korrekte har længe har våndet sig over at der kun er det alt for utilstrækkelige religionsfrihed og ikke den endelige religionslighed. I al deres larm over at imamerne ikke får offentlige midler, egne programmer i Danmarks Radio og et knælende kongehus hører man nu ikke meget om de muslimer, der gerne vil være fri - for islam. I mangelen på statsfrie TV-stationer i Danmark må vi projicere den engelske virkelighed over i de danske.

Hvorfor missionerer Folkekirken egentlig ikke blandt muslimer?

Land for fred

Diverse — Drokles on October 16, 2009 at 8:30 am

Lars Hedegaard har en meget præcis analyse på Sappho af, hvad fordrivelsen af præsten i Tingbjerg handler om

Når de “30-40 unge”, som vi får at vide er på spil, angriber kirken, som på ingen måde kan siges at genere deres rent kriminelle aktiviteter, når de påsætter brande og smadrer journalisternes biler, er det en demonstration, der skal vise de tilbageblevne danskere i Tingbjerg, hvem der har magten i bydelen. Ligesom det er sket i adskillige andre muslimske ghettoer – Vollsmose, det indre Nørrebro, Gellerup. Og som det snart vil ske i den ene danske bydel efter den anden.

Og det har alt med religion at gøre. Eller for at være mere præcis: med en totalitær ideologi, der dækker sig ind under at være religion. Hvis de lokale imamer i Tingbjerg ville have dette stoppet, kunne de gøre det på et par minutter.

Men det gør de naturligvis ikke. Islam er netop en ideologi, der går ud på at erobre land og uddrive eller undertvinge den lokale vantro befolkning. Den skal lære, hvem der har magten. Og belæringen kommer i form af ydmygelser af de danske myndigheder, vi normalt ser hen til, når det gælder vores beskyttelse. Derfor smider de med sten. Derfor påsætter de brande. Derfor intimiderer de den lokale befolkning. Derfor uddriver de den danske Folkekirke fra det område, som de agter af holde som et nyt islamisk emirat (emir = den lokale militære kommandant).

Uddrivelsen

Når de tilbageblevne gammeldanskere har fået demonstreret, at end ikke den kirke, der i grundloven defineres som det danske folks kirke, og som derfor nyder statens særlige bevågenhed, kan blive i islams nyerobrede territorium, er det fordi de nye herskere vil sende det signal, at danskerne hellere må fortrække og overlade bydelen til nye herskere.

På TV2 kunne man i nyhederne se en bumset taberdansker agere talsmand for banderne. Han forklarede chikanen med at præsten var bøsse, hvilket banden fandt mærkeligt oveni sit præsteembede. Og for at føje spot til skade havde præsten endda sagt det åbenlyst når han blev spurgt. Og Præsten havde også råbt diverse beskyldninger efter indvandrerbanderne på åben gade ved flere lejligheder. På spørgsmålet om hvorfor de da havde smadret TV2s bil svarede han at de havde filmet uden tilladelse. Tja. I hvert fald en bekræftelse på Hedegaards analyse.

Kan de huske…?

Det er i dag om muligt endnu mere tragikomisk at høre Houggard tale om “frustrerede unge” der mangler et fritidscenter fordi det “..er brændt ned” og har en opfordring til alle om ikke at “lade sig tyrannisere” og støtte op om “den proces”, der allerede er i gang for ikke at vi har et samfund, der “vender de unge ryggen” alt imens han selv kryber sammen bag en journalist og et busskilt.

Og desværre er eksemplerne mangfoldige, som artiklen “Brandfolk er jaget vildt” i BT 12/10 kunne berette

Helt konkret er problemerne med chikane mod brandfolk lige nu så store, at brandvæsenet holder sig væk fra visse steder i Taastrup og på Amager, medmindre der er politibeskyttelse.

Det samme gør sig gældende ved ildebrande om natten på Nørrebro nærmere bestemt Mjølnerparken og Blågårds Plads samt Ishøj og Tingbjerg, hvis politiet vurderer, at der er optræk til uroligheder.

»Hvis der er ballade, så venter vi på, at politiet kommer. Så kan det brænde ind til juleaften. Vi kører simpelt hen ikke der ind uden politiet,« forklarer Bjarne Petersen.

Og det er ikke bare i København. Det store multikulturelle indkøbcenter Bazar Vest, der sidste år blev betegnet, som byens nye turistmekka har også sit at slås med

Sikkerhedsfirmaer kan ikke få deres vagtfolk til at arbejde i socialt belastede boligområder. Bazar Vest har installeret kameraer i stedet.

Smadrede biler, trusler om vold og et stigende antal arbejdsskader er konsekvenserne af, at det er blevet mere risikabelt at arbejde som vagt i de mest belastede danske boligområder.

Forholdene er i de seneste år blevet så utrygge, at de ansatte siger nej tak til at arbejde i områder som Gellerupparken i Århus, Vollsmose i Odense og Mjølnerparken i København.

“De tre steder vil vores medlemmer helst ikke arbejde alene. Sikkerheden er simpelt hen ikke god nok. Vagterne oplever meget store verbale udfald og trusler. Der bliver kastet ting efter dem, og virksomhederne har fået smadret utallige biler,” siger John Dybart, der er formand for 3.000 vagtfolk i Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Fagforening, til Nyhedsbureauet Newspaq.

Dette er mildt sagt ikke en udvikling mod integration, ikke engang fredelig sameksistens. Som Hedegaard bemærker til slut i sin artikel

Må jeg ikke spørge politiet, regeringen og retsordførerne, hvor de vil anbefale danskerne at tage ophold? Og kan vi så regne med, at de vil indsætte tilstrækkelig magt til at beskytte os der?

Eller er det deres mening, at danskerne skal forsvare sig selv? For det må jo blive konsekvensen, hvis eksmyndighederne bliver ved med at stille med bortforklaringer og stikke halen mellem benene.

Myndighedernes første opgave er at forsvare borgerne. Kan de ikke det skal de i hvert fald ikke stille sig i vejen for at borgerne forsvarer sig selv.

Sørlander om demokrati og civil ulydighed

Diverse — Drokles on October 15, 2009 at 2:00 pm

Kai Sørlanders kronik i Berlingske Tidende burde være undervisningsmateriale i Folkeskolen.

Det kan vi først vide, når vi ved, hvilken moralsk vægt, der ligger bag demokratiet og det demokratiske flertal. Demokratiet bygger på en moralsk fordring om, at vi som borgere er ligeværdige uanset køn, race, religion eller social klasse. Det er denne ligeværdighed, der medfører, at de politiske beslutninger bør tages igennem en demokratisk procedure, hvor vi alle er forpligtede på at bevare den demokratiske orden. Vi får politisk ligeværdighed og skal til gengæld betale med at anerkende andre som ligeværdige. Kun således hænger demokratiet sammen.

Så er spørgsmålet, om man overhovedet kan være medlem af en sådan demokratisk orden og samtidig være berettiget til at begå civil ulydighed imod denne orden? Som sagt er man som medlem forpligtet til at anerkende sine medborgere som ligeværdige uanset køn, race, religion og social klasse. Deri ligger, at man skal anerkende sine medborgeres religionsfrihed. Og deri ligger igen, at man ikke bør medvirke til at underlægge dem love, som man begrunder i sin egen religion. Det vil sige, at man bør adskille sin politiske forpligtelse fra sin religiøse forpligtelse. Og det vil igen sige, at hvis man begår civil ulydighed, så bør man ikke begrunde det med religiøse argumenter.

Positivt er der kun én ting, der kan berettige et medlem af en demokratisk samfundsorden til at begå civil ulydighed. Det er, hvis det herskende flertal selv handler i modstrid med demokratiets eget etiske grundlag. Altså, hvis det herskende flertal vedtager eller fastholder love, som fratager en gruppe medborgere deres politiske ligeværdighed. I den forbindelse kan man pege på, at civil ulydighed har haft en berettiget funktion i kampen for kvindernes politiske ligeværdighed.

Og det er jo logisk. Hvis der var en højeste moralsk orden ville demokratiet med dets menneskelige fejlbarlighed forkastelig.
Men demokratiet bygger netop den aflivningen af nogen hævdelse på den endelig sandhed. Læs endelige den hele for sin substans, sin klare tale og Sørlanders underspillede humor.

Global stilstand

Diverse — Drokles on October 13, 2009 at 7:30 pm

BBC spørger, hvad der skete med den globale opvarmning

This headline may come as a bit of a surprise, so too might that fact that the warmest year recorded globally was not in 2008 or 2007, but in 1998.

But it is true. For the last 11 years we have not observed any increase in global temperatures.

And our climate models did not forecast it, even though man-made carbon dioxide, the gas thought to be responsible for warming our planet, has continued to rise.

So what on Earth is going on?

Den undren afhænger jo kun af ens forventninger og med hensyn til klimaet afhænger de forventninger af de, der gejler dem op, som Christopher Booker beskriver i Telegraph

Everyone has enjoyed the discomfiture of the Met Office, caught out over its April forecast that we were in for a “barbecue summer” – not least because this is the third year running that our weathermen have got their predictions for both summer and winter hopelessly wrong. In 2007 and 2008 they forecast that summers would be warmer and drier, and winters milder than average – just before temperatures plunged and the heavens opened, deluging us with abnormal rain or snow according to season.

One cause of the blunders that have made the Met Office a laughing stock is less widely appreciated, however. It is that the multi-million pound computer it uses to assist its short-term forecasting for Britain is also one of the four main official sources of data used by the UN’s Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) to predict global warming. In this respect the IPCC’s computer models have proved just as wrong in predicting global temperatures as the Met Office has been in forecasting those mild winters and heatwave summers.

Måske skal man derfor anse det for en helgardering at “…last month Mojib Latif, a member of the IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) says that we may indeed be in a period of cooling worldwide temperatures that could last another 10-20 years.” ifølge BBC? Men tilbage til Booker i Telegraph

In recent months, in fact, a curious little drama has been unfolding over attempts by Steve McIntyre, a Canadian statistical expert, to get the Met Office and the CRU to divulge the computer data on which they base their temperature record. Mr McIntyre was not only the chief demolisher of the “hockey stick”, showing how it was based on a seriously skewed computer model, but later exposed the “adjustments” which had skewed the other official record of surface temperatures, run by Dr James Hansen of the Goddard Institute for Space Studies. (The two other official sources of temperature data are based on satellite measurements.)

When Mr McIntyre made Freedom of Information requests to see the data used to construct the HadCrut record (as he has chronicled on his ClimateAudit blog) he was given an almighty brush-off, the Met Office saying that this information was strictly confidential and that to release it would damage Britain’s “international relations” with all the countries that supplied it.

Den historie gør Patrick J. Michaels mere ud af og spøger om hunden har spist den globale opvarmning. Det man får ud af en computer afhænger jo af det man kommer ind i den. Og udover de mange teorier om hvad, der på virker, hvad i, hvilken grad er der også noget så simpelt som rå data - og dem er der mange af. For at danne sig et overblik over udvikling og processer er man nødt til at vide noget om det historiske klima og her har årringe traditionelt spillet en stor rolle - også for IPCC, som The Register kan fortælle

In particular, since 2000, a large number of peer-reviewed climate papers have incorporated data from trees at the Yamal Peninsula in Siberia. This dataset gained favour, curiously superseding a newer and larger data set from nearby. The older Yamal trees indicated pronounced and dramatic uptick in temperatures.

How could this be? Scientists have ensured much of the measurement data used in the reconstructions remains a secret - failing to fulfill procedures to archive the raw data. Without the raw data, other scientists could not reproduce the results. The most prestigious peer reviewed journals, including Nature and Science, were reluctant to demand the data from contributors. Until now, that is.

At the insistence of editors of the Royal Society’s Philosophical Transactions B the data has leaked into the open - and Yamal’s mystery is no more.

From this we know that the Yamal data set uses just 12 trees from a larger set to produce its dramatic recent trend. Yet many more were cored, and a larger data set (of 34) from the vicinity shows no dramatic recent warming, and warmer temperatures in the middle ages.

In all there are 252 cores in the CRU Yamal data set, of which ten were alive 1990. All 12 cores selected show strong growth since the mid-19th century. The implication is clear: the dozen were cherry-picked.

Controversy has been raging since 1995, when an explosive paper by Keith Briffa at the Climate Research Unit at the University of East Anglia asserted that that the medieval warm period was actually really cold, and recent warming is unusually warm. Both archaeology and the historical accounts, Briffa was declaring, were bunk. Briffa relied on just three cores from Siberia to demonstrate this.

Three years later Nature published a paper by Mann, Bradley and Hughes based on temperature reconstructions which showed something similar: warmer now, cooler then. With Briffa and Mann as chapter editors of the UN’s Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), this distinctive pattern became emblematic - the “Logo of Global Warming”.

Mann too used dendrochronology to chill temperatures, and rebuffed attempts to publish his measurement data. Initially he said he had forgotten where he put it, then declined to disclosed it. (Some of Mann’s data was eventually discovered, by accident, on his ftp server in a directory entitled ‘BACKTO_1400-CENSORED‘.)

Tree data was secondary in importance to Mann’s statistical technique, which would produce a dramatic modern upturn in temperatures - which became nicknamed the “Hockey Stick” - even using red noise.

I det hele taget er årringe en velbevaret hemmelighed ifølge Doug Keenan.

Hvorfor har vi ikke en Zlatan?

Diverse — Drokles on October 13, 2009 at 4:08 pm

Enhedslistens syn på integration er det særlige talent, der hæver sig over middelmådigheden

Vil vi vinde den kamp eller hva’? spørges der. Tja det gjorde vi jo 1-0, hvilket giver følgende resultat

wm

Vi har åbenbart ikke brug for en Zlatan. Og så var zlatan jo, som reklamen også peger på ikke den eneste, som har fået asyl i Sverige

Og så er spørgsmålet jo ikke om man har en Zlatan, men om man kan vinde dén kamp? Og hvad, hvis man taber?

På forventet efterbevilling

Diverse — Drokles on October 9, 2009 at 2:43 pm

Fra BBC

US President Barack Obama has been awarded the 2009 Nobel Peace Prize.

Så kan han med den i hånden jo roligt bombe Iran.

Kina

Globalisering, Multikultur, islam — Drokles on October 9, 2009 at 4:48 am

Fra Politiken

»Der er ikke andre veje til frelse og til at undgå denne undertrykkelse og dette tyranni, medmindre I seriøst forbereder jer på hellig krig i Allahs navn og bærer jeres våben imod de nådesløse brutale indvandrerbøller«, siger Abu Yahia Al-Libi i videoen til Kinas muslimske minoritet, uighurerne.

Indvandrerbøllerne er de klassiske kinesere, som med vanlig arrogance

Men almindelig arrogant kinesisk praksis er ikke konfliktens kerne. Den er etnisk, national og religiøs, som disse grusomme billeder viser.

Denne vrede og ganske foragt for tilfældige mennesker er ikke fortællingen om et fjernt gammelkommunistisk centralistisk styres ufølsomhed. Det er fortællingen om det multietniske sammenbrud i den moderne verden. Kvinden, som 1:20 tæsker løs på en sagesløs er formummet og sandsynligvis derfor muslim. At den eneste kvinde, som deltager i volden er formummet er ikke en tilfældighed. Islam, formummelse og ukontrolleret had og vold er uløseligt forbundne.

Kinas gryende åbenhed og omfavnelse af udvikling er for alvor stødt på globaliseringens problemer.

Erfaringer med islam

Multikultur, islam — Drokles on October 8, 2009 at 1:17 am

Googler man Bangladesh får man på det danske Wikipedea at vide at “Bangladesh er et moderat muslimsk land uden voldsom religiøs fundamentalisme.” uden en egentlig uddybning af, hvad det vil sige. Det kan man til gengæld få på Islam Watch

Bangladesh is on her way to become a ‘Talibanistan’ and the state religion Islam is helping the process by killing and displacing minorities, be it the Hindus, Christians, Buddhists or Animists. Islamic extremists often target temples, churches, and libraries etc. of minorities in an effort to eradicate their cultural memory. Islamic extremists have already formed a shadow government in Bangladesh. Roads of Bangladesh are shacked with the slogan “We are Taliban and Bangla Will be Afghan”. It’s long since democracy had died in Bangladesh and the Islamic theocracy had triumphed. In the near future, Bangladesh will become a major threat to world peace and security.

Ethnic cleansing of Minorities in Bangladesh (then East Pakistan) started in 1946 with the infamous Noakhali carnage (10th October 1946). In the full-moon night of Kojagari Lakshi Puja (a Hindu festival), 218 Hindus were slaughtered, over 10,000 Hindu houses were looted, more than 2000 Hindus were forcibly converted to Islam and several thousand Hindu women were raped and hundreds of Hindu temples were destroyed. The sad part is that Mr. Burrows, the then Governor of state, said that it was only natural that Hindu women would be raped by hundreds of Muslims because they are prettier than Muslim women (Roy, 2007, p. 120,165).

During the infamous genocide of 1971, which continued for nine months, by the then Muslim East Pakistan Army, up to three million Bangladeshis were slaughtered, ten million Hindus fled as refugees to India (Kennedy, 1971, p. 6-7) and two hundred thousand women were raped (Roy, 2007, p. 298). The neighboring Muslims of the Hindu families use to mark a yellow “H” on the Hindu houses to guide the marauding army to their targets like the Jewish holocaust (Schanberg, 1994). The bulk of the victims of the 1971 East Pakistan holocaust were Hindus, about 80%, followed by Muslims (15%) and Christians (5%) (Roy, 2007, p. 312).

Minority oppression has increased tremendously after the October 2001 National Election in Bangladesh. The thugs of the pro-Islam Bangladesh Nationalist Party and their Islamic ally, Jamaat-e-Islami, beat up the Hindus, Christians and Buddhists. Their political involvement is strongly opposed by the nationalist-Islamist political parties, with many Hindus being prevented from voting in elections, through intimidation or exclusion from voter-lists (The Daily Star. January 4, 2006). Often the Hindus are warned that if they want to vote their women would be violated; they would be made to leave Bangladesh. A third method is physically preventing the Hindus from voting. The nationalist-Islamist party thugs act as vigilantes to prevent Hindus from going to polling centers, mainly in rural areas (Roy, 2007, pp. 359, 152). The government does nothing to ensure a free and fair election.

Kidnapping and rape of women and children, forced marriage of minor girls, extortion of money as Jizya tax, forced conversion and murder of members of the minority communities are a day-to-day happening. Hindu widows are often forced to kill one of her cow by her own hand, cook the beef and eat it and become Muslim (Roy, 2007. p 120,125).

Many families migrate out of their “Homeland” since time immemorial for physical safety. And there is no end in sight. It is because this ‘Hindu Holocaust’ is fully intentional and approved or connived by the government, aiming to wipe out the entire minority to turn Bangladesh purely Islamic. The situation is so alarming that, while describing the plight of minorities in Bangladesh, The published an article (Nov. 29, 2003) with the heading: “Bangladesh’s religious minorities: Safe only in the departure lounge”.

Ja, der er grader af elendighed. Som moderat fysisk pres ikke er så slemt som decideret totur er et moderat muslimsk land således ikke så slemt som et almindeligt muslimsk land.

Et håb?

Diverse — Drokles on October 7, 2009 at 8:23 am

Hvad de dog skriver

Diverse — Drokles on October 6, 2009 at 5:21 am

Lars Sandbeck anmelder i Politiken Kåre Bluitgens Koranbøger, som han kalder en julegave til Osama Bin Laden.

Det muslimske fortolkningsprincip, der allerede formuleres i Koranen selv, om at senere åbenbaringer ophæver tidligere, hvis der foreligger en modsigelse, er beregnet på at løse denne vanskelighed.

Men netop fordi der ikke – hverken blandt muslimske lærde eller vestlige forskere – hersker nogen entydig konsensus om, hvilke åbenbaringer der kommer først og sidst, er det meget åbent for fortolkning, hvad der står tilbage som gældende åbenbaring.

Denne fortolkningsmæssigt komplekse og åbne situation får Bluitgen (alt for) let og elegant ryddet af vejen med sine ‘oversættelser’.

Som enhver ved, fik den tidlige Muhammed, der måtte flygte fra Mekka, fortrinsvis tolerante og spirituelle åbenbaringer fra Gud, a la »Der er ingen tvang i religion«.

Den sene Muhammed, der havde erobret magten i Mekka, og som agerede profet, krigsherre, dommer og politisk hersker på samme tid, fik derimod mere intolerante, politiske og voldelige åbenbaringer, a la »Så dræb afgudsdyrkerne, hvor I end finder dem!«

Ikke videnskabelig
Det herlige er nu, at Bluitgens koranudgivelser gør det utvetydigt klart, at den sene Muhammed ’overruler’ den tidlige, hvorfor der ikke hersker tvivl om, hvad islam i virkeligheden handler om, når det kommer til stykket.

Efter min mening er Bluitgens ‘oversættelser’ ikke videnskabelige, men ideologiske.

At gribe aktivt og ændrende ind i en gammel tekst for at udradere dens ‘forvirringer’ er ikke god akademisk skik, men det kan i det mindste have den funktion at give læseren en koranudgave, der er lettere at afvise som intolerant og voldelig.

Der er mange gode grunde til at lade gamle, normative helligtekster forblive diffuse og komplekse.

Den ene er, at en uhomogen tekst tvinger til fortolkning og diskussion, hvorimod den homogene tekst tilstræber en lukning af enhver diskussion, allerede inden den er kommet i gang.

Folkeoplysning eller islamkritik?
Det er min mistanke, at Bluitgens arbejde giver moderate muslimske kræfter meget dårlige teologiske kort på hånden, netop fordi de forsøger at fortolke Koranen på tværs af åbenbaringernes kronologiske rækkefølge.

Derfor spørger jeg: Er Bluitgens store koranprojekt udtryk for folkeoplysning, eller er der i virkeligheden tale om islamkritik?

Lødig islam- og korankritik er et tiltrængt og længe forsømt forehavende, men spørgsmålet er bare, om en kritik, der foregiver at være samtale og oplysning, kan kaldes lødig?

Koranen er et komplekst og ‘forvirrende’ værk, der netop skal holdes forvirrende for at undgå den fortolkningsmæssige ensretning, som fundamentalister altid tilstræber.

De muslimer, der burde være utilfredse med Bluitgens indsats, er de moderate. Osama bin Laden har derimod fået en tidlig julegave i år.

Fortolkningens Porte har nu været lukket siden ulemaen bestemte det for 1200 år siden efter grundig læsning af de kanoniske skrifter og der hersker ikke nævneværdig tvivl om kronologien i Koranen til at det er meningsforstyrrende. Metoden at fastslå en kronologi for den del af Koranen, der er læselig er nemlig forholdvis simpel ved først og fremmest at sammenholde vers fra Koranen med de passende fortællinger om Profeten. Det efterlader på den ene side en rest, der ikke ikke kan fastslås i tid, men det efterlader på den anden side også et billede af en udvikling, som Lars Sandbeck selv nævner, nemlig en periode, hvor islam sælges, som en åndelig religion til en periode, hvor den træder i karakter, som en samfundsorden. Da Allah ikke kan vrøvle eller modsige sig selv vil alle tvivlsvers følgeligt lægge sig efter den logik, der allerede er udstukket i forhold til den kronologi man har etableret. De to udsagn om at der ikke er tvang i religion og at ikkemuslimer skal dræbes er jo ikke bare små forskelle men diamentrale modsætninger, som det er forholdvis let at orientere alt andet efter.

Det får være. Det mærkværdige er at Sandbeck beskylder Bluitgen for at bedrive ideologi ud fra en betragtning der selv minder meget om ideologi. Sandbeck fremdrager jo ikke et eksempel på et vers, der kunne være tvivl om, men holder sig til at de må eksistere og formålsbestemmer efter en normativ nytte så denne tilgang. Bluitgens store fejl i Sandbecks øjne er altså at han udlægger Koranen, som sammenhængene, hvilket er en lidt anden kritik end de stedlige imamers, der kritiserer at ‘han’ udlægger Koranen.

Helt komisk bliver det da Sandbeck argumenterer for at jo mere tvivl der er om indholdet i Koranen jo mindre absurd vil den fremstå og jo mere sammenhæng des lettere er den at afvise, som “intolerant og voldelig“. Nærmere en tilståelse kommer man ikke. Det er i en straffesag forsvarens sidste skanse at så tvivl om anklagemyndighedens bevismateriale for at appelere til juryens “rimelige tvivl”. Men den rimelige tvivl hører ikke hjemme i islam, der fastslår at der ikke er en gud uden Gud og at Muhammed er hans profet - det store segl, slutstenen.

To gode kronikker

Diverse — Drokles on October 4, 2009 at 4:12 pm

Den 26/9 bragte Jyllands-Posten en underdrejet kronik af Adam Holm om truslen fra det totalitære

For en måneds tid siden var en stor del af den europæiske politiske elite samlet ved Westerplatte, en halvø ved Gdansk, for at mindes årsdagen (1. september) for krigen, der rev kontinenter over, splittede befolkninger, lagde tusindvis af byer i grus, efterlod landskaber arrede og forpinte, og kostede omkring 100 millioner mennesker livet verden over.

Det kræver en dyb indånding og et kig i historiebøgerne, inden man kalder denne kataklysme for velsignet. I det aktuelle jubilæum betonede Ruslands premierminister Vladimir Putin og den tyske forbundskansler Angela Merkel, repræsentanterne for krigens største vinder og taber, at det er godt og vigtigt, at europæerne ikke længere slagter hinanden, men i stedet, trods forskellig historieopfattelse, arbejder sammen. Sådan skal politikere sige ved festlige lejligheder. Det er helt efter bogen og for så vidt acceptabelt. Men, hvad man savnede at høre, var begrundelsen for krigens nødvendighed. Den er strengt taget ikke særlig kompliceret og kan koges ned til denne ene sætning: Bekæmpelse af fascismen. Det lyder måske som gammeldags kommunistisk retorik, men det ville være synd at lade kommunisterne - dem af alle - få patent på kampen imod den brun-sorte totalitarisme, der med plantede bajonetter og sømbeslåede støvler knægtede det meste af Europa. Andre beslutsomme kræfter bidrog i kampen mod og slutteligt den nær totale tilintetgørelse af den mest afstumpede og forhærdede politiske ideologi, mennesket har frembragt. Men det holdt hårdt.

Forhistorien til krigens udbrud er grim og æreløs. Den handler om eftergivenhed, medløb og bekymring for at træde Adolf Hitler over tæerne i hans slet skjulte begær efter mere land, mere magt, mere revanche. Den vestlige politik blev kendt som ”appeasement”. En eufemisme af rang. Briterne og franskmændene forsøgte at berolige et vilddyr og troede, at de med et par pinlige tilståelser langt om længe havde fået »peace in our time«, som Neville Chamberlain udtrykte det i september 1938, men det nazistiske bæst blev stadig mere aggressivt og grådigt, og et lille år senere bed det til. Først med de sylespidse tænder på strubehovedet slog de liberale demokratier tilbage. »At long bloody last«, som man siger på engelsk. Og blodigt blev det som bekendt.

I denne weekend får man en uddybning af den nuværende totalitære trussel, som Adam Holm kun antyder fra Lars Hedegaard ligeledes i Jyllands-Posten (dog endnu ikke on-line)

Nyheden burde været braget gennem dansk presse, men jeg har slet ikke set den omtalt: Den 21.september kunne et armensk nyhedsbureau citere den tyrkiske ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan for at have udtalt, at det er Tyrkiets mål at genoprette Det Osmanniske Riges magt.

(…)

Som den rettroende muslim, han er, kender Erdogan naturligvis islams og Tyrkiets historie som sin egen bukselomme. Så når han taler om at genoprette Det Osmanniske Riges magt, må det være denne strålende islamiske magtepoke, han har i tankerne.

Hvis det var noget andet, han mente, ville han utvivlsomt have sagt det.

Men Erdogan er en moderat leder, hører vi hele tiden fra vore politikere i Danmark og EU, som ikke hurtigt nok kan få 70 millioner tyrkere ind i Unionen, således at Europa om 20-30 år kan få muslimsk flertal.

I den forbindelse skal man lægge mærke til, at Erdogan i sin tale om det genoprettede imperium også opfordrede hver tyrkisk familie til at få tre børn. Alle de nuværende medlemmer af EU får betydeligt færre børn - ikke engang nok til at opretholde deres folketal. Så med Tyrkiet i EU vil Europas demografiske omvæltning komme til at gå meget hurtigt.

Og denne demografiske strategi for magtovertagelsen i Europa og resten af Vesten er præcis den, som islams ledende politikere, religiøse chefer og organisationer som OIC, Den Islamiske Konferenceorganisation med sine 57 medlemslande, har lagt sig fast på, efter at de har måttet sande, at de ikke kan erobre Vesten med traditionelle militære midler.

(…)

Erdogan kunne ikke have sagt det tydeligere, end da han den 10. februar 2008 talte til 16.000 tyrkiske indvandrere i Köln: »Jeres øjne og øren har til stadighed været rettet mod Tyrkiet. Den kendsgerning, at I gennem 47 år (dvs. siden de første tyrkere ankom til Forbundsrepublikken) har bevaret jeres sprog, jeres tro, jeres værdier. jeres kultur, men frem for alt at I til stadighed har understøttet hinanden, fortjener al mulig anerkendelse… Ingen kan forvente af jer, at I underkaster jer assimilation. For assimilation er en forbrydelse mod menneskeheden.« Altså: integration er ok, men assimilation er en forbrydelse mod menneskeheden. Det må vel så betyde, at herboende tyrkere, der f. eks. vil skifte religion, gifte sig med en dansker og blive en del af det danske folk, er forbrydere.

Og hvilken “integration” kan der være tale om, hvis tilvandrede tyrkere skal blive ved med at rette blikket stift mod Anatolien og leve, som om de stadig befandt sig der? Og for at bortvejre enhver tvivl om Erdogans politiske projekt er det værd at erindre om en tale, han holdt, mens han i midten af 1990′ erne var borgmester i Istanbul: »Man må enten være muslim eller sekulær! Hvis de to skal sameksistere, skaber de omvendt magnetisme… Derfor er det umuligt for et menneske at sige “jeg er muslim” og derefter sige “jeg er også sekulær”. Og hvorfor det? Fordi Allah, muslimernes skaber, har uindskrænket magt.« I 1998 fik samme Erdogan 10 måneders fængsel og et foreløbigt forbud mod at opstille til politiske poster for at have citeret følgende digt: »Moskéerne er vore kaserner, kuplerne er vore hjelme, minareterne vore bajonetter og de troende vore soldater.«

Men vore politikere vil have, at vi tager det fuldstændig roligt.

Erdogan mener noget helt andet i dag, får vi at vide. Han er blevet demokrat, sekulær og moderat.

Den vestlige politiske elites fejlopfattelse af det totalitære og det totalitæres nedbrydning af det civile i et frygteligt samspil ses glimrende i denne tjekkiske dokumentar, der desværre er lidt hæmmet at sin polemiske stil og lidt forstyrret af til tider direkte meningsforstyrrende undertekster. Ikke desto mindre…

Dokumentaren har jeg i øvrigt set hos Kitman TV, hvor der gemmer sig flere meget interessante dokumentarer.

Underkastelsens fremtid

Diverse — Drokles on October 4, 2009 at 12:56 pm

Tina Maegaard skrev i 2006 en kronik om kopterne i Egypten (sakset fra Den Danske Forening).

Det dukkede hoved bliver ikke hugget af – siger et koptisk ordsprog.

Sådan kan man sammenfatte egyptiske kristnes næsten 1.400 år i dhimmi hed.

Kopternes møde med islam fik ellers en idyllisk begyndelse. Da kaliffen Omars general ’Amr ibn al-’As i 639 erobrede det nordlige Egypten, skete det næsten uden modstand fra egypternes side. Det skyldtes ifølge nogle kilder de muslimske erobreres løfte om bedre forhold end under den byzantinske kejser, som på det tidspunkt herskede i området.

General ’Amr ibn al-’As benyttede sig af et klassisk erobringskneb: Han allierede sig med de næststærkeste blandt de kristne grupper. I konflikten mellem kirkerne i området indebar det en muslimsk alliance med kopterne mod melkitterne, som blev landsforvist af ’Amr ibn al-’As. Som belønning overtog kopterne de flygtede melkitters kirker.
Ved at acceptere deres status som dhimmi  bidrog kopterne til at sætte gang i processer, som medførte en langsom erosion af deres kultur, religion og sprog.

Forskellige fortolkninger

Den muslimske dominans beskrives imidlertid vidt forskelligt afhængig af , hvem man spørger. Det Muslimske Broderskabs Sheik al-Qardâwî taler om »den perfekte frihed og tolerance, som islam har været berømt for gennem tiderne«, mens den egyptisk fødte jøde Bat Ye ‘Or fremhæver, at muslimerne reducerede dhimmi erne til en »ydmygende eksistens som undermennesker« og gjorde dem til ofre for »voldelige angreb og religiøst had«.
De økonomiske konsekvenser beskrives af islamekspert Jørgen Bæk Simonsen sådan: »Bønderne i Egypten, der indtil den kalifale erobring i 640 havde leveret korn til kejseren i Konstantinopel, [måtte] nu i stedet levere korn til kaliffen.«

I denne fremstilling var kaliffen ikke værre end kejseren. Det kan også godt have været rigtigt i de første år, men ifølge forskerteamet Eddé-Micheau-Picard ændrede det sig gradvis: »Skattetrykket [var] årsag til alvorlig forringelse af de kristnes livsvilkår. Det var særligt tilfældet i Egypten, der på de islamiske erobringers tid ansås for at være det byzantinske imperiums rigeste provins, hvor skatterne kharâdj og jizya blev fordoblet fem gange mellem 705 og 868. Konsekvenserne var tunge at bære: Bøndernes antal blev reduceret, mindre og mindre jord blev dyrket.«

Denne situation førte til seks oprør mod de muslimske skatteopkrævere alene i det 8. århundrede. I 830 kom det sidste store koptiske oprør, som blev slået ned med så hård hånd, at kopterne aldrig siden forsøgte at løsrive sig. Patriark Denys de Tell Mahré beskriver storstilede massakrer, sultkatastrofer og koptere, som landsforvises eller bliver solgt som slaver.

Verdslig lovgivning

Dhimmi- status kunne betyde vidtgående diskrimination, men der er store forskelle i håndhævelse. Eddé-Micheau-Picard forklarer, at »muslimerne kunne ikke klare sig uden dhimmi ernes administrative, videnskabelige og intellektuelle kvaliteter, hvilket oftest gjorde det muligt for dem at leve relativt roligt mellem det 7. og det 11. århundrede«. Specielt under vesiren Badr al-Djamâlî omkring 1100 havde de kristne favorable forhold. Dog konkluderer Eddé-Micheau-Picard:

»Der var altså kriser, nogle af dem strenge, og de blev generelt fulgt op af en bølge af konverteringer til islam.« At diskriminerende islamiske teksters påbud op igennem tiden blev taget bogstaveligt i Egypten berettes af mange europæiske rejsende. I 1581 fortæller den franske videnskabsmand Prosper Alpin i sit værk ”Histoire naturelle de l’Egypte”, at kopterne »dagligt overdænges med skældsord, krænkelser, slag, dyb foragt, og ofte udplyndres. Ikke desto mindre vil de under ingen omstændigheder erstatte deres tro på Kristus med Muhammeds tro«.

I 1855 i forbindelse med den europæiske kolonisering blev dhimmi -lovgivningen officielt ophævet og erstattet af en mere verdslig lovgivning, som sikrede kopterne bedre forhold. Den er dog aldrig blevet fuldt accepteret i den egyptiske befolkning og slet ikke i det religiøse establishment.

Kollektiv afstraffelse

Med afkoloniseringen begyndte forfølgelserne igen. Allerede i 1970’erne udførte islamisterne aktioner, som den franske journalist Jean-Pierre Péroncel-Hugoz har beskrevet:

»Man har regelmæssigt nedbrændt kirker og bestjålet, krænket og dræbt kristne. Sadat har smidt præster, biskopper og selv patriark Shenouda III i fængsel som straf for at have mukket svagt over den dårlige behandling, som de muslimske aktivister gav dem.«

Det mønster er let genkendeligt fra de pagter, dhimma , som koptere har været juridisk bundet af . Det er en betingelse, at en dhimmi ikke må krænke islam eller muslimer. Alene det at påpege muslimers vold mod kristne kan tolkes som en krænkelse, da det giver et negativt billede af islam. I den logik er det dhimmi en, der klager over volden, som skal straffes, ikke muslimen, som udøver den.

Kollektiv afstraffelse blev ligeledes udført af islamister, hvis en kristen forsøgte at bryde med sin dhimmi- status. Péroncel-Hugoz oplevede en sådan aktion i Zaouia-el-Hamra, efter at en kopter havde svaret igen mod et muslimsk overgreb:

»Da jeg ankom (… ) var snesevis af kristne allerede dræbt eller såret (… ) lejligheder blev sat i brand med spærrede døre, så de kristne beboere blev brændt levende, koptiske børn blev kastet ud af vinduerne, butikker blev sprættet op ligesom deres ejermænd, forbipasserende.«

Da han ankom, havde det stået på i halvandet døgn. Politiet vågnede op, da det gik op for dem, at en fremmed have vovet sig ind i området. Han blev straks arresteret. For som en betjent sagde til ham:
»Hvad der sker her, kommer ikke udenlandske journalister ved.«
Péroncel-Hugoz blev derpå udvist af Egypten.

Kopternes situation er ikke blevet bedre siden. Den vestlige verdens ligegyldighed har heller ikke ændret sig. I 2000 sendte amerikanske koptere et råb om hjælp til USA’s præsident, hvor de gjorde rede for de seneste angreb på kristne i El-Kosheh. Det skete over tre dage, uden at politiet greb ind, og resulterede i 21 dræbte og 38 sårede. En kirke og 439 hjem og butikker blev berøvet og ødelagt eller brændt ned.

Men hvem har hørt om El-Kosheh? De muslimer, der blev anklaget for mord på koptere, blev frikendt – helt i tråd med sharia, som giver en lav straf eller ingen straf for at dræbe en dhimmi , hvis drabsmanden er muslim. I stedet beskyldte politiet kristne præster for at have provokeret optøjerne ved »fjendtlig« opførsel. Hvilket i dhimmi -sammenhæng betyder »ikke underdanigt nok«.

Teaterkrisen i Alexandria

I 2005 opstod en ny situation i dhimmi hedens historie. Det Muslimske Broderskab (repræsenteret af Islamisk Trossamfund i Danmark under Abu Labans ledelse) indledte to parallelle kampagner: Muhammed-krisen i Danmark, og en ”teaterkrise” i Egypten. Man havde gravet en dvd frem fra 2003, der viste et teaterstykke, som koptiske teenagere havde opført privat en enkelt gang. Det er et mysterium, hvordan det blev filmet, og hvordan dvd’en havnede hos Det Muslimske Broderskab. Men i oktober 2005 stemplede Broderskabet den som krænkende for islam. Den koptiske patriark Shenouda III blev afkrævet en officiel undskyldning, men han afviste. Den 19. oktober blev en koptisk nonne knivdræbt på åben gade. Den 21. oktober væltede omkring 10.000 muslimer ind i det kristne kvarter i Alexandria, nedbrændte en kirke og udøvede hærværk på syv kirker, butikker, biler, en skole og et hospital.
Den slags forløb, hvor det Muslimske Broderskab kræver undskyldninger og orkestrerer straffeaktioner, er ritualer, som skal fastslå kristnes dhimmi- status. Det mønster er i tråd med nyere fatwaer fra Broderskabet, som for eksempel kræver, at jizya- beskatningen af kristne skal genindføres.

Forsøger islamisterne at dhimmi sere europæerne? Det seneste års ”ytringsfrihedskriser” kan tolkes i det lys. Det stemmer overens med det udkast til en islamisk forfatning for Europa, som Islamic Council of Europe offentliggjorde allerede i 1983.

Paragraf 3 stipulerer, at ”Samfund og stat hviler på sharia”, hvilket indebærer dhimmi- status til ikke-muslimer. Paragraf 8 stipulerer ytringsfrihed ”inden for lovens (altså sharias) rammer”, hvilket i praksis betyder begrænsning af ytringsfriheden, da der i sharia er dødsstraf for krænkelse af islam.
kultur@jp.dk

Fakta: Hvad er Jizya?
• Koranen beordrer muslimer til at bekæmpe kristne og jøder, til de underdanigt betaler jizya . Ifølge islamforsker Anne-Marie Edde var jizya-beløbet gerne en tredjedel eller halvdelen af en dhimmis indtjening, men det kunne være højere.
• Guide til muslimske opkrævere af jizya under kalifatet: »Dhimmien skal bringes til at føle, at han er en mindreværdig person, når han betaler (… ) han går på en bestemt dag personligt op til emiren, som skal modtage kopskatten. Emiren sidder på en høj trone. Dhimmien træder frem for ham, mens han giver kopskatten i sin åbne hånd. Emiren tager den, så hans hånd er øverst og dhimmiens nederst. Så giver emiren ham et slag over nakken, og den, der står foran emiren, fører ham bort på hårdhændet vis (… ) folk må komme ind og se denne forestilling.«

Fakta: Hvad er en dhimmi?
• Dhimma betyder (beskyttelses)-pagt  på arabisk og betegner oprindeligt en kapitulationstraktat mellem muslimske erobrere og et erobret folk. En dhimmi  er en ikke-muslim, som er omfattet af en sådan pagt.
• En fremtrædende kopter definerer dhimmi-systemet således: »Dhimmihed er et beskyttelses-løsepenge-system (den såkaldte jizya/kopskat), som garanterer ikke-muslimens liv og sikkerhed til gengæld for en fuldstændig underkastelse over for muslimen. Hvis dhimmien ikke vil underkaste sig og betale, truer man ham eller angriber hans ejendele eller hans person.«

Til alle, der tror at man kan blive venner med islam kan man se på det koptiske eksempel og hvilken pris de betaler for deres overlevelse den dag i dag.

Det er slående at en undertrykt kristen minoritet ikke reagerer i vold, men søger at gøre sig nyttige uanset hvad. Det muslimske samfunds største produktion er affald og pligtskyldigt kaster den kristne sig over at sortere det og således bringe en vis orden og anstændighed ind i en ellers degenereret verden.

Anne Knudsen med overset argument

Diverse — Drokles on October 4, 2009 at 10:02 am

Jeg har tidligere våndet mig over den absurde ide om at forbyde sex-køb ud fra en række standardgrunde, som voksne menneskers frihed til at administrere deres egne liv, at det er omvendt at kriminalisere købet af noget, som det er tilladt at sælge, den uendelige præcedens der ligger i at kriminalisere et erhverv fordi nogen kommer galt afsted osv. Og ligeledes og uden fantasi peget på det selvmodsigende argumentation fra forbyderne, hvor billedet af den stakkels prostituerede uden alternativer skal have revet hele sit indkomstgrundlag væk under sig så hun rigtig kan få det godt. Men Weekendavisens Anne Knudsen har fundet et glimrende argument jeg ikke har hørt før

Sex er så umådelig fin en ting, at den unddrager sig det normale livs regler. Dét mener Socialdemokraterne, og dét vil de gå til valg på.

(…)

Uden for sexlivet må man fortsat tage penge for enhver tænkelig ydelse. Mest iøjnefaldende er det, at titusinder af kvinder i Danmark i øjeblikket er ansat i stillinger, hvor de eksplicit får penge for at give »kærlighed«. Kærlighed (til klienter, elever og patienter) er et af yndlingsordene i velfærdsindustriens i talesættelse af sine egne aktiviteter. Det er veldokumenteret, at sagsbehandlere lige fra aktiveringen af arbejdsløse til pasningen af demente bruger ordet kærlighed om deres erhverv. Selv mere ædruelige fremstillinger af, hvad hjemmehjælperen, socialpædagogen, sygeplejersken, psykoterapeuten, skolelæreren og socialrådgiveren i grunden foretager sig for penge, omfatter følelsesord som ømhed, indlevelse og empati.

Følelser er åbenbart ikke for fine til at kunne sælges og købes på almindelige markedsvilkår, nærmest tværtimod. Det anses for at være særlig smukt og rosværdigt at have de krævende jobs med at elske folk, som ellers ikke ville blive elsket ret meget; de adfærdsvanskelige, de forstyrrede, de dovne, de grimme, de svagtbegavede og de senile. Det er faktisk gået hen og blevet selve velfærdsstatens kerneydelse: der skal være nogen til at elske os for vore skattekroner. Man må altså hjertens gerne sælge følelser uden sex. Men man må ikke sælge sex uden følelser. Ifølge Socialdemokraterne. Mærkværdigt.

Også mærkværdigt at jeg har overset det gode argument med mine mange år i omsorgssektoren.

Har journalisten valgt side?

Forbrydelse og straf, Pressen — Sobieski on October 1, 2009 at 8:21 pm

Fra Ekstrabladet:

Indvandrere valgte forkert offer

Ung rockerlignende fyr blev smidt gennem rude af unge indvandrerdrenge som formentligt antog ham for rockerlærling

Syv til otte indvandrerdrenge valgte tilsyneladende et forkert offer, da de torsdag ved 14-tiden pustede sig op til smide en mand igennem ruden til en frisørbutik på Frederiksborgvej på Nørrebro.

Måske er det en overfortolkning eller bare et tilfælde af dumhed fra journalistens side, men det at man vælge et “rigtigt” offer forkvakler i det hele taget begrebet. Lidt morsomt er det dog, at syv til otte personer er nødt til at ‘puste sig op’ overfor en enkelt person, for at fuldføre det der i virkeligheden ikke er nogen modig handling.

« Previous Page

Monokultur kører på WordPress