Ungeren spøger stadig

Politiken skriver at “Ungdomskulturudvalget under Kultur- og Fritidsforvaltningen har givet Openhagen 20.000 kroner til afholdelse af festivalen ‘Undoing the city’.”, “You can unscrew a lightbulp!” siger amerikanerne om forskellen mellem en el-pære og en gravid kvinde. At omgøre det gjorte er netop også meningen med “Undoing the city”; at omgøre, hvad andre mennesker har gjort, nemlig skabt rammerne om en tilværelse - det en eufemisme for hærværk. Politiken har derfor konfronteret Lars Gaardsøe fra Openhagen, der selvfølgelig ikke kan “tage ansvar for festen“, som han heller ikke ved, hvem der så kan. Det er vanskeligt at tro at den ansvarlige ikke kan tage ansvar når nu Information kan fortælle at

Den hemmelige gadefest er ikke opstået tilfældigt. Den er nøje planlagt. En lille gruppe på to eller tre mennesker har udsøgt sig lige netop Hyskenstræde og tilrettelagt logistikken. Klokken præcis 11 har de sendt en besked ud om lokaliteten gennem en sms-kæde.

Festen er et led i festivalen Undoing the City. Den er støttet af Københavns Kommune og bliver arrangeret af Openhagen, et aktivistisk netværk som arbejder for at modvirke privatisering og kommercialisering af byrummet.

Tidligere på dagen har festivalen afholdt et seminar om ‘gentrificering’ i Folkets Hus på Nørrebro. Det sociologiske begreb betegner den proces, der sker, når den såkaldte kreative klasse indtager arbejderkvartererne i større byer og transformerer dem til hippe bydele med lækre cafeer, designertøjbutikker og tjekkede gallerier. Ejendomspriserne stiger, og det gør lejepriserne også, og til sidst er de mindre bemidlede borgere helt fortrængt fra området. En slags urban forædling, som samfundets svageste betaler prisen for.

(…)

I løbet af eftermiddagen har Information haft lejlighed til at tale kort med en af arrangørerne af den ulovlige gadefest. Han ønsker at være anonym, og efter festen vil han ikke udtale sig.

Og Politiken giver heller ikke meget for Gaardsøes forklaring

[Pol.] Når man læser inde på jeres hjemmeside, så skriver I blandt andet, at »vi kalder borgere, aktivister, kunstnere, intellektuelle og graffitimalere« og at »byen og byrummet er i stigende grad en kampzone«. Kan du så forstå, at folk måske har fået den opfattelse, at det var meningen?

[Gaardsøe] »Graffiti er jo mange ting, og at byen er en kampzone er en generel globaliseringstendens. Byen bliver vigtigere og vigtigere i takt med, at for eksempel nationalstaten mister sit politiske råderum. Så byen bliver det rum, hvor de politiske kampe får et udtryk«.

Hærværket er ikke nogens skyld, men en generel globaliseringstendens. Der har altid været noget særligt over venstrefløjens vokabular, hvor man kaldte tyrannier for folkerepublikker og nu hærværk for globalisering. Men efterhånden, som den har mistet intelligentsiaen er man forfaldet til en billig anglificering, som man har set det i reklamer. “Openhagen” synes at være smartere end “Åbenhavn”, “Capitalism is boring” skal forstås på et dybere plan end “Kapitalisme er kedeligt”, “Street Dancing” er sjovere end “gadedans” og det er mere filosofisk at sige “There is no point, thats the point”, frem for det måske mere afslørende “Der er ingen mening det er meningen”. Man kommer til at savne slagere som “Ingen kønskamp uden klassekamp..”. Jeg er overbevidst om at Dansk Folkeparti kunne hente enorme pengedonationer fra den yderste venstrefløj, hvis de blot sendte girokort rundt med teksten “Stop imperialism, fascim, strife, submission, destruction of the peoples culture, oppression of women, invasion of small countries, demografic warfare…..: Support the PPD - 15.000,-” (Peoples Party of Denmark, forkortelser, som PFLP, DKP/ML, BUPL, FARC og DDR går rent ind). Endnu bedre ville det virke, hvis man truer med væbnet kamp. Nok om det.

Men Lars Gaardsøe kender ikke noget til noget. Fra indledningen af Informations artikel

Folk står og snakker stille i små grupper. Støvregn falder langsomt. Det er fredag aften på Strøget ud for Helligåndskirken. Klokken er fem minutter i 12.

Flere kommer til. Alle er mørkt klædt. Gennemsnitsalderen er lige under 20.

Lige så stille begynder folk at trække ned i Hyskenstræde. Så kommer en lastbil trillende ad Strøget og drejer ind i den korte gade.

Lastbilen parkerer på tværs mellem fortovene. Nu går alting pludselig stærkt. Fyre klædt i sorte jakker med hætterne spændt tæt om hovedet stiller stiger op af husene og spænder bannere ud over gaden, de kaster cykelkæder op på elledningerne, så gadelamperne slukker, mens andre tænder bål på hjørnet af Strøget, sprøjter graffiti ud over facader og butiksvinduer og klistrer plakater op med påskriften “Kulturkamp/Kampkultur”.

Folk jubler. En vild fest er begyndt.

Uha, hvem kan det være? Samme ideologi, som Ungerens unge, samme aldersgruppe, som Ungerens unge, samme aktivitet, som Ungerens unge, meget øvet i deres metier, som Ungerens unge og ja samme tøj, som Ungerens unge. Mennesker, der kender hinanden og kender til hinanden og hinandens omgangskreds eller sagt på nudansk - et netværk. Lars Gaardsøe, der skriver for Internationalt Forum, hvis nogen trænger til et grin, er helt udenfor det netværk og tænkte blot, ” at det lå godt i tråd med resten af festivalen” når sådan “en masse selvstændige grupper bød ind med aktiviteter, de havde lyst at lave.

Kampen om Ungdomshuset handlede altså ikke om at de unge ville have et sted, hvor de kunne være sig selv. Det handlede om en flirt med fascisme, der havde besat offentlig ejendom, hvorfra det prøvede at tvinge sin ideologi om det rette liv nedover det åbne og frie samfund, der nærede dem ved sit bryst. Og det handler det stadig om.

“Byrummet i Indre by er så trimmet og pænt. Men vi vil lave noget uorden og ravage. Vi vil yde forædlingen modstand. Der skal være fest og graffiti,”

Normaliteten skal bekæmpes og, som vi så det på Nørrebro er alt, der ikke er de unge sortklædte aktivister et udtryk for normalitet og farlig pænhed. Almindelige mennesker med almindelige indkomster, der passer på og vedligeholder deres ejendele og respekterer det gamle håndværk, der er lagt i deres huse - nogle endda fredede er en trussel mod disse unge kommunalt støttede mennesker. Med 29 år på bagen er Gaardsøe og hans navneløse aktivister i en ideel position til at demonstrere overfor fremmede mennesker at de lever forkert. Ingen begrundelse; der SKAL være fest og grafitti og du bor i “kampzonen”!

Opdatering af Monokultur

Diverse — Redaktionen on May 9, 2009 at 1:14 pm

Langt om længe er bloggen blevet opgraderet til den nyeste version af Wordpress. Dette skulle lukke de fleste sikkerhedshuller og gøre besøg på siden langt mere behagelige. Vi beklager de problemer vores manglende opdatering har givet vore kære læsere.

Hvis nogen har forslag til forbedring af websikkerheden er I velkommende til at kommentere eller kontakte os.

Mvh.

Redaktionen

Vennen - Argentineren

Historie, Kunst og kultur, venstrefløjen — Drokles on May 9, 2009 at 10:09 am

Per Juul Carlsen anmelder for Danmarks Radio (hvis milliard-budget alle medieejere finansierer) Steven Soderbergs Che Guevara film ‘Che - Argentineren’. Allerede første afsnit afslører revisionismen når det handler om marxistiske forbrydere

Det er en mærkelig film, ‘Che - Argentineren’. Umiddelbart forekommer det indlysende at fortolke den gamle cubanske revolutionshelt, Ernesto ‘Che’ Rafael Guevara de la Serna - at bore i ham, pille myten om ham fra hinanden og sætte den sammen igen, føre ham op til nutiden, diskutere hans betydning, diskutere hans ikon-status eller diskutere forholdet Cuba og USA i en tid, hvor kommunismen slet ikke er så farlig for USA, som den har været.

Djævlen ligger i detaljen. “diskutere hans betydning” ville man nok sige, hvis det drejede sig om Darwin, men vel ikke Hitler? Og at kommunismen kun har været “farlig for USA” signalerer at det er USAs holdning til kommunismen, der er problemet. At 100.000.000 mennesker døde af kommunisme på under hundrede år rangerer ellers kommunismen blandt de helt store pandemier.

Vi får at vide at Soderberg har “….skabt en meget straight, meget underdramatiseret beretning om Che Guevaras udvikling ” som “… forsøger at give et sobert og nøgternt billede af Che Guevara, som hvis Guevara tørt og uden store armbevægelser selv havde genfortalt sine oplevelser. Der er en sober, jordnær seriøsitet over hele filmen” og hvorfor skulle en film om Che ikke have det når nu “Han holder sig til den medmenneskelige filosofi, han hele tiden har prædiket. Uden at bruge ordene prædiker han værdighed, ærlighed og moral, “?

Vi ser Guevara møde Fidel Castro til en lille komsammen i Havana, hvor de taler om perspektiverne ved en revolution, der giver jorden og landet til folket og fjerner den spanske og amerikanske imperialisme. Vi ser Castro og Guevara kæmpe med at stable en guerillabevægelse på benene i de fattige landdistrikter. Vi ser hvordan Guevara må kæmpe for at vinde Castros tillid som officer - formentlig fordi Guevara var argentiner og ikke cubaner. Og vi ser ham vokse som hærleder efterhånden som oprørerne nærmer sig Havana.

En billede FrontPage Magazine uddyber

Upon arriving in Havana Jan of 1959 after an utterly bogus guerrilla war, (The New York Times breathlessly reported of “thousands dead in single battles!” The official tally compiled by the U.S embassy after two years of ferocious “civil war” was 184 dead on BOTH sides, half New Orleans’ annual murder tally)–at any rate, upon entering the Cuban capitol, the gallant Che Guevara immediately recognized the moat around Havana’s La Cabana fortress as a handy-dandy execution pit. At Babi-Yar Hitler’s SS had to dig one. Here Che Guevara had one ready made.

Så når “Der bliver præsenteret kampscener og flotte slag, men uden på nogen måde at pumpe dramaet op.“, er vi så hensat til halvtredserne? for…

A ferocious guerrilla war certainly raged in Cuba. But it’s not the one you read about in the New York Times, college textbooks, biographies of Fidel and Che or see in History Channel Documentaries on Cuba. And you sure wont see it in the two Che biopics starring Benicio Del Toro as Che and directed by Oscar winning director Steven Soderbergh due out next year.

This war raged from 1960-66 and was waged by ten times the number of guerrillas who “fought” Batista. Soviet anti-insurgency as practiced from Hungary to Afghanistan to Chechnya crushed Cuba’s (genuine) guerrillas mercilessly. Che Guevara was second in Command of the Cuban regime and had an advisory role in this sickening slaughter of desperate freedom- fighters.

Per Juul Carlsen er begejstret for mine licenspenge

Vi ser Che Guevara føre en interimistisk retssag mod tre guerillasoldater, der er deserteret og har stjålet og voldtaget i Fidel Castros navn. Vi ser Guevara stå for henrettelsen af desertørerne. Og vi ser ham uddybe sine tanker og idéer, da han drager til New York efter revolutionen for at blive interviewet til amerikansk tv og tale ved FN.

Hvilket ikke er så lidt fra

The man who declared, “a revolutionary must become a cold killing machine motivated by pure hate,” (and set a spirited example,) who boasted that he executed from “revolutionary conviction” rather than from any “archaic bourgeois details” like judicial evidence, and who urged “atomic extermination” as the final solution for those American “hyenas,” (and came hearth-thumpingly close with Nuclear missiles in October 1962)…

Og

“My nostrils dilate while savoring the acrid odor of gunpowder and blood. Crazy with fury I will stain my rifle red while slaughtering any enemy that falls in my hands! With the deaths of my enemies I prepare my being for the sacred fight and join the triumphant proletariat with a bestial howl!”

(…)

“I have no home, no woman, no father, no mother, no brothers. My friends are friends only when they think as I do ideologically.”

og for, hvem

“hatred” was a constant in his writings: “Hatred as an element of struggle”; “hatred that is intransigent;” “hatred so violent that it propels a human being beyond his natural limitations, making him violent and cold- blooded killing machine.”

Det betyder dog ikke noget så længe det er”…sobert skruet sammen,” så Che fremstår som “…en soldat og politiker af en særlig moralsk støbning,” så Steven Soderbergs film står “fuldstændig åben for fortolkning“. Alligevel “er det meget nemt at se en politisk kommentar i filmene” når nu Che “…er sympatisk præsenteret af Soderbergh“, der “… forsøger at give et sobert og nøgternt billede af Che Guevara, som hvis Guevara tørt og uden store armbevægelser selv havde genfortalt sine oplevelser.” Ja, hvad er egentlig mere sobert og nøgternt end Che om Che?

Svær indrømmelse

Diverse — Drokles on May 9, 2009 at 5:25 am

Således indleder Information en artikel om virkning af terrorbekæmpelse

Afløbsrens, petroleum, striber af staniol og søm. Det var de midler, som den 22-årige brite Nicky Reilly sidste år tog i brug for at hævde al-Qaedas navn i Europa. Hans mål at sprænge en jødisk-ejet restaurant i luften, men inden den unge sindsforvirrede konvertit nåede så langt, gik bomben af. Den eneste, der kom til skade den dag i Exeter, var Reilly selv.

Attentatforsøget i den sydengelske provinsby var det eneste islamistiske ter-rorattentat i Europa sidste år. Faktisk har Europa ikke været udsat for ét eneste succesfuldt islamistisk terrorangreb siden 2005. Alligevel bliver politi, efterretningstjenester, beredskabsmyndigheder og politikere ved med at tale om den stigende terrortrussel.

Der har ikke været en oversvømmelse i Holland i mange, mange år, men alligevel ofres, der penge på at vedligeholde digerne.

Man kan altså godt forsvare sig. Men terroren er kun et symptom, der indtil videre er trængt i defensiven - islam står stadig.

Der Untergang

Diverse — Drokles on May 9, 2009 at 4:02 am

Da Hitlers nederlag var uundgåeligt valgte han at erstatte virkeligheden med sine fantasier. I tilgift til sine imaginære panserdivisioner indkaldte han fra sin bunker børn til hæren i et vanvittigt forsøg på at ændre krigslykken. Fra Politiken

Planen er at tilbyde 40 skoledrenge hvert år at blive ’juniorpiloter’. Det indebærer, at de over et 10-ugers forløb efter skoletid skal i ulønnet praktik som legeonkler i en børnehave. Bagefter får de en bonus svarende til 60 kroner i timen.

Projektet er et samarbejde mellem kommunens børne- og ungdomsforvaltning og beskæftigelses- og integrationsforvaltningen. Og det skal også ses som et integrationsprojekt og en indsats for at skaffe fritidsjob til især unge med anden etnisk baggrund.

»Vi vil rekruttere unge fra udsatte områder, hvor man ofte ikke har det netværk, der kræves for at skaffe sig fritidsjob«, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Jakob Hougaard (S).

I stedet for at erkende at de professionelle “integratører” har tabt og ligger sønderknuste over alt på slagmarken (men stadig hæver løn) og at alle de store og dyre offensiver har slået fejl inddrager Københavns Kommune nu institutioner, der intet har at gøre på integrationens slagmark. Og det er børnene, der skal holde for.

Taler vi om utilpassede kriminelle unge?

»Nej, vi taler om ganske almindelige unge mennesker«, siger Jakob Hougaard.

Han mener derimod, at et forløb som juniorpilot er præventivt i forhold til at komme ud ad en gal tangent, og at juniorpiloterne kan blive gode rollemodeller.

Ganske almindelige unge mennesker, der altså skal sættes ind overfor, hvis ikke de skal “komme ud ad en gal tangent“! Hvilke forældre kan have tiltro til en institution, hvor de ansvarlige er udvalgt for at give dem noget at rive i, frem for deres evner? Hvorledes ændrer man pædagogernes kønsfordeling ved at spæde op med skoledrenge i en helt anden rolle? Nu kommer, der bare i tilgift en mærkelig etnisk skævfordeling med kvindelige danske pædagoger og muslimske drengebørn med skarpt adskilte roller og magt. Erkend nederlaget og lad ikke børn gøre mænds arbejde.

Nothing changes

islam — Drokles on May 9, 2009 at 12:54 am

Emeritus (en læser) henviste til Morten Uhrskov Jensens blog på Jyllands-Posten, hvor Nicolaj Sennels i debatfeltet citerer en række historiske personers syn på islam og de islamiske samfund. (især Marco Polos præcise analyse er værd at bemærke)

Karen Blixen (forfatter, “Breve fra et land i krig”, 1948): “Mon der vel nogensinde har været noget som dette Tredie Rige? Af de foreteelser, som jeg i mit liv personlig har kendt til, er den, der kommer det nærmest, Islam, den muhamedanske verden og verdensanskuelse. Ordet Islam betyder hengivelse, det er vel det samme, som Det Tredie Rige udtrykker i sin håndoprækning: Din i liv og død. Den muhamedanske verdensanskuelse har som nazismen en uhyre selvfølelse: Den rettro står over alle vantro, een rettroende sjæl er mere værd end hele verdens guld. Den er i sit væsen klasseudslettende som Det Tredie Rige, den ene muhamedaner er, om han er vandbærer eller emir, ligeså god som den anden. Den har et vældigt sammenhold og stor hjælpsomhed de troende imellem - 10 % af din formue skal du give til de trængende af Islam, og det er ikke almisse, men en gæld du betaler.

I sine ritualer har Islam lighed med Det Tredie Rige: De rettroende får ikke tid til at blive fremmede for hinanden. Nogle ting i “Min kamp” ligner kapitler i koranen.”

Henrik Nordbrant (f. 1945, forfatter og vinder af bl.a. Det Danske Akademis Store Pris og Nordisk Råds Litteraturpris): “Det er muligvis ikke god tone at sammenligne en af de store verdensreligioner med nazismen, men ligheden mellem de to fænomener er for iøjnefaldende til, at man kan forsvare at ignorere den i den gode tones, eller for den sags skyld tolerancens navn. Deres metoder til at vinde magt, og de psykologiske mekanismer, der er deres drivkraft, er uhyggeligt identiske.
Set i lyset af den kendsgerning, at muslimer i vesten behandles racistisk, kan en kritik af islam, der af racisterne ofte bruges som påskud for deres racisme, synes malplaceret. Men når en samvittighedsfuld overholdelse af tolerancens uskrevne, men hårfine regler fører til tavshed eller fortielse, er det tolerancen selv, der er malplaceret. Nogle af mine bedste venner er muslimer, og jeg tager skarpt afstand fra fremmedhadet i Danmark (og alle andre steder). Men det betyder ikke, at jeg kan acceptere islam. Jeg betragter den som en historisk ulykke.” (Jyllands-Posten 21 april 1998, Kunst og kultur side 5)

Marco Polo (verdensomrejsende): ”Den militante muslim er personen, der skærer hovedet af den vantro, mens den moderate muslim holder offerets fødder.”

John Quincy Adams (d. 6. amerikanske præsident): “Loven deres profet Muhammed har givet muslimerne, er at nogen form for skade påført nogen, der ikke accepterer deres lov og anerkendelse af hans goder, er overhovedet ingen synd.”

Bertrand Russel (professor og verdensberømt filosof, selverklæret venstreorienteret, atomkraft-modstander og USA-modstander): ”Essensen af Muhammed´s doktrin var vold og begær: at løfte det brutale over den spirituelle del af den menneskelige natur.”

Alexis De Tocqueville (fransk tænker og historiker, betydningsfuld forfader til videnskaben om sociologi): ”Over en milliard mennesker tror på Allah, uden virkeligt at vide hvad Allah angiveligt står for, eller hvad han kræver af dem. Og den minoritet der forstår, fortsætter med at være muslimer, da de har redefineret deres moral og etik til at passe Islam´s lære, som til overflod mangler moral. De redefinerer derfor hvad der er godt og ondt, for at tilpasse deres liv til det der prædikes af Islam, i stedet for at undersøge Islam for at se om den passer ind i det gode liv. Bagvendt tænkning af en bagvendt religion.”

Winston Churchill (britisk præmierminister under 2. Verdenskrig): ”Hvor skrækkelig er de forbandelser muhammedanismen pålægger sine tilhængere! Ud over det fanatiske raseri der i et menneske er lige så farligt som hundegalskab i en hund, findes der den fatalistiske apati. Effekten er synlig i mange lande, sløve skikke, sjuskede landbrugssystemer, træge handelsmetoder, og usikkerhed omkring ejendomsret findes hvor end tilhængerne af Profeten regerer, og lever. En degraderet sensualisme der fratager livet ynde og rafinnement, foruden værdighed og hellighed. Det faktum at i muhammedansk lov tilhører enhver kvinde én eller anden mand som dennes absolutte ejendom, enten som barn, kone eller konkubine, må udsætte den endelige udryddelse af slaveriet, indtil troen på Islam er ophørt at være en stor magt blandt mennesker.

Individuelle muslimer kan vise fortræffelige kvaliteter, men religionens indflydelse paralyserer den sociale udvikling, for de der følger den. Ingen større reaktionær kraft eksisterer i verden.

Langt fra værende uddøende er muhammedismen en militant og konverterende tro. Den har allerede spredt sig gennem Centralafrika, udviklende frygtløse krigere ved hvert et skridt; og var det ikke fordi kristendommen fandt ly i videnskabens stærke arme, videnskaben imod hvilken den havde kæmpet forgæves, kunne Europa´s moderne civilisation falde, som civilisationen i antikkens Rom faldt.”

Earnest Renan (fransk tænker): ”Jeg har i høj grad studeret Koranen. Jeg afsluttede dette studie med overbevisningen om, at i stort omfang har der ikke eksisteret religioner i verden så dødelige for mennesket som Muhammed´s religion.”

Will Durant (amerikansk historiker, vinder af Pulitzer-prisen og Presidential Medal of Freedom): ”Muslimerne er Islam´s første ofre. Mange gange har jeg på mine rejser observeret, at fanatisme kommer fra et lille antal farlige mænd, der med terror fastholder andre i praktikken af denne religion. At befri muslimen fra hans religion er den største tjeneste, man kan gøre ham.”

Konreraad Elst (belgisk historiker): ”Den muslimske erobring af Indien er sandsynligvis den blodigste i historien. Det er en forstemmende historie, for dens evidente moral er, at civilisation er et dyrbart gode, hvis delikate ordenskompleks og frihed, kultur og fred, når som helst kan omstyrtes af invaderende barbarere udefra, eller mangfoldiggørelse indefra.”

Pave Benedict: ”Den muslimske erobring i 1600-tallet var for hinduerne en ren kamp om liv eller død. Hele byer blev brændt ned, og befolkninger maskrerede, med hundredtusindvis af dræbte ved hver kampagne, og et tilsvarende antal deporterede som slaver. Hver ny invaderende lavede bogstaveligt talt sit eget bjerg af hindukranier. Som bidrag til undersøgelsen af kvantiteten af islamiske kriminelle handlinger mod menneskeheden, kan vi nævne, at Indien´s befolkning svandt ind med 80 millioner mellem år 1000 og år 1525.”

Det er påfaldene hvor enslydende og dagsaktuelle disse citater er selv om de spænder over mange hundrede år og det bærer vidnesbyrd om en utrolig, men også logisk og forudsigelig rigiditet i det muslimske åndsliv. Koranens krav på at diktere vilkåret for mennesker til alle tider fanger mennesket i Koranens tidslomme.

Tabstal fra Gaza

Israel — Drokles on May 8, 2009 at 1:04 am

I Weekendavisen i forrige uge skrev under overskriften “Besat af Israel”

Hver gang FNs næsten 200 medlemsstater mødes for at vedtage kritiske landeresolutioner - i Generalforsamlingen i New York eller Menneskerettighedsrådet i Genève - drejer cirka halvdelen af dem sig om kritik af Israels fremfærd i Mellemøsten. Israel kaldes aggressiv, krigerisk, kolonialistisk, racistisk. Sådan har det været siden slutningen af 1960erne. Her har de arabiske, afrikanske og socialistiske lande udgjort en permanent stemmeblok i FN . Med lejlighedsvis støtte fra Vesteuropa.

Det er også derfor, at netop palæstinenserne er blevet verdensorganisationens »udvalgte folk«. Det viser sig på mange måder: Palæstinenserne er for eksempel det folk, der per indbygger får mest økonomisk støtte af FN . Samtidig har palæstinenserne en speciel FN -organisation oprettet kun for at hjælpe dem, forkortet UNWRA. Og de er tilmed det eneste folk, der har en særlig årlig FN -dag, den 29. november, der hvert år bliver fejret i FN som »international solidaritetsdag for det palæstinensiske folk«.

Under Durban 2-konferencen oplevede Weekendavisen også flere gange, at FN -diplomater nærmest per automatpilot slog over i Israel -kritik, når vi havde talt sammen et par minutter. Et enkelt eksempel: Da vi drak kaffe med Namibias FN -ambassadør og en sydafrikansk FN -ansat, spurgte vi om deres syn på Irans præsident Ahmadinejads tale på FN -konferencen og svaret lød: »Det er jo en sag med flere aspekter.« Derefter tavshed. Og så: »Hele problemstillingen skyldes også Israels besættelser af Palæstina.« Snakker man længe nok med folk her i FN , viser det sig, at de er besatte af Israel .

Derfor er det også logisk, at Israel , som det eneste land, har fået sin egen skurke-planche sat op på den lange kantinegang i Palais des Nations, hvor alle mødes hver dag. Israel -aversionerne samler og integrerer.

Det er en skam. Tænk over, hvor meget den batalje i årtier har skygget for langt blodigere konflikter: Darfur. Rwanda. Tibet . Somalia. Zimbabwe. Tjetjenien. Burma. You name it! Disse undertrykte befolkninger er de store tabere i den særlige »opmærksomhedsøkonomi«, som regulerer FN -apparatet.

(…)

Måske skulle man se på, hvor mange ofre der har været i den israelsk-arabiske konflikt siden 1948. Svaret er cirka 60.000. Det er naturligvis mange, men tallet sygner hen, når man ser på klodens mange andre konflikter. I flæng kan man (i cirkatal) nævne disse myrderier:

- Den algeriske borgerkrig i 1990erne: 100.000 døde.

- Folkemordet i Darfur: 300.000 døde.

- Den somaliske borgerkrig: En halv million døde.

- Saddam Husseins folkemord: En halv million døde.

- Iran-Irak-krigen: 1 million døde.

- Folkemordet i Rwanda: 1 million døde.

Det store fokus på Israels fremfærd trækker selvfølgelig FNs opmærksomhed væk fra disse langt større problemer og lidelser. Sådan er den opmærksomhedsøkonomiske logik.

Hvad med, at FN begyndte at opfatte Israel som et mere normalt land? Et land, for eksempel på linje med Argentina, der også har været i krig for ikke så længe siden, der også har problemer med menneskerettighederne, der også med jævne mellemrum vælger tåbelige politikere. Men sådan en Israel -normalisering har desværre nok lange udsigter.

Det er da heller ikke kun i FN -systemet, at Israel og Palæstina optager sindene. For eksempel viste en EU-måling for nogle år siden, at Israel indtager førstepladsen på europæernes liste over »Trusler imod verdensfreden«. Så besættelsen af Israel er udbredt langt ud over FN -systemet.

Møllen stopper aldrig, som her demonstreret i Kristeligt Dagblad

I januar i år bombede og invaderede israelske styrker Gaza-striben i 22 dage, efter at Hamas i årevis havde bombet israelske byer med raketangreb.

Følgerne i Gaza lød på mere end 1000 dræbte civile palæstinensere og mange tusinde hjemløse.

FN har siden efterforsket den israelske invasion, og ifølge en ny rapport har israelske styrker i seks ud af ni efterforskede tilfælde det fulde ansvar for, at civile er blevet dræbt eller såret. Vel at mærke mens de civile søgte beskyttelse i FN-bygninger. Det reporterer BBC.

Heldigvis er, der små lys i mørket. Observants Henrik Krog gennemgår i et gæsteindlæg på Uriasposten tabstallene fra Israels strålende aktion i Gaza

Som med en lignende opgørelse for den israelske anti-terror aktion i Libanon i sommeren 2006 lider denne under, at man ikke har offentliggjort listerne med hvem man har identificeret som terrorister, og samtidig styrkes den arabiske side af, at man netop har offentliggjort sådanne lister over “civile” og “militante” - PCHR´s findes her. At kunne identificere offeret giver altid en sag større vægt.

De sidste par uger har denne styrke imidlertid vist sig at være en endda ret kraftig svaghed - den har nemlig sat ganske almindelige mennesker som dig og mig istand til selv at skille skæg fra snot. Klikker man ind på listen opdager man for eksempel død # 586, Mohammed Ibrahim Abu Sha’ar, der er blandt de afdøde, som PCHR kalder for “civile”. Kigger man på mandens arbejde, så angives det som “Policeman/member of the al-Qassam Brigades”. al-Qassem Brigaderne er terror-gruppen Hamas´ væbnede gren - den hob mordere, der står for at slå så mange civile jøder som muligt ihjel. At være medlem af en terror-gruppe - en “militant” organisation - er selve definitionen på at være “militant”. Det er bare ikke nok for PCHR og dermed medierne.

Går man uden for PCHR´s lister bliver billedet imidlertid meget værre. I efterhånden et par uger har en gruppe aktivister fra blandt andet bloggene Elder of Ziyon og Bottled Poetry og terror-databasen PTWatch kryds-checket PCHR´s lister med de lister over “martyrer”, som de arabiske terror-organisationer selv har lagt ud. De lagde ud med al-Qassem Brigaderne, hvis engelske site idag lister 14 “martyrer” fra Støbt Bly. 

Læs den hele (måske på Observant, der lidt sært henviser til eget gæsteindlæg)

En liberalist i tiden

Forbrydelse og straf, Multikultur, islam — Drokles on May 7, 2009 at 6:30 am

180 Grader er storleverandør af mærkelige klummer, der så ofte understreger, at liberalister og marxister er af samme dej fordi de anser mennesket for at være rent homo økonomicus. Senest Karina Pedersens forsøg på at afvise kultur, som motivation for menneskets adfærd i sit opgør med Nicolaj Sennels

Tag fx Nicolai Sennels klumme “Vestens farligste vandrehistorie” hvori han argumenterer for, at muslimers manglende integration i det danske samfund skyldes Islam. Sennels fortæller i klummen, at han har talt med 150 kriminelle muslimer, og ud fra de samtaler konkluderer han, at “deres kultur er helt central for deres identitet og tilhørsforhold”. Jeg er ikke psykolog, men jeg kunne have konkluderet det samme, endda helt uden at tale med en eneste muslim, for hvilket menneske er ikke påvirket af sin kultur?

Ja, hvilket menneske er ikke påvirket af sin kultur? spørger hun før hun underkender kulturens betydning for menneskets handlinger til fordel for de socioøkonomiske vilkår. Ja, således kan man få sin daglige dosis af marxistisk analyse på Danmarks borgerlige avis på nettet til dig der arbejder, serveret af en af tidens liberalister. Men Sennels argumentation er jo ikke blot at kultur er afgørende, men at der er afgørende forskelle på kulturer.

Karina Pedersen formår ikke at forholde sig til kulturer (og selvfølgelig religion, der for islams vedkommende forsøger at være det samme) sammenligninger hun, som kroneksempel muslimerne i Danmark med irerne i USA. Ja ved gud sammenligner hun vestlige engelsktalende indvandrere til et vestligt engelsktalende land med en totalitær religion og kulturs møde med friheden alene på baggrund af at de begge er indvandrere. Jo irerne startede også, som kriminelle skriver hun, men endte med at blive politibetjente. Sennels taler jo ikke om sine erfaringer blandt indvandrere, men om sine erfaringer blandt muslimer, mennesker, der tilhører et fællesskab, der dyrker specifikke værdier. Selv, hvis man tager sammenligningen alvorligt hopper kæden af for, hvis der ikke er en kulturel faktor, hvorfor endte irerne så i et specifikt erhverv?

Og hun glemmer at fortælle at irske politifolk stort set alle som en modtog bestikkelse fra den italienske mafia, der var kommet over for at berige USA med, hvad Italien den dag i dag ligger underdrejet. En sådan sammenligning svarer til at sige at man ikke tager skade af at spise arsenik fordi ostemadder er ufarlige. Men nok om de små detaljer. Med kunstgrebet at sammenligne det usammenlignelige mener Karina Pedersen, at hun ikke behøver at forholde sig til islams indvirkning på muslimernes adfærd, hvorfor hun med henvisning til det irske eksempel slutter sin klumme af

Den integration, som Sennels betegner som “en vandrehistorie”, har altså fundet - og finder - sted hver dag året rundt, og når det danske samfund er dårligere til at integrere end det amerikanske, så skyldes det ikke vore nye borgeres religiøse tilhørsforhold, men derimod velfærdsstaten som med sine generøse ydelser gør arbejde - og dermed integration - overflødigt.

Først og fremmest er ingen mening i at tale om integration, hvis kultur ikke er af betydning. Desuden underminerers hendes påstand om den automatiske fremgang af undersøgelser, der viser at kriminaliteten ikke faldene og at normene ikke moderniseres siden første generation. Der er altså ingen fremgang for integrationen “hver dag året rundt“. Og på de præmisser vrøvles, der ellers over stok og sten, som da hun gør op med stråmandsargumentet om at Sennels skyder alle muslimer ting i skoene

Tværtimod lever flertallet af muslimer som alle andre - et faktum Sennels heller ikke nævner - …

Jo det (eller mere korrekt at de fleste lever et civiliseret liv) nævner Sennels allerede i bogens overskrift, der hedder Blandt Kriminelle Muslimer. Præmissen for bogen, der hamres igennem næsten til det kedsommelige er, at, der blandt de 250 farlige kriminelle, som Sennels interviewede på den lukke institution, hvor han arbejdede var en overrepræsentation af muslimer (!) og at disses mentalitet ifølge hans faglige vurdering adskilte sig markant fra danskerne i samme situation. Når hun overser hele pointen med bogen er det ikke så overraskende at hun forsætter sætningen

…og når muslimer er overrepræsenterede i forbryderalbummet, hænger det vel sammen med, at de også er overrepræsenterede i underklassen, hvis største bidrag til samfundet netop skal findes i kriminalstatistikkerne

Hun antager, som det naturligste i verden at når, der er et sammenfald mellem kriminalitet og social status så er det fattigdom, der skaber de kriminelle og ikke at den høje kriminalitet (som er personfarlig og ikke rapserier af dåsemad) er et udtryk for generel uansvarlighed og asocial adfærd hos en gruppe mennesker. Mennesket er i bedste marxistiske tradition offer for de økonomiske strukturer. Er det ikke netop argumentet for velfærdsstaten?

Desuden forklarer logikken højst hvorfor muslimerne er repræsenterede både i underklassen og i forbryderalbummet, men ikke hvorfor de er overrepræsenterede. Med denne lemfældige omgang med årsagsammenhænge kunne man jo ligesågodt argumentere med at man ikke blot bliver mere kriminel af at være fattig, man bliver også mere muslim.

Ellers indeholder klummen blot en lang række absurditeter og uforståelige udsagn, der udover underkendelsen af kulturelle faktorer alle lider af en mangel på forståelse af årsag-virkning.

Men der er én afgørende forskel på de irske emigranter og vores muslimske indvandrere: Irerne ankom til et land uden en velfærdsstat. Sult og nød tvang dem til at opføre sig på en måde, som gjorde dem attraktive for arbejdsgivere, og der er vel næppe noget, der motiverer et menneske til at tage sig et arbejde - og opføre sig så folk vil ansætte en - som en sulten mave.

Det kan altsammen være meget rigtigt at sociale ydelser modvirker det personlige incitament. Men vi taler jo om, hvorfor der er religiøse og kulturelle forskelle for mennesker, der lever i den samme universalstat. Derfor nytter det ikke at hun følger op med endnu en ubrugelig observation.

Men da ingen her i Danmark er sultne, og muslimer ofte lever halve og hele liv i socialt belastede nabolag, hvor god arbejdsmoral i forvejen er så godt som ikke-eksisterende, hvad skulle så motivere dem til at tage det arbejde, som med tiden ville integrere dem?

Arbejdsmoral er altså overraskende knyttet til nabolag og ikke til mennesker. Det er et overset salgsargument hos boligmæglerne op ad Strandvejen. Men den sociale belastning er jo selvfølgelig ikke et fænomen, der er adskilt fra mennesker, men netop en beskrivelse af de mennesker, der bor der.

Sennels synes ligeledes - bevidst eller ubevidst - at overse årsagen til muslimers kriminalitet, som faktisk, hvis man ser positivt på det, vel netop peger på, at de gerne vil have del i Vestens materielle goder.

En ung mand, der f.eks. bliver stukket ihjel fordi nogle muslimer anser hans hue for Vestens materielle goder, som de vil have del i - er det virkelig noget, der varsler en positiv udvikling? Desuden er Vesten ikke karakteriseret ved sin hunger efter goder, som en modsætning til de eksotiske kulturers dyrkelse af de åndelige værdier. Vesten er karakteriseret ved sin enestående evne til at frembringe goder - en evne, der ironisk fik sit brændstof fra forsagende protestantisme og især pietisme: I dit ansigts sved skal du spise dit brød!

Jeg skal bestemt ikke afvise, at nogle af de kriminelle etniske danskere er muslimer, dog kan dem jeg har mødt - og de tæller i alt langt mere end 150 - bedst betegnes som mennesker, der har gået for lidt - og ikke for meget - i søndagsskole.

Også jeg har mødt flere end 150 muslimer. For et par år siden mødte jeg f.eks. 1.000 muslimer på vej ned ad Nørrebrogade i København med sorte bannere skrigende Allahu Akbar for til sidst at samles på Skt. Hans Torv og råbe død over danskerne og demokratiet og nogle andre ting. Deres problem var efter alt at dømme heller ikke søndagsskolen, men nok snarere koranskolen.

Ole Hyltoft om besættelsen

Historie, islam — Drokles on May 6, 2009 at 4:33 am

Den mand kan gentage simple og veletablerede pointer så de står friske og på en gang selvindlysende og tankevækkende - nok engang. Fra Berlingske Kronik

Når religioner – og nazismen var en religion som islam er det – når religioner deler mennesker op i hellige og vanhellige, i over- og undermennesker og mener, at overmenneskene skal herske over hele verden, er der kun ét at gøre: vi må sige fra og gå til modstand. I menneskehedens, i civilisationens navn. Som Churchill gjorde i 1940. I min barndom hed overmenneskene ariere, nu hedder de mullaher og muslimer.

Derfor må vi sige til vores 400.000 muslimske landsmænd: I skal være velkomne i Danmark. Vi lider ikke af racemæssige fordomme. Men Koranens ide om et verdensomspændende muslimsk kalifat med hængning af homoseksuelle og stening af frie kvinder, den må I opgive, hvis I vil bo her. Vi danskere slipper ikke den frie grundlov, vi nåede efter århundreders kamp.

Friheden er en lykke, en stor lykke. Men ikke en varig lykke, ikke en arvet lykke. Den kan tages fra os. Og der vil sikkert altid være folk, der tror, de forbedrer verden, hvis de tager friheden til at mene anderledes fra deres medmennesker. De stoler ikke på friheden, for den harmonerer ikke med deres egen kadaverdisciplin, deres egen overtro.

Derfor må vi altid holde frihedskæmperen i os i beredskab. 

Ja.

Stakkels muslimske kvinder

islam — Drokles on May 6, 2009 at 4:21 am

De er dobbelt belastet. Selv med facitlisten foran sig forstår de ikke et klap, som Yasmin Alibhai-Brown demonstrerer det i Information

Jeg er muslimsk kvinde. Og jeg er - som min afdøde mor - en fri kvinde, en uafhængig kvinde. En veluddannet, sanselig og frisindet kvinde. Jeg er både feminin og feminist.

(…)

Jeg forsvarer altid muslimer, når de bliver forfulgt af deres fjender. Og af deres trosfæller. Jeg beder, faster, giver til velgørende formål og gør mit bedste for at være et anstændigt menneske. Jeg drikker også vin, og jeg lyver ikke om det, som en del andre ‘gode muslimer’ gør. Jeg er den slags muslimske kvinde, som vækker vrede blandt reaktionære muslimske mænd og deres æselagtige kvindelige tilhængere. Sikke en ære.

Undertrykkelsen af kvinder i islamiske lande forværres i disse år - dette er åbenlyst. Islam, som denne religion praktiseres af millioner i dag, har mistet sin barmhjertighed og integritet og er på vej ind i en af de mest dystre af sine dystre epoker.  

Derefter følger en række eksempler på islam og hun slutter af

Så lad os drage til Pakistan - landet, som engang valgte en kvinde til statsoverhoved. Den guddommeligt smukke Swat-dal er af politiske bekvemmelighedsgrunde blevet overdraget til Taleban, der har sprængt over 100 pigeskoler i luften og jævnligt lader unge piger piske på gaderne. Pigerne skal være totalt tildækkede og har forbud mod at skrige, da den kvindelige stemme har potentiale til at vække begær. Eller medlidenhed måske. Nu ved jeg meget vel, at mine ord kun vil bekræfte de skadelige fordomme, som trives i hovederne på dem, som foragter islam. Alligevel er jeg nødt til at sige: At skjule eller undskylde disse overgreb vil være at acceptere og opmuntre dem. Der har været mere oplyste tider, da den muslimske civilisation ærede og værdsatte kvinder. Dette er ikke en af dem. Også i Vesten favner millioner muslimer bagstræberiske normer. I Storbritannien bliver mindreårige piger, nogle så små, at de stadig sidder i barnevogn, hyllet ind i hijab. Skammeligt nok er der også højtråbende muslimske mænd, som forsvarer æresdrab, tvangsægteskaber, kønsulighed, polygami og vold mod børn. Hvorfor føler muslimske mænd i så stort tal sig skræmte over kvinders kroppe og sjæle. Og hvorfor opmuntrer nogle muslimske kvinder dem i denne bestialske paranoia?

Fra mit skrivebordsvindue har jeg udsigt til en offentlig park. Her får jeg øje på en kvinde i fulde burka på en solskinsdag. Hendes børn og mand løber rundt, ler og spiller cricket. Hun sidder helt stille. Som en levende begravet. Som et spøgelse. Hun er medskyldig i sin egen degradering, som så mange andre muslimske kvinder. Deres samtykke i dette i et frit demokrati er en forbrydelse imod deres medsøstre, som ikke har noget valg i Saudi-Arabien, Iran, Afghanistan og andre lande.

At gå imod de forhærdede mørkemænd og deres uhellige regler er en hellig og ufravigelig pligt. 

Hej, jeg er kommunist og jeg skabt min egen virksomhed. Jeg tror på mine egne meninger, men har oplevet gennem årerne at jeg har kunnet tage fejl og at, der blot er flere meninger om en sag mellem mennesker, som man skal finde ud af det med, hvorfor jeg bakker op om demokratiet, som en indlysende styreform. I den kommunistiske verden kan jeg se massedeportationer og udryddelse af anderledes tænkende og de frygtelige konsekvenser af ineffektiv forvaltning og produktion. Der var engang, hvor kommunismen styrede for vildt og hyldede og værdsatte det arbejdende folk. Hvorfor tillader vores kære ledere mennesker at nedsynke i paranoia og uværdig passivitet? Mig ikke forstå.

Holdningsbearbejdning

Diverse, islam — Drokles on May 6, 2009 at 4:08 am

Op gennem halvfemserne og ind i det nye årtusinde kogte Radikale Venstre sin selvforståelse og sin særlige mission ned i et enkelt ord: Holdningsbearbejdning! At de selv havde ret og alle andre uret er en helt igennem legitim selvfølgelighed. Eller det vil sige for Radikale en selvfølgelighed med en betinget legitimitet fordi, der altid hviler et skær af genfødslens skråsikkerhed i de radikale øjne. Det er nemlig en særlig Radikal tankegang, at man ikke blot har ret, men at den plumpe masse ikke har format til at indse den rette sammenhæng mellem moral, fornuft og nødvendighed. Derfor bliver det grundlæggende omsonst, at overbevise nogen gennem sine argumenters saglighed, der således kun fremføres på skrømt, som et kors af tålmodig ansvarlighed den radikale må bære, som almuens blotte eksistens er. I stedet gælder det om at ændre almuens forskruede holdninger så den ikke skal belaste sin begrænsede intellektuelle kapacitet i et håbløst forsøg på at forstå, hvad, der ligger udover dens evner - nøjagtig, som man træner en hund med små kiks uden at kræve at den reflekterer over sin egen opførsel.

Amerikanerne er notoriske idealister, men de har i modsætning til Radikale Venstre sans for realiteterne i deres analyser.At være forpligtet på at drage en konsekvens af sin indsigt, stiller store krav til at være lydig overfor realiteterne mens mission baseret på selvforståelse er katastrofal.

De islamiske karakteristika for elendighed findes, som forskellige variationer og grader af modbydelighed i hele den islamiske verden og kun der. De geografiske, klimatiske, historiske faktorer udelukker alle andre forklaringer og det står derfor helt klart at afghanernes miserable liv og brutale fremfærd overfor hinanden har grund i det sæt holdninger, der er den islamiske tro. Derfor er løsningen vel en holdningsbearbejdning, som Al-Jazeera beskylder amerikanerne for at bedrive ifølge Kristeligt Dagblad

På gulvet ligger bibler oversat til de to store pashto og dari - de to store sprog i Afghanistan. I rummet sidder soldater og lytter til feltpræsten, som taler om konversion til kristendommen.

Denne scene fra en video blev for nylig vist på den arabiske tv-station Al Jazeera, med beskyldninger om, at de amerikanske soldater missionerer og forsøger at omvende afghanere til kristendommen.

Et andet videokliper viser en prædiken, hvor feltpræsten siger til de evangelikale kirkegængere, at det er deres pligt at gå ud og få folk til at konvertere til kristendommen.

Om det så nytter er en anden sag for uagtet hjetets nøglerolle for livet skal man ikke ligge død alt for længe før genoplivning er umulig.

Malware angreb

Diverse — Redaktionen on May 5, 2009 at 9:22 am

Vi beklager meget, at vores blog - og i forlængelse heraf også vore læsere - har været udsat for denne gemene infektion. Sådan er livet på internettet nu engang, og ligesom det åbne samfund tiltrækker det snyltere af enhver art.

Den version af Wordpress vi bruger har nogle sikkerhedsbrister, så vi vil derfor opgradere i nærmeste fremtid.

Med venlig hilsen

Red.

Derfor fik de et ungdomshus

Forbrydelse og straf, Ungdomshuset, venstrefløjen — Drokles on May 1, 2009 at 7:04 am

Forudsigelighed skaber tryghed. Fra Danmarks Radio

Aktivister trænede i weekenden til, hvordan man bliver rigtig god i gadekamp.

Træningen foregik ved Ungdomshuset på Dorteavej i Københavns Nordvestkvarter

(…)Men så længe, at der ikke foregår noget ulovligt, vil kommunen ikke tage affære, siger Socialdemokraternes gruppeformand, Jesper Christensen:

- Vi har stillet er hus til rådighed efter aftale med fonden. Og det er fondens opgave at sikre, at de aktiviteter, der sker er love og er noget, som kommunen kan støtte. Jeg er tryg ved, at de gør det.

Selvfølgelig. Hvis man giver en fodboldklub rådighed over fodboldbaner så bliver, der spillet fodbold, en skakklub spiller skak og venstrefløjaktivister laver revolution. Det er sikkert, som ja amen i kirken - og hvem er ikke tryg ved det?

« Previous Page

Monokultur kører på WordPress